M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække


Hvem er stor, og hvem er lille?
Prædiken til 22. søndag efter trinitatis
12. november 2006

Matt 18,1—14
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: Â"Hvem er den største i Himmeriget?Â" Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: Â"Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.
Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.
Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.Â"

Hvem er de største i dag i verden? — Det er jo præsidenterne for stormagterne, for USA, Rusland, Kina, Japan, Tyskland osv. Og hvem er størst i Danmark? — Det er statsministeren og alle de andre ministre. I FN sidder der ogsĂĄ store og stærke personer, i EU sidder de, i NATO, overalt sidder de store og stærke personer: præsidenter, politikere, generaler og direktører for de store firmaer. Hver gang vi ser disse store og stærke personer pĂĄ tv eller i avisen stillet op til fotografering ved konferencer, er det slĂĄende at de fleste er mænd. Der er en enkelt kvindelig præsident eller formand hist og pist, men de er sjældne. Og vi mĂĄ endda sige at det ogsĂĄ gælder inden for kirken, hvem er egentlig størst inden for kirken? Det mĂĄ vel være paven og patriarken af Konstantinopel og ærkebiskopper og biskopper, alle mænd. Vi i Danmark er ikke helt fortabte, vi har to kvindelige biskopper her i landet og Ă©n i Grønland, men de 8 andre biskopper er mænd. Og hvis det efterhĂĄnden ændrer sig, og det gør det jo, sĂĄledes at ogsĂĄ kvinder indtager ledende positioner her i verden og i kirken, sĂĄ kan vi med sikkerhed konstatere at alle store i denne verden er ... voksne. SĂĄdan har det altid været, sĂĄdan er det, og sĂĄdan vil det være i fremtiden. For det ville slet ikke gĂĄ hvis vi satte børn eller unge mennesker til at være de store, de der bestemmer. Det kunne de slet ikke overskue, de kunne ikke finde ud af de komplicerede mekanismer vores verden bestĂĄr af. Det kan de voksne jo ikke en gang!
For et par tusind år siden kom der nogle mænd hen til Jesus og spurgte ham “Hvem er den største i Himmeriget?”, og så kaldte Jesus et lille barn hen til sig og stillede dette barn midt i kredsen af mænd, og så sagde han: hér har I modellen for den største.
Jesus siger noget mere om børn og om at være voksen, men lad os nu holde os til denne helt enkle model for hvem der skal regnes for noget stort dér, hvor Gud har magten, i Guds Rige eller Himmeriget (som Matthæus altid siger). Vi har hørt denne beretning så mange gange at vi næsten ikke lægger mærke til det, men det er altså noget af det mest originale der nogensinde er sagt, for der er aldrig nogen tidligere i verdenshistorien der har sagt sådan noget. Der er senere noget lignende f.eks. i H.C.Andersens eventyr ’Kejserens nye klæder’ hvor det er et lille barn der afslører sandheden. Men vi må vist konstatere at H.C.Andersen har dette princip fra Jesus. Der er aldrig nogen politiker eller nogen religiøs person der har stillet et barn op som model. Men det gjorde Jesus altså! Og Jesus tilføjer, så alle kan forstå det, historien om det ene får der er faret vild. Hyrden går ud for at finde det ene får og lader de 99 andre passe sig selv så længe. Det er den ene % får der interesserer Jesus. Jeg tror de fleste koncerner og forretninger ville være henrykte hvis der kun var et svind på 1 %.
Kirken har ikke meget at prale af i sin lange historie, men vi kan dog med glæde konstatere at der altid har været nogle få som har hørt og forstået dette princip og som har holdt fast i det. De første hospitaler blev lavet af nogle fattige munke, de tog sig af den lille % af mennesker som var spedalske. Og stadig den dag i dag tager vi dette princip alvorligt i kirken når vi uden skrupler døber helt små børn som hverken kan læse eller skrive eller føre en ordentlig diskussion om livets dybe spørgsmål. Luther har endda sagt at der findes ikke noget finere end det at være døbt: Enhver døbt er konge og kejser og pave.
Dette princip som Jesus indførte vil altid være en anfægtelse, en kritik, et modbillede til denne verdens store, til alle der er noget, eller tror de er noget, ja, til alle voksne. For hvor kan vi ellers høre nogen anfægtelse af den verden og det samfund og de tankebaner vi lever midt i? Vi er opflasket med at tænke i store baner, og efter socialismens sammenbrud i østlandene for snart mange ĂĄr siden er der jo kun Ă©n model: markedskræfternes frie spil! Kapitalen, pengene, konkurrencen, markedet, reklamen, vi fĂĄr det hele lige ind i hovedet hver dag. PĂĄ gaderne, plakatsøjler, reklamestativer, overalt!, bliver vi bombarderet med pĂĄgĂĄende slogans om at være større, at udvide, at maximere. Næsten daglig hører vi i radioen om fusioner i banker og forsikringsselskaber og firmaer, hvis ikke man bliver større, gĂĄr man under i kapløbet. I sporten bliver fodboldspillere solgt for ufattelige beløb. Jeg har lagt mærke til at hvor der tidligere blev talt med en vis ærefrygt om millioner af kroner, sĂĄ bliver der nu talt om milliarder af kroner sĂĄ let som ingenting. En milliard er immervæk 1000 gange mere end en million! I dag kan man blive millionær ved at stille op i et tv—program eller ved at købe en skrabekupon. Vi vænnes langsomt men sikkert til at tænke stort, udvide, gøre mere, købe mere, forbruge mere, opleve mere.
Og samtidig ser vi at der er grænser for vækst. Moder jord kan ikke bære mere. Den ene klimakonference efter den anden pĂĄviser sort pĂĄ hvidt at temperaturen i vore børns tid vil stige 2—3 grader med deraf følgende katastrofale virkninger for vores klode. Man prøver at gribe ind, men alle vil ikke være med, de rigeste vil ikke opgive vækst—besættelsen.
Måske skal vi være glade for at Moder Jord selv begynder at protestere, for hvis vi mennesker selv skulle begynde at leve fornuftigt i overénsstemmelse med princippet ’småt er godt’ eller ’småt er smukt’, så støder det jo hele tiden på den forhindring at de der bestemmer og kan lave noget om netop er ... store! Men alle de små, børnene, de undertrykte, minoritesgrupperne her i verden, de er netop små!
Jesus vender vort verdensbillede om, han vil prøve at fĂĄ os til at se verden og mennesker fra en ny synsvinkel, i et nyt perspektiv. Det er ikke et princip efter Jante—loven for at kule mennesker ned, ’du skal ikke tro du er noget’ eller: ’du skal holde dig pĂĄ mĂĄtten’ eller: ’du skal leve i en anden verden’. Tværtimod! — for hvad er det der er værdifuldt i verden og i vort liv? Er det ikke netop alt det der er ’smĂĄt’, alt det der ikke kan købes for penge? Vi er vænnet til igennem tv og aviser og reklamer at det normale er i centrum, og sĂĄ er der nogle unormale ude i periferien, i kanten. Direktørerne, de store, de der bestemmer over magt og penge, er i centrum, og ude i periferien er sĂĄ alle de smĂĄ, de svage, de skæve, de økonomisk svage lande, de marginaliserede grupper af sultende, syge, børn, kvinder osv. Det er dette nutidige billede, som Jesus selvsagt ikke kunne have øje for eller have forestillet sig, som vi fĂĄr et korrektiv til i Jesu tale om børnene. Og vi skal bestemt ikke begynde at tale romantisk sødladent om børn i dag, nogle af de smĂĄ kære væsener er direkte uudholdelige, selvoptagne og krævende og selvpromoverende, og som lidt ældre børn direkte kriminelle der dømmes for tyveri og hærværk og voldtægt. Jesus bruger sin tids velkendte system med det velkendte voksen—barn—forhold til at sige noget som vi i dag kan høre mere generelt. Jesus prøver at fĂĄ mennesker til at se verden nedefra, med de svages øjne, de undertryktes øjne, ofrenes øjne. Vi kan bruge dette princip pĂĄ alle planer, bĂĄde pĂĄ det lille plan og pĂĄ det store plan hvor det gælder den store fælles—verden vi alle er en del af daglig gennem aviser og tv.

SALMER:
Nu ringer alle klokker mod sky
Kærlighed er lysets kilde
I kristne, som bekende
Du, som gir os liv og gør os glade
Zion, pris din saliggører (v.4—5)
I falmende blade, du kølige vind!