M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække

Du har magt
Prædiken til 13. søndag efter trinitatis
5. september 2004

Matt 20,20—28
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.«
Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«

Jesus havde mange disciple, altså nogle der fulgte ham og holdt sig til ham, men vi kender særligt 12 — de 12 som han selv direkte kaldte og som fulgte ham hele vejen igennem. To af dem var særligt ivrige. Ellers tænker vi vel om Jesus og apostlene at de var nogle ærværdige personer, men de to vi her har med at gøre, Jakob og Johannes, var ikke spor ærværdige. De blev kaldt “tordensønnerne”, fordi de var så ivrige og brændende, der var ild i dem, de var som lyn og torden. Vi kan måske huske hvordan det var, da Jesus mødte dem: Jesus gik langs Galilæas sø, og så kaldte han på de to brødre der sad og reparerede fiskenet i båden sammen med deres far. De forlod faderen på stedet og lod ham sidde tilbage alene med båd og net. De styrtede af sted over hals og hoved. Sådan noget gjorde man altså ikke dengang. I dag kunne man måske nok forestille sig et par unge mennesker, flippere eller autonome, der kunne finde på at gøre sådan, men dengang var det højst upassende af de to sønner at forlade deres gamle far. Hvem skulle nu sørge for ham når han blev svag? De to tordensønner var opsat på at følge Jesus hele vejen igennem, lige til han havde smidt romerne ud og oprettet et helt nyt fredsrige med sig selv som konge.
Moderen, fru Zebedæus, kommer hen til Jesus og beder ham om at hendes to sønner må få en fin post i den nye regering. Hun havde sikkert hørt begejstrede beretninger fra sine sønner om hvad denne Jesus kunne, og hun forestillede sig allerede at når Jesus fik magten, så ville hendes sønner blive en slags ministre tæt på kongen. Hun lavede lidt lobby—virksomhed. Jesus afviser dem egentlig ikke, men han benytter anledningen til at holde en tale til dem om magt. Ikke bare til de to, men til dem allesammen, for de andre apostle tænkte sikkert på nogenlunde samme måde — det kan man se af at de blev jaloux på Tordensønnerne, fordi de var kommet først i kampen om topposterne. Måske har de endda selv bedt deres mor om at gå hen til Jesus, hvem ved.
Jesus siger så at magten her i verden beror på en grundlæggende ulighed, nemlig forskellen mellem herskeren og folkene nede i bunden af pyramiden, forskellen mellem magthaverne og så dem der bare er et nummer. Og Jesus siger at sådan skal det ikke være og forklarer dem så hvordan det skal være.
Det kan nok være lidt svært for os i dag at følge Jesus i dét han siger. For vi bliver dagligt i tv og aviser og ugeblade og i film belært om at magt opnås ved penge eller våben eller svindel. Og vi vænnes langsomt til at acceptere at sådan er det. Magt er en beskidt affære, men hvis man vil have magt, så må man lære magtens sprog og spilleregler.
Jesus siger noget andet. Han forklarer dem at magt er et fint ord, et positivt ord, et værdifuldt ord. Når vi hører ordet magt, kommer vi næsten automatisk til at tænke på vold eller undertrykkelse. Men Jesus siger at magt betyder at man har styrke til at gøre noget, at man mægter noget, at man kan noget. Jesus havde selv magt, stor magt — men den magt forklarer han med at han ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange. Løsesum — vi kender dette ord fra kidnappingaffærer og gidseltagninger. Her forlanger forbryderne penge, en løsesum, for at slippe gidslerne fri. At give sit liv som løsesum betyder altså et liv som sætter andre i frihed — et liv hvor man bruger al sin magt, alt det man kan, til at sætte andre i frihed.
Det er noget vigtigt som Jesus her siger til de to Tordensønner og til de andre og til os: det nye rige eller herredømme eller den nye verdensorden, som vi alle går og drømmer om og håber på, drejer sig altså ikke bare om at bruge albuerne så man kan få en lidt bedre plads end de andre. Tværtimod: Gudsriget eller den nye verdensorden bliver til virkelighed dér hvor mennesker med styrke og kraft sætter deres liv ind som løsesum, altså hvor mennesker bruger deres kræfter og evner til at skabe befrielse. Og det er nu midt i vor verden og i vor tid at det kan blive virkelighed.
Og det går ikke an at miste modet og sige: ja men, hvad kan jeg gøre? — altså at man giver afkald på magten. For så overlader man jo bare magten til dem, der bruger den til at skabe forskel mellem mennesker sådan at nogle er højt oppe og andre langt nede. Det viser sig jo, at mennesker har magt, den befriende magt — om ikke andet har man da magt til at protestere, sige nej og organisere sig og sætte sin styrke ind på noget andet end bare selv at tilkæmpe sig en bedre plads.
Vi må bruge den magt vi har, ja vi har pligt til at bruge den magt som Gud har givet til mennesker. At tjene betyder nemlig ikke eftergivenhed eller underdanighed — Jesus var bestemt ikke hverken eftergivende eller underdanig! — men at tjene betyder at bruge den magt, den styrke, vi har til at skabe frihed fra det der tynger og binder mennesker. Så kan man spørge: ja, men hvad kan jeg gøre – hvor er min magt? Ja – i et demokratisk samfund overlader vi jo magt til andre, til vore politikere, for vi kan ikke alle tage stilling til alting. Jeg kan ikke overskue FN og EU og alle de store spørgsmål om u—landsbistand og verdenssundhed og miljø og terrorisme osv. – jeg bliver helt svimmel ved den ’ønskedrøm’ at nogle skulle udpege mig til at løse alle disse problemer, jeg ville ikke ane hvad jeg skulle gøre. Vi delegerer vores magt til andre, men så har vi altså et stort ansvar i hvem vi overdrager vores magt til, altså hvem vi stemmer på. Og det går ikke ved blot at stemme på dem der tilbyder os lette løsninger for os selv, vort eget land, vores egen velfærd og vort eget forbrug, evt. pakket ind i Dannebrog og flæskesteg og rødgrød med fløde – vi må se længere, vi må prøve at se selv noget så overskueligt som vores stemmeret som en vigtig brik i Guds frelsesplan.
Og så har vi også en direkte magt i vores hverdag, vi bestemmer selv hvad vi køber – vi stemmer ikke blot med vore ord, med vore hænder med et kryds på valgdagen, men vi stemmer også med fødderne – altså hvor vi går hen og hvad vi slæber hjem.
Der er sjovt at se at hvis man vil have med Jesus og hans nye rige eller verdensorden at gøre, så er der ingen mulighed for at skyde det ud i en fjern fremtid med et håb om en lidt bedre plads i systemet end nu. Der er ingen vej uden om et liv lige nu — det liv vi har med hinanden. Det var det Jesus ville fortælle dem dén dag.

SALMER:
Lover den Herre, den mægtige konge med ære!
Du følger, herre, al min færd
Guds kirkes grund alene
Kærligheds og sandheds ...nd!
Som korn fra mange marker
Herre, jeg vil gerne takke