M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække


Handlingen er fundamentet
Prædiken til 8. søndag efter trinitatis
13. august 2000

Matt 7,22—29
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: "Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!
Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort."
Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.

Evangeliet til i dag er slutningen på den lange samling Jesusord som vi kalder bjergprædikenen. Jesus behandler mange forskellige ting i den lange bjergprædiken, og her i slutningen behandler han gerningernes plads i disciplenes liv. Disse gerninger må ses i det rette perspektiv: gerningerne er ikke ligegyldige småting, men de hører ind under Guds dom på hin dag, altså på dommedag, når Gud har fået al magten i himlen og på jorden. For før den dag kan Gud ikke holde dom — man må jo have magten over dem man holder dom over.
På hin dag — altså på den dag hvor Gud holder dom over menneskene — da vil mange komme og sige: Herre, Herre, har vi ikke gjort dit og har vi ikke gjort dat i dit navn — og da vil Herren sige til dem: Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I, som øver uret.
Det vil altså sige at det på dommedag vil vise sig hvilket forhold mennesker har haft til Jesu ord og lære — og også at vi vil blive overraskede over hvem der har handlet ret, og hvem der ikke har.
Det der gør denne tekst så alvorlig er jo at den ikke blot er talt til nogen for mange hundrede år siden, men at den også er talt til os, alle os der er samlet her for at holde gudstjeneste sammen. Det var ikke blot dengang at mennesker bekendte Jesus som Herre, men denne bekendelse har lydt i kirken lige siden, og den lyder også ved hver dåb.
For nu at gøre det helt tydeligt fortæller Jesus historien om de to huse. Det ene hus var godt og solidt forankret, og det andet havde et løst fundament. Den ene mand byggede på klippe, og det hus stod fast — den anden byggede på sand, og det hus faldt sammen. På dette sted i lignelsen plejer man vist nok at sige at den kloge mand byggede på Jesus og hans ord — og at det var derfor at hans hus stod fast da stormfloden kom væltende. Men det er bare ikke dét der står.
Vi må høre nøje efter for at opdage hvad det er Jesus vil fortælle med denne lignelse. Begge parter, altså både den kloge mand og den tåbelige mand, hørte Jesu ord. Lige som de to huse: de ligner hinanden til forveksling, det er slet ikke i husenes bygning man kan se forskel. Det er altså ikke i overbygningen forskellen skal findes, men i fundamentet, i husenes basis. Det ene smukke hus havde en solid basis, det andet smukke hus havde en uholdbar basis. Det er altså basis der betyder noget. Fundamentet er afgørende.
Vi kender godt det her fra vort eget liv. Der er så mange smukke overbygninger. Der kan man ikke se nogen forskel. Alle i denne menighed hører Jesu ord — og ud over verden findes der tusindvis af mennesker som hører Jesu ord. Deri ligner mange mennesker hinanden. Og ikke blot enkeltmennesker. Kirken er jo "et gammelt hus, bygget af levende stene", og det er ikke de enkelte sten der her er tale om — det er huse. Der er menigheder som hører Jesu ord, for det er jo derfor menighederne ud over jorden samles til gudstjeneste, og alle disse menigheder ligner hinanden i dette ene punkt. Men der er forskellige fundamenter. Nogle af disse menigheder vil endog kunne møde frem og sige sådan som Jesus selv nævner: Herre, vi har profeteret, vi har endog uddrevet onde ånder i dit navn, vi har endog helbredt i dit navn. Og det er rigtigt. Det er altså ikke engang disse profetiske eller undergørende evner der er nogen garanti for et solidt fundament. Hvad skal vi så holde os til?
Hvad er det der er fundamentet? Hvad er det der er fundamentet for de to huse? Det er gerningerne, handlingerne. Jesus siger: "Enhver, der hører de ord, jeg her har sagt og handler efter dem" — han ligner den kloge mand, for her er fundamentet i orden. Men "enhver, der hører de ord, jeg her har sagt, og ikke handler efter dem”, ligner den tåbelige mand hvor fundamentet ikke er i orden. Handlingen er altså fundamentet! Sådan siger Jesus, og sådan er det!
Dette at høre Jesu ord er ikke i sig selv nogen garanti for at man også handler efter det. Det er ikke engang på dette punkt at hovedvægten må lægges. For det er jo let nok at høre Jesu ord. Man kan høre det og handle efter det — og man kan høre det og ikke handle efter det. Så er det altså handlingen der bliver afgørende.
Lad os prøve efter om det ikke er rigtigt, altså at handlingen er afgørende. I vore love står der f.eks. at man ikke må stjæle — den lov kender alle, men der er nogle der stjæler alligevel — og der er også nogle der ikke stjæler. Jeg tror ikke det nytter meget om man f.eks. ville læse loven op i radioen hver søndag aften, for der er noget galt i fundamentet, dér hvor nogen stjæler. Det er hér problemet ligger.
Lad os begynde helt forfra: hvor begynder vi mennesker? Begynder vi med at høre hvad der er rigtigt, eller begynder vi ikke allerede som små børn — før vi kan forstå nogen som helst ting — at gøre noget? Det er faktisk sådan at først gør vi mennesker noget, og ud af de handlinger lærer vi noget. Vi er bundet til de handlinger vi gør. Og det alvorlige i den sag er jo at vi meget sjældent selv har bestemt de handlinger vi gør. Vores såkaldt frie vilje er ikke ret meget værd. Vi lærer at gøre noget, i en familie, i skoler, i menigheden, i vort danske samfund, dét er fundamentet. Alle vore love og regler og tankemønstre er jo blot et udtryk for det vi gør. Det kan man se af de love vi har. Moderne børn lærer af hinanden at det ikke er særlig galt at stjæle en lille smule, f.eks. i stormagasiner — det er ret almindeligt, og stormagasinerne indretter sig derefter. Og lovene retter sig langsomt efter det. Det er ikke mere så strafbart at stjæle i et stormagasin som det var tidligere. Først gør vi noget, og så kommer vi til at mene noget.
Handlingerne er afgørende, derfor er det også handlingerne vi må beskæftige os med. For vi kan jo ikke bare fortsætte med at mene at blot ordene er de rette, så kommer handlingerne automatisk. Så havde verden set helt anderledes ud i dag, for der er prædiket godt og fint i mange hundrede år, og lige lidt har det hjulpet.
Men ud af nye handlinger kommer der altid ny indsigt. Det kan godt være at man opdager at sådan skulle man ikke have gjort, dét er også en frugtbar indsigt. Så kan man jo gøre noget andet som er rigtigt.
Hvis vi skal lære noget af dette evangelium, så må det være at vi skal opsøge de rigtige handlinger, de handlinger som Gud vil have gjort. Det er snarere de handlinger vi skal opsøge end f.eks. de prædikanter der siger de rigtige ord. Og det forbavsende er at de rigtige handlinger, altså de der svarer til Jesu ord om frelse og heling og befrielse, ikke blot findes dér hvor mennesker siger "Herre, Herre" — dét er ingen garanti.
Dét det gælder om er altså ikke blot at høre ordet, men at gøre ordet. Vi må rette vor opmærksomhed mere mod det vi gør, for det er afgørende.

SALMER:
Lover den Herre, den mægtige konge med ære!
Behold os, Herre, ved dit ord
Gud, lad dit ord i nåde lykkes
Den kristne kirkes skønne navn
Som korn fra mange marker
O Herre god og frelser from