M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække


Rollespil
Prædiken til 3. søndag efter trinitatis
2. juli 2006

Luk 15,11—32
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Jesus sagde også: "En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.
Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.
Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger — da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet."

Det er egentlig forunderligt at en gammel historie af Jesus som lignelsen om den fortabte søn stadig kan have så meget liv i sig efter så mange år. Lignelsen er gået ind i vores kultur, enhver kender den, og jeg hører jævnligt hentydninger til denne lignelse — f. eks. hvis en kommer for sent hjem eller for sent til en middag, så er der altid en der udbryder: Der har vi den fortabte søn.
Det er en grundhistorie i vores bevidsthed fordi vi så let identificerer os med ham — den fortabte søn. Når vi hører en historie, også en historie af Jesus, så prøver vi altid at tage historien til os, altså at få den til at sige os noget i vort eget liv. Og det siger jo noget om os hvem vi sammenligner os med.
Hvis vi f.eks. hører lignelsen om den barmhjertige samaritaner — så er der jo også forskellige muligheder for at identificere os med en af personerne. Hvis man har været rigtig langt nede og er blevet slået ned eller slået ud, så kan man let sætte sig i den overfaldnes sted. Man kan også tænke: jeg og vi i dette land ligner vist mest ham den barmhjertige samaritaner, vi har Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp og Danida som gør noget der hvor mennesker er kommet i nød. Og nogle dukker måske nakken lidt og tænker på at vi måske ligner præsten og levitten der gik forbi. Der er så mange som trænger til hjælp — måske er vi nogle af dem der bare går forbi?
Hvis vi nu skal sammenligne os med en af personerne i lignelsen om den fortabte søn, så ligger det jo ligefor: vi kalder lignelsen for lignelsen om den fortabte søn. Men egentlig burde den hedde lignelsen om den kærlige fader. Det ligger ligefor at vi vel mest synes vi ligner den fortabte søn — ham der havde forspildt så mange muligheder og så alligevel blev modtaget så godt. Men ... egentlig er det mere relevant at sammenligne os selv med den hjemmegående søn, ham der stille og roligt passede sit daglige arbejde og ikke fjollede rundt og skejede ud og blev fortabt. De fleste mennesker i dette land er jo ret rolige og fornuftige, “roligans” som de hedder, og jeg tror også de fleste kirkegængere der hører denne lignelse er ret almindelige mennesker som ikke fjoller rundt og bliver fortabte. Nu ved jeg godt at der er nogle især i dette område af storbyen København som ikke har det godt og tilmed undertiden oplever deres liv som fortabelse — men det ændrer ikke på at vi mange gange identificerer os med en anden rolle end dén der er vores. Mange gange kan man i den politiske debat og i avisernes læserbreve konstatere at mennesker påtager sig en rolle der ikke er deres. Hvis sagen drejer sig om nogle flygtninge der har været udsat for forfølgelse og tortur, så er der ofte nogle som begynder at snakke om at vi har så mange problemer selv med lange ventelister på operationer på hospitalerne og ældreforsorg og hjemmeplejen.
Jeg tror vi skal passe på ikke at påtage os de forkerte roller. Hvis jeg tænker på mig selv som den fortabte søn, hvor bliver der så plads til den søn der virkelig er fortabt? Rollerne i denne verden, livsbetingelserne, er nu en gang meget forskellige og meget uretfærdigt fordelt. Dét må vi tage alvorligt. Der er nemlig det ved det at hvis vi alt for hurtigt bemægtiger os andres rolle, så bliver der ikke plads til dem der helt bogstaveligt har denne rolle.
Et problem som radio og fjernsyn p.t. beskæftiger sig meget med er, at en israelsk soldat er blevet taget til fange, én! Ja ja ja — der er da problemer i vore samfund og lande — men på samme tid hvor vi bruger så megen opmærksomhed på disse problemer, da dør tusindvis af mennesker så mange andre steder i verden. Jeg siger ikke at vi ikke har nogle problemer — men hvis vi hver gang tiltager os selv den afgørende rolle i Guds verden, så udelukker vi dermed de andre af vores bevidsthed og af vores synsfelt, og det ender i selvoptagethed.
Jeg tror det er bedre at kalde denne historie af Jesus for lignelsen om den kærlige fader. Og faderen anerkender begge sønnerne, begge rollerne, både den fortabte søns rolle og den hjemmegående søns rolle. De er begge hans sønner, og han elsker dem begge. Men faderen reagerer meget forskelligt over for de to sønner — fordi deres situation er vidt forskellig. Denne fader er realistisk: han kan se at mennesker er forskellige og i forskellig situation — og han ved også at det ikke går an at have en færdig løsning eller et færdigt éngangssvar på alle spørgsmål. Den fortabte søn var fortabt — ingen tvivl om det; og den hjemmegående søn var måske også fortabt, men så dog på et helt andet plan: han var fortabt i en mere abstrakt betydning af ordet. Måske ville det være mere rigtigt at sige at han var selvoptaget eller forurettet eller misundelig eller smålig, og det kan jo være slemt nok!, men han var ikke rigtig fortabt så han var ved at dø af sult.
Den kærlige fader — det er nok Gud, Jesus mener — véd at det der skal gøres altid må sættes i forhold til den situation mennesker står i. Hans omsorg og kærlighed er der ikke tvivl om, men kærlighedens handlinger kan og skal være forskellige, alt efter den livssituation og nødsituation mennesker står i.
For ... kun derved kan der komme frelse ud af det, og glæde, og liv. Det er vist dét Jesus vil lære os med dén historie. Og det er ikke så dårligt at holde fast ved at som kristne mennesker har vi en særlig forpligtelse til at være meget realistiske og bevare sansen for hele Guds skabte verden. Guds kærlighed og frelse er omfattende og rækker længere end vi ofte synes er rimeligt.
Og så kan vi lige bemærke at Jesus ikke gør historien færdig — vi får ikke at vide hvad den ender med: går den ældste søn med ind da nu faderen kommer og beder ham komme med ind — eller holder han sig i bitterhed udenfor? Der er jo ikke noget så herligt som at være forarget — oh, man kan rigtig gå og godte sig over at have ret, over at være på den rigtige side — men hvor meget fest kommer der egentlig ud af det? Hvordan ville vi selv fuldende historien hvis vi nu fortalte den til et barn der ikke havde hørt den før — hvis nu barnet spurgte: gik han så med ind? Det kan vi hver især tænke over — for mit vedkommende vil jeg svare: jeg ville ønske, at han gjorde.

SALMER:
Alt, hvad som fuglevinger fik
Herre, du vandrer forsoningens vej
Helligånd, vor sorg du slukke
Guds igenfødte, ny—levende sjæle
Som korn fra mange marker
Denne er dagen, som Herren har gjort (v.3—4)