M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække


Vi må formulere os positivt
Prædiken til 5. søndag efter trinitatis
11. juli 2004

Matt 16,13—26
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: "Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?" De svarede: "Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne." Så spurgte han dem: "Men I, hvem siger I, at jeg er?" Simon Peter svarede: "Du er Kristus, den levende Guds søn." Og Jesus sagde til ham: "Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene." Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus.
Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: "Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!" Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: "Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil."
Da sagde Jesus til sine disciple: "Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv?

For øjeblikket er der en vældig diskussion i gang i vores kirke om trosgrundlaget, altså hvad det er vi tror på i vores kirke. Diskussionen udspringer af at en præst har udtalt at han ikke tror på Gud. Nu er det lidt svært at blive klog på hvad denne præst egentlig mener, for han er undertiden lidt tåget i sine udmeldinger, men jeg har dog opfattet at hans egentlige ærinde er at vi i dag, i begyndelsen af det 3. årtusinde, må udtrykke os anderledes om Gud end i begyndelsen af det 1. årtusinde.
Og det kan jo være rigtig nok. Vores verdensbillede er helt anderledes end for 2000 år siden, vi har udforsket planeten jorden, vi har styr på solsystemets indretning, og astrofysikerne kan se langt ud i verdensrummet. Vi er blevet klogere, meget klogere. Og vi kan endda være taknemlige for hele den udvidelse af vores indsigt så vi ikke behøver at være bange for al mulig overtro. Når det lyner og tordner, kan vi nyde det fantastiske drama, vi behøver ikke længere være skræmte af en tordengud der kører hen over skyerne i sin store vogn og udslynger lynpile " vi kan nøjes med at være påpasselige og have ildslukkeren parat hvis vi bor i stråtækt hus.
Så vi moderne mennesker er blevet befriet fra mange gamle og forkerte forestillinger, vi får større og større indsigt i skabelsens vidunderlige indretning. Og skulle der stadig hænge nogle rester tilbage, så sker der jo ikke noget ved det. Hver aften her i sommertiden står der tusindvis af mennesker og siger til hinanden: se, en smuk solnedgang, hvor er det dog smukt når solen går ned i havet, også selv om de godt ved at solen går aldeles ingen steder, det er jorden der drejer sig en omgang hvert døgn. Jeg håber ikke det en dag bliver forbudt for moderne skolebørn at sige at solen står op og går ned, og vi kan også sagtens have fornøjelse af stadigvæk at synge I østen stiger solen op " i stedet for helt politisk korrekt at synge Nu drejer jorden atter lidt (den går på samme melodi). Den gamle er mere poetisk.
Men altså … moderne mennesker tror ikke på hvad som helst, og derfor skal vi selvfølgelig også a—jour—føre vore definitioner, vore beskrivelser, vore bekendelser. Hver ny generation burde egentlig udarbejde en ny bekendelse så den svarer til den verden og det liv de lever. Og det sker jo faktisk inden for kunsten, inden for musikken, inden for film og teater, vi kender selv hvordan den ældre generation ofte står helt uforstående over for den nye generations udtryk. Da jazz’en kom frem, skældte den ældre generation ud og kaldte det for larm og negermusik og andre skældsord. I dag sidder ældre mennesker og nyder jazz, mens den nye generation er et helt andet sted og spiller noget som ingen på bare 40 år kan holde ud at høre på.
Men med kirkens bekendelser er der ikke sket noget. Det er stadig de gode gamle trosbekendelser som blev lavet omkring år 400. Og disse gamle bekendelser bygger igen på endnu tidligere bekendelser, f.eks. også dén som apostlen Peter fremsætter i evangeliet til i dag: ”Du er Kristus, den levende Guds søn”. Det står jo næsten ordret i vores trosbekendelse som vi bruger til hver gudstjeneste: Vi tror på Jesus Kristus, Guds enbårne søn. De samme bekendelser, de samme formuleringer, det samme univers gennem mere end halvandet årtusind. Men … hvorfor er disse gamle trosbekendelser så ikke a—jour—ført, hvorfor er de ikke blevet fornyet og bragt i overensstemmelse med vort nutidige sprog og vores nutidige verden?
Det skyldes først og fremmest at det er hele kirkens fælles bekendelse. Der er jo i tidens løb lavet mange trosbekendelser, men disse nye bekendelser er aldrig blevet kirkens fælles grundlag. Hvis man skal lave et fælles grundlag, så må man lave et møde med alle involverede parter, drøfte sagerne og beslutte noget. Det er sådan vi gør når der f.eks. skal laves en ny grundlov for EU. Det er en fælles opgave.
Og kirken er meget større end EU, den er meget ældre, og den er meget større i sin målsætning og perspektiv. Derfor er det også vigtigt at det ikke er tilfældige tendenser eller en tilfældig politik som kun holder et par år der skal være retningsgivende. Det drejer sig om mere end Europa, det drejer sig om himmel og jord! " det drejer sig om mere end en vestlig verdens olieforsyning, det drejer sig om verdens frelse! Vi har en fælles bekendelse som forsøger at holde fast i hele det bibelske vidnesbyrd om Guds verden, og som forsøger at rumme meget mere end hvad hvert enkelt menneske har af drømme og håb. Enkeltmennesker laver også trosbekendelser, altså udtryk for det de lever for og vil bruge deres liv på, men det er altså for småt i perspektivet. For nylig udtalte en dansk politiker sin trosbekendelse: ”Jeg går fuldt og fast ind for, at vi sørger for vores egne først. Det synes jeg, at vi har en forpligtelse til. Har man så resourcer derudover, kan man så se på det. Men man kan jo ikke frelse hele verden. Det er jo ikke vores opgave. Og slet ikke vores pligt. Slet ikke” (Pia Kjærsgaard i Weekendavisen primo juli 2004). Det er altså vedkommende politikers trosbekendelse, men det er klart at den slags små og smålige og egoistiske bekendelser ikke kan anvendes på ret mange mennesker i denne verden. Og læg mærke til hvor mange negationer der er i en sådan bekendelse, altså hvad man ikke vil og ikke kan og ikke ser som en opgave, endsige en pligt.
Negationer kan ikke bruges til ret meget. Derfor kan den meget omtalte præsts ’trosbekendelse’ heller ikke bruges til ret meget, når han siger Jeg tror ikke på Gud. Jeg tror at vi alle ret hurtigt kan blive enige om hvad vi ikke tror på. Vi tror ikke på et forældet verdensbillede, vi tror ikke på forældede forestillinger om Gud, osv. osv. Men spørgsmålet er: hvad tror vi så på?
Vi kan som kirke lave en ny trosbekendelse, det er der ikke noget som helst i vejen for, men den skal altså være lige så fyldig som den gamle, den skal være lige så stor i sit perspektiv, i sin målsætning, den skal omfatte hele Guds verden og alle Guds mennesker.
Man kunne måske godt indlede en ny trosbekendelse med mere moderne indsigter og sige: For 14 milliarder år siden skete big—bang som blev begyndelsen på vort univers. Men jeg synes alligevel at denne formulering er mere tidsbegrænset og indsnævrende end Biblens begyndelsesord: I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. ’I begyndelsen …’ " hér er der ingen tidsbegrænsninger som skal korrigeres om et par år, og begyndelse véd vi dog hvad er, 14 milliarder år kan ingen af os alligevel holde styr på. Sådan en videnskabelig sprogbrug ville ikke hjælpe os meget.
En ny trosbekendelse kunne måske opbygges ved at tage udgangspunkt i nutidige Guds—erfaringer, hvor den gamle trosbekendelse har udgangspunkt i gamle Guds—erfaringer. Så kunne man sige: vi tror på Gud der giver håb om liv og frelse for mennesker, vi tror på Gud der gennem Jesus Kristus har skabt håb om frelse fra al ondskab og død til et liv i kærlighed og glæde, vi tror på Gud som den kærlighedens inspirerende ånd der møder os overalt hvor godhed og venlighed og hjælpsomhed rækker ud over menneskers egne grænser.
Peter får ikke det hele med i sin trosbekendelse når han siger: Du er Kristus, den levende Guds søn, men det er dog en position, en bekendelse hvor han siger hvad han vil have som rettesnor for sit liv, noget der vender fremad og som ikke blot drejer sig om ham selv og hans lille liv og lille sammenhæng.
Vi kan jo selv forsøge at lave en bekendelse som tager udgangspunkt i vort eget liv, vores egen tid og vores egen verden. Det er os der er kirken, det er os selv der skal lave bekendelsen, vi har frit slag, vi har ikke blot ret, men måske endog pligt til at forsøge nye formuleringer for at sige hvad kirkens opgave er i dag.
Men … det skal altså være positioner! Hvis vi bare opregner hvad vi ikke tror på, så ender det med en kortvarig og begrænset sensation. Peter fik i hvert fald gode ord med på vejen af Jesus til at gå videre efter den lille, fremadrettede bekendelse han aflagde: Du er Kristus, den levende Guds søn. Dér kan vi godt begynde, så er vi ikke på helt galt spor.

SALMER:
Denne er dagen, som Herren har gjort
Jeg ved et lille Himmerig
Kom, sandheds ...nd! og vidne giv
Hvad mener I om Kristus
Som korn fra mange marker
Den signede dag med fryd vi ser (v.5—7)