Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Luk 23,26—49 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus. En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham. Jesus vendte sig om mod dem og sagde: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn! For der kommer dage, da man vil sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die. Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os! For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?« Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham. Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side. Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem. Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.« Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.« Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«. Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!« Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.« Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.« Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time, fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem. Og Jesus råbte med høj røst: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han. Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: »Den mand var virkelig retfærdig.« Da alle de skarer, som var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete, slog de sig for brystet og vendte hjem. Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand.

I dag er det en sorgens dag, en dødens dag. Dagen i dag slutter med Jesu død, som vi hørte det lige før fra passionshistorien, lidelseshistorien, de fire evangelisters beretning om Langfredags begivenheder.
Og så alligevel ... selv om det er en sorgens dag hvor vi hører om død, så er det en dag der ikke er uden håb. Måske så det anderledes ud for disciplene der var vidne til Jesu død, men for os er døden ikke det sidste. Efter Langfredag kommer Påskedag. Døden sejrede, men kun en kortvarig sejr. Opstandelsen, livets sejr, er den virkelighed hvorunder vi kan se også Langfredags mørke. Hele vort liv som kristne og som mennesker leves under dette perspektiv: Ved begyndelsen af vort liv, ved dåben, og ved slutningen af vort liv, ved begravelsen, lyder de samme ord: "Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde".
Det ser altså ud til at Langfredags mørke virkelighed, døden, kan forstås på to måder: enten som en død til død eller en død til liv.
Og sådan forholder det sig også for os, for sådan er grundvilkåret for alt liv der har med Gud at gøre. Dette har Jesus udtrykt på forskellige måder, f.eks.: den, der vil bjærge sit liv, skal miste det, men den, som mister sit liv, skal bjærge det.
Der er altså to former for liv, og der er to former for død. Jesu død var en konsekvens af hans liv, Jesu død hørte med til hans liv forstået på den måde at Jesus hele sit liv ’tog hul på’ døden. Men dette er en usædvanlig måde at leve på, og især i dag har vi hele vort forbrugersamfund og reklamen imod os hvis vi vil følge Jesus i hans liv og død. Tænk blot på hvordan en begravelsestale over Jesus måtte have lydt, altså målt med vores målestok i dag: Han blev ikke ret gammel, kun 33 år, han nåede ikke at stifte familie, han oplevede ikke den lykke at have børn der kunne overleve ham, og videre i den dur. De der havde været med Palmesøndag ville nok tilføje at der ikke rigtig kom noget ud af det indtog og alle de forventninger der var knyttet til det.
Og så må vi dog sige at netop Jesu liv, så kort det end var, var en del af det evige liv. Hans liv blev en forkyndelse af det eneste alternativ til døden: kærligheden. Alle verdens vise og store og rige og betydningsfulde må tage deres tilflugt til Jesus og hans liv og død hvis de vil finde et alternativ til det liv der fører til død.
Vi er på vej mod døden, alle!, og ingen kan hjælpe os i det stykke. Forsikringsselskaber kommer til kort her, de kan højst hjælpe de efterladte med nogle penge. Læger og hospitaler kan måske forhale død, nogle gange ud i en urimelig konsekvens hvor man holder liv i mennesker der allerede er døde. Men døden er vis, og den venter os alle. Døden er den sidste fjende.
Jesus overvandt denne fjende med fjendens egne våben: dét døden kunne tage, havde han allerede givet. Døden tager magten fra et menneske, men Jesus havde givet magten fra sig ... til de magtesløse. Døden tager gods og penge fra et menneske, men Jesus havde allerede givet det fra sig ... han var fattig, der var ikke mere at tage. Døden tager familie og venner fra et menneske, men Jesus havde allerede givet familie og venner fra sig, og endog i denne fattige position kunne han stadig give sin moder en ny søn og sin discipel en ny moder, som han gjorde fra korset.
Døden kunne intet tage, for alt var allerede givet bort. Døden havde ingen magt her. Opstandelsen er ikke en triumfalistisk beretning som skal vise os en magisk omvæltning i et nu, men opstandelsesevangeliet er en naturlig og logisk konsekvens af Jesu liv, hvor døden hele tiden kommer bagefter og vil tage det der allerede er givet bort. End ikke Jesu legeme kunne døden fastholde, også det var givet bort allerede Skærtorsdag aften da Jesus gav det til sine disciple i den sidste nadver.
Langfredag erindrer os om et liv som kommer døden i forkøbet. Langfredag erindrer os om at dø mens vi lever, for ikke at dø når vi dør.
Døden er den sidste fjende, men denne fjende kan besejres.

SALMER:
O hoved, højt forhånet
Rettens spir det alt er brækket (v.1—3)
Jesus er mit liv i live
Jesus, jeg dit kors vil holde
Hil dig, Frelser og Forsoner!
Syng højt, min sjæl, om Jesu død!