En yderst sjælden gang imellem sker det, at man kan komme til at opleve og sanse noget helt uventet, som man slet ikke var forberedt på. Noget man aldrig har skænket en tanke og derfor selvfølgelig heller ikke har stillet spørgsmålstegn ved eller haft en længsel mod at opleve.

En sådan helt unik og stærk sanseoplevelse modtog og oplevede jeg i Assisi den 3. Oktober i San Franceso’s underkirke. Mit helt eget lille forunderlige ”mirakel”, som nok er gået manges næser forbi.

Inden denne lille beretning kommer alt for godt i gang, vil jeg give blot nogle få oplysninger, som kan være til gavn for en videre forståelse af den følgende ”mirakel” beretning.

Jeg er døbt og konfirmeret i en protestantisk kirke, men har ikke været nogen aktiv kirkegænger, og jeg har aldrig været i en katolsk kirke eller deltaget i en katolsk messe før denne fantastiske rejse til Assisi blev en realitet.

Jeg har godt nok set nogle film på TV, hvor den katolske kirke har spillet en større eller mindre rolle, og jeg har selvfølgelig observeret nogle forskelle i kirkeritualerne, bl.a. messedrengene, helgenerne og bønnerne til Jomfru Maria. Det er på dette meget uoplyste plan, du skal prøve at hive dig selv ned, for overhovedet at have en mikroskopisk chance for at forstå, at der for mig er tale om et ”mirakel”.

For øvrigt var denne helt specielle messe noget ud over det sædvanlige på mange forskellige planer, men messens opbygning med bl.a. en smuk procession ned til Frans’ gravkapel med derpå følgende højtidelig ceremoni vil jeg altså ikke komme nærmere ind på i denne lille beretning.

Der var rigtig mange mennesker samlet denne sene eftermiddag i den største og smukkeste kirke, jeg nogensinde har været i – underkirken i Basilica di San Francesco.

Dorte (søde Dorte, som hun kaldes i mit stille sind) og jeg var på opfordring af Broder Theodor også mødt op til denne helt specielle messe. Vi havde bænket os lidt tilbage i kirken, tæt på nedgangen til Frans’ gravkapel. Vi havde nemlig forstået, at der skulle gåes i procession ned til graven.

Vi var kommet tidligt for at være sikre på at få en god plads. Og der sad vi så side om side med sindene fulde af forventning til noget, vi ikke rigtigt vidste, hvad var. Jeg med en længsel og glæde efter igen at lytte til og nyde det helt utrolige smukke italienske sprog, hvor enkelte ord allerede havde brændt sig fast – per Cristo, con Cristo e in Cristo, - Dio Padre, - Spirito Santo, - del Padre e del Figlio. Det er så dejligt med genkendelsens glæde.

Messen gik i gang og jeg nød sangen, stemningen og det smukke alter omgivet af præster, munke o.s.v. Al min opmærksomhed og koncentration var rettet mod det store fine levende alter, da noget helt uventet skete.

Hårene i mine næsebor begyndte at sitre og en mærkværdig, underlig fremmed, men utrolig behagelig duft trængte langsomt ind i mit sind, helt ind i min sjæls inderste. En liflig duft, let krydret af urter og med et stænk af indelukket loftsrum og støv. Intens duft, der fik mine tanker til at flyve tilbage til min første teateroplevelse (balletten Coppelia – jeg var 9 år), til min elskede bedstefar, som boede i et gammelt hus i en lille sød landsby i Sønderjylland, og til min kære gamle børnehave, hvor jeg sad lige så stille og legede med modellervoks, - ja, duften havde helt klart et strejf af modellervoks.

En helt fantastisk, bemærkelsesværdig liflig duft fyldt af gode gamle minder, fyldt af ro, nærvær, hygge, - og en sødme, som stiger én lige til hovedet.

Denne usædvanlige specielle duft, som har så mange forskellige facetter, og som langsomt trænger dybere ind i min sjæl, fik mig næsten til at føle, at jeg langsomt svævede op mod himlen. En duft, der på en og samme tid virkede ny og u-udforsket og så alligevel bekendt i mine minder. Bekendt i min næse, bekendt i Assisi og genkendt i et par blide øjne hos en kær samtalepartner fra gårsdagens tur til La Verna – genkendt hos Broder Theodor, i hvis ordensdragt denne liflige duft hænger. Den forunderlige duft af røgelse!!!

Denne velsignede duft af katolsk kirkerøgelse var for mig et lille mirakel, som jeg sad der på bænken i San Francesco og sansede og oplevede for allerførste gang i mit 28-årige liv.

Mange store og små finurlige oplevelser har jeg hjembragt fra min første rejse til Assisi. Oplevelser, som kan være svære at beskrive, men som jeg er glad for at kunne fortælle om og dele med andre. Denne lille beretning om mit første møde med røgelsen har jeg valgt frem for mange andre stærke Assisi-oplevelser, da jeg tror, den ikke umiddelbart er blevet fortalt før, og er ny selv blandt mine rejsefæller.

Rejsen til Assisi vil få indflydelse på resten af mit liv, og har allerede vendt op og ned på hele min hverdag.

Tak til Broder Theodor for opfordringen til at deltage i denne specielle messe den 3. Oktober i San Francescos underkirke og i Frans’ gravkapel.

Tak for din glade fortællelyst, din evne til at overraske, og , kære Theodor, tusind tak for alt, du gav i Assisi, og for alt, du fortsat giver.

Tak til ”søde” nysgerrige Dorte, fordi du gad at sætte dit tempo ned på et plan, hvor jeg kunne følge med, og som gav os rigtig mange dejlige fælles oplevelser.

Tak til alle rejsefæller, som delte ud af deres personlige viden, og som forkælede mig ud over alle grænser. Jeg er Jer dybt taknemmelig.

Tak til Ane og Frederik, som gav os alle sammen mere end de nogensinde kan fatte, og mere end ord kan beskrive.

Den største tak skylder jeg dog min mor og Anders, som gjorde alle disse oplevelser mulig ved at forære mig denne rejse som gave.

En gave, som vokser sig større dag for dag, ja, time for time.

Tak til alle – og rigtig glædelig jul!