Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Matt 21,1—9 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«

I dag, 1. søndag i advent, begynder et nyt kirkeår. Kirken har sin egen tidsregning. Vi er næsten en måned forud for den verdslige tidsregning når vi i kirken holder nytår i dag — til gengæld er den verdslige tidsregning en måned forud for kirken i at fejre Jul. Det venter vi med til det bliver Jul. I kirken holder vi også fast ved at søndag er den første dag i ugen, opstandelsesdagen, medens den første dag i produktionskalenderen jo er mandag.
I dag tænder vi det første lys i adventskransen, og de flg. søndage tænder vi et mere for hver gang, til det bliver Jul. Senere bliver det Påske, så Pinse, Alle Helgen — og så bliver det Advent igen til næste år. Der er egentlig ikke ret meget “gang i den” i kirken. Vi har i årets løb fået præsenteret et forslag til en ny salmebog — de fleste af salmerne er de gode gamle, der er kommet nogle nye med, men der er ikke sket den store forandring. Kirkens logo er stadig det samme, det står oppe på tårnet år efter år, korset. Dåben er den samme, de samme ord, ganske almindeligt vand. Nadveren er den samme: lidt brød og lidt vin, sådan har man altid holdt fest i kirken. Ingen fast—food her — vi har god tid, vi spiser sammen. Der er heller ikke sket de store fusioneringer i den sidste tid, sammenlægninger af sogne eller provstier eller stifter — men på den anden side er der heller ingen krak eller tvangsauktioner eller devalueringer, og det er også småt med skandaler i kirken for øjeblikket. Der er selvfølgelig af og til i Ekstra—Bladet eller BT en historie om en præst eller en kirketjener som er kommet galt af sted eller har dummet sig — men det er jo ikke noget at tale om i forhold til det øvrige samfundsliv og erhvervsliv med falske underskrifter og selskabstømninger, for slet ikke at tale om det politiske liv. Så har der været menighedsrådsvalg — et stille og værdigt forløb, hvor man allerede samme aften havde resultatet. Ikke noget med omtællinger og tvivlsomme stemmer og retssager og usikkerhed i ugevis. Kirken er egentlig ret stabil, når vi nu selv skal sige det.
Man kan godt undre sig over at kirken ikke er gået under for længe siden. Alting ændrer sig i årenes løb, og i løbet af det sidste århundrede er det endog gået ekstra stærkt. Alt er eksploderet i udvikling i vores tid, det nyeste er computer— og it—teknologi, hvor en computer er forældet allerede dagen efter at man har købt den. Men det er som om kirken stadig er den samme, stort set.
Der er et fremmedord for dette — det hedder identitet. Identitet — vi kender godt ordet: det betyder at der er noget, man kan genkende. Det betyder egentlig det, der er det samme. Og man kan tale om en stærk eller en svag identitet — en stærk identitet kan man tale om hos et menneske som véd hvem han eller hun er, én som man kan regne med, som ikke svinger frem og tilbage som vinden blæser. Og en svag identitet er det modsatte: hvem er jeg?, hvad kan jeg?, hvad vil jeg? Og det gælder ikke bare på det personlige plan, men også i firmaer, banker, lande og folk. Og lad os bare holde os til os selv, vi danskere: hvem er vi? — i forhold til Europa, EU, NATO, FN, Maastricht—traktaten, Nice—aftalen? Det er aktuelle og påtrængende spørgsmål som vi og vore folkevalgte politikere kæmper med i disse år. Og hvem er vi i forhold til indvandrere og flygtninge og asylansøgere? Det kan være vanskeligt at fastholde en identitet — altså: hvad er det der er det samme, det grundlæggende, det bærende for os?
Her er det jeg tror vi i kirken har et sted, et fællesskab, et udgangspunkt, som stort set er det samme år efter år, generation efter generation. Og jeg tror endda man kan sige at kirken i den kommende tid har en endnu større funktion end tidligere deri, at dette fællesskab, dette sted, er en stabilitet, et fikspunkt, et trygt udgangspunkt for et mere og mere atomiseret liv i en omskiftelig verden.
Når jeg siger dette må det ikke forstås som om jeg ville forsvare kirken mod kritik eller berettigede krav om at kirken skal være forståelig og vedkommende — men så er det for at sige at selv nye og unge og moderne mennesker dog er fælles om nogle grundvilkår som vi aldrig kan løbe fra: vi fødes, vi lever og vi dør. Vi oplever glæder og sorger, vi oplever held og succes, vi gør fejl og går forkert, og vi begynder på en frisk og ser nye muligheder. Vi oplever lidelse og kærlighed, himmel og helvede — alt dette er vi fælles om som mennesker. Og hvert lille menneske begynder forfra.
Det er altså noget vigtigt der er på spil i dette fællesskab, i dette Gudshus, i kirken — og det må være nogle stærke kræfter der skal til for at bære så store menneskelige grundvilkår. Og — hvor skal vi så hente ordene og kraften fra til at formulere dette? Jae, hvis vi skulle tage dem fra Børsens valutanoteringer, så ville de ikke holde ret længe, for dét budskab skifter fra dag til dag. Aviserne, tv — det du’r heller ikke, for aviser og tv gengiver jo blot næsten bevidstløst vores omskiftelige og ustabile verden. Men hvad med videnskabsmænd, teorier, analyser, beregninger? — det er for kortsigtet, der er ikke mange analyser eller beregninger som holder ret længe.
Men der er et budskab, et ord, som har holdt meget længe, og som har kunnet bære igennem 2000 år. Hvad kan man næsten tænke sig? — det må være noget meget stort, noget imponerende — nu har vi skruet forventningerne op. Og så især på kirkens nytårsdag: hér skal hele programmet lægges frem, her er et budskab, en program—erklæring, en plan — og hvad er det så?
Jeg er så glad for det evangelium vi har til i dag, den første søndag i advent: beretningen om Jesus der rider ind i Jerusalem. Det er hér det hele begynder. Det er hér det hele begynder for ethvert menneske. Vi kunne have begyndt i den anden ende: med Påskedag, opstandelsen, sejren, triumfen — men vi begynder altså et andet sted, vi begynder nedefra, dér hvor vi alle står, i menneskehøjde, helt jordnært.
Og jeg tror ikke noget menneske kan springe mellemregningerne over i sit liv — hvis man begynder på toppen, så kan det jo kun gå én vej. Men hvis vi begynder nedefra, så kan det også kun gå én vej — men det er til gengæld en vej der er fremtid og håb i.
Jesus rider ind i Jerusalem som en konge, men en mærkværdig bagvendt konge. Der er det hele: kongen kommer ridende — men på hvad? Ikke en flot hest, men på et æsel — og det var ikke en gang hans eget, men ét som hans venner havde organiseret. Et æsel — det svarer til at en ny præsident kommer kørende på en traktor. Og tilhængerne? — det er ikke de fine mennesker, adelen og toppen af hierarkiet, men almindelige mennesker ... som der står: blinde, lamme, børn. Og kongen rider op til Jerusalem, op mod højheden. Og i løbet af nogle dage bliver det også tydeligt at han stiger højere og højere, indtil han er højest oppe — på et kors, dér er højdepunktet, på en høj uden for byen, med en krone på, en kongekrone, en tornekrone. Sådan er dén konge. Her ender han — men her ender historien ikke. Var det hele endt her, havde vi ikke sidder her i dag. Andre konger og kejsere og herskere i vores menneskelige historie er endt her, i døden — nogle dramatisk, andre ubemærket, men de er endt. Men vi kender mere til Jesus end denne begyndelse — vi får i resten af kirkeåret fortsættelsen, og jeg kan sige: glæd jer! Der er store ting i vente.
Jeg er glad for at det begynder her, nedefra, med det profetiske råb “Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!”. Et beskedent indtog, men med de rigtige ord til at tolke begivenheden. Det begynder nedefra, og det kan kun gå én vej, opad! Der er håb, fremtidshåb, i det evangelium.

SALMER:
Gør døren høj, gør porten vid
Det første lys er ordet, talt af Gud
Glæd dig, Zion, glæd dig, jord
Op! this dagen nu frembryder
Tak og ære være Gud
Vær velkommen, Herrens år (advent)