Uddrag af foredrag, holdt i Assisi-Kredsen, den 6. september 1997

Sådan skriver Johannes Jørgensen om en ankomst til Assisi, byen hvor han kom til at bo næsten 40 år af sit 90-årige liv. I 1984 besøgte jeg Assisi første gang og var nysgerrig efter at finde ud af hvad det egentlig var, han fandt dernede og efter at finde ud af, om der stadig var mennesker i byen, som havde kendt ham.

Heldige tilfældigheder bragte mig først i snak med en frisør på Piazza Santa Chiara. Da den lille mand i den hvide kittel hørte jeg var dansker, for-talte han om, hvordan Signor Giovanni hver morgen var kommet ned til hans salon - som dengang lå på pladsen foran Minervatemplet, Piazza del Comune, for at blive barberet. Den lille frisør huskede den danske forfatter som en venlig og pertentlig mand. Han for-talte mig om Johannes Jørgensens hus i Via Santa Maria delle Rose. Her fandt jeg den nuværende ejer, der viste sig at have oversat digte af Jørgensen. Han sendte mig videre til det store Franciskuskloster - hvor en gammel munk fortalte mig om La Rocca.

”For mig er og bliver La Rocca det væsentlige sted i mit liv, det, hvor min fremtid blev afgjort. Her kæmpede jeg med englen og blev besejret til min frelse. Her fik jeg mit land tildelt - et rige der går fra Alværnerbjerget i Nord til Monte Cassino i syd. Hjertet i dette kongerige er La Rocca med sin landsby, sit lille kloster og sin frescofyldte kirke. Derfra drog jeg ud, dertil vender jeg atter og atter tilbage”.

Sådan har Johannes Jørgensen selv skrevet om landsbyen, der ligger en halv snes kilometer fra Assisi. Det er en lille by med et kloster og en historie der går helt tilbage til den hellige Frans’ tid. Jørgensen kom til klosteret første gang i 1893. På det tidspunkt var han en central person i de litterære kredse i København. Han var bannerfører for symbolisterne, som var i opposition til naturalismen. De troede på sjælens realitet, på at mennesket ved at vende sig mod det immaterielle og tillade naturen at rumme sjæl, mystik og hellighed kunne fore-nes i en dimension af større omfang end det jordiske. For Jørgensen var der herfra ikke så lang vej til en mere defineret religiøsitet - i modsætning til de andre, som tog afstand fra hans religiøse tanker.

Da han opholdt sig i La Rocca første gang var hans liv stærkt præget af både sjælelig og familiemæssig krise. Han boede sammen med sin ven maleren Mogens Ballin i det lille kloster, som på det tidspunkt nærmest var en ruin. I dag bor der 7 søstre i et franciskansk ”fælles-skab”. Inde i klosteret er der et spor efter Johannes Jørgensen. På 1. sal har han på væggen kalligraferet et bibelcitat ”jeg opløfter mine øjne mod bjergene, derfra skal min hjælp komme”.

Jeg spurgte søstrene i klosteret om der var nogen tilbage i landsbyen, som havde kendt Johannes Jørgensen. Og de sendte mig ned til Gina - en 70 årig kvinde med hvidt hår og strålende øjne. Hun bød mig straks indenfor, lavede mad, hente-de gamle gulnede fotografier frem og for-talte om hvordan hendes far havde været bedste ven med den danske forfatter. Johannes Jørgensen blev ved med at komme der i mange år efter sit første besøg. I ”Rejse-bogen” har han beskrevet sine besøg hos Ginas familie.

Det er nemt at forstå, at Johannes Jørgensen følte sig godt tilpas der - jeg har selv besøgt Gina mange gange siden. Det kan virke banalt og romantiserende at sige, at den moderne rejsende søger autencitet, ægthed, og at følge historiens spor - men det kan man faktisk her, i dag som for 100 år siden. De gamle koner kan ikke læse - men de kan hele den kirkelige liturgi udenad, de ved alt om hvordan man dyrker jorden og laver mad, de har et fjernsyn, som de sjældent åbner. Det vedkommer dem ikke, det er den nære verden, der optager dem - familien og naboerne. Forfatteren fandt her en overensstemmelse mellem det fysiske liv og det åndelige - landsbyboerne troede og levede efter deres tro - og her er vi inde ved kernen, når vi taler om Jørgensen, for hans liv var en evig stræben efter enhed og overensstemmelse.

Johannes Jørgensen boede i Assisi fra 1913 til 1953 og blev en kendt og fejret mand i Italien - især i katolske kredse. Han skrev en biografi om den hellige Frans i 1907 som siden er blevet en af de højst respekterede biografier om ham. For at lære historien at kende indefra rejste han rundt i Frans’ fodspor, og bogen er på en gang en faktuel bog om helgenens gerninger og en indfølt beskrivelse, hvor forfatteren går ind i hovedpersonens liv. Biografien om Frans fik i 1919 en apostolisk velsignelse, dvs. en anbefaling fra paven - for værkets både kunstneriske og praktisk-moralske værdi. Johannes Jørgensen havde flair for denne genre, og det gjorde ham til en populær helgen-biograf. Han har skrevet store værker bl.a. om Katarina af Siena og Birgitta af Vadstena.

I Assisi forsøgte jeg at finde ud af, hvordan han egentlig levede mens han boede der. Jeg traf en del som havde kendt ham - og de sagde alle det samme: at han var en kendt mand i byen, men at han levede isoleret. Byens borgere var stolte af ham - men han var ”lidt ophøjet”. Mange kom rejsende fra Danmark for at se giraffen (som han selv sagde). Så viste han sig på balkonen, tog venligt imod folk, svarede igen og igen på spørgsmål om hvorfor han var blevet katolik, hvorfor han boede i udlandet, hvordan det var at leve som dansker i Italien, osv. Pudsigt nok traf jeg ikke nogen som kunne fortælle mere end barberen fra Piazza Santa Chiara og Gina ude i La Rocca.

Der er ingen tvivl om, at Johannes Jørgensen har betydet meget for den katolsk litteratur i første halvdel af dette århundrede, og hans bøger læses stadig. I 1927 blev han af den katolske kirke bedt om at skrive en bog om Don Bosco, grundlæggeren af Salesianerordenen - Don Bosco skulle beatificeres i 1929 - en officiel bestillingsopgave fra Vatikanet.

Mens han levede i Assisi, udgav han en lang række bøger af mere journalistisk karakter, hvori han fortæller om katolske forhold og debatterer politiske emner. Han udgav langt over 100 bøger og blev internationalt kendt, men aldrig videre læst i sit fædreland. Det skyldes nok hovedsagelig, at han skrev om emner, som lå udenfor det brede interessefelt i Danmark. På biblioteker i Italien kan man finde mange artikler skrevet af prominente folk indenfor den katolske kirke med rosende ord om Jørgensen. Han blev udnævnt til æresborger i Assisi - og Svendborg -, æres-professor i Belgien, fik hædersbevisninger i Belgien og Frankrig. På et tidspunkt var der ivrige bestræbelser i gang både i Sverige og i Belgien for at skaffe ham nobelprisen i litteratur. Det blev dog aldrig til noget.

Hvis jeg skal give et bud på, hvorfor hans stil blev så populær som katolsk litteratur i Italien, så er det på grund af den måde, han brugte sin lyriske sjæl og indlevelsesevne til at beskrive menneskers kriser på. I hans bøger oplever man hans store trang til harmoni - til overensstemmelse mellem det ydre og det indre liv. Han rejste rundt for at opleve de steder, som han skrev om - og hans beskrivelser er præget af stor indlevelse. Man kan sige, at han i sine helgenbeskrivelser hentede helgenerne ned på jorden - og viste at de havde været mennesker af kød og blod. Billeskov Jansen har skrevet om Johannes Jørgensen: ”Hvad Danmark ikke fik i katolsk tid, en helgenbiograf i stort format, det har vi fået i Johannes Jørgensen”. Og deri ligger forklaringen på at det var i Italien han blev berømt - og ikke i Danmark. Der er ingen tvivl om, at bønderne ude i La Rocca på mange måder repræsenterede et idealbillede for ham - men sådan kunne han ikke selv leve, hans verden var en anden. Da han forlod Assisi i 1953 blev der holdt en stor fest for ham i byen - med honoratiores, udgivelser, musik osv., som italienerne kan stille den slags an. Byens borgere var stolte af deres berømte Professor - som han blev kaldt.

I 100-året for hans fødsel, i 1966, blev der afholdt en stor mindefest for ham i Assisi med nykomponeret musik til hans digte, genoptrykning af flere af hans bøger og med udgivelse af et tidsskrift om hans betydning for den katolske litteratur.

Johannes Jørgensen kaldte selv La Rocca - ”det væsentlige sted” i sit liv. Han opfattede landsbyen med klosteret som det lille uopnåelige jordiske paradis. Jeg mødte i La Rocca en gammel mand, Luigi - med vejrbidt ansigt, dybe brune øjne og kun et par tænder tilbage. Jeg spurgte om han havde kendt den danske forfatter - og det havde han, han kunne sagtens huske Giovanni Joergens. Han kom altid kørende i hestevogn - ”når vi så ham på vejen, vidste vi at der var fest. Han elskede at fortælle historier og drikke vin. Nu lever han oppe i paradis, hos Vorherre”.

 
16. september 1997 -gbp