M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække


Livet i krise
Prædiken til 24. søndag efter trinitatis
10. november 2002

Joh 5,17—29
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde til dem: ¬"Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.¬" Derfor var jøderne endnu mere opsat på at slå ham ihjel; for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig.
Jesus sagde til dem: ¬"Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen. For Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gør; og han skal vise ham endnu større gerninger, så I skal undre jer. For ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen dem levende, han vil. Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham.
Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve. For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn. I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem — de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom.¬"

Evangeliet til i dag handler om dom, denne s√łndag hedder fra gammel tid ‚Äôdomss√łndagen‚Äô, s√• i dag har vi alts√• muligheden for en ordentlig dommedagspr√¶diken hvor vi rigtig kan jage hinanden en skr√¶k i livet.
Men jeg lover at lade v√¶re, for jeg tror de fleste mennesker allerede har tilstr√¶kkelig skr√¶k i livet — der er vist ikke grund til at fylde mere p√• af d√©n slags. Det har jo ellers tidligere v√¶ret meget brugt at true og forskr√¶kke mennesker med dommedag for at f√• dem til at leve p√¶nt og ordentligt — og lad os bare tale i klart sprog her: de skulle leve s√•dan som magthaverne ville have det. Og det har virket. Hele middelalderen og langt op mod vor tid var alle mennesker nemlig fuldt og fast overbevist om at n√•r de d√łde, gik de enten ned eller op — i bogstavelig forstand. Ned ... det var ned i helvede, og op ... det var op i himlen. Den store italienske digter Dante skrev for 700 √•r siden en tyk bog, Den guddommelige Komedie, og en trediedel af bogen er om helvede hvor han meget n√łjagtigt inddelte helvede i afsnit for alle mulige syndere og udmalede de skr√¶kkelige straffe, der ventede de mennesker der var skyldige. Somme tider kunne jeg n√¶sten √łnske mig at det var s√• enkelt ‚Ä" √•h, s√• havde man dog noget at holde sig til.
Nu har vort verdensbillede √¶ndret sig. Vi har stadig nogle rester af det gamle verdensbillede i vort sprog: man kan h√łre mennesker sige at de er i den syvende himmel — og man kan h√łre nogen bande andre langt ned i helvede, men for os er det billedsprog. Vi ved nemlig at hvis vi graver ned i jorden, s√• bliver det ganske vist varmere og varmere, men der er ikke et sted hvor dj√¶velen sidder og venter p√• at martre syndere. Og vi ved ogs√• at n√•r vi kommer op over skyerne, s√• bliver luften tyndere og tyndere, men der er heller ikke her et sted der hedder himlen med engle og himmelske h√¶rskarer af salige.
Dette gamle verdensbillede levede af forestillingen om at henholdsvis Gud og Dj√¶velen var placeret. Den ene oppe, den anden nede — men alts√• i begge tilf√¶lde p√• afstand. Og dommen var ogs√• p√• afstand — den ventede som en tr√łst eller som en trussel. Dommens udfald var frelse eller fortabelse — og det kunne man s√• bruge sit liv til enten at tr√łste sig ved eller at frygte.
M√•ske kan vi f√• lidt hold p√• hvad dette ord ‚Äôdom‚Äô egentlig betyder i Jesu mund ved at se p√• hvad det kommer af. I grundteksten p√• gr√¶sk st√•r der krise (krisis) — og det kender vi vist mere til end dom. Vi kender ordet krise fra aviser og radio og tv og fra det personlige liv. Det er en alvorlig krise for √łjeblikket i det sydlige Afrika hvor hundredtusinder af mennesker sulter. Der er for √łjebliket en krise p√• det storpolitiske plan i forhold til en diktator, Saddam Hussein, og hvor der endog tales om at indlede en krig. Og mange oplever krise i familielivet og p√• det personlige plan. At v√¶re i krise betyder netop at der g√•r dom over √©ns liv.
Blandt dem der besk√¶ftiger sig med menneskelige kriser i dag, er der enighed om at en krise kan f√łre i tre forskellige retninger: enten til det v√¶rre, til det samme, eller til det bedre. Lad os som eksempel tage den krise der er opst√•et p√• grund af en alvorlig sygdom. Hvis man bliver indlagt med en alvorlig sygdom, er hele √©ns tilv√¶relse under dom. For nogle bliver denne krise et nederlag, for andre blot en overgang som de hurtigt glemmer, men for andre igen bliver denne krise √•rsag til en v√¶kst. Eller hvis mennesker kommer ud i en personlig krise ved f.eks. at miste deres job eller deres √¶gteskab gennem en skilsmisse, s√• kan det ogs√• medf√łre at de enten g√•r i stykker p√• det, eller lever videre uden at have l√¶rt noget — eller ogs√• bliver krisen til en v√¶kst hvor de kommer st√¶rkere ud af krisen end de gik ind i den.
N√•r man tidligere fik en dom, blev man straffet. Vi har heldigvis i dag fundet ud af at der ikke kommer noget godt ud af at straffe mennesker p√• d√©n m√•de. Kriminalstatistikken viser sort p√• hvidt at jo mere man straffer mennesker ved at lukke dem ind i et f√¶ngsel, des oftere vil de samme mennesker vende tilbage til forbrydelse og f√¶ngsel igen. Vi har fundet ud af at det g√¶lder om at resocialisere et menneske der har f√•et en dom — et menneske i krise. Re—socialisere betyder at genoprette forholdet til f√¶llesskabet — at genoprette d√©t som er sl√•et i stykker.
Der er lige en vigtig ting at f√• med: det er sv√¶rt at resocialisere sig selv. Kun ved at en anden, nogen udefra, r√¶kker h√•nden ud til den d√łmte, har han/hun igen muligheden for at blive et rigtigt, trygt, v√¶rdigt og accepteret menneske. Og her er vi heldige idet Gud altid er parat til at modtage mennesker igen, selv dem der har f√•et dom for et ugudeligt liv — og i kirken er der ogs√• altid plads til mennesker, selv til dem som har f√•et dom for et umenneskeligt liv.
Jeg sagde til at begynde med at der var ingen grund til yderligere at fylde hinanden med skr√¶k, for de fleste mennesker har allerede tilstr√¶kkelig skr√¶k i livet. Det er nemlig s√•dan at selv om man ikke har v√¶ret i en retssal eller i et f√¶ngsel, s√• kan man v√¶re under dom af sin egen samvittighed, man kan v√¶re i krise ved at st√• som magtesl√łs og medskyldig i en verden hvor en femtedel af klodens mennesker lever under sultegr√¶nsen.
Vi har alle brug for resocialisering — alle vi som er i krise ved at st√• ansigt til ansigt med et liv og en verden hvor vi er samtidige med Gud, vi er samtidige med Jesus, og hvor vi er medansvarlige. Men det er ikke bare en personlig resocialisering ‚Ä" uans√©t hvor meget jeg m√•tte g√łre personligt, s√• er der nogle kr√¶fter som er langt st√łrre end jeg kan overskue og bestemme over. Der er mennesker som p.t. er ved at lave et raketskjold som skal beskytte vores vestlige verden ‚Ä" et system som vil koste ufattelig mange milliarder af dollars. Med de samme penge kunne man s√• let som ingenting udrydde alt d√©t der udg√łr truslen ‚Ä" ved blot at bruge pengene p√• at skabe en retf√¶rdig fordeling af goderne i denne verden. Hvad skal lille jeg og du dog stille op over for dette galmands—v√¶rk, denne kapitalistiske, v√•benproducerende industri og kapital som misbruger og √łdel√¶gger denne smukke, gudsskabte klode?
Den f√łrste mulighed — at vi blot oplever denne krise som et personligt nederlag og selv g√•r i stykker, l√łser intet. Den anden mulighed — at vi lukker √łjnene og blot lever videre uden at l√¶re noget af krisen, l√łser heller ikke noget. Der er vist kun den tredje mulighed for at komme styrket ud af krisen: at blive ved at k√¶mpe, personligt, nationalt, globalt, for det Gudsrige vi h√•ber p√• og l√¶nges efter — med fred og gl√¶de og retf√¶rdighed.

SALMER:
Rejs op dit hoved, al kristenhed!
O Jesus, som er kommet at
N√•r mit √łje
Guds fred er glæden i dit sind
Som korn fra mange marker
Fred til bod for bittert savn