M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække


At miste for at fĂĄ
Prædiken til 25. søndag efter trinitatis
17. november 2002

Luk 17,20—33
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: Â"Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.Â"
Men han sagde til disciplene: Â"Der skal komme dage, da I vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den. Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter. For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag. Men først skal han lide meget og forkastes af denne slægt.
Og som det var i Noas dage, sådan skal det også være i Menneskesønnens dage: De spiste og drak, giftede sig og blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og udslettede dem alle.

I vort Ny Testamente tales der meget om Guds Rige. Jesus fortæller mange lignelser om Guds Rige. Evangelisten Matthæus kalder det altid ’Himmeriget’, men det er det samme de mener.
NĂĄr vi danskere siger Guds Rige, sĂĄ kommer vi sĂĄ let til at tænke pĂĄ et kongerige, altsĂĄ et land eller et omrĂĄde lige som lille Danmark â€" men det vil være mere rigtigt at kalde det ’Guds herredømme’ â€" for det betyder simpelthen dĂ©t at Guds vilje sker, altsĂĄ at Gud har magten, at kærligheden rĂĄder. For … overalt hvor Gud har magten og hvor hans vilje sker, dĂ©r er Guds herredømme, Guds omrĂĄde, Guds virkefelt.
Guds omrĂĄde er altsĂĄ bĂĄde en indre virkelighed â€" det er klart at Gud kan have herredømmet over et menneske, og at det menneske lever efter Guds vilje â€" og Guds herredømme er ogsĂĄ en synlig virkelighed, for overalt hvor kærlighed, fred og glæde og retfærdighed virker, dĂ©r er det Guds vilje der sker.
Om der i evangeliet står at Guds herredømme er inden i jer eller midt iblandt jer, så gør det ingen forskel, for Guds herredømme omfatter det hele, vær sikker på det.
Og alligevel siger Jesus at Guds herredømme kommer ikke sĂĄdan at det er helt klart for enhver. Guds herredømme vil altid kunne modsiges, vi slipper aldrig for tvetydigheden i det der sker i verden. Og det kender vi fra vort eget liv: nogle mennesker takker Gud for det der sker i deres liv, og andre mennesker takker ikke Gud. Nogle beder til Gud, og andre gør det ikke. F.eks. fĂĄr vi alle mad hver dag â€" vi er fælles om dette at spise som helt almindelige mennesker. Men der er altsĂĄ nogle der takker Gud for den mad de spiser. De beder en bordbøn, mĂĄske bare et kort ord: ”Tak for mad, Gud!”, og dermed siger de at mad er en gave, at mad er en del af Guds herredømme. Andre siger ikke tak for maden til Gud, de spiser bare, og hvis man ville spørge dem om, hvem de skulle sige tak for mad, sĂĄ ville de nok sige at de kun har sig selv at takke for det. De har selv tjent pengene, de har selv købt ind og selv lavet mad, sĂĄ de har ikke andre at takke end sig selv. Nu vĂ©d de andre mennesker selvfølgelig ogsĂĄ godt at de selv har tjent pengene og selv købt ind og lavet mad, men alligevel synes de altsĂĄ at mad er en gave.
Eller f.eks. hvis nogen bliver helbredt pĂĄ et hospital. Det foregĂĄr pĂĄ samme mĂĄde for alle mennesker hvis de er syge: der er nogle dygtige læger som med en operation eller en medicin hjælper dem der er syge. Nogle takker Gud for det der er sket â€" de ser det altsĂĄ som en del af Guds herredømme â€" mens andre blot tager det som en selvfølge eller slet ikke lægger nogen betydning i det. Eller hvis der sker noget sĂĄ selvfølgeligt som at solen stĂĄr op â€" solen stĂĄr op hver dag over os alle â€" men der er nogle mennesker som ser dette som en del af Guds herredømme, de synger f.eks. en morgensang og takker Gud for en ny dag, mens andre bare tager det som en selvfølge.
Det er det Jesus mener med at Guds herredømme kommer ikke sĂĄdan at det er til at bevise med tørre tal. Det er jo det farisæerne spørger om: HvornĂĄr kommer Guds herredømme? â€" for sĂĄ kunne man i passende tid i forvejen tage sine forholdsregler og sikre sig en plads. Det kender vi: nĂĄr man skal ud at rejse med toget, sĂĄ sikrer man sig en pladsbillet i forvejen. Men Jesus siger altsĂĄ at sĂĄdan kan man ikke omgĂĄs Guds herredømme. Det ville jo blot være et spørgsmĂĄl om livsforsikring hvor det ville dreje sig om mig og min overlevelse og sikkerhed. SĂĄdan er vi sĂĄ vante til at sørge for os selv i denne gamle verden. Vi er fyldt op med forsikringer og sygesikringsbevis og kasko og det store sociale sikkerhedsnet â€" der kan næsten ikke ske os noget som ikke kan klares sĂĄdan at vi bevarer vores sikkerhed og tryghed.
Det er i den forbindelse at Jesus til slut siger: ”Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det”. Dette farisæiske spørgsmĂĄl om hvornĂĄr Guds Rige kommer, er ukristeligt, for det drejer sig ikke om Kristus, om frelsen, om livet, men bare om Ă©ns egen livsforsikring. De der pĂĄ dĂ©n mĂĄde vil handle med deres liv sĂĄ de prøver at sikre sig, de afvises af Jesus. Det gælder alle dem der kigger bagud pĂĄ det man har, det man ejer, det man har nĂĄet â€" det er lammende.
Guds herredømme, dette at Guds vilje sker og at kærligheden rĂĄder, er altsĂĄ en virkelighed som sker midt iblandt os. SĂĄ er der mĂĄske nogen der vil sige: Ja, sĂĄ langt kan jeg godt være med, men hvad sĂĄ med alt det onde vi ogsĂĄ oplever? â€" sygdom, ondskab, vold, undertrykkelse, ensomhed? Men her er det pĂĄ samme mĂĄde: nogen kalder det blot skæbnens tilfældighed hvis nogle bliver ofre for disse ødelæggende kræfter. Andre sætter navn pĂĄ og sætter ogsĂĄ disse ting i forbindelse med Guds herredømme og siger: dette er i modsætning til Guds herredømme, det er det modsatte â€" det er det ondes herredømme, djævelens herredømme. Hvis nogle mennesker i denne verden ikke har noget at spise, men sulter som i det sydlige Afrika i denne tid, sĂĄ kan man se pĂĄ det pĂĄ to forskellige mĂĄder: enten som en ren og skær tilfældighed hvor nogle altsĂĄ er sĂĄ uheldige at være født dĂ©r og derfor er sĂĄ uheldige at dø af det, mens vi er sĂĄ heldige at være født i dette rige land i verden hvor vi hver dag kan spise os mætte. Denne mĂĄde at se pĂĄ livet og pĂĄ verden fører alt for let til kynisme og dermed ogsĂĄ til en kynisk politik over for ulande og sultende mennesker sĂĄ man siger: det vedkommer ikke os, vi har nok i os selv. Men man kan ogsĂĄ sige: dette er tydeligt imod Guds herredømme, det er imod Guds vilje, det er imod kærligheden. PĂĄ den mĂĄde fĂĄr man ogsĂĄ det onde placeret i en sammenhæng med Guds herredømme sĂĄ man kan gøre noget ved det.
Jeg synes det er vigtigt at se at det er de samme begivenheder, vi taler om: Vi ser den samme skabelse, den samme sol og de samme dage og nætter, de samme sygdomme og helbredelser â€" og det er ogsĂĄ den samme ødelæggelse vi ser og hører om: krig, terrorisme, sygdom, ondskab, mistillid, splittelse. Men hele denne virkelighed som vi er fælles om i denne verden, kan altsĂĄ tolkes pĂĄ to forskellige mĂĄder: enten som noget der har med Gud at gøre, eller som noget ligegyldigt og skæbnebestemt.
Hvis vores virkelighed, vort liv, er tilfældig og skæbnebestemt, så kan vi ikke gøre ret meget. Så er vi blot som dyr udleveret til at klare os så godt som muligt, så gælder det bare om at overleve. Så klarer enhver sit, den stærkeste overlever.
Men hvis vi sætter hele vort liv med glæder og sorger, sejre og nederlag, i forbindelse med Guds herredømme â€" sĂĄ kan vi faktisk gøre noget. SĂĄ kan vi bruge vort liv, ’miste’ det, i en stadig kamp for alt dĂ©t der opbygger Guds herredømme, og i en stadig kamp mod alt dĂ©t der stĂĄr Guds herredømme imod.
Den ene måde at leve livet på betyder i virkeligheden blot at vi ikke har længere perspektiv end til døden. Livet går bare, vi henslæber et liv, og når vi er døde, er der ikke mere at sige. Man mister sit liv. Den anden måde at se på livet betyder at der er en retning, et mål: vort liv med alt hvad vi gør, mad, penge, hus, familie, børn, glæder og sorger er en del af Guds og vores fælles virkelighed. Og her er perspektivet ikke kort, her finder man et liv og vinder et liv med alle Gudsrigets kendetegn: fred, glæde og retfærdighed.
Det kan udtrykkes pĂĄ mange forskellige mĂĄder — jeg er stødt pĂĄ et lille digt som er lavet af en livstidsfange, en koreaner, som skriver:

Mad er himlen.
Da du ikke kan gĂĄ til himlen alene,
mĂĄ vi dele maden.
Mad er himlen.
Da alle er fælles om himlens stjerner,
er maden noget vi mĂĄ dele.
Mad er himlen.
NĂĄr maden gĂĄr gennem din hals,
modtager du himlen i din krop.
Mad er himlen.
Ah! Maden er noget vi mĂĄ dele.

SALMER:
O dejlige land (v.1—8)
PĂĄ Guds nĂĄde
Himlene, Herre, fortælle din ære
Guds rige kommer ikke sĂĄ
Som korn fra mange marker
O dejlige land (v.9—10)