M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække


Vi er inddraget i håbets virkelighed
Prædiken til Anden pinsedag
5. juni 2006

Joh 6,44—51
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde: "Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: 'Alle skal være oplært af Gud.' Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. Jeres fædre spist manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden."

Glædelig pinse! Selv om det er Anden pinsedag, kan vi stadig sige det med lige stor begejstring: Glædelig pinse! Det kan næsten ikke siges bedre end med ordene fra den salme vi skal synge om lidt, hvor Grundtvig jubler:
“Dér skaber og til Herrens pris,
halleluja, halleluja!
Guds åndepust et Paradis.
Halleluja!”
Vi er nogle heldige mennesker der er født her på den nordlige halvkugle hvor det nu er forår og alt blomstrer og bliver grønt. Vi kan slet ikke undgå at fornemme pinsens sprudlende glæde og grøde, tænk hvis vi levede på den sydlige halvkugle, hvor det nu er ved at blive vinter og koldt og mørkt; så måtte vi bruge al vores forestillingsevne og nøjes med ordene. Men vi kan blot ved at se os om og ved at høre fuglene klart fornemme Guds store åndepust. Jesus siger: “Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham ...” — vi har virkelig en mulighed for at komme til Jesus, for Gud Fader selv drager os blot ved det skabelses—under der i denne tid springer ud for øjnene af os. Man skal være mere end almindelig blind og døv for ikke at blive draget mod Gud i denne tid. Pinsen er Guds forårstid hvor håbet igen vækkes til live.
Vi taler om håb, Jesus taler om tro: “Den, der tror, har evigt liv”, men det er to sider af samme sag. Tro og håb er tæt forbundne, tro og håb er to sider af samme sag, som en mønt med to sider. Når vi siger tro, så har det noget med vort aktive liv at gøre, vore handlinger, og når vi siger håb, har det noget med vore ønsker og drømme og længsler at gøre. Men de er tæt forbundne, tro og håb: man kunne også sige det på den måde at troen drejer sig om livet nu, mens håbet drejer sig om livet fremover. Men det er samme liv! Troen bestemmer hvordan vi handler nu i dag, og håbet angiver hvilken vej vi skal, og at der er mere end i dag.
Somme tider kan man gå og blive helt skræmt over så sårbart vort liv på denne klode er. Fugleinfluenzaen er vist ved at være under kontrol, men der er andre farer som lurer på os, f.eks. er der stadig stater der producerer atomvåben. Luther (var det vist?) blev en gang spurgt hvad han ville gøre, hvis han fik at vide at dagen i dag var den sidste i hans liv, og han svarede: Så ville jeg plante et træ. Det er et flot udsagn som jeg godt kunne mande mig op til at citere hvis nogen skulle spørge mig om det samme. Men sådan kan man jo kun svare hvis der er håb, og der er håb når der stadig er liv efter at jeg er død. Men så tænkte jeg på om man ville kunne svare det samme hvis man fik at vide, at i morgen ville livet på jorden blive udslettet? Det er muligt at nogle ville kunne svare det samme: ’så vil jeg plante et træ’, men jeg er ikke sikker på om jeg havde tro nok til at plante et træ, hvis der ikke var noget håb om liv i morgen. Nu skal vi jo heldigvis ikke lave et rundspørge her i menigheden om hvor stor tro hver enkelt af os har, jeg nævner det kun som et eksempel på at troen er nært forbundet med håbet.
Når Jesus siger: “Den, der tror, har evigt liv”, så kunne han lige så godt have sagt: Den der håber, har evigt liv. Hvis der er noget at håbe på, så er der også noget at tro på, altså noget at handle ud fra, at indrette sit liv på. Uden håb, uden drøm og længsel og forventning bliver livet nu blot kortvarigt. Det er dét Jesus hentyder til, når han nævner fædrene i ørkenen der spiste manna. De spurgte: hvorfra skal vi få noget at spise? hvad skal der blive af os? De havde opgivet håbet, og derfor havde de også opgivet handlingen, den daglige håbsudfoldelse. De fik deres manna, de levede dén dag, og så er der ikke meget mere at sige om dem. Men Jesus tilføjer: Der er en anden slags brød, himmel—brødet, det levende brød, håbsbrødet — og han siger: det er mig! Hér er der ikke blot overlevelse i dag, altså den kortvarige vegeteren hvor livet går eller henslæbes, men her er der liv ’til evig tid’, altså evigt liv.
Når vi spiser det brød, så gør vi det i tro, det er en handling hvor vi også her i menigheden synligt og mærkbart gør en handling sammen. Det er en handling som netop indebærer håb. Hvis det kun er udtryk for en lille tro, så bliver man jo grundig snydt: hvis det kun er for at få mad, for at blive mæt i dag, for at overleve, så vil selv en overfladisk konfirmand jo hurtigt opdage at det lille brød og den smule vin ikke rækker, ikke engang så langt at man kan springe frokosten over. Men der er mere i dét brød, der er håb i det fordi det er delagtighed i Jesus selv, delagtighed i ham der er kommet ned fra himlen til liv for verden, delagtighed i ham som selv er livgiver.
Vi ser altid på disse sager fra vores egen, lille begrænsede synsvinkel, det kan jo ikke være anderledes. Jesus prøver at få os til at se livet i troens og håbets perspektiv. Jeg har på min væg hængende en ikon, et billede fra den orthodokse kirkes tradition, og denne ikon er festdags—ikonen til netop dagen i dag, Anden pinsedag. Denne ikon har som tema pinseunderet hvor de 12 apostle sidder og taler med hinanden. De har modtaget Helligånden med en lille ildtunge på hver enkelts hoved, de sidder med skriftruller i hænderne, og en mystisk person nedenfor — det er en symbolsk person som vi kunne kalde ´verden´ — står klar til at modtage Guds åbenbaring gennem skriften.
Jeg skal ikke gå nærmere ind i en forklaring af denne ikon, blot påpege perspektivet: Vi er vænnede til at anskue verden, livet, troen, Guds Rige, frelsen osv. ud fra os selv, som om det er os der kan betragte livet og verden som et objekt. Og vort perspektiv bliver derefter. Vi kender det: hvis vi har et billede på vores væg af en vej, så er vejbanen bredest ud mod os, og så bliver den snævrere og snævrere, indtil den forsvinder i horisonten. Sådan er vort perspektiv. Forsvindingspunktet ligger langt bagude, længere kan vi ikke se. Ikonen vender dette perspektiv om: en ikon har altid det omvendte perspektiv hvor linierne fra ikonen samles dér hvor mit øje er. Det er egentlig ikke mig der betragter ikonen, men det er ikonen der betragter mig og drager mig ind i den guddommelige virkelighed som ikonen skildrer.
De tolv apostle er malet så de er størst i figur længst tilbage, og så bliver de mindre jo nærmere de er på mit øje. Der er ikke noget der forsvinder hér; forsvindingspunktet, eller rettere: samlingspunktet!, ligger i mit øje. Jeg bliver inddraget i et fællesskab af apostle, af Guds nærvær med ildtunger, der sætter sig på hver enkelt, og som et fyrværkeri af ildtunger sprudler ud over apostlene og over den der står foran med sit øje.
Det er dét pinseunderet betyder: vi bliver inddraget i en tro hvor vi kan handle lige så guddommeligt som den første menighed: “De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne. Hver og én blev grebet af frygt, og der skete mange undere og tegn ved apostlene”. Der står: de blev grebet, de blev altså inddraget i en virkelighed hvor det ikke var dem der skulle måle deres lille eller store tro, men hvor de blev delagtige i Gudsrigets virkelighed.
Og håbet? — håbet ligger ikke bagude, for enden af vejen, hvor alt forsvinder i et usynligt punkt, men håbet skubbes fremad, ud, lige ud i dig og mig, der nu ser: det er dér ønsket og drømmen og længslen skal holdes ved lige, til liv for verden!
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed.

SALMER:
Du, som går ud fra den levende Gud
Kom, Helligånd, Gud Herre from
Gud Helligånd, vor igenføder
Fra Himlen kom den Helligånd
Flammerne er mange, lyset er ét
Helligånden trindt på jord