Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Mark 2,14—22 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spist sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.« Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«

Der er så mange tilbud til mennesker i dag. Der er tilbud om undervisning, sport, underholdning, der strømmer kataloger ind ad brevsprækken ved sæsonens begyndelse med tilbud om kultur, teater, kunstudstillinger, og på internettet er der ingen grænser for alle de klubber og netværk man kan koble sig på. Unge mennesker kan tage på efterskole og ungdomsskole og højskole, og alle lidt ældre kan deltage i højskolekurser, der er FOF og AOF og Studieskolen osv. Alle beder de os om at komme og være med. Der er også mange helt nye tilbud som ikke har været der tidligere, nemlig alle de nyreligiøse bevægelser som forsøger at hverve nye tilhængere.
Fra alle mulige sider trækker de i os om at være med: kom og vær med, følg mig. Langt de fleste tænker sig om to gange inden de springer på vognen, og derfor lyder der også fra alle disse foreninger, klubber, politiske partier, fra teatre og koncerter en jammer over at det ikke er til at lokke mennesker ud af lænestolen. Også i kirken kan man ofte høre denne jammer over at det er så svært at få nogle til at komme til møder og foredrag, og til gudstjenester. Det eneste helt sikre er hvis der er gratis spisning med busudflugt bagefter, eller bankospil. Der er der fuldt hus hver gang.
I evangeliet til i dag hører vi at Jesus går forbi et toldsted hvor toldembedsmanden Levi Alfæussen sidder og passer sit arbejde. Det er fortalt så kortfattet, Jesus siger: “Følg mig!”, og så rejste Levi sig fra stolen og fulgte Jesus, kort og godt. Her er der ikke en gang tale om et tilbud, men det er nærmest en befaling, en ordre: Følg mig! — og så gjorde Levi dét.
Man kan ikke lade være med at spekulere på hvordan det dog kunne lade sig gøre: hvad nu med Levis familie? Det er ikke sikkert han var gift og havde børn, men han har da sikkert haft noget familie eller en husholderske. Og hvad med toldstedet?, var der en afløser som kunne træde i stedet for Levi, og hvad med hans pension og boligen? Jeg ved ikke hvordan den slags praktiske ting var aftalt dengang, men der har da været en mængde praktiske forhold som man ikke bare kunne se bort fra.
Der er den mulighed at Levi har siddet og ventet på at der skulle ske noget nyt. Det kan være at han var godt træt af sit liv og gik og længtes efter forandring. Det var ikke morsomt at være tolder den gang, for ganske vist tjente man godt ved det, men alle andre foragtede tolderne. Ikke alene på grund af deres politiske holdning, tolderne havde forpagtet deres toldbestilling af den romerske besættelsesmagt, men også på grund af det besvær som disse emsige toldere pålagde almindelige mennesker. Alle steder, ved byporte og markeder og vadesteder, stod tolderne og opkrævede told for personer og varer. Derfor var tolderne en ugleset gruppe. Og hvor længe kan man udholde at leve under foragt og had? Levi har måske længtes efter at nogen kunne lide ham og tage ham alvorligt som menneske.
Vi véd ikke hvordan han tænkte og følte, for det eneste der står i evangeliet er at Jesus sagde “følg mig!”, og så rejste Levi sig og fulgte Jesus. Nu er det jo sket for mange år siden, en bestemt dag, et bestemt menneske, men én ting synes jeg er vigtig at lægge mærke til: hver gang Jesus er indblandet i noget, er der tale om en total forandring. Hvad mon der var sket hvis Jesus var gået hen til Levi og havde givet sig i snak med ham om vind og vejr og den nye bro eller det nye marked der var åbnet, og så efter en lang snak havde prøvet at lokke ham med et tilbud, noget med: ’du skulle måske overveje om det ikke var noget for dig at komme til et par møder hvor vi så kan snakke lidt om dit liv, og så kunne det jo være at der var et og andet som vi kunne lappe lidt på’? Jeg tror Levi hurtigt havde gjort sig færdig med et sådant tilbud.
Jesus er radikal, altså ikke i vores udvandede betydning hvor man siger jae, tja, bum—bum, på den ene side og på den anden side. Hvis vi skulle hæfte en moderne betegnelse på Jesus, så er den bedste betegnelse at han er revolutionær. Revolution betyder noget bliver vendt om så verden og livet ses i et nyt lys.
Denne revolution gælder hele vejen rundt. I evangeliet er der to grupper, de retfærdige og synderne. Levi hører til den sidste gruppe. De retfærdige er fortabte i sig selv, de er indkrogede, de ser kun sig selv, de er som de skal være, de har ikke noget at bebrejde sig selv, de skylder ikke nogen noget. Til disse fortabte siger Jesus: jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men syndere. Det må have givet et gib i de retfærdige, lige som det kan give et gib i alle os konforme, ordentlige mennesker, for hvis ikke det er til os Jesus er kommen, så må det altså være til de andre, synderne. Derfor: hvis vi vil have noget med Jesus at gøre, så må det altså være dér, hos synderne, de udstødte, han er at finde. Og samtidig har det givet et gib i synderne, de udstødte, ensomme, splittede mennesker som længes efter fællesskab — og hvis vi ikke synes vi hører hjemme i de retfærdiges afdeling, så kan vi tælle os selv med her — et gib af glæde! Her er der et fællesskab der vil vedkende sig os.
Jesus drager altså mennesker ind i en ny, en helt ny og omvæltende virkelighed. Synderne kommer ind i et helt nyt fællesskab, og de retfærdige befries fra deres selvoptagethed til at være hvor Jesus er, blandt de udstødte. Denne frelse betyder altså ikke at begge disse slags mennesker får en ny kvalitet, men den betyder at begge slags placeres i en ny situation, i virkeligheden i samme situation, i fællesskab. De retfærdige opdager at fællesskab med synderne betyder fællesskab med Jesus, og synderne opdager at fællesskab med Jesus betyder fællesskab med mennesker.
Denne frelse, denne revolutionerende nyskabelse af fællesskab, har sin grund i at mennesket er skabt af Gud som et fællesskabsmenneske, eller vi kan sige at mennesker altid er medmennesker. Vi er skabt for hinanden, vi er næste for hinanden. Jesus laver ikke om på menneskers natur for at gøre dem til noget andet end mennesker. Men hans frelse består i at nyskabe den virkelighed der er gået i stykker. Jesus sætter mennesker i frihed og gør dem frie til at leve sådan som Gud skabte dem, til glæde og fred og retfærdighed.

SALMER:

Op, alle folk på denne jord
Du følger, Herre, al min færd
Nu bede vi den Helligånd
Guds igenfødte, ny—levende sjæle
Som korn fra mange marker
Det er så yndigt at følges ad, hvor banet