M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække


At begynde på en frisk
Prædiken til Søndag septuagesima
12. februar 2006

Matt 25,14—30
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: »Det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.«

Når vi hører lignelsen om de betroede talenter, tror jeg at mange med mig synes at det altså er synd for ham med den ene talent der blev smidt ud i mørket udenfor. Og det er endda Jesus der fortæller historien, jeg tror mange gerne ville høre en lidt mere positiv og opmuntrende historie. Og hvis vi tænker efter, så havde manden ikke begået noget kriminelt eller bare uhæderligt: han havde jo ikke stjålet sin herres penge eller drukket og spillet dem op, så herren har ikke lidt noget tab. Og hans herre er højst usympatisk, han siger selv at han høster hvor han ikke har sået og samler hvor han ikke har spredt, en utiltalende grisk kapitalist. Det ligger endda nær at antage at han er kriminel: hvis man høster et sted hvor man ikke selv har sået, så kalder vi det normalt for tyveri. Og jeg synes også nok at det er mærkeligt at vi i en historie af Jesus skal høre de to af tjenerne blive rost og belønnet for at have tjent 100% bare på den tid en udenlandsrejse varer, et halvt eller et helt år? Jesus plejer ikke at rose de rige. Men ... historien er god nok. Den er helt realistisk. Hvis en bankdirektør skal på golfferie og overlader sine tre prokurister i aktieafdelingen fem millioner og to millioner og en million, så vil han også ved hjemkomsten rose den første og den anden for at have tjent fem og tre millioner, de var kommet ind på direktørkontoret til frokost og cigar og kognac. Men når den tredie, ham med den ene million kom og sagde: jeg har bare haft millionen liggende i en skuffe, så ville han også blive afskediget og smidt ud, og så kunne han græde over det eller skære tænder af ærgrelse over at mistet sin gode stilling. Han havde ikke en gang gjort noget ulovligt, han var ikke stukket af med pengene.
Et andet eksempel: hvis chefredaktøren på en avis skal ud at rejse en dag, så kalder han sine tre redaktører ind og fordeler opgaverne. Den ene får ansvar for fem af avisens faste områder: nyheder, politik, erhvervsliv, udland og arbejdsmarked, den anden får ansvar for de to magasiner, rejser og sporten, og den tredje får ansvar for kultursektionen. Næste dag ved redaktionsmødet kan chefredaktøren rose de to første, avisen har modtaget mange positive tilbagemeldinger fra abonnenterne til gavn for oplagstallet, men den tredje bliver smidt ud, for han havde lavet en stor artikel hvor han havde fået forskellige mennesker til at skrive om emnet kvinder, og det havde udløst et raseri hos næsten samtlige kvindelige abonnenter. Han havde ikke gjort noget ulovligt, han eller avisen havde ikke mistet kultursektionen, han ville bare afprøve en skæg idé for at se hvad man har lov til at sige om kvinder i dette land. Som han så rigtigt og lidt fortørnet sagde på vej ud af døren: jeg og denne avis har altid hyldet ytringsfriheden.
Jesu historie er altså god nok, den er helt realistisk. Hovedbudskabet i lignelsen ser ud til at være at vi dristigt må risikere dét vi har fået betroet: vort liv, vore evner, vore talenter, vore meninger, vore fordomme, vi må sætte det hele ind uden frygt. Og det var netop hvad den tredie tjener ikke gjorde: af frygt gravede han det hele ned, alt hvad han havde fået betroet. Af frygt! Uha, det må være frygteligt at leve i frygt, det kan kun ende ulykkeligt.
Det er vist sådan set hvad vi kan få ud af dette evangelium denne søndag. Men jeg ved ikke om vi egentlig er blevet meget klogere af det. Det er en realistisk historie, men jeg sidder alligevel med et spørgsmål tilbage: hvad skal vi så gøre med alle de gange i vort liv hvor noget går galt? Vi kan ikke alle sammen leve op til at fordoble det betroede, at have succes. Jeg tror de fleste mennesker mange gange i deres liv oplever at man uforvarende kommer at gøre noget galt, ikke en gang noget kriminelt eller noget ulovligt, bare noget der går galt. Skal man så bare smides ud, færdig? Kan det dog ikke være anderledes — så der er håb for fremtiden?
Lad os lige prøve at se på slutningen af Jesus—historien én gang til: Hvis nu ham med den ene talent havde sagt ’undskyld, det var ikke meningen, det var en fejl jeg gjorde, det vil jeg ikke gøre for fremtiden, nu vil jeg bestræbe mig på at leve uden frygt som kommer af min fordom, undskyld!’ — hvad var så blevet slutningen på historien?
Eller prokuristen i banken med den ene million: hvis han nu havde sagt: ’Undskyld, det var ikke meningen, det var en fejl at jeg bare lod pengene ligge i skuffen, det var der jo ingen der havde gavn af, hverken banken eller investorerne eller de helt almindelige sagesløse kunder, jeg vil tænke mig bedre om en anden gang, undskyld! — hvad var så blevet enden på den samtale? Nu er denne historie helt moderne fra vores egen virkelighed, så vi har alle en mulighed for at komme med et svar. Jeg tror bankdirektøren havde sagt: ’O.k., Hansen, du har jo været en god og respekteret medarbejder i banken gennem mange år, vi kan alle komme til at begå en fejl, det har jeg selv gjort mange gange, vi kan jo ikke vinde hver dag i vores branche, jeg godtager din undskyldning, du er et mandfolk, vi ses i morgen, så starter vi på en frisk’. Sådan tror jeg helt realistisk det ville være gået. Jeg tror endda det er ret almindeligt at det foregår sådan inden for store erhvervsvirksomheder, og i politik! Der er en bred margin for at begå fejl, man må selvfølgelig blot tage ansvaret og vedkende sig det når det er gået galt. Direktører og andre almindelige mennesker bliver afvæbnet i deres vrede eller forargelse eller krænkethed hvis de bliver mødt med et ’undskyld’.
Og historien om redaktøren på avisen, hvordan mon den historie var endt hvis han havde sagt ’undskyld’, og chefredaktøren måske endda selv i en leder dagen efter havde sagt undskyld på avisens vegne?
Nu er dette jo ikke noget som kan komme bag på os kristne, for vi siger hver gang vi er samlet til gudstjeneste trosbekendelsen. I sidste afsnit, 3. trosartikel, står der bl.a. at vi bekender troen på syndernes forladelse, udtrykket står lige før kulminationen i vores tro: kødets opstandelse og det evige liv. Der er altså perspektiv og fremtid i at kende mekanismen syndernes forladelse! Johannes gjorde en gang i et af sine breve opmærksom på ’mekanismen’: Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed (1 Joh 1,9).
Denne mekanisme er et grundvilkår for vort fælles liv som bevirker at vi kan leve frit og glad uden skræk for at begå fejl eller dumheder. Et opløftende og ret enestående eksempel på at denne mekanisme fungerer finder vi i Sydafrika hvor man efter det rædsomme apartheid—styre (apartheid betyder adskilthed) lavede en forsoningskommission. Hvis man fortalte og bekendte alt ondt og forkert man havde gjort, selv de værste ting, mord og vold og tortur, så slap man for straf. Dette har betydet en ny fremtid for hele det sydafrikanske folk, man kan komme videre sammen i fred. Der er selvfølgelig stadig mange gamle sår og ar og tab, men der er frihed og fred forude.
Vore ord og handlinger kan lave om på verden, det er alvoren i vort liv! Forkerte ord og handlinger, endog karikaturtegninger!, laver om på verden, ofte i en målestok som vi ikke kan overskue konsekvenserne af, men gode ord og handlinger laver også om på verden i utrolig grad. Ofte skal der blot ét ord eller én handling til for at at vi kan begynde på en frisk og se på fremtiden med håb.
Den historie som Jesus fortalte, var en lignelse om Guds Rige, Himmeriget som Matthæus altid kalder det. Det er altså store dimensioner der er tale om, selv om det bare er en lille historie med få ord. Der er nogle ord der er gode at lære af og at styre efter!

SALMER:
Denne er dagen, som Herren har gjort
Jeg ser dit kunstværk, store Gud
Op, alle folk på denne jord
Tænk, at livet koster livet!
Som korn fra mange marker
Alt står i Guds faderhånd