M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække


Ventetid med indhold
Prædiken til 9. søndag efter trinitatis
12. august 1990

Luk 12,32—48
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Jesus sagde: "Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være.
I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem. Om han så kommer i den anden eller tredje nattevagt — salige er de, hvis han finder dem vågne. Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken time tyven kommer, så ville han forhindre, at nogen brød ind i hans hus. Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det."
Peter spurgte: "Herre, er det os, du taler om i denne lignelse, eller er det om alle?" Herren svarede: "Hvem er da den tro og kloge forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid? Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer! Ja, sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham til at forvalte alt, hvad han ejer. Men hvis den tjener siger som så: Min herre lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke og fylde sig, så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro. Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af."

Når man af og til kommer tilstrækkelig langt ud på landet, f.eks. i sommerferien, helt derud hvor byens lys er på lang afstand og hvor man kan se stjerner på hele himlen, så kan man stå og blive helt svimmel. Man kan se Mælkevejen, de millioner af stjerner som hører til vores nærmeste, lille stjernetåge. Og den slags stjernetåger er der igen millioner af. Der er nogle afstande som er helt ufattelige. Nogle af de stjerner man kan se, er tusindvis af lysår borte. Vores egen sol er kun otte lysminutter væk. Når man så står og ser på disse kolossale dimensioner, fornemmer man tydeligt hvor lille jorden er, og Danmark, og mig selv. Man kan stå og få den tanke at det såmænd hverken gjorde fra eller til om jorden slet ikke var der i det store verdensrum, og man kan stå og spekulere sig gråhåret over meningen med livet. Hvad lever jeg egentlig for?, hvilken mening er der med at et lille støvgran i universet som mig gør de små ting jeg nu engang gør: syr en knap i, bager et brød, læser en avis?
Den slags betragtninger bliver som regel afbrudt af at én råber: der er kaffe, og så kaldes man tilbage til virkeligheden, den lille, daglige og vigtige virkelighed hvor man drikker kaffe og spiller skak og går i seng og står op og laver mad og arbejder og besøger nogen eller køber ind i Brugsen. Og det er jo godt nok, jeg tror ikke man får svar på livets spørgsmål ved at se på stjerner. Livet er et mysterium som man ikke kan trænge ned i ved at spekulere, men som man kun kan trænge ned i ved at ... ja, netop: ved at leve.
Men jeg tror der er et grundvilkår som hører med til at leve, og det er at man har et håb, at man forventer noget, at man har noget at se frem til. Og hvis vi tænker efter, så er det vist noget af det mest fælles vi kan finde i vores liv: at vi venter. Det er også der vort liv begynder: længe før vi fødes, er der nogen der venter os, der er en mor der venter sig. Og som børn lever vi af at vente, at se frem mod noget. Vi venter på at det skal blive morgen, vi venter på at komme i skole, vi venter på at det skal blive fødselsdag eller jul, vi venter på at blive voksen, og sådan fortsætter det livet igennem. Hvor der er liv, er der håb, siger man — og det kan også vendes om så vi kan sige at hvor der intet håb er, der er der heller ikke liv, i hvert fald ikke noget ordentligt liv.
Men der er to forskellige måder at vente på. Der er en ventetid der er utålelig, nemlig den tid man bruger i en ventesal mens man venter på et tog, eller hos en tandlæge. Det er en rastløs tid hvor man bare venter, men hvor man ikke kan foretage sig noget fornuftigt. Mange har også oplevet en rastløs ventetid når de gik og ventede på en indlæggelse. Man kunne ikke tage på ferie eller på kursus, for indkaldelsen kunne jo komme med posten næste morgen. Den slags ventetid er rædsom, tiden går bare, men man får ikke noget ud af den.
Men der er også en anden form for ventetid end denne ’ventesals—ventetid’, det er den ventetid Jesus taler om flere steder i vort Ny Testamente, f.eks. i historien om de ti brudepiger der venter på brudgommen. Og også i dag i historien om tjenerne der venter på deres herre. De venter, men de bruger ventetiden til at foretage sig noget fornuftigt. De skal ikke gøre noget særligt eller noget andet end det der hører med til deres liv. Der står: ”Hvem er så en tro og klog forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid? Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer”.
Denne forvalter brugte altså ventetiden til at gøre det han var sat til, og ikke til at gøre alt mulig andet som han ikke var sat til. Der er altså to helt forskellige måder at leve på. Livet er en ventetid, men denne ventetid kan leves på en rastløs, indholdsløs måde, hvor det i virkeligheden blot gælder om at få tiden til at gå, eller den kan leves på en opmærksom, årvågen, indholdsfyldt måde hvor mennesker bruger livet til at gøre det Herren vil have gjort.
Og jeg tror ikke det har så meget at gøre med hvordan vores livssituation er lige nu. Det ser ud til at endog mennesker i meget vanskelige situationer kan leve meningsfuldt og fremadrettet i nu’et. I fængsler og koncentrationslejre verden over har der været mennesker som selv under de værst tænkelige omstændigheder formåede at leve indholdsfyldt og håbsfyldt, fordi deres liv i denne ventetid var bestemt af en forventning om Gudsrigets endelige sejr over alt ondt.
Og omvendt findes der mennesker som lever under de bedst tænkelige omstændigheder, mad hver dag, penge nok, fin bolig, masser af tøj, men som blot henslæber deres liv i en rastløs adspredelse. Det ser vi også i dette smørhul af et land hvor mange blot søger adspredelse for at få tiden slået ihjel — selv om vi må være misundt af de fleste mennesker på denne klode for de gode muligheder vi skulle have for et indholdsfyldt og årvågent liv.
Den ene måde at leve på, den rastløse ventesalsventetid hvor tiden skal slås ihjel, kendes på at den er bagudrettet og selvkredsende. Der er intet mål til at angive retningen, der er i virkeligheden intet håb, og derfor bliver alt ligegyldigt, og derfor kan man lige så godt gøre det der er mest bekvemt for mig selv for at udfylde tiden.
Dét der i Jesus’ historie kendetegnede den gode tjener, var ikke blot en målrettethed som lå ude i fremtiden, sådan at livet nu blev ligegyldigt eller uden betydning. Den slags kendes fra vore egne omgivelser: der er mennesker som bruger deres liv på at vente på den store gevinst: en 13’er i tips eller den store gevinst i Lotto eller en samleplade fra et ugeblad. Nej — den gode tjener kunne kendes på at han nok ventede herrens hjemkomst når som helst, men det betød at hans liv nu fik betydning og mening.
Når Jesus ofte taler om at være årvågen, at være beredt, er det for at gøre opmærksom på at det evige liv er begyndt. Vi er midt i det evige liv lige nu. Livet kan ikke skubbes væk fra os nu, enten bagud så vi står og stirrer fortabt og lammet på den tid der er gået, og som aldrig kommer igen, eller fremad til engang efter døden eller til den store gevinst. Det evige liv er begyndt nu, og vi er midt i det. Det er derfor livet nu er så alvorligt.
Og hvordan skal så ventetiden udfyldes for os? Ja, jeg synes det er vigtigt at se at det ikke var nogle store, dyre, religiøse gerninger som tjeneren gjorde, men de små ting som herren ville have gjort. Tjeneren i lignelsen var såmænd blot sat til at give husfolkene mad til tiden. Og jeg tror godt vi kan overføre princippet til os selv og spørge efter de små ting som Herren vil have os, hans tjenere, til at gøre: mad til de sultne, tøj til de nøgne, tilgivelse til de skyldbetyngede, besøg til de fangne og ensomme.
Det giver et langt perspektiv for vort liv: vi er ikke alene, vi lever ikke blot for at dø, men vort liv og vore handlinger nu er en del af Guds og menneskers lange, fælles historie.

SALMER:
Gak ud, min sjæl, betragt med flid
O Helligånd, du skat så skøn
...nd over ånder, kom ned fra det høje!
Gør dig nu rede, kristenhed
O glædelig dag (v.1)
Den signede dag med fryd vi ser (v.6—7)