Prædiken af Frederik Hjerrild vedAssisi-Kredsen, 40 års jubilæums-fest
22. november 2014
Enghave Kirke
Tekster: 1 Pet 1, 13-16
Matt 5,1-12
| Salmer: |
362, Gør dig nu rede
Gudsriget glimter
En hyrde god er Herren min |
Når vi i Assisi-Kredsen samles til gudstjeneste, er det til Guds ære, for at lovprise og takke Gud, og til Guds menigheds opbygning, kirken, menigheden. Det er med vilje at jeg ikke siger 'opbyggelse', for dét forstås for det meste som noget indadvendt, hvor det drejer sig om mit private trosliv. Det er simpelthen en dårlig oversættelse til dansk af det oprindelige ord, som betyder opbygning (græsk: οικοδομη (oikodomé)), egl. husopbygning, opbygningen af Guds-huset, menigheden. Opbygning er en kollektiv størrelse.
At vi hedder Assisi-Kredsen kan jo undre, for havde det ikke været for Frans, Guds lille fattige, den hellige Frans, så havde byen Assisi vel ikke været så meget mere interessant end så mange andre italienske små smukke byer på et bjerg. Vort svenske søster-selskab, som var der før os, hedder 'Svenska Franciskus-sãllskapet'. Når man valgte navnet Assisi-Kredsen kunne det måske skyldes en vis tilbageholdenhed i den danske folkekirke med at beskæftige sig med helgener - det har i flere århundreder her i landet været noget, som den katolske kirke tog sig af.
Men jeg kan berolige med, at Luthers reformation for nu snart 500 år siden ikke havde til formål at reducere helgenerne til at være på laveste fællesnævner, men det positive: at opgradere enhver kristen. Er man døbt, findes der ikke noget finere! Og jeg synes også det lige er værd at bemærke, at den første betingelse for at blive udnævnt til helgen er at man er død! Det yder dog en vis beskyttelse mod evt. kammerateri eller nepotisme eller hvad man ellers kan tænke på af kreativt fifleri ved udnævnelsen. Det er kirken, menigheden, de efterladte kristne, der bevidner berettigelsen af dette kirkelige 'ridderkors' eller denne 'kirkelige Nobel-pris'.
De mennesker der er blevet udnævnt til helgener, har opnået denne værdighed ved at bruge deres liv i Gudsrigets tjeneste. De var ikke fejlfri eller syndfri - selvfølgelig ikke, de var mennesker! - men de aflagde regnskab for deres håb med deres liv, deres gerninger, deres handlinger. Der er jo det, at håbet om Gudsriget giver sig udtryk i forventning, længsel, drøm, fantasi, vision, men troen giver sig udtryk i gerninger, i handlinger. De fleste steder i NT optræder 'tro' og 'håb' som synonymer, man kan frit udskifte de to betegnelser, og det giver fuld mening - de er uadskillelige, de er som to sider af samme mønt - men når vi siger håb, er vi i forventningens kategori, og når vi siger tro, er vi i handlingens kategori.
Sådan er det hele vejen igennem i evangelierne, når Jesus møder mennesker og taler om deres tro - endog deres "store tro". Vi husker sikkert alle de tre markante begivenheder hvor Jesus taler om denne store tro: om officereren i Kapernaum der kommer angående sin syge tjener, om den kana'anæiske kvinde der kommer angående sin syge datter, og om vennerne der kommer og firer deres lamme ven ned gennem taget. (Mt 8,5-10 Officeren i Kapernaum med tjeneren; Mt 15,21-28 Den kana'anæiske kvinde med datteren; Mk 2,1-12 Den lamme der blev firet ned gennem taget af venner). Hér fremhæver Jesus deres tro, deres store tro. De havde alle et håb - altså en forventning, en længsel efter frelse i deres nød - og det håb omsatte de i handling. Og det er altså dét, der af Jesus bliver betegnet som tro. Der står endda: "da han så deres tro" - troen kan altså ses!, husk det. Der står ikke et ord om at han først begyndte at spørge dem ud om trosbekendelsen, eller om de kendte deres bibel eller katekismus - og de var jo ikke en gang kristne, det var ikke opfundet endnu. Troen, endog den store tro, er altså ikke forbeholdt kristne alene.
Alle helgener, både de store og de små og de endnu ikke udnævnte, har selvfølgelig også opnået denne kirkelige fortjenst-medalje på grund af deres handlinger. Man kunne sige: ja, hvad ellers? Hvad man måtte have af indre håb, længsel eller forventning eller religiøse følelser, så unddrager dette sig andres indsigt. Men i det øjeblik man omsætter dette håb til handling eller ord - også ord er handling! - så bliver håbet synligt og hørligt, så ser vi glimt af Gudsriget.
Og her skal vi lige have med, at Guds Rige ikke er et sted, et landområde lige som Danmarks rige, et slags paradis som venter efter døden. 'Rige' er en dårlig oversættelse til dansk af det oprindelige ord, der betyder 'herskemåde' eller 'regere-måde' - altså sådan som der ser ud dér, hvor Gud har magten. Når Jesus så mange gange i lignelserne siger: 'Gudsriget ligner ... ' , så er det jo heller aldrig et sted, men en måde at leve eller handle på.
Og så er der en interessant mekanisme, som vi endelig må have med: det var officeren, og moderen, og vennerne der havde den store tro, men det var tjeneren/datteren/vennen der blev helbredt! Det ser altså ud til, at troen ikke blot er til egen brug - man kan tro for andre, man kan bede for andre, man kan med sin tro udvirke frelse for andre. D&eacut;t er den store tro. Det er derfor, jeg er så glad for alle med en stor tro, altså alle dem der gør noget for, at Gudsriget må glimte midt i vores ofte jammerlige verden.
Alle helgener, alle hellige, er ikke kendetegnet ved afsondrethed eller utilnærmelighed, ved ophøjet afstand til verden og mennesker, men kendetegnet er deres disponibilitet. De er til rådighed for Guds frelsesplan. Derfor kan vi også roligt lave billeder af dem, tegne dem, male dem, ikoner, som henter deres glans fra det Gudsrige, det Gudsherredømme, vi håber på og længes efter, og som vi ser udfolde sig i glimt hver gang vi ser Gudsrigets kendetegn ske i handling: fred, glæde, retfærdighed.
Det fineste og klareste kendetegn på det at være hellig er nemlig at være jordnær. Jesus havde benene på jorden, Maria Jesu mor havde benene på jorden, Paulus, den hellige Frans, alle hellige til alle tider har været nærværende dér hvor det var nødvendigt, dér hvor der var en nød der skulle vendes [indlånt fra tysk: Notwendigkeit].
Det er denne hellighed, vi som menighed er kaldet til. Peter skriver (som vi hørte for lidt siden): "ligesom han, der har kaldet jer, er hellig, skal også I være hellige".
|
Gudsriget glimter
1 Gudsriget glimter når solen hver morgen
opstår i øst, spreder Guds-lys på jord,
atter besejret er natten og sorgen,
kalder på lovsang med salmer og ord.
2 Gudsriget glimter i børns klare øjne,
hver gang de stråler af tillid og fred,
de er - usmittet af mistro og løgne -
menneskets klare Gud-billedlighed.
3 Gudsriget glimter når gudsfolket mødes
enkelt og enigt i tro og i bøn,
d&eacut;r styrkes modet, og livet forsødes,
skabelsen fremstår som nyskabt og skøn.
4 Gudsriget glimter i hele sin vælde,
hver gang vi samles om nadver og dåb
og om det ord, som for alle vil gælde
som en forvisning om levende håb.
5 Gudsriget glimter når mennesker strider
for at retfærdighed mærkes og gror,
og overalt hvor Guds skabninger lider,
glæden udbredes til søster og bror.
6 Lovpris nu Herren! Vær glad: dine sanser
er lukket op ved et skabende ord,
brug dem og nyd dem - se, skyerne danser
rundt på en himmel forbundet med jord.
Frederik Hjerrild 2005
Mel.: Himlene, Herre, fortælle din ære
|
22. nov. 2014 -gbp
|