KRISTUS - IKONEN I SAN DAMIANO

af
Birthe Backhausen

Foredrag holdt
d. 18. Sept. 1999
i Enghave kirke

San Damiano korset er malet i 1100-tallet af en syrisk munk.

Det er vigtigt fra begyndelsen af notere sig, at Ikonen er baseret på Johannesevangeliet. Jesus bærer ærens krone, ikke tornekronen; lidelse og død er forvandlet til herlighed.

Johannes-evangeliet beskriver kampen mellem lyset og mørket, og resultatet af denne kamp er klart udtrykt i Ikonen:

Kristi herliggjorte legeme fremtræder så meget klarere, fordi det er malet på en mørk baggrund. Den sorte farve er symbol på modsætningen til lyset, den manglende tro, synden. Den røde farve, som man finder overalt på ikonen, symboliserer kærlighed.

Farvemæssigt symboliserer ikonen således lysets og kærlighedens sejr over mørket.

Randen omkring korset er prydet med muslingeskaller, som er symbol på himlens skønhed og evighed.

Hvis vi følger randen hele vejen rundt, opdager vi, at den ikke er lukket forneden. Der er efterladt en åbning, som tillader, at man kan komme ind, og ved foden af korset er der også afbilledet mennesker, som formodentlig er de troende på vej ind i himlen.

Lændeklædet symboliserer det embede, Jesus repræsenterer på denne Ikon. Linned og guld blev i Det gamle Testamente brugt i præstedragter.

Jesus er således fremstillet i sin præsteværdighed, Jesus som ypperstepræst den fuldkomne præst i den nye pagt.

Midt på Jesu bryst kan vi skelne aftegningerne af et hoved. Det er tegnet næsten i profil vendt mod Jesu venstre side, og det repræsenterer Faderen, om hvem Jesus siger: "Ligesom du, Fader, i mig, og jeg i dig..."

Under hovedet er der en cirkel. Cirklen er symbol på evigheden, fordi den ikke har nogen begyndelse eller ende. Inde i cirklen kan vi igen skimte et hoved tegnet i profil, vendt mod Jesu venstre side. At hovedet er tegnet inde i cirklen fortæller os, at personen er evig. Det fremstiller Guds Ord, Jesus af Nazaret, som i sin guddommelige natur er evig og var til forud for alle tider.

På Jesu pande ser vi aftegnet en due med udbredte vinger, Helligåndens symbol.

Således er hele Treenigheden afbilledet i Jesus.

Hen over Jesu ansigt og korsglorie ligger der et let slør, som når ned på halsen af Jesus. Ligesom Herrens herlighed i Det gamle Testamente var sløret af en sky, er den i Det nye Testamente "sløret" af Kristi menneskelige natur eller, som Paulus siger, Jesu jordiske legeme.

Jesu øjne er vidt åbne som symbol på Jesus som "den, der lever". Jesus er "livets banebryder", livet selv. Endvidere er øjnene malet uforholdsmæssigt store. Hermed siger Ikonen, at Jesus er den, som ser, den eneste, som ser Faderen.

Sårene i Jesu hænder, fødder og side er blevet til kildevæld, der flyder med blod.

Det er sårene, som giver os lægedom, og blodet fra Kristi side er som vandet, der risler fra den højre side af templet hos Ezekiel, en strøm, der giver frugtbarhed og kraft.

Maleren har selv identificeret skikkelserne under korset som (fra venstre): Maria, Johannes, Maria Magdalene, Maria Jakobs moder og høvedsmanden eller embedsmanden, som Johannes kalder ham. Disse skikkelser står badet i lys. De er malet i samme størrelse, hvilket betyder, at de så at sige har samme status. De er ét i troen.

Maria er anbragt til højre for Jesus, hvilket er den mest ærefulde plads. Hun sætter venstre hånd under kinden og hviler albuen i den højre, en gestus, som betyder sorg; samtidig peger den højre mod Jesus. Johannes ved hendes side og alle de andre skikkelser under korset inklusiv englene peger på samme måde hen mod den korsfæstede. Han er den, alle ser hen til.

Maria bærer en hvid kappe, renhedens farve; derunder en dyb rød klædning - rød er kærlighedens farve - og endelig en violet tunika, som minder os om, at her er "pagtens ark", som indeholdt Guds ord, der blev menneske. Pagtens ark i Det gamle Testamente var foret indvendigt med violette tæpper.

Johannes, anbragt mellem Maria og Jesus, repræsenterer de troende. Han er iført en rosenfarvet kappe, en farve, som traditionelt symboliserer visdom. Johannes er den, som har søgt og fundet visdommen, som er Jesus selv.

Nærmest Jesus på hans venstre side står Maria Magdalene, en af middelalderens yndlingshelgener. Også i hendes dragt dominerer kærlighedens røde farve.

Maria, mor til Jakob, Jesu fætter, forblev trofast mod Jesus til korset. Hun er klædt i en brunlig dragt, symbol på ydmyghed, med et skær af håbets grønne farve. Måske står hun for den store mængde af historiens ydmyge, glemte troende.

Efter Maria Jakobs mor følger embedsmanden fra Kapernaum, hvis søn Jesus helbredte på afstand. Om denne mand fortæller Johannes, at han og hele hans husstand kom til troen, og bag hans venstre skulder kan vi da også se hans søn og skelne hovederne på 3 andre medlemmer af husstanden.

Embedsmandens blik er rettet mod Jesus, og hans tro symboliseres yderligere ved den måde, han holder fingrene på højre hånd: de 3 udstrakte fingre symboliserer troen på Treenigheden, mens de to bøjede fingre betegner troen på Kristi to naturer.

For neden på hver side foran Jomfru Maria og foran embedsmanden står en lille figur.

Figuren til venstre bærer en uniform ligesom embedsmandens, og vi kan derfor konkludere, at han er romer. Figuren til højre står i samme stilling med hånden i siden og det ene knæ løftet, hvilket betyder, at han spiller samme rolle, som manden til venstre. Den krogede næse afslører ham som jøde. De 2 skikkelser repræsenterer dem, som havde til opgave at korsfæste Jesus.

Som Johannes siger: "Judas (tager) vagtmandskabet og nogle af ypperstepræsternes og farisæernes tjenere og kommer derhen med fakler og lygter....." Ikonen placerer således ansvaret for korsfæstelsen ligeligt på romerne og jøderne.

Når figurerne er tegnet så små, betyder det, at deres rolle betragtes som ringe. I menneskers øjne kan det måske se ud, som om de har dræbt Jesus, men, som Jesus siger i Johannesevangeliet: "Ingen tager livet fra mig, men jeg sætter det til af mig selv"

Også disse 2 skikkelsers blik er rettet mod den korsfæstede; som der står skrevet: "De skal se hen til ham, de har gen-nemboret".

I nærheden af Jesu venstre ben er der malet en hane. Hanen symboliserer solopgang og lys, som både i Det nye Testamente og profetisk i det gamle symboliserer Jesus.

Over den korsfæstede finder vi indskriften: Jesus fra Nazaret, jødernes konge, og der ovenover ser vi Jesu himmelfart. Jesu klæder er nu gyldne, og han har et rødt skærft over skulderen; dette tillige med korset, der nu er blevet til et gyldent scepter, symboliserer hans sejr og kongeværdighed.

Øverst på Ikonen ses Guds højre hånd med en velsignende gestus.

Marianne Powell's oversættelse fra Marc Picard: "The Icon of the Christ of San Damiano".

Første gang Frans adlød sin indre stemme om at udvise barmhjertighed var, da han ridende på sin hest mødte en spedalsk mand på sin vej. Allerede på afstand slog den grimme lugt ham i møde men denne gang sprang han af hesten, omfavnede manden, gav ham sine penge, kyssede hans deformerede hånd. Bagefter følte han sig befriet på en ny og vidunderlig måde.

Anden gang i sin søgen efter det endnu uforklarlige, trådte han ind i den lille forfaldne kirke San Damiano. Her knælede han ned foran krucifikset januar 1206 og bad følgende bøn:

"Store herlige Gud
min Herre Jesus Kristus!Jeg beder dig oplyse mig
og sprede min sjæls mørke!
Giv mig en ret tro, et fast håb,
en fuldkommen kærlighed!
Und mig, o Herre,
at kende dig så godt,
at jeg i alle ting handler efter dit lys!"
i overensstemmelse med
din hellige vilje !"

(Overs. Johannes Jørgensen)

Da skete det mærkværdige, at Kristus forekom ham at blive levende, så på ham og sagde: "Gå ud og byg min kirke op, du ser jo den ligger i ruiner."

***

I denne forsamling af kendere af Frans' liv behøver jeg ikke fortsætte videre, men vil nøjes med et par historier om brødrenes liv med ham.

Fader Vor

Forleden læste jeg disse for mig ubekendte; Frans var i Perigua med Bror Leo. De var på vej til fods tilbage til Assisi, og da vejen var lang udfordrede Frans ham: "Lad os se, hvem der kan læse flest Fader Vor." Bror Leo samtykkede, og glade vandrede de hjemad.

Da de var kommet frem spurgte Frans Leo: " Hvor mange Fader Vor læste du ? "Han svarede: "Jeg talte til 200 og flere, men derefter holdt jeg op med at tælle efter. Hvordan gik det for dig?" Frans svarede: " For mig ? Jeg kom ikke igennem et eneste". ­ Hvorfor ? spurgte Bror Leo.

Frans forklarede: "Så snart jeg sagde Fader fik det mig til at tænke på relationen mellem far og søn, og da jeg sagde Vor kom jeg til at tænke på, at hvert eneste menneske i verden er min bror og søster. Derefter da jeg kom til, som er i himlen fik det mig til at tænke på, at min Fars hjem er deroppe medens jeg er her nede på jorden, langt hjemmefra.

Det fik mig til at længes efter min Fars hus, og sorgen over at være så langt væk fra ham formørkede alle mine tanker. Men visheden om at jeg en dag skulle vende tilbage til ham, i det hjem som jeg skal arve, fordi jeg er hans søn, gjorde mig så lykkelig at det fyldte mit hjerte. "

Varm grød

Så var der en anden bror Junipero, der var ret munter og spøgefuld, et levende tegn på sin glæde over at elske Gud, og det var noget Frans satte pris på - han virkede styrkende på Frans, når han tog sig selv for højtideligt.

Bror Junipero havde engang opholdt sig hos nogle brødre, hvis forstander var fornuftig, men også streng, og han havde en dag bebrejdet Bror Junipero, at han havde ødslet med de madvarer, de fattige brødre havde tigget sig til.

Midt om natten vågnede han ved, at nogen trak i hans kutte og bror Junipero stod der med en stor skål varm grød og sagde, ved du hvad bror Forstander, jeg lagde mærke til, at du skældte mig ud, så at du blev helt hæs i stemmen af det.

Denne her grød, som jeg har puttet en stor klump smør i, den vil gøre underværker for din hals. Forstanderen afviste ham strengt, men Junipero svarede, ja, hvis du ikke vil have den, så må vi sandelig ikke lade den gå til spilde.

Har du noget imod at holde skålen, mens jeg spiser grøden ? Og så stak han den i hænderne på forstanderen.

Nu kunne denne ikke lade være med at le og det endte med, at de begge spiste den i fordragelighed.

Jeg dør af sult

Så skete det engang ved Rivo Torto, at een af brødrene, efter at alle var gået til ro ved midnat råbte: "Jeg dør, Jeg dør!" Alle brødrene vågnede i forvirring og forskrækkelse.

Men Frans rejste sig op og sagde: "Stå op brødre og tænd lys !" og da de havde tændt lyset sagde han: "Hvem var det som sagde: "Jeg dør ?" og denne svarede: "Det var mig " ­ "Hvad er der i vejen bror, hvad dør du da af ?" og han svarede: "Jeg dør af sult." Da lod Frans straks dække bord og han var så fuld af barmhjertighed og hensynsfuldhed, at han selv satte sig til at spise med ham, for at han ikke skulle være flov over at spise alene. Frans ville også have at de andre brødre skulle spise med.

I den efterfølgende samtale advarede Frans sine "kære sønner" for overdreven spægelse: "For ligesom vi er forpligtede til at afholde os fra overflødig mad, som skader både krop og sjæl, så bør vi også passe på overfor overdreven afholdenhed, så meget mere som Herren vil barmhjertighed og ikke offer."

Hvis I kendte disse historier, håber jeg at I ikke havde noget imod at høre dem igen.

***

På turen til Assisi det var i 1997 døgnet efter det første og voldsomste jordskælv i Assisi oplevede vi en by fuld af redningsaktioner, begravelser og sorg. De store kirker blev lukkede, vi tog da igen til Alvernerbjerget på en heldagstur.

Atter genså jeg med en vis gysen den kolde mørke klippehule, Frans opholdt sig i. Så fjern fra al hygge og behagelighed som man kan forestille sig det.

Vi kom til at opleve endnu flere klippehuler, Frans foretrukne tilflugtssteder, nemlig i Rieti-dalen, hvortil der blev planlagt ekstra ture.

F.eks. Santa Maria de La Foresta. Her deltog vi i en søndagsmesse. Jeg havde godt bemærket, at der på første række sad 5-6 unge mænd, der adskilte sig fra den øvrige menighed og gik præsten lidt til hånde.

Efter gudstjenesten fungerede en af de ung mænd som guide for os. Viste os rundt og fortalte om den 1100 årige kirke. Han virkede meget åbenhjertig og frisk og da han fortalte, at han egentlig kom fra Sicilien, spurgte Frederik ham om, hans familie da ikke savnede ham. Nej, svarede han, de er tværtimod glade for, at jeg kom ud af det miljø! Så forklarede han, at han og hans kammerater var forhenværende narkomaner.

På forespørgslen om han selv ville være præst svarede han nej, han havde nu opholdt sig der i 5 år, og håbede med tiden at komme ud i samfundet igen og måske stifte familie en dag.

Her i Foresta udgjorde de nu en slags kommunitet.

Kommunitetets valgsprog lød således:

TEMPORA
TEMPERE
TEMPORE
Tiden dæmper temperamentet.

De boede i et nærliggende hus, dyrkede bl.a. grøntsager de solgte ­ og afholdt sig fra tobak, spiritus, radio, og TV. Præsten var deres åndelige vejleder og støtte.

Således giver Frans 850 år efter sin død på ny mennesker håb og mod til at rejse sig og fortsætte livet.

Det er svært for mig som nutidig vesterlænding i et moderne overflodssamfund at forholde mig til Frans' foretrukne opholdssteder ­ de kolde mørke klippehuler.

Og dog, en lille forståelse er begyndt at spire frem hos mig.

Som introduktion til denne, vil jeg læse et uddrag af Wilfrid Stinissen's bog om "Bønnens vej."

............ I den kontemplative bøn finder man virkelig visdom og ro, som man kan videregive til andre, og som man, enten man vil det eller ej, kommer til at videregive. For at det skal blive sådan, er det imidlertid nødvendigt, at man beder meget. Jo mere man beder, jo bedre går det. man skal også forsøge at skaffe sig tid, tilsyneladende "spilde " tid. Men i virkeligheden vinder man tid, også på det naturlige plan, for man lærer at præstere meget mere på kortere tid. Man engagerer sig meget mere, også i arbejdet, man fumler ikke, drømmer ikke, snakker ikke tiden væk. Man er nærværende...... citat slut

Vi har også brug for at trække os tilbage i vores "klippehule", fri for forstyrrelser, hvad enten de kommer udefra eller fra vort eget sind.

Thomas af Celanos beretning om den hellige Frans' sidste ord og gerning

Tyve år var nu forløbet efter Frans' omvendelse. Efter at han havde hvilet nogle få dage ved sit elskede Portiuncula, det sted, hvor han havde længtes efter at være, forestod han, at hans dødstime nærmede sig. Han kaldte da to brødre, som var hans mest elskede sønner, til sig og bad dem, nu da døden nærmede sig, eller rettere det virkelige liv nu var meget nær, med høj røst og jublende sjæl at synge Lovsangen til Herren, Skabningernes Lovsang. Selv istemte han, så godt han kunne, denne Davidssalme nr. 142 :

"Jeg løfter min røst og råber til Herren,
løfter min røst og trygler Herren,
udøser for ham min klage,
udråber for ham min trængsel."

Blandt de brødre, som stod omkring ham, var der én, som helgenen følte stor hengivenhed for, og som nærede stor omsorg for alle brødrene.

Da han så alt dette og forstod, at enden på Frans' liv nærmede sig, sagde han til Frans: "Elskede far, dine sønner bliver nu ladt tilbage uden en far, og de bliver berøvet det lys, som viste dem vejen. Tænk derfor på os, som du forlader som faderløse sønner ; tilgiv alle vore fejltrin og giv alle, som er til stede, og alle, som er fraværende, glæden ved at modtage din velsignelse."

Og Frans sagde: "Se, min søn, Gud kalder på mig. Alle mine brødre, både de tilstedeværende og de fraværende, tilgiver jeg alle deres fejltrin og mangler og, for så vidt som jeg kan det, giver jeg dem syndsforladelse.

Meddel dem dette og velsign dem på mine vegne."

Det siges, at den kvinde der er mest portrætteret i hele verden er Jomfru Maria.

Det motiv hvor Maria breder sin kappe ud til begge sider og hvor kendte eller ukendte personer samles under hendes beskyttelse kender jeg tre udgaver af.

Den sidste så jeg i Museo Civico i San Sepolchro sammen med Assisi-Kredsen. Det er malet af Piero della Francesca, der også har malet det berømte maleri, den opstandne og sejrende Kristus .

Nogen tror, at Maria er en helgen der tilbedes, det er en misforståelse.

Som et barn der er urolig for at bede sin far om noget og derfor beder sin kærlige mor om at hjælpe sig og gå til faderen med det ja, denne sammenligning er ikke så dårlig. Men endnu bedre er det at forstå, at Maria henvender man sig til, når man vil gå i forbøn for nogen. Det være sig familie, venner eller måske endog uvenner.

At bringe disse ind under hendes barmhjertige kappe det kan man forestille sig, rent visuelt så at sige. Det er det motivet har vist mig vejen til.

En dag da jeg kiggede på San Damiano Ikonen slog det mig, at flere personer end også engle er samlede under Jesu arme på samme måde.

Og så er vi tilbage til Assisi igen.

Ringen er sluttet ­ den evige cirkel.

30. november 1999 -gbp