M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække


Evangeliet er retningsbestemt
Prædiken til 1. søndag efter trinitatis
13. juni 2004

Luk 12,13—21
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«

De fleste mennesker kan godt lide at blive bekræftet. Derfor har vi også let ved at snakke med nogen der mener ca. det samme som vi selv mener. Det er dejligt at høre en politiker der siger noget fornuftigt, og dér er vi jo hver især ikke i tvivl om hvem det er. Det er den politiker der bekræfter os. Mennesker går vist ikke meget til vælgermøder i dag, men hvis man endelig går der, så opsøger man jo et møde hvor man er nogenlunde sikker på at høre det man selv mener er rigtigt.
Men der er et mærkeligt fællesskab som de fleste danskere er medlem af og betaler til og holder fast ved, det er kirken. Og jeg synes egentlig ikke at man bliver bekræftet i det fællesskab, det er ikke det rigtige ord, man bliver snarere udfordret, anfægtet, modsagt. Nogle gange er det næsten ’selvopsøgende mobbing’ at gå i kirke. Der er ingen der bejler til éns gunst, som det så poetisk hedder når en politiker henvender sig til vælgerne, tværtimod – der er ikke noget der skal sælges eller lokkes i nogen, der er ingen bagtanker, men der er et fuldstændig gratis budskab, evangeliet. Når jeg siger gratis, så er det jo et låneord fra latin, gratis betyder egentlig af nåde, og sådan er det: evangeliet er en gave, kvit og frit, værs’go.
Jeg har opdaget et princip som gælder når det drejer sig om evangeliet: evangeliet siger altid det modsatte af det mennesker er fortabt i, det modsatte af det der betyder fortabelse for mennesker. Og det er jo forskellige ting der betyder fortabelse eller ulykke eller nederlag for mennesker. I denne verden, den samme verden, på den samme jordklode, er der nogle mennesker der er ved at dø af tørst, og nogle er ved at dø af druk. Nogle dør af sult, og nogle dør af overforbrug. Og evangeliet er altid svar på en bestemt måde, nemlig sådan at det giver håb om en ændring af livet, det giver håb om frelse fra dét mennesker er fortabt i, det giver håb om befrielse fra dét mennesker er bundet af.
Sådan også i evangeliet til i dag. Det handler igen om … penge! Det er altså et af de foretrukne emner i evangelierne, I kan selv gå hjem og se efter. Der tales om mange forskellige ting og vigtige emner i evangelierne, f.eks. sygdom/helbredelse, synd/forladelse, hykleri, lovlydighed, fred, glæde, retfærdighed etc., men et emne som kommer op igen og igen er penge, mammon, ejendom. Se selv efter, der står om: arv, gæld, løn, dagløn, penge, mønt, skilling, denar, statèr, talenter, øre, guld, sølv, kobber, skat, told, lån, almisse, regnskab, leje, rente, åger, skatte, gave, høst, mammon.
I dag hører vi altså om en mand der har et problem. Så går han hen til Jesus for at få hjælp. Og … så bliver han afvist. Jesus siger direkte at det vil han ikke have noget med at gøre. Og ikke nok med det, han giver også manden og tilhørerne en ordentlig opsang, en formaning, man kan næsten høre at Jesus er vred: Pas på med al jeres pengeglæde og ønske om at eje noget, for livet afhænger ikke af penge. Sådan ville Jesus jo aldrig sige til en fattig mand, der ville han sige det modsatte: Salige er de fattige, for Gudsriget hører dem til.
Det er altså en rig mand der kommer hen til Jesus og beder om hjælp til at få sin del af arven fra storebroderen som arver mest. Sådan var det dengang: den ældste arvede mest. Den rige mand der kommer og beder om hjælp er altså fortabt i sin interesse for penge og ejendom. Og det kan da godt være at han er blevet behandlet uretfærdigt, det bliver vist de fleste mennesker her i verden, men Jesus prøver altså alligevel at give ham et tilbud om noget andet, noget nyt, noget befriende.
Måske er det noget vi skulle tænke lidt mere på som kristne og som kirke, dette med at evangeliet altid har et meget præcist svar til dét mennesker er fortabt i og bundet af. Evangeliet lyder ikke éns til alle mennesker og i alle situationer. Evangeliet er retningsbestemt.
Nede i Frankrig er der et moderne klostersamfund som sender mennesker ud i hele verden, to og to. To af disse klosterbrødre fortalte at de en overgang boede midt i det værste slumkvarter i Chicago. De fik ofte stjålet deres ejendele, men de blev ved at bo der. De fortalte at for at kunne gøre noget for beboerne dér på stedet, måtte de bo der, men på en særlig måde: de blev aldrig selv til slum. De sørgede altid for at holde deres lille lejlighed pinlig ren, væggene var altid malede, og vinduerne pudsede. De var et modsigelsens tegn midt i dét slumkvarter. De pegede på dén måde på noget fint og rent, noget som kunne give et håb om en anden verden og et andet og nyt liv.
Det kunne jo tænkes at de samme to, hvis de nu boede i Vedbæk eller Taarbæk med velfejede tennisbaner og champagne på kajen, ville have indrettet deres sted med et lille rodet havehus og en vildtvoksende plæne og nogle klatretræer til kvarterets børn og med et mudderhul i midten, så man kunne lege og blive beskidt og opleve noget ukontrolleret midt i al den borgerlige idyl og velordnethed.
Vi har heldigvis i kirken bevaret disse modsigelsens tegn. Når vi døber et lille barn, gør vi det med meget små og enkle midler: i stedet for at tegne en fed livsforsikring, tegner vi et kors for det barn, og i stedet for at hælde champagne ud over det hele som man kan se ved Formel 1 og Musikgrandprix, så hælder vi tre håndfulde vand på barnets hoved. Og ved altergangen har vi også modsigelsens tegn: vi bruger det enkleste af alt når man skal holde fest: lidt brød og lidt vin.
Vi må altså prøve at se godt efter hvad det er mennesker er fortabt i og bundet af. Hvis et menneske er ved at gå til i ensomhed, så gælder det om at tilbyde et besøg, et fællesskab, en opringning. Men hvis et menneske er ved at gå til i rastløshed og pjattet selskabelighed og stress, så gælder det om et tilbud om stilhed og indhold og mening.
Evangeliet er et budskab om en ny verden, en ny himmel og en ny jord, et budskab om forandring. Og vi skulle måske tænke på som kirke, som kristne, om vi er blevet for konforme, for ligedannede med omgivelserne, for harmløse, for bløde, så vi blot siger og gør det samme uanset hvilken situation vi har i verden, uanset hvilken regering vi har i vort land, og uanset hvem vi har med at gøre.
Evangeliet vil altid pege på forandring og skabe håb for mennesker.

SALMER:

Gak ud, min sjæl, betragt med flid
Du skal i denne verden ej
Som forårssolen morgenrød
O, kommer hid dog til Guds Søn
Som korn fra mange marker
Herre Jesus, stærk og mild