M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække


Der er mere at sige
Prædiken til Pinsedag
4. juni 2006

Joh 14,15—21
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde: Â"Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.Â"

GlÊdelig pinse! Vi plejer jo at sige at pinsen er festen for HelligÄndens komme. Jeg tror nu mest det er af pÊdagogiske grunde at vi siger sÄdan, sÄ har man styr pÄ de store fester: jul, pÄske og pinse. Julen er Jesu fÞdsel, pÄsken er opstandelsesfesten, og pinsen er sÄ HelligÄndens fest.
Hvis vi ser efter i beretningen fra Apostlenes Gerninger, sÄ stÄr der egentlig bare at de var samlede for at fejre pinse, men at der dén dag skete noget som overvÊldede dem. De blev alle fyldt af HelligÄnden, men der stÄr jo ikke noget om at det skulle vÊre fÞrste eller eneste gang at de mÊrkede Gud HelligÄnd. Og det ville bestemt ogsÄ vÊre forkert at se sÄdan pÄ det. HelligÄnden er noget af det mest levende og stÊrke og gennemgÄende i hele den bibelske historie. Netop fordi HelligÄnden er Gud HelligÄnd, sÄ er HelligÄnden jo en integreret del af Gud, hvis man kan sige det pÄ den mÄde.
HelligÄnden er der bÄde fÞrst og sidst og midt imellem. HelligÄnden nÊvnes allerfÞrst i Biblen, i de to fÞrste vers: I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var den gang tomhed og Þde, der var mÞrke over urdybet, og Guds Änd svÊvede over vandene. Gud HelligÄnd var der altsÄ allerede fÞr noget blev skabt.
I Biblen, det gamle og det nye testamente, stĂ„r der meget om Gud og om mennesker og om livet. Og nĂ„r vi lĂŠser selv eller hĂžrer noget fortalt fra Biblen, sĂ„ prĂžver vi jo at forstĂ„ det, at tilegne os det. NĂ„r vi i Biblen hĂžrer at Gud skabte himlen og jorden, sĂ„ tilegner vi os det, det bliver en del af vores forstĂ„else og vores tro: Gud er skaber. Vi hĂžrer mange gange Jesus sige ‘far’ til Gud, ogsĂ„ i bĂžnnen som vi bruger som vores grundbĂžn, Fadervor, beder vi: Vor Far, du som er i himlene. Det tilegner vi os ogsĂ„, det hĂžrer ogsĂ„ med til vores tro: Gud er far. Og sidste sĂžndag hĂžrte vi Jesus tale om at han og faderen er Ă©t. Faderen og SĂžnnen er Ă©t, det er ogsĂ„ en del af vores forstĂ„else og tro.
Og sĂ„ hĂžrer vi i dag Jesus sige: “... jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal vĂŠre hos jer til evig tid: sandhedens Ă„nd”. Sandhedens Ă„nd, det er HelligĂ„nden som alle de forsamlede apostle blev fyldt af pinsedag, som vi hĂžrte for lidt siden. Det tilegner vi os ogsĂ„, det hĂžrer ogsĂ„ med til vores tro: Ă...nden, HelligĂ„nden, er Gud — Gud er Ă...nd.
Hvis vi nu blev spurgt af et barn eller af en voksen som aldrig havde mÞdt kirken: hvem er Gud?, sÄ kunne vi altsÄ ikke nÞjes med ét ord. Vi bliver nÞdt til at sige: vi tror pÄ Gud Fader, Gud SÞn og Gud HelligÄnd. Og omvendt: hvis et menneske kommer og siger til os: jeg tror pÄ Gud; nÄr jeg gÄr ude i naturen en tidlig forÄrsmorgen eller jeg ser pÄ stjernehimlen en aften, sÄ er det helt tydeligt for mig at Gud er den der har skabt dette vidunder af et univers. SÄ mÄ vi sige: ja, du har ret, Gud er skaber, men der er mere at sige: Jesus, Guds SÞn, hÞrer ogsÄ med, og HelligÄnden hÞrer ogsÄ med. Og hvis én siger til os: jeg tror pÄ Jesus, han er min frelser, sÄ mÄ vi sige: ja, du har ret, Jesus er frelser, men der er mere at sige. Og hvis én siger: jeg tror pÄ HelligÄnden, jeg har store Ändelige oplevelser, sÄ mÄ vi sige: ja, du har ret, men der er mere at sige.
Det var disse spĂžrgsmĂ„l den fĂžrste kirke stod overfor og som gjorde at man blev nĂždsaget til at indkalde til nogle kirkemĂžder for at tale sammen om hvad vi tror pĂ„. Der var dengang — som i dag! — et stort religiĂžst behov, en sĂžgen efter meningen med livet, og mennesker fandt mange svar. Disse kirkemĂžder forsĂžgte sĂ„ at skrive ned hvad alle kunne vĂŠre enige om, og hvad der kunne rummes inden for de bibelske skrifter. De lavede en trosbekendelse, ogsĂ„ for at have et vĂŠrn mod alle mulige fikse idĂ©er som kommer op fra tid til anden.
Den trosbekendelse bruger vi hver sĂžndag i kirken sĂ„dan som vi ogsĂ„ lige selv har gjort i denne menighed. Og her har vi hele fylden i vores tro med: troen pĂ„ Gud som skaber, som frelser og som talsmand, som HelligĂ„nd. Hver gang vi bliver afkrĂŠvet svar pĂ„, hvad vi tror pĂ„, sĂ„ mĂ„ vi sige trosbekendelsen, kortere kan det ikke siges. Men netop nĂ„r vi har troen pĂ„ Gud HelligĂ„nd med, betyder det ogsĂ„ at der er mere at sige. Trosbekendelsen er et minimum nĂ„r vi skal fastholde vores tro, men der er mere at sige. Dette mere skal siges af Gud, og det skal siges af os. Vores tro er ikke blot en pegen tilbage pĂ„ en virkelighed bag os: skabelsen og Jesu liv og HelligĂ„ndens komme pinsedagen. Vi har ikke en ’konserves—tro’ hvor vi blot skal tage noget gammelt frem og sige en gammel sandhed en gang til, men med HelligĂ„ndens virkelighed bliver troen nutidig, og vi bliver selv involveret med vort liv nu som moderne mennesker i en moderne verden som aldrig er set fĂžr. Den verden og de problemer som vi stĂ„r midt i, kan man ikke bare se tilbage for at finde svar pĂ„. Vi kan ikke bare slĂ„ op i Biblen og finde svar pĂ„ vore moderne spĂžrgsmĂ„l. I vort pinse—evangelium siger Jesus at HelligĂ„nden er sandhedens Ă„nd. Den Ă„nd ser verden ikke og kender den ikke og kan derfor ikke tage imod den. Men, siger Jesus, I kender den, for den bliver hos jer og skal vĂŠre i jer. Det der er kendetegnende for HelligĂ„nden er at den gamle verden skal blive ny. Denne gamle verden skal forgĂ„, vi kunne nĂŠsten sige: heldigvis at det ikke skal fortsĂŠtte i al evighed. Hvis ikke vi havde forjĂŠttelsen om HelligĂ„ndens fornyende kraft, var der ikke meget hĂ„b. Somme tider kan man gĂ„ og blive mismodig over den gamle verdens stil, f.eks. at der bliver ved med at vĂŠre krig. Man skulle ellers tro at vi havde lĂŠrt det — efter FĂžrste verdenskrig, denne frygtelige krig, hvor titusindvis af stakkels soldater dĂžde i skyttegrave, og Anden verdenskrig med sĂžnderbombede lande, millioner drĂŠbte og myrdede og flygtende mennesker, og Korea—krigen og Viet—Nam—krigen og flere endnu. Men det fortsĂŠtter, pĂ„ Balkan, i Afrika, i Irak. FĂ„r det dog aldrig ende? Uden HelligĂ„ndens fornyende kraft var der ikke meget at hĂ„be pĂ„.
Vi har del i Ă...nden, Gud som virkende, levende Ă...nd er en del af vor tro. Og det der er sĂ„ sĂŠrligt og hĂ„befuldt i denne tro er at der altid er mere at sige. Ă...nden er som vinden, der blĂŠser hvorhen den vil. Vi kan altsĂ„ ikke styre Ă...nden, vi kan heller ikke begrĂŠnse Ă...nden.
TĂŠnk pĂ„ at Ă...nden tidligere har vist sin virksomhed pĂ„ ganske uventede steder og tider og sammenhĂŠnge og ĂŠndret virkeligheden. TĂŠnk blot — pludselig at dukke op midt i mĂžrket over ur—dybet, hvor jorden var tomhed og Ăžde, eller i en afsidesliggende landby i PalĂŠstina hos en ukendt ung pige. Det er dĂ©t den gamle verden ikke kan tage imod, det uventede, det totalt overraskende og omvĂŠltende. Vores verden bygger pĂ„ det sikre og forudsigelige, aktiekurserne fĂžlges med opmĂŠrksomhed dag for dag og time for time, vi udvikler programmer og planer, men Ă...nden, Gud—i—dag!, er uforudsigelig. TĂŠnk pĂ„ at hvis ikke Ă...nden var brudt ind over ur—dybet, havde vi ikke siddet her i dag. Og hvis ikke Ă...nden var brudt ind hos en ung pige i PalĂŠstina for 2000 Ă„r siden, havde vi heller ikke siddet her i dag. Det er Ă...nden vi skylder vores virkelighed og vort liv nu.
HelligĂ„nden er der fĂžr os, og HelligĂ„nden bevirker at der er mere at sige end det vi lige nu kan se og hĂžre og forestille os. Dette at Gud HelligĂ„nd er blevet lovet os og givet os, betyder altsĂ„ ikke at vi skal leve i en sĂŠrlig ’Ändelige’ atmosfĂŠre, et finere luftlag uden berĂžring med denne gamle verden og dens krig og sult og forstokkethed. Men HelligĂ„ndens virkelighed hjĂŠlper os at holde fast ved dette mere, at vi ikke behĂžver slĂ„ os til tĂ„ls med tingenes tilstand og give op og blot nĂžjes med at hutle os igennem livet, men vi kan holde modet oppe, holde hĂ„bet ved lige om en ny verden, en ny himmel og en ny jord, Guds Rige. Jesus siger at Gud HelligĂ„nd, talsmanden skal vĂŠre hos os til evig tid. Der er altsĂ„ mere tid foran os end bag os, der er evighed forude.

SALMER:
I al sin glans nu strÄler solen
Min mund og mit hjerte
Du, som gÄr ud fra den levende Gud
Fra Himlen kom den HelligÄnd
Drag ind ad disse porte
HelligÄnden trindt pÄ jord