M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække


Troværdig begyndelse
Prædiken til Trinitatis søndag
6. juni 2004

Matt 28,16—20
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: ¬"Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.¬"

Vort evangelium til trinitatis s√łndag er d√•bsbefalingen eller missionsbefalingen — nogle grundl√¶ggende ord i kirken og i vores tro, for de ord lyder hver gang et nyt menneske bliver indlemmet i den kristne menighed, alts√• bliver medlem.
Det er jo ogs√• nogle store ord: ‚ÄúMig er givet al magt i himlen og p√• jorden ...‚ÄĚ. I himlen og p√• jorden — det er over det hele! Det er alts√• en hersker der st√•r her oppe p√• et bjerg og proklamerer sit herred√łmme. Og hvordan ser s√• denne hersker ud — er det den sagtmodige, lidende menneskes√łn? N√¶, det er snarere den sejrende Kristus.
Der er altid grund til at v√¶re p√• vagt n√•r nogen taler om verdensherred√łmmet — der har i historiens l√łb v√¶ret herskere som havde til hensigt at erobre hele verden, at tilrane sig magten over andre lande og folk. Det er v√¶rd at l√¶gge m√¶rke til at den hersker der her st√•r og taler har naglem√¶rker i h√¶nderne — det er den korsf√¶stede og opstandne der st√•r og taler.
Og s√• giver herskeren sin befaling — eller rettere opgaven til sine mennesker: ‚ÄúG√• derfor hen og g√łr alle folkeslagene til mine disciple, idet I d√łber dem i Faderens og S√łnnens og Hellig√•ndens navn, og idet I l√¶rer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer‚ÄĚ. Opgaven for denne herskers mennesker er alts√• ikke at erobre land eller olie eller indflydelse — men opgaven er at d√łbe mennesker og l√¶re dem at holde Jesu befalinger. Og begge dele kr√¶ver samtykke og samarbejde — der er ikke antydning af tvang forbundet med opgaven. For at blive d√łbt skal man sige ‚Äėja‚Äô — hvis man ikke vil eller ikke er interesseret eller direkte siger nej, s√• bliver man ikke d√łbt. Der findes nogle eksempler fra den kristne kirkes historie som der er grund til at skamme sig over, n√•r man nogle steder i verden har tvangsd√łbt mennesker — der er en beretning fra Kina hvor en general der var blevet kristen stillede sine soldater op p√• r√¶kker og med en brandslange d√łbte hele kompagnier ad gangen. Den slags er overgreb, en skr√¶kkelig misforst√•else af hvad Guds herred√łmme drejer sig om. D√•ben er et tilbud, en gave, som det enkelte menneske m√• sige ‚Äėja‚Äô til. Og den anden del af missionsbefalingen er ogs√• tilbud og gave: at l√¶re at holde alt det Jesus har befalet.
Nogle gange kan man h√łre pr√¶ster og andre sige at opgaven er at d√łbe og l√¶re. Men det er en forkortelse af d√©t der er opgaven og d√©t Jesus sagde: ‚Äúl√¶re dem at holde‚ÄĚ. Man kan nemlig godt l√¶re mennesker noget ved at banke det ind i hovedet p√• dem. S√•dan har mange tidligere skoleelever og latinskolepoge l√¶rt mange ting — vi har stadig udtrykket: ‚Äújeg skal nok f√• det banket ind i hovedet p√• ham‚ÄĚ. Men hvis man skal l√¶re at holde noget, s√• skal det jo ikke blot tilegnes som en teori eller en l√¶rdom oppe i hovedet, men s√• skal det blive en del af mig, en del af mit sind og mit handlingsm√łnster. Ogs√• her er der tale om at sige ja — hvis ikke man siger ja, s√• vil man heller ikke holde det.
Det er alts√• det, det betyder at v√¶re discipel. Jeg tror virkelig vi skal tage denne betegnelse alvorligt og bogstaveligt. Jesus siger ikke: g√łr alle folkeslag til mine tilh√¶ngere, mine unders√•tter, mine soldater eller mine afh√¶ngige. Der ligger en stor frihed og et langt perspektiv i dette at han siger disciple. En discipel er en elev, en der l√¶rer noget, en der er p√• vej.
Vi har vist i al almindelighed en forestilling om at den mission som apostlene og dermed kirken fik som opgave af Jesus, består i at hverve tilhængere, at få så mange som muligt ind i kirken. Men jeg synes ordet disciple korrigerer vores automatiske missionstænkning.
Jeg tror slet ikke man kan missionere ved at komme brasende og overv√¶lde mennesker med sit eget. Jeg har ofte t√¶nkt den tanke hvordan jeg ville reagere, hvis der kom nogle meget fremmede mennesker, fremmede b√•de i udseende og kultur, f.eks. fra Kina, og p√• et halvd√•rligt dansk ville pr√łve at overbevise mig om noget som de ans√• for at v√¶re sandheden. Hvordan har vi egentlig selv l√¶rt de ting som vi synes er v√¶rdifulde i vort liv, og som vi holder? Alts√• — indretter vore handlinger efter. Og hvordan har vi l√¶rt andre noget v√¶rdifuldt, f.eks. vore b√łrn?
Det begynder vist altid med respekt for hinanden, og s√• sker det bedst ved at man i en k√¶rlig √•nd g√łr tingene i f√¶llesskab. Livet er ikke teoretisk — man kan ikke l√¶re at leve rigtigt ved blot at f√• livet fortalt, det m√• leves.
Og vi skal ogs√• have med at opgaven er at g√łre mennesker til disciple af Jesus. Vi har alts√• ikke som opgave at g√łre alle folkeslagene til ‚Äôf√¶rdige kristne‚Äô, ‚Äôudl√¶rte kirkemedlemmer‚Äô, hvor resultatet er n√•et n√•r mennesker er blevet medlem af kirken. Nej, opgaven er at g√łre alle folkeslagene, Danmark og danskere h√łrer ogs√• med her!, til disciple, til l√¶rlinge. At v√¶re discipel betyder at v√¶re l√¶rling, at st√• i l√¶re. Det er en optagelse, en ans√¶ttelse, i en l√¶replads — ans√¶ttelsen sker i d√•ben, det tager ikke lang tid, lige som det heller ikke tager lang tid at blive ansat i en l√¶replads eller i et firma. Men resten af livet er vi alts√• stadig i l√¶re. Jeg tror ikke vi kan pege p√• √©n eneste som er blevet udl√¶rt i at leve. Og hvis vi endelig skulle finde et menneske, som vi synes lever rigtigt — s√• ville d√©n person nok selv sige: nej, jeg er stadig p√• vej, jeg er lige begyndt.
Kirkens opgave er alts√• en anden end skolens, nemlig en holdnings— og handlingsundervisning. Og her m√• vi nok sp√łrge om vi som kirke og menighed har nogen som helst mulighed for at leve op til denne opgave i dag. Det er ikke gjort med nok s√• mange aftenh√łjskoler og studiekredse, for det er ikke en l√¶resituation vi st√•r med, men en livssituation. I et f√¶llesliv kan man l√¶re at holde. For d√©t der skal l√¶res, er ikke at holde nogle moralske forskrifter, ‚Äôdu m√• ikke!‚Äô, men k√¶rligheden. H√©r har vi m√•ske n√łglen til forst√•else af denne d√•bs— og missionsbefaling: Alt det Jesus har p√•lagt — man kan vist ikke sige det kortere end at det er k√¶rlighed det drejer sig om. K√¶rligheden kan ikke indl√¶res, den m√• indleves.
Mission er derfor en meget ydmyg sag som begynder med os selv. Hvis vores holdning og handlinger er en overholdelse og en holden fast ved Jesu bud, så vil det være let at missionere, for den slags er umiddelbart overbevisende. Og modsat: hvis vi ikke selv har et sådant liv, så vil alle missionsbestræbelser være spildte.
Og hvem siger vi beh√łver at have s√• travlt? Jesus siger ikke at vi skal l√łbe af sted over hals og hoved ud i alverden, han siger g√•. Vi kristne har ofte styrtet tankel√łse af sted og braset ind i andre menneskers liv. Der er ogs√• en tid til selvbesindelse, og vi m√• tage os tid til det ogs√• i kirken, for mission kan kun lykkes hvis vi selv lever som Jesus har p√•lagt os. Og vi kan trygt bruge nogen tid p√• dette for han har lovet af v√¶re med indtil verdens ende. Jesus har lovet sit n√¶rv√¶r hos os og med os, ogs√• selv om det skulle tage lang tid for os at l√¶re at leve dette nye liv.

SALMER:
Det dufter lysegr√łnt af gr√¶s
Herre Jesus, vi er her
Helligånden trindt på jord
Guds kærlighed ej grænse ved
Som korn fra mange marker
Gud har fra evighed givet sin S√łn os til Herre