Det er ikke første gang jeg er i Italien, men første gang jeg er i Assisi, og første gang jeg overhovedet møder op i Assisi-Kredsen.

Så jeg ankommer i lufthavnen og følges med 27 for mig helt ukendte mennesker. Jeg er alene, min mand er blevet hjemme hos pubertetsdatteren.

Jeg har godt nok været noget nervøs, og jeg elsker heller ikke at flyve, og jeg føler mig noget alene. Men jeg har valgt rejsen af flere grunde, bl.a. fordi jeg gerne vil rejse med andre kristne og at rejsen skal have et kristent indhold (i hvert fald noget af tiden), og Assisi og franciskanerbrødrene interesserer mig på flere måder, men nok især fordi jeg på et fredsmøde den 11 september 2002 i Torup hørte broder Bob sige, at man indenfor franciskanerordenen arbejdede meget med tolerance overfor andre trosretninger, hvilket er noget, der optager mig en del. Desuden elsker jeg Italien, og jeg elsker at man kan gå i kirke hele tiden hvis man har lyst til det.

Vi havde jo nogle rigtig gode rammer, det lille kloster på Via Bernardo da Quintavalle, midt i Assisi. Det var rigtig dejligt at have et fast sted at spise, og maden var rigtig god – sommetider lidt overraskende, men kun én gang, hvor der blev serveret blæksprutter, måtte jeg undlade at spise hovedretten.

Det viste sig jo også at være nogle rigtig søde og imødekommende mennesker, alle sammen. Og turen var meget veltilrettelagt, vi blev nærmest båret på hænder af vores to rejseledere Gunnar og Marianne, ofte assisteret af Mariannes barnebarn Christina. Vi blev i løbet af ugen guidet rundt i byen og området, og om aftenen blev vi guidet ud på altanen, hvor vi nød hinandens selskab og noget vin. I starten var der også rimeligt varmt derude, men efterhånden som dagene gik var vi dog mere og mere formummet i tæpper.

Det var jo en udvidet Assisi-tur, således at vi de første to dage vi var i Assisi fik al festivitasen omkring Frans´ dødsdag med. Det går åbenbart på skift, hvem der ”står ” for det, og i år var det Sicilien. Jeg kom i snak med en (meget lille) morlil fra Sicilien, hun fortalte de var 21 busser med 50 i hver, og så var der alle dem, der selv var kørt derop fra Sicilien.

Der var virkelig vrimmel i gaderne, og fredag eftermiddag tog vi til Santa Maria degli Angeli . Der var kæmpe procession udenfor kirke med bannere fra alverdens byer og kommuner (altså italienske), og derefter kæmpe messe i kirken, hvor nogle af os kom ind og var med i det hele. Den slags masseopbud skal jeg have på afstand og ikke være midt i, så jeg tog bussen tilbage til Assisi, hvor der var dejlig fredeligt.

Næste dag var vi ved San Francesco-kirken, igen mange mennesker, og der var sat en udendørs skærm op, så man kunne sidde på den nedre plads og følge med i hvad der foregik inde i kirken. Jeg fik set hele processionen fra i går, og jeg tog mig sammen til at blive i mængden og se processionen inde fra kirken komme ud. Italienerne er jo nogle sjove nogle at kigge på, med alle deres optog og al deres snakkeri.. På et tidspunkt fik jeg desuden øje på en fyr, der gik rundt i noget der lignede en sæk, og med bare tær. Han råbte noget til de forbipasserende, og jeg ville hen og høre hvad han sagde, men kunne ikke komme forbi afspærringerne.

Bagefter gik jeg rundt i den ellers fredelige by, og endte i San Pietro kirke, hvor der var helt fredeligt og jeg gik ind og mediterede. Desuden nåede jeg en tur på cafe, og fik smagt en kage. Jeg satte som mål at smage en kage hver dag, men nåede kun at smage to, udover alle dem vi fik på klosteret – i anledning af festlighederne, i anledning af at der var to der havde fødselsdag, og i anledning af afrejsen.

Jeg tør ikke engang begive mig ud i at opremse hvad vi lavede, for jeg tror der er en del der ikke er sevet ind (og det skulle jo nødigt afsløres…), og de fleste læsere kender jo nok ”turen”. Jeg havde min kristuskrans med (en slags lutheransk rosenkrans kan man sige), og den kan jeg godt lide at ”lade op” ved at bede den på særlige steder. Jeg fik bedt den mange steder, i San Damiano, San Pietro kirke, Chiesa Nuova, San Francisco 1. og 2. niveau, i stigmatiseringskapellet på La Verna, i den lille gamle kirke inde i Santa Maria degli Angeli, i kapellet på Erremo de Carceri (hvor vi var en lille gruppe der spadserede op på en ekstra tur), og så tror jeg ikke mere. Men til sidst var kransen så udmattet, at den gik i stykker – heldigvis nede i min lomme, så den kan sættes sammen igen.

Den sidste aften var der samvær med nonnerne. Det var rigtig festligt, de sang for os, og fik os involveret i nogle danse. Det var sjov at se dem pjatte, spille guitar, mundharmonika, bongotrommer, maracas m.m. De virkede meget glade. De laver jo udadvendt arbejde, med ”hotellet” og med omsorgssvigtede børn, og lever jo meget mere udadvendt end de nonner, der lever i klausur. Disse ”mødte” jeg bl.a. når jeg var til vesper i Santa Chiara. Det blev jeg ret glad for at være, jeg var der i alt tre gange, det var så smukt.

Jeg havde en rigtig god afrundende oplevelse den sidste aften i Assisi, hvor jeg igen var til vesper, idet jeg denne gang undlod at forsøge at følge med i teksten til vesperen, men blot lyttede og betragtede korset fra San Damiano (det var i det lille kapel til højre jeg hørte vesper hver gang).

Jeg sad og kiggede på korset, og pludselig så jeg at Jesus ligesom rækker sine arme ud – har åbne arme for at tage imod os. Desuden bad jeg om et svar på min forvirring – jeg oplever nemlig en del forvirring vedrørende hvilken retning indenfor kristendommen jeg egentlig ønsker at tilhøre. Jeg har ikke været bevidst / erkendt kristen mere end ca. 3 år, og zapper noget rundt. Så kom det til mig: ”I min faders hus er der mange boliger”. Det gjorde mig glad. For jeg tror noget af det vigtigste er at kunne rumme andre, og behovet for at høre til et sted kan også rumme behovet for at finde sandheden – og kommer nemt til at indebære at man synes andre , der hører til andre steder, ikke har den rigtige sandhed. Personligt er det nok her jeg kan lære noget af Frans – for jeg kan ikke leve op til fattigdom – kyskhed – lydighed, men der er andre ting som er svære, og som også er vigtige, f.eks. toleransen og rummeligheden. Tolerance – Rummelighed – Kærlighed, kunne vi måske sige i stedet for.

På den måde bragte rejsen mig videre i min søgen, som jeg jo også havde håbet på. . Til sidst var jeg dog noget udmattet, og på en måde klar til at tage hjem. Vi skulle dog lige på rundtur fredag og lørdag, inden vi kom til lufthavnen lørdag eftermiddag. I disse to dage, hvor vi kørte rundt i det fantastisk smukke landskab, så vi vandfald, smukke kilder, og det sted hvor Frans havde lavet en julekrybbe. Her var udstillet et hav af julekrybber, det var sjov at se. Desuden var vi et meget smukt sted, måske var det der han blev opereret i øjnene, men helt ærligt, jeg var for længst holdt op med at tage informationer ind, jeg var overvældet, og nøjedes med at opleve med sanserne uden at tænke nærmere over sammenhængen.

Jeg har tænkt på, at jeg nok skulle have betragtet de erfarne Assisi-rejsere noget mere, for så ville jeg have lagt mere mærke til, at de spenderede en del tid på diverse cafeer og barer. Jeg havde faktisk alt for travlt med at få åndelige oplevelser eller købe ting med hjem, så da jeg kom hjem, var jeg helt udmattet, og blev forkølet og måtte ligge i sengen, og vågnede en nat og troede jeg var spærret inde i en klostercelle. Så jeg har nok været lidt for hård ved mig selv.

Men det var en god og spændende tur, som jeg kan hente næring fra længe, og tak til alle for det, både rejsedeltagerne, Gud, Frans og andre involverede.

Mange hilsener

Arabella Neuhaus