M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække


Gud—i—dag
Prædiken til 12. søndag efter trinitatis
29. august 2004

Matt 12,31—42
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: "Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.
Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes."
Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: "Mester, vi vil se dig gøre et tegn." Men han svarede dem: "En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas' tegn. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter. Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas' prædiken, og se, her er mere end Jonas. Og Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo."

Den kristne kirke er udbredt over hele jorden, til alle folk og lande og kulturer. Men selv om det er den samme tro, den samme kirke, nemlig den ene kristne kirke, så har denne ene kirke rundt omkring i verden taget farve efter de mennesker og den kultur der er på stedet. I en afrikansk menighed bruger de kroppen meget mere end vi er vant til, i den katolske kirke i Italien og Spanien bruger de mange flere korstegn end vi gør. Jeg talte en gang med en katolsk nonne fra Sicilien som spurgte mig hvilket korstegn vi bruger. Jeg sagde så at vi bruger det korstegn som er almindeligt her i Vest—Europa " og så fortalte jeg hende at man i den orthodoxe kirke, altså østkirken i Rusland og Grækenland og de andre østlande bruger den østlige form for korstegnet, der er disse to former. Så fortalte hun mig at der er tre former, for hjemme hvor hun kom fra brugte de et korstegn med en lille fingerkys bagefter. Og bare her i vort eget lille Danmark er der forskelle " hvis man kommer ind i en kirke i Vestjylland, er pulsen meget roligere end den er her i Sydhavnen eller på Vesterbro.
Hver del af den kristne kirke lægger vægt på forskellige sider af troen. Vores folkekirke tilhører en speciel, lille afdeling af den store kirke, nemlig den evangelisk—lutherske afdeling som slet ikke kan måle sig i størrelse med f.eks. katolikker, anglikanere, orthodoxe eller baptister, og hvis man skulle beskrive vores egen kirkes særpræg " dét vi lægger vægt på " så har det jo altid været syndernes forladelse. Der er endda nogen der mener at evangeliet = syndernes forladelse, bare man har sagt syndernes forladelse, så er der ikke mere at sige.
Nu er evangeliet ikke så let at indkredse og afgrænse, for det er jo til syvende og sidst evangeliet om Guds Rige. Men det er da rigtigt at syndernes forladelse er et vigtigt element i Jesu forkyndelse. Og hvor er det dog dejligt " hvordan skulle vi dog ellers komme videre i livet hvis ikke der var mulighed for at begynde på en frisk. Prøv at tænke på alle de synder som mennesker slæber rundt på " alle de fejl og dumheder og ubetænksomme ting som man har gjort, måske endda alvorlige og uoprettelige ting, f.eks. hvis man er kommet til at køre et barn ihjel med sin bil, eller hvis man har gjort noget andet uopretteligt. Det kan ikke gøres ugjort, det er sket, og man vil sikkert resten af livet bære rundt på det som et ar på sjælen. Jeg tror ikke ret mange mennesker slipper for disse ar på sjælen, nogle store, andre små. Men … man kan dog leve med ar. Man kan begynde på en frisk, også med ar på sjælen. Og her er det dejligt at have Jesu ord for at mennesker kan få tilgivelse for al synd og bespottelse " det står der: al synd og bespottelse.
Men så siger Jesus alligevel at der er noget som der ikke er tilgivelse for, nemlig bespottelse mod ...nden, altså Helligånden. Det må være noget alvorlig noget.
Men hvad er Helligånden, eller hvem er Helligånden? Vi har i vores trosbekendelse som vi sang for lidt siden forskellige udtryk for det vi tror på: vi tror på Gud Fader, skaberen, vi tror på Jesus Kristus, frelseren, og vi tror på Helligånden, fuldenderen. Det er også det som vi bliver spurgt om ved dåben. Og vi kan simpelthen ikke sige mindre hvis vi skal have det hele med. Der er nogle mennesker der siger: jeg fornemmer noget guddommeligt når jeg står en stjerneklar aften og skuer ud i universet, og det kan da være rigtig nok " men der er mere at sige om Gud. Hvis man bliver forelsket eller oplever en stor glæde ved at få et barn, så kan man også tydeligt opleve at livet er stort, og at man ikke kun har sig selv at takke. Men der er mere at sige om Gud. For Gud rækker længere end til mine følelser, Gud rækker længere tilbage end mit lille og korte liv, og Gud rækker længere end til min begrænsede indsigt og erfaring. Gud er både fortidens og nutidens og fremtidens Gud. Gud er både bag os og hos os og foran os.
Der er nogen der har kaldt Helligånden for Gud—nu eller Gud—i—dag, og når vi bekender troen på Gud Helligånd, så bekender vi at Gud er samtidige med os, altså at vi lige nu står midt i Guds virkelighed. Vi er samtidige med Gud i kampen mellem det onde og det gode, hele vort liv er en kamp. Jeg tror alle mennesker opdager at kamp er et livsvilkår. Man kan måske leve sorgløst og overfladisk et langt stykke ad vejen, men vi kan jo bare se os om i verden og i vort liv, så er det helt klart at verden og livet er fyldt af kamp. Og vi er involverede som mennesker, personligt, politisk, økonomisk " og det er en alvorlig kamp, det er ikke en kamp for sjov eller en kamp der kun foregår inde i vore hoveder, det er en kamp på liv og død, en kamp mellem liv og død. Vi kan bare nævne nogle af de ord som vi hører i radio og i tv: Irak, Tjetjenien, Israel/Palæstina, Uganda, Darfur, aids, narko, sult " så er vi ikke i tvivl, det er en kamp mellem to modsatrettede kræfter, mellem liv og død.
Og det alvorlige er at i den kamp er der ikke noget neutralt sted, der er ikke noget sted hvor man kan holde sig uden for og sige: det kommer ikke mig ved. Vi er med, enten vi er klar over det eller ej. Vi lever i et lille og dejligt og fredeligt land, men vi er med i kampen " jeg må lige stilfærdigt gøre opmærksom på at Danmark er en krigsførende nation der stadig har soldater stående i Irak selv om man siger at krigen er forbi. Vi er altså medansvarlige for den kamp der foregår, blot ved at være borgere i dette fredelige land.
Hvis nogen ville finde på at bespotte Gud " det er der tilgivelse for, det sker der ikke noget ved. Hvis nogen siger — måske endog en præst: jeg tror ikke på Gud som skaberen af himmel og jord, så sker der ikke meget ved det, for det ændrer intet i verden. Verden står der nu engang og har gjort det siden tidernes morgen, og om nogen kalder det skabelse eller ”big bang”, det er vist ligemeget. Personligt holder jeg nu mest af de to skabelsesberetningers meget personlige og poetiske ord. Big—bang, det store brag, er lidt for larmende synes jeg " og man står jo stadig med spørgsmålet: hvem trykkede på knappen?
Og hvis nogen skulle finde på at bespotte Jesus, det sker der heller ikke meget ved, det ændrer intet i verden. Jesus er vist allerede blevet bespottet alt det man kan tænke sig på vej til sin henrettelse " jeg tror ikke nogen kan føje noget til her.
Men hvis man bespotter ...nden, Gud Helligånd, altså Gud—nu " så sker der noget, for vi er jo medansvarlige for det liv og den kamp der er i gang. Og netop fordi der ikke er noget ’helle’ " et neutralt sted hvor man kan stille sig op og iagttage livets og verdens kamp som tilskuer " netop derfor bliver vore handlinger så afgørende. Hvis mennesker ikke vil se at dér hvor mennesker lider og elsker " at dér hvor der er kærlighed og godhed og retfærdighed i frembrud " at det er Guds virkelighed — så er det en bespottelse af Gud—i—dag, af Helligånden. Og det er muligt at disse Helligåndens gerninger er imod vore gamle normer " det var der også mange af Jesu handlinger der var. Det er også muligt at de strider mod den politiske korrekthed moral " det var der også mange af Jesu handlinger der gjorde. Det er også muligt at de ikke lige kan rummes i det kulturelle og kirkelige system som vi lever i. Men: godt er godt! " eller som Jesus siger: ”Enten er et træ godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten”.
Lad os passe på ikke at komme til at bespotte Helligånden på grund af vore gamle vaner og gamle moral og gamle systemer og … vores bekvemmelighed. Men lad os være åbne og modtagelige for Helligånden, Gud—i—dag, for Guds nye og overraskende virkelighed i dag, så vi arbejder med på den virkelighed og ikke modarbejder den.
Og hvis vi skulle tage fejl, dét er der tilgivelse for — og hvis vi kommer til at sige noget forkert om Gud eller Jesus eller om kirken og sakramenterne " det er der også tilgivelse for. Men lad os for alt i verden passe på ikke at modarbejde den virkelighed der vokser frem i Helligåndens kølvand: alle de kræfter der bevirker frihed og glæde og kærlighed og retfærdighed mellem mennesker.
Helligånden virker også i dag!

SALMER:
Jeg kender et land (v.1—10)
Min mund og mit hjerte
Herre Jesus, vi er her
Gud Helligånd, vor igenføder
Som korn fra mange marker
Jeg kender et land (v.11—13)