Fra 
Nyt fra Assisi-Kredsen  
nr. 22: 

Frans og Assisi - og Danmark

af Frederik Hjerrild

For mere end hundrede år siden, i sommeren 1894, rejste den danske digter Johannes Jørgensen (1866-1956) for første gang til Italien, hvor han i selskab med Mogens Ballin lærte Assisi at kende, en lille bjergby i Umbrien, midtvejs mellem Rom og Firenze. Det blev til en omvendelse i Johannes Jørgensens liv. I 1907 udgav Johannes Jørgensen på Gyldendals Forlag bogen ”Den hellige Frans af Assisi”, og det var gennem denne bog, at danskerne lærte Frans af Assisi at kende.

Enkelte danske katolikker kendte vel Assisi, men en videre interesse opstod først i slutningen af 60’erne, hvor nogle danskere under et besøg i Assisi boede på et nyoprettet økumenisk gæstehjem, Centro Ecumenico Nordico. En svensk læge og franciskanerpræst, Agostino Lundin, oprettede med baggrund i det svenske Franciskus-Sällskapet centret som et økumenisk samlingssted, hvor gæster fra Norden kunne bo og blive forstået på deres eget sprog. I begyndelsen af 70’erne arrangerede forskellige grupper rejser til Assisi, først og mest ihærdigt anført af Ruth Lund Jensen, som senere blev medstifter af og sekretær for Assisi-Kredsen.

Den voksende interesse for at rejse og møde andre kristne traditioner og kulturer var et led i det økumeniske nybrud, som bl. a. kom til udtryk i Det andet Vatikanerkoncil i midten af tresserne, Kirkernes Verdensråds generalforsamling i Uppsala 1968, og på dansk grund den spirende kirkedagsbevægelse med ”Mini-Uppsala” i Haslev 1968 som første skridt.

I januar 1974 blev Assisi-Kredsen oprettet formelt med vedtægt, formålsparagraf og bestyrelse. Assisi- Kredsen har hele tiden været økumenisk, ikke blot i sin formålsparagraf, men også i medlemsskaren, som naturligt nok tæller flest folkekirkemedlemmer, men som også tæller medlemmer fra den katolske kirke og andre kirkesamfund. Assisi-Kredsen er økumeni på græsrodsniveau.

Men hvorfor lige Assisi? Danmark er jo et foreningsland, men mig bekendt findes der ikke en Firenze- kreds eller en Pisa-kreds eller hvilke mere betydelige italienske byer, man kunne finde på at interessere sig for. Byen er en lille by, som så mange italienske småbyer smukt beliggende op ad en bjergskråning. Dante skriver i en strofe:

    Derfor må den, som dette sted vil nævne,
    ej sige Ascesi - det er for ringe -,
    men Orient det rettelig bør kaldes.
Dante må have været i byen, for netop beliggenheden på en bjergskråning i morgensolen over Monte Subasio giver byen et særligt skær. Byen er malerisk med den gamle bymur intakt, og med en historie, der kan aflæses i de gamle bygninger fra før kejser Augustus’ tid. Således findes stadig på torvet i Assisi en pragtfuld façade af et gammelt Minervatempel, San Francesco-basilikaen er fyldt med fresker af Giotto, Cimabue, Lorenzetti og andre gamle mestre, og byen er et mylder af pittoreske gyder og trapper og afsatser. Men det, der gør Assisi til noget helt særligt er Frans, Frans af Assisi, den hellige Frans, San Francesco. Man kan ikke sige Assisi uden at tænke Frans.

Europa prægedes i det 12. årh. af byernes udvikling, hvor en driftig stand af handelsmænd og håndværkere i kraft af deres økonomiske magt gjorde sig gældende som en ny socialklasse, der pressede sig ind mellem de traditionelle grupper, majores og minores, overklassen og underklassen. Frans blev født ind i dette opbrudssamfund i 1182 i en af de velhavende købmandsfamilier i Assisi, og hans fremtid var afstukket til at følge i faderens spor som klædehandler. Men det skulle gå anderledes. Efter et fejlslagent forsøg på at tjene sine sporer ved at drage i krig som tapper ridder vendte Frans mere og mere sit tidligere liv ryggen, og han søgte ensomheden og stilheden. Hele sit liv søgte Frans de øde steder, i skovene uden for Assisi, hvor han havde sine huler i klippevæggen, Le Carceri - ”fængslerne”, i Rivo Torto eller ved det lille skovkapel Portiuncula, eller så langt borte som i Rietidalen i Sabinerbjergene, steder hvor der i dag er franciskanske klostre som erindring om Frans’ ophold. Og det var neden for byen, i den forfaldne kirke San Damiano, han hørte Gud kalde: ”Frans, gå hen og byg mit hus op, for det er ved at falde sammen”. Frans forstod kaldet bogstaveligt og gav sig i kast med at genopbygge forfaldne kirker med sten og mørtel, indkøbt for faderens penge. Dette viser tydeligt, at Frans ikke var nogen lærd person, men et enfoldigt menneske. Hans besynderlige adfærd udløste faderens vrede, og det kom til et endeligt brud med faderen ved en retsakt på pladsen foran bispegården, - en scene, som Giotto har skildret på en af freskerne i San Francesco-kirken i Assisi: Frans tager alt sit tøj af og afleverer det til faderen med ordene: ”Fra nu af skal jeg ikke mere sige Fader Pietro di Bernardone, men Vor Fader, du som er i Himlene!”

Frans valgte fattigdommen. Som en høvisk, tapper ridder var han nu trådt i tjeneste hos en anden herre, hvor han kunne kæmpe for sin ærbare elskede, ”Fru Fattigdom”. Man må være vokset op med datidens ridderidealer for at tænke så enfoldigt og stort. Dante har i Den guddommelige Komedie nogle strofer om Frans og fattigdommen:

    Thi end som yngling han sin fader trodsed
    alt for en kvindes skyld, for hvem man stænger
    velkomstens dør, som var det selve døden; og for sin biskops stol et coram patre han sig formælede med denne brud,
    og dag for dag han elsked hende mere.
    ... Men for at jeg ej mer skal tale dunkelt, du må forstå, at Frans og Fattigdommen
    er de to elskende, hvorom jeg melder.     (Paradiset, XI)
Frans ville være fattig for at være fri. Da han havde givet alt bort, kunne han modtage hele Guds skaberværk som sit. Frans’ dybe originalitet ved at inddrage ikke blot mennesker, men dyr og planter og sol og måne og stjerner som brødre og søstre, har sit udspring i denne fattigdommens frihed, hvor hele skaberværket tilhører Gud. Gud er alt og alles far, alt og alle er brødre og søstre, en tanke som udfoldes i en af de få skriftlige vidnesbyrd, Frans efterlod sig: Skabningernes lovsang eller Solsangen. Sangen er tillige et højst originalt nybrud i europæisk litteratur.

En senere tids tagen Frans til indtægt som økologisk skytshelgen eller patron for Verdensnaturfonden og dyrenes beskyttelse har mere med vor tids problemstilling at gøre end med Frans’ tid og verden. Frans’ insisteren på at være fattig er ikke blot ét særkende ved siden af så mange andre ved ham, men den er hovedsagen. Han ville ligne Jesus - også i at være fattig. Jesus fødtes i en stald og døde uden for byen ene på et kors. Han ejede intet, frasagde sig de snævre familiebånd til fordel for en udvidet forståelse af familieskab med Gud som Far og mennesker som brødre og søstre, og han havde ikke noget at læne sit hoved mod. Frans ville ligne sin Herre i dette, og som rettesnor for brødrene skrev han en første regel, langt overvejende direkte afskrift af evangelierne. Da kardinalkollegiet fik forelagt ordensreglen, mødte den modstand, men som en kardinal sagde: ”Denne mand (Frans) ønsker kun, at vi skal tillade ham at leve efter evangeliet. Hvis vi nu erklærer, at det er uoverkommeligt, så erklærer vi derved evangeliet for umuligt at overholde og bespotter altså Kristus, der er evangeliets ophav”. Frans’ vægtlæggen på fattigdommen vidner om en dyb forståelse af, at mammon, ejendom, besiddelse, ikke blot er et problem på lige fod med så mange andre i livet og i verden, men at det er hovedproblemet. Når Jesus siger: ”Ingen kan tjene to herrer ... I kan ikke tjene både Gud og mammon” (Mt 6,24) er det et enten-eller: enten Gud eller mammon. Her er sikkert en god forklaring på, at Frans-skikkelsen i sin umiskendelige fattigdom er blevet stående stærk og klar gennem århundrederne, mens konger og fyrster og kardinaler og krigsherrer lykkeligt er glemt. For dette problem, Gud eller mammon, er stadig aktuelt, i dag mere end nogensinde.

Ordensreglen godkendes af paven

Også i navnet på fællesskabet af brødre afspejler fattigdommen sig. Frans kaldte sine brødre frati minori, mindrebrødre, i datidens sprog umiddelbart forståelig som en identifikation med samfundets nederste, minores, den underste socialklasse. Mindrebrødrene voksede hurtigt i antal, i 1215 var de spredt ud over hele Mellem- og Nord-Italien, og ved Frans’ død i 1226 var der omkring 30.000 brødre i mere end 1100 klostre, spredt ud over Europa. Også i Danmark slog franciskanerne sig ned, og på reformationstiden i begyndelsen af 15-hundredtallet var der gråbrødre i mange danske byer - nogle stednavne vidner stadig derom. I dag er der igen et Gråbrødre-fraternitet i Roskilde; fraternitet er den klassiske betegnelse for et broderskab, et klosterfællesskab.

Allerede to år efter sin død blev Frans helgenkåret. Helgenkåret - det giver et gib i mangen dansk folkekirkekristen. Hvad har dog helgener at sige nordiske mennesker på evangelisk-luthersk grund? Nogle enkle facts kan måske være til hjælp i besvarelsen af spørgsmålet. Først: Frans døde og blev helgenkåret mere end 300 år før reformationen, så ethvert folkekirkemedlem har kirkehistorie til fælles med Frans. Han er også ”vores” Frans. Og måske kan det være gavnligt at besinde sig på, hvad en helgen er - og ikke er. Den første betingelse for at blive udnævnt til helgen er ... at være død! Heri ligger dog en vis sikkerhed for, at man ikke selv kan gøre sin indflydelse gældende, hvis man skulle have ambitioner. Det er kirken, menigheden, der kårer en helgen, og for Frans’ samtidige var der ingen tvivl om, at dette ”kirkelige ridderkors” var velplaceret. Og til bero-igelse for mennesker med fobier om det store spøgelse, gerningsretfærdigheden, kan vi slå fast, at to ting godt kan være sande samtidigt: Kirken kan uddele påskønnelser og hæderstegn, frelsen tilhører Gud.

I sit ønske om at ligne Kristus i fattigdom og lidelse opnåede Frans, hvad han selv anså for den største nåde, der var overgået ham, Kristi sårmærker på sit legeme. Under en lang faste på bjerget La Verna havde Frans under bøn en vision af et korsfæstet menneske i skikkelse af en seraf, og efter visionen havde han sårmærker i hænder og fødder og side. Denne stigmatisering levede han med de to sidste år af sit liv, et forunderligt fænomen, som ingen af Frans’ samtidige biografer undlader at fremhæve. På freskerne rundt i det franciskanske Italien kan man altid genkende Fransskikkelsen på disse sårmærker.

Det er denne fattige og stærke skikkelse, der stadig den dag i dag trækker mennesker til Assisi. Igennem de 25 år, Assisi-Kredsen har eksisteret, har mange hundrede danskere deltaget i rejser til Assisi og erfaret den særlige spiritualitet, som findes der. Rejserne har ikke blot været turistrejser, men snarere en slags ”rejsende retræter” - otte eller ti dage i fred. Det bedste sted at indlogere sig i Italien er i et kloster, hos søstre eller brødre. Hoteller ligner hinanden overalt i verden, men i et kloster kan man opleve byen set ”indefra”, med lokale briller. I et kloster er der en rytme, en spiritualitet, som er der før man selv kommer og efter at man er rejst, et liv, hvor man gæstfrit indbydes til at slutte sig på i det omfang, man selv finder passende. Hvis man er vant til at bo på hotel under rejse, er det en vederkvægende oplevelse at bo på et værelse i et kloster. Her er intet fjernsyn, ingen kunst på væggene, ingen minibar - alt det, der skal til for at dulme ensomheden for en hotelrejsende - men her er der, hvad et menneske har brug for: en seng, et bord, en stol og et krucifix over sengen, og et fællesskab. Maden i et kloster er en særlig oplevelse: enkel, sund, nærende, hjemmelavet, lokal, afvekslende, med den lokale rødvin til. Det er en ren fornøjelse at leve i et kloster! Samtidig giver det indblik i et liv, som for de fleste nordboere forekommer enten en romantisk drøm eller en forfærdende forsagelse af verdens goder. Det er min erfaring, at det der gør stærkest indtryk på danske klosterbesøgende er søstrenes glæde. De kvinder (eller mænd), som vælger ordenslivet, vælger meget bevidst, hvad de vil bruge deres liv til. Der er et langt tilløb, før man bliver tilladt at træde ind i en orden - år, hvor der er tid til eftertanke, undervisning, besindelse og beslutning; man løber ikke i kloster på grund af kærestesorg eller anden fallit. Ordenslivet er et positivt valg, som ligger langt fra den tilfældighed, der ofte kan være tilfældet uden for murene i valg af arbejde eller livsmål. Ved samtaler med klostrets beboere har det ofte slået nordiske besøgende, så helstøbte, målrettede og glade, søstrene er. Glæde kan ikke skjules, og glæde kan ikke hykles.

At danskere føler sig i slægtsskab med Assisi skyldes ikke mindst digteren Johannes Jørgensen, som boede i Assisi gennem mange år og blev udnævnt til æresborger i byen. På hans hus i den gade, der nu er omdøbt til Via Giovanni Jorgensen, Johannes Jørgensens Gade, har byen opsat en mindeplade med et citat af digteren:

    ”Byens brede trappetrin og gader synes at lede mig til stjernerne ... ja, det er vejen, som fører til himlenes rige”.

 
19. marts 1999 -gbp