Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Luk 21,25—36 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde: »Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.«

Så er det 2. søndag i advent, vi har tændt to lys i adventskransen. Adventstiden er en forberedelsestid til julen, og mennesker forbereder sig: nogle skal nå at få en masse arbejde fra hånden inden juleferien, de fleste pynter op i hjemmet eller på altanen, der er julegave—indkøbene, der er julekoncerterne, og så er der også en del druk der skal afvikles i denne tid, de såkaldte julefrokoster. Andre forbereder sig på en mere stille måde: det er en mørk tid hvor det er rart at sidde inde, tænde et lys, måske høre lidt god musik, læse en bog. Det er nogle meget nære og overskuelige ting man tænker på og beskæftiger sig med. Og så går vi i kirke i dag — og så siger det BUM med dette evangelium om kaos og undergang og ødelæggelse og himlens kræfter der skal rystes. Det er lige til at blive forskrækket over — nu havde vi det lige så rart.
Der er dommedagstoner i luften denne 2. søndag i advent. Men der er ikke samme kraft i det som tidligere. I gamle dage havde kirken en slags monopol på det med dommedag, men i dag har pressen og underholdningsindustrien overtaget dommedagsmarkedet. Der er ikke ende på alle de dommedagsvisioner vi bliver præsenteret for, og alle sammen har de det tilfælles at det er historier om vores verdens undergang … uden håb. Dagligt bliver vi konfronteret med historier hvor det ødelagte og truede liv er i centrum. Vi hører om terrorisme uafbrudt, eller rettere om frygten for terrorisme, om Al Queda, om Saddam Hussein, krigstrusler, om Tjetjenien, om sygdomme, aids i hele det sydlige Afrika, forurening – forleden sad det halve Danmark med livet i hænderne af skræk fordi en gammel plimsoller af en olietanker sejlede igennem dansk område. Vi hører om gensplejsede fødevarer og tilsætningsstoffer så det er blevet en hel videnskab at foretage sig noget så simpelt som at købe ind i supermarkedet, for man skal læse om udløbsdatoer og varedeklarationer og fedtsyrer. Vi bliver hele tiden mindet om risikoen – ved at tage på ferie, ved at flyve hvor man skal igennem en omstændelig procedure hvis bare man har købt et salatsæt med hjem, og ved noget så enkelt som at ryge en pibe tobak. Der står ”yderst sundhedsskadeligt” på tobakspakken, underskrevet af sundheds—styrelsen, så det er fuldt korrekt. Disse historier som vi hører og ser og oplever hver dag lægger sig ned over hele vores bevidsthed sådan at jeg tror de fleste ser livet, vores og verdens fremtid som håbløs. Og så gælder det blot om at overleve frem for at leve. Fremtiden er uden håb, man lever bagudrettet, hele tiden optaget af ødelæggelserne bag os.
Den dommedagshistorie vi hører i dag i kirken er anderledes. Den vender fremad, den er glædelig, dén er der håb i. Vi véd godt at det er rigtigt hvad evangelisten Lukas fortæller os: at verden vil gå under. Alting har en tid, alting har en begyndelse og en ende. Alting forgår, det er der ikke noget overraskende i. Dog: Lukas får lige med at himmel og jord skal forgå – altså det hele – men Guds ord forgår aldrig. Gud selv er fra evighed og til evighed som vi så rigtigt siger – det var Guds ord der gav verden liv, og Guds ord består også efter os og efter al undergang.
Når denne dommedagshistorie i evangeliet er fyldt med håb, er grunden jo at undergangen ikke skyldes alle de ødelæggende, nedbrydende, destruktive kræfter som vi går og frygter for – men undergangen af den gamle himmel og den gamle jord betyder Guds Søns komme i sin herlighed. En herlighed hvor der ikke vil være lidelse og skrig og pine og død, men en herlighed hvor Gud vil fylde det hele. Det er også derfor at Lukas kan skrive: ”Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig”. Det er jo ikke den tone vi er vant til når vi hører dommedagshistorier – så hedder det altid: duk hovedet, hold lav profil, kryb i skjul, pas på, vær på vagt – altså en indskrænkning og en begrænsning af livet. Men Lukas siger: ret jer op, løft hovedet – for hér er det noget nyt og befriende der kommer os i møde forfra.
Den ene slags dommedag hvor vi går og frygter for udslettelse gennem krig og bomber, kræft og aids, katastrofer og epidemier, betyder en modløs og håbløs holdning til livet nu. Man giver op, man nøjes med at existere — i stedet for at leve! – man doper sig og sløver bevidstheden med evindelige bekymringer. Eller den lidt pænere udgave af den samme holdning: man prøver krampagtigt at overleve så længe som muligt ved styrketræning, kosttilskud, afmagringspiller, godt blandet op med nyreligiøse teorier der vil bortforklare undergangens realitet. Og her er der jo alle mulige gode tilbud: lidt hinduisme f.eks., så kan du bilde dig selv ind at du efter dette liv bliver født én gang til. Eller alle de okkulte underholdningsserier som vil prøve at overbevise dig om at døden ikke er en rigtig virkelighed – man lægger bare dødens realitet en etage højere op og taler om ånder og andre overnaturlige fænomener. Og seertallene viser at mennesker labber det i sig som værn mod undergangens realitet.
Jesus sagde: ”Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen”.
At være vågen, at våge, betyder at vente med øjnene rettet mod Guds fremtid. At våge er det modsatte af at være bevidstløs, sløv, omtåget, doped, forvirret — for i dén tilstand kan man ikke se klart og heller ikke foretage sig noget fornuftigt.
Det at være vågen er vigtigt i en verden som vor der er så fyldt med undergang og ødelæggelse. Vi må holde et vågent øje med denne gamle verden med dens skruppelløse magt— og mammon—dyrkere. De har ikke engang opgivet håbet om en ny himmel og en ny jord, for de har aldrig haft det håb. Mange af denne verdens ledende personer har i virkeligheden en snæver horisont: først mig selv, min familie, mine venner, mine penge, mine dollars, mit land, min velfærd, min magt.
Det er svært at være alene med angst og skræk og frygt — alle der har oplevet eller hørt om depression hos mennesker véd at det er noget af det værste, der kan overgå et menneske, for i depressionen er man alene. Men i fællesskab kan mennesker bære det ubærlige, i fællesskab kan man holde til det mest utrolige, dét viser vores menneskelige historie. Alene er man svag. Men det samme kan siges om håbet og modet. Det er svært selv at være vågen og holde modet oppe og håbet ved lige. Også dét gøres bedst i fællesskab. Paulus skriver i sit brev til menigheden i Rom — som vi hørte fra alteret:
“Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet. Udholdenhedens og trøstens Gud give jer ét og samme sind, sådan som Kristus Jesus vil det, så I enigt med én mund lovpriser Gud, vor Herre Jesu Kristi fader! Tag derfor imod hinanden, ligesom Kristus har taget imod jer til Guds ære.”
Adventstiden er en besindelsestid og samtidig en forventningens tid. Jesus forkynder et glædeligt budskab om mod og håb og udholdenhed. Og det fastholder vi bedst sammen, det er derfor vi er her, det er godt vi er her!

SALMER:
Blomstre som en rosengård
Luk øjne op, o kristenhed!
Det er så yndigt at følges ad, hvor banet
Rejs op dit hoved, al kristenhed!
Vær velkommen, Herrens år (advent)
Op, Zion, at oplukke