M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække


Enhed eller enshed
Prædiken til 6. søndag efter påske
28. maj 2006

Joh 17,20—26
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde: »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.
Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«

På denne tid af kirkeåret er mange af vore evangelietekster fra Johannes—evangeliet. Således også evangeliet til i dag, fra det stykke man fra gammel tid har kaldt ’Jesu ypperstepræstelige bøn’. En af de store prædikanter i kristenhedens historie, Johannes Chrysostomos, gjorde opmærksom på at disse ord egentlig ikke er en bøn, men en opmuntringstale til disciplene, fordi Jesus her opmuntrer disciplene til at give videre til de næste generationer det som de oprindelige vidner havde tættere inde på livet.
Evangeliet handler om enhed. Jesus siger det på mange forskellige måder og vender og drejer ordene for at gøre det helt klart hvad enhed er, nemlig at alle der tror på Jesus må være ét på samme måde som Jesus selv er ét med sin himmelske far.
Når man skal få noget ud af det der meddeles, er det jo vigtigt at høre efter det der bliver sagt, men man skal også høre efter det der ikke bliver sagt. For selv om evangeliet i dag handler om enhed, så handler det også om noget som måske ikke siges ligeud, men som siges indirekte, nemlig mangfoldighed. Enhed og mangfoldighed, vi kunne også sige: enhed og forskellighed. Og dette problem er jo ikke mindre aktuelt i dag end dengang Jesus sagde det.
Enhed er et godt ord, og jeg er sikker på at alle normale mennesker synes at enhed er noget positivt, noget dejligt, nogen man skal stræbe efter, og noget man savner hvis enheden ikke er der.
Og alligevel kan det forstås på to helt forskellige måder. Spørgsmålet om enhed og mangfoldighed har mennesker bakset med og gør det stadig. Det begynder allerede når vi bliver født. Vi bliver født ind i en familie, i en by, et land, et folk, en kultur. Hvis et barn fødes i dette land, så kommer det barn til at tale dansk, fordi dansk er det enhedssprog vi er fælles om. Der er også nogle normer vi er fælles om, der er nogle måder at opføre sig på som er normale for vores enhed. Men børnene støder hurtigt ind i spørgsmålet om enhed og forskellighed. I en familie er der plads til at være forskellige: i den samme familie, i en enhedsfamilie, er der plads til voksne og børn, drenge og piger, syge og raske, glade og bedrøvede. Men der er alligevel nogle grænser for hvor meget enheden kan holde til. Hvis f.eks. et lille barn er forskellig fra alle andre i familien ved at råbe meget højt hele tiden, så går det jo ikke at man bare siger: ja men sådan er han nu engang, han råber hele tiden op. Enheden betyder ikke en ubegrænset plads for forskellighed. Enheden sætter sine grænser. Hvis et voksent menneske er forskellig fra de andre i samfundet ved at stjæle, så griber samfundet ind og siger: der er plads til mange forskellige mennesker og meninger og særpræg, men dét der er der ikke plads til. Der er altså grænser, selv i en rummelig enhed hvor der er plads til store forskelligheder.
I nogle enheder, f.eks. diktaturstater, er mangfoldigheden truet, nogle steder endog så meget at halvdelen af befolkningen, nemlig kvinderne, ikke kan leve et frit og naturligt liv, men bliver undertrykt og hindret i deres naturlige livsudfoldelse.
Jeg tror at man kan koge hele spørgsmålet om enhed og mangfoldighed ned til om der med enhed menes at man er ét eller éns? Jesus beder om at de alle må være ét. Han beder heldigvis ikke om at de alle må være éns. I enheden med Gud er der altså plads til forskelligheden, og lad os være glade for det. Der er plads, masser af plads til forskelligheder. Kirken, Guds Folk, er en mangfoldighed af forskellige mennesker, forskellige sprog, kulturer, udtryksformer og salmer og musik. Men er der da slet ingen grænser for mangfoldigheden? Kan alt og alle være med? Jeg tror det første svar er ja, men så synes jeg også det er vigtigt at se at den enhed Jesus beder om, er en funktionsbestemt enhed: det er en enhed der er godt for noget, og som skal bruges til noget. Det er altså en enhed der har et formål. Jesus beder om enheden for at verden skal forstå at Gud har sendt ham med det gode og glædelige budskab om et helt nyt rige, Guds Rige. Formålet er altså at fremme Guds mission, Guds sendelse til verden med frelse. Og i den enhed er der ikke bare plads til mangfoldigheden, men der er brug for den. Guds sendelse er til hele verden, og derfor er der brug for mennesker, forskellige mennesker med forskellige sprog, kulturer og udtryksformer, og mennesker med forskellige nådegaver, forskellige evner.
Når det er sagt, så må det også siges at så bliver der brug for megen tålmodighed og overbærenhed og respekt over for alle de andre. Formålet med enheden er altså Guds mission med frelse til verden, det er det overordnede, og derfor må også vore forskelligheder som kristne og som kirker ses i enhedens perspektiv. Det betyder at vi hele tiden må være indstillede på en nyvurdering af hvad det vil sige at være kristen og kirke i dag. Verden skrider fremad, udviklingen skrider fremad, mennesker og forhold ændrer sig, og for at kunne være medansvarlig for Guds mission til denne verden og til denne verdens mennesker, må vi se vor egen nuværende praksis efter i sømmene, om den nu er tidssvarende, om den passer til den opgave den er bestemt for. Det kræver kritik, altså selvkritik. Jeg tror det er vigtigt at indsé, at kritik øves bedst som selvkritik. Det er svært at kritisere over en grænse, det vil altid komme til at lyde selvhævdende og bedrevidende. Det kender vi fra os selv, fra familielivet: hvis andre kritiserer vore børn, er det svært at høre dette som noget positivt. Men vi kan selv kritisere vore børn, vi kender dem, og denne kritik har en mulighed for at ændre noget. Eller med lande og folk og religioner: hvis vi kritiserer et andet land eller et andet folk eller en anden religion, vil vi let ramme ved siden af. Det har vi set med den famøse islam—kritik og —satire som en avis skulle gøre sig bemærket med. Men selvkritik er virksom: her taler vi om det vi kender, og vi er også selv medansvarlige for at tingene bliver ændrede.
Og for den enkelte, for os som er med i denne enhed, betyder det en tryghed, en sammenhæng, og plads. I enheden er der nemlig plads også til alle vore forskelligheder. I en énshed er der ikke plads til den der er svag eller syg eller anderledes. Så tæller man ikke med, for så er man jo ikke éns mere. Men i enheden tæller man med, ikke blot lidt i udkanten eller halvt, men fuldtud. Jesus siger: Den herlighed du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét — vi har altså også del i herlighed. Er det dog ikke herligt! Jesus har selv brugt et billede af dette enhedens fællesskab når han siger: Jeg er vintræet, I er grenene. Det er et godt og forståeligt billede. Alle grene og kviste på et træ er forskellige, her er ingen énshed, men mangfoldighed og forskellighed og sammenhæng. Og man behøver ikke en gang at gøre sig umage eller anstrenge sig for at være med i træets enhed. Man er fuldgyldigt med som en levende del af enheden og kan bidrage til træets frugt blot ved at være der.
Det er et dejligt budskab — et evangelium.

SALMER:
Som forårssolen morgenrød
Gud Helligånd! o kom
Det er så yndigt at følges ad, hvor banet
O kristelighed!
Som korn fra mange marker
Flammerne er mange, lyset er ét