M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække


Tro er tiltro til Guds fremtid
Prædiken til 16. søndag efter trinitatis
18. september 1994

Joh 11,19—45
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.« Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.«
Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.« Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér.
Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.« Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?«
Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.«
Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham.

Vi har lige for lidt siden sagt kirkens gamle og flotte trosbekendelse, den nikænske trosbekendelse, som har været brugt i kirken siden midten af det fjerde århundrede, så det er en meget gammel og solid trosbekendelse. Vi har også ved denne gudstjeneste hørt en anden trosbekendelse ved dåben da den lille Jeannette blev døbt, den bekendelse er en af de første fælles trosbekendelser, den er 100 år ældre, og det er den som vi altid har brugt ved dåb — og også den som konfirmanderne om lidt siger ja til. Og for lige at få det hele med, så har vores kirke faktisk en helt tredje trosbekendelse som vi bare aldrig bruger ved gudstjenesten.
Man kunne jo spørge: hvad skal vi egentlig med disse trosbekendelser? Er de nødvendige? — Ja, de siger jo noget om hvad vores grundlag er, altså hvad det dybest set er vi baserer hele vores liv på. Nogle af ordene kan godt lyde lidt gammeldags og højtflyvende, men det skal jo være noget vægtigt hvis det skal være grundlag for kirkens og mennesker liv århundrede efter århundrede. Tænk bare på vores grundlov, den er ikke ret gammel, eller den nye lukkelov som allerede er forældet før den er trådt i kraft.
Det er godt at have et solidt grundlag, for der sker hele tiden noget nyt i verden som det kan være svært at forholde sig til. F.eks. kan man i dag lave kunstig befrugtning, altså: man kan på et laboratorium udskille den lille celle som kan udvikle sig til et menneske. Og i den anden ende af fosterets forløb er man også blevet kolossalt dygtige til at holde liv i et foster der ikke er ret mange måneder gammelt. Så i nær fremtid vil det teknisk være muligt at fremstille mennesker som ingen behøver at føle noget for, for man kender hverken faderen eller moderen. Hvad nu hvis en videnskabsmand skulle få den idé — lægerne mangler jo organer til transplantation af syge mennesker der står i kø for at få en ny nyre eller lunge eller et nyt hjerte — at man masseproducerede nogle levende væsener som kunne være reservedelslager for hospitalerne? Det ville sagtens kunne løbe rundt økonomisk, for syge mennesker vil såmænd gerne betale hvis de kan blive raske. Hvis nu den idé skulle brede sig, så må vi altså tage vores gode, gamle trosbekendelse frem og sige: hov, hov, det her går ikke, mennesker er skabt af Gud, og vi kan ikke bare nedskrive mennesker til at være et industriprodukt. Eller noget andet, dog mindre farligt, teorien om reinkarnation, dette at det samme menneske fødes igen og igen, det ene liv efter det andet? Så må vi også godt tage trosbekendelserne frem og sige: Vi tror ikke på reinkarnation, men vi tror på opstandelsen. Det er faktisk godt at have noget med i bagagen som står fast, noget solidt og menneskeværdigt, noget der holder fast på at vi mennesker og vores liv er noget værdifuldt, fordi det har med Gud at gøre.
I evangeliet til i dag står der også noget om en trosbekendelse. Jesus er på vej ud til sine gode venner Martha og Maria. Deres bror er lige død, og de går og sørger, de to søstre. Begge søstrene kender Jesus og har stor tiltro til ham og hans kraft, og de siger begge to: bare du havde været her, så var vores bror ikke død. De to søstre kan deres trosbekendelse, de holder sig til det der står fast: Lazarus skal opstå — det har de sikkert hørt Jesus tale om tidligere. Men så sker der noget højst dramatisk og uventet, ja noget fuldstændig urealistisk. Jesus går hen til graven og beordrer dem til at tage stendøren væk fra graven. Men nu bliver det for meget selv for Martha. Martha — hun er nok en af de vigtigste kilder til vores trosbekendelser, for hun havde lige sagt det der er centralt i trosbekendelserne: ”Jeg tror at du er Kristus, Guds søn, han som kommer til verden”. Det er flot sagt, det er hun den første der siger. Peter sagde det samme senere, og det er ham der er blevet husket for at have formuleret disse ord, og det var ham der fik overdraget en lederposition blandt apostlene — men Martha var altså først! Denne Martha med den stærke trosbekendelse er altid skildret som en meget jordnær, realistisk skikkelse, én der stoler på sine sanser og sin realitetssans. Hun siger til Jesus: ”han stinker allerede, han ligger der jo på fjerde dag”. Vi er i Palæstina, der er varmt, det er også derfor at man den dag i dag skal begrave de døde samme dag. Så er det Jesus siger: ”Kan du ikke huske jeg har sagt, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?”. Jesus siger her noget vigtigt om tro. Han kunne også have sagt det på denne måde: Martha, vend dig om, du kigger bagud, men troen vender fremad!
Vi kan lære noget af det her. For det er jo rigtigt at vi i trosbekendelserne har noget solidt og godt med i bagagen, noget man kan støtte sig til. men det vigtigste ved vores tro er at den vender fremad. Martha og hendes søster Maria lærte den dag noget om hvad tro er: det er ikke alene en solid bagage, men det er en tiltro til at verden og livet ikke bare kan, men skal blive nyt. Og ikke bare lidt nyt, men helt nyt. Vi kan sagtens sætte os i de to søstres sted. Deres bror er død, de har begravet ham for tre dage siden, så er der ikke mere at snakke om. Selv om vi tror på Gud, så må vi da også være realistiske så vi ikke mister jordforbindelsen. De tror at de står over for et uafvendeligt faktum, noget der ikke kan ændres. Men Jesus viser dem altså at der er en virkelighed der er større og stærkere end sorg og mismod, ja endog større og stærkere end det sidste vi kan have med at gøre, døden!
Vi kan lære af dette evangelium at tro ikke kun er et grundlag — det er den også! — troen er ikke kun vendt mod nogle gamle, vægtige ord, men troen vender også fremad. Det er det vi må holde hinanden fast på som kristne, som døbte, både vi voksne, men også de helt nye som dåbsbarnet Jeanette og vore konfirmander i dag: troen, altså Jesu tro!, peger fremad og kan lave om på virkeligheden, også den virkelighed som vi tror er uforanderlig og mange gange håbløs.
Evangelium betyder godt budskab — det er et fantastisk godt budskab vi har her!

SALMER:
Den signede dag med fryd vi ser
Guds—husets dør er i vor dåb
Sov, du lille, sov nu godt
Guds kærlighed ej grænse ved
Som korn fra mange marker
Som aldrig så lang er nogen dag