Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Matt 25,1—13 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.

Vi har hørt evangeliet til i dag om de ti brudepiger, eller ’brudejomfruer’ som det så poetisk hed i den gamle oversættelse, fem kloge og fem tåbelige. Eller ... som en præst en gang kom til at kludre lidt i det og sagde: fem jomfruer og fem tåbelige.
Når jeg selv hører den historie, er min første instinktive reaktion at det hele jo kunne være klaret ved at de fem kloge lige havde delt med deres medsøstre, så var det nok gået altsammen. Jeg ved ikke hvordan I har det, men vi er jo nogle ordentlige mennesker som har opdraget vore børn til at dele med andre, man skal ikke være fedtet og bare tænke på sig selv. Og vi kender det da fra os selv: hvis man er kommet i byen og har glemt at få tobak med, så kan man da bare låne af en af de andre, eller hvis man er løbet tør for benzin, så kan man da bare låne lidt hos naboen. Længere er den jo ikke.
Nu tror jeg ikke at Jesus var en underholdende historiefortæller der bare ville fortælle en god historie, en jødisk H.C.Andersen. Når der står at de fem kloge brudepiger ikke ville dele med de fem tåbelige, viser det os at der er ting der ikke kan deles. Det kender vi også: hvis man sidder i et S—tog, og der kommer billetkontrol, så kan jeg jo ikke sige: jeg skal alligevel ikke så langt, så min sidemand hér uden billet kan bare få halvdelen af min. Den går ikke. For at køre med S—tog må man have købt en billet. For at komme med brudgommen ind til festen, må man have købt olie, så enkelt er det. Men det gælder også i andre sager. Jeg tror endda man kan lave en regel der siger at de væsentlige ting i livet må man gøre selv. At stå i kø efter en operabillet, det er ikke så væsentligt, det kan man få en anden til at gøre, det kan man betale sig fra. Selv arbejde kan man få andre til at gøre, det kan man betale sig fra. Men jeg kan ikke betale en anden for at spise for mig, jeg kan ikke betale en anden for at sove for mig, det må jeg selv gøre. Jeg kan måske endda betale en anden for at dø for mig, ved at jeg køber hans nyre, men når det kommer til stykket før eller siden, er det dog mig selv der må dø. Der er vigtige områder af livet hvor vi personligt må påtage os ansvaret og gøre det der skal gøres. Jeg kan ikke få en anden til at håbe for mig, det må jeg selv gøre, jeg kan ikke betale mig fra at tro på Gud så jeg siger: det betaler jeg en præst eller en munk i et kloster for at gøre for mig. Vi kan selvfølgelig dele livet med andre, men mit liv må jeg selv leve. Vi kan dele maden med hinanden, men jeg må selv spise min del af den.
Der er måske nogen der vil sige: hvorfor skal det hele nu være så svært, skal vi nu til at leve i evig bekymring så vi aldrig kan slappe af og bare leve lige ud ad landevejen? Men det var jo netop det de fem kloge brudepiger kunne: de kunne roligt blive søvnige. Læg mærke til at det var alle ti brudepiger der faldt i søvn. Og de kloge kunne roligt falde i søvn, og de kunne roligt rejse sig og følge med brudgommen da han endelig kom. Deres venten var ikke en tom tid, der var mening i ventetiden, de havde mod og fortrøstning til at tåle ventetiden.
Det alvorlige i hele denne tale om at vente er nemlig at tiden går. Og den tid der er gået, vender ikke tilbage. Vi har ét liv. De fem tåbelige brudepiger opdagede at tiden var gået. Ofte kunne man ønske omstart i livet, altså at spole tilbage og leve sit liv om på en anden måde. Men den går ikke, dét er alvoren i livet. Men man kan altid begynde på en frisk som det hedder, det er aldrig for sent. De fem tåbelige brudepiger har sikkert lært noget: næste gang de skulle være brudepiger, tror jeg at man ville se hver eneste af dem med en ekstra oliekrukke i hånden.
Livstiden, den tid vi har til rådighed mellem fødsel og død, er en kvalificeret tid. Storm P., den gamle humorist, sagde engang: ”Livet er som et cirkus, man kommer ind, bukker, løber rundt, bukker og løber ud igen”. Nu har han sikkert ment det ironisk, men hvis man ikke har større vision med sit liv, så kan man da nå at lave et par badutspring i livet og lade det være godt med det. Men den historie Jesus fortalte, er en lignelse om Guds Rige (Matthæus siger altid Himmeriget, men det er det samme). Med Gudsriget for øje bliver vores korte livstid kvalificeret så den ikke blot er en tom tid til adspredelse så længe det går. Vores livstid kan leves på to måder, enten så vi står som kloge til sidst, eller at vi står som tåbelige. Nogle gange har mennesker troet at et liv med Gudsriget for øje ville blive et liv i kedsomhed og afsavn, en indskrænkning af det vi forstår ved et dejligt liv. Men Jesu historie her viser os at det er lige omvendt: de kloge piger kunne leve sorgløst, trygt og glad, de kunne blive søvnige, de kunne lægge sig til at sove, mens de tåbelige piger levede et liv, måske i lethed og ubetænksomhed, men altså et liv i usikkerhed for den virkelighed de vågnede op til.
Hvad var det egentlig der gjorde at de kloge piger var kloge? Det er lidt ærgerligt at en af de store kapitalister allerede har snuppet dette gode udtryk, men det skal ikke hindre os i at bruge det: rettidig omhu. De kloge piger udviste rettidig omhu.
Når de bliver betegnet som ’kloge’, så er det ikke noget med at de har læst mange bøger eller er særligt fromme el. lign. Deres klogskab består i noget så enkelt som at have købt olie til lamperne før de skulle til bryllupsfest. Det kan enhver finde ud af, rettidig omhu.
Nu er vi jo ikke brudepiger for et par tusind år siden i Palæstina, vi er moderne borgere i et fint lille land år 2005. Hvad skal vi så gøre? Der skal nok være et par fromme fundamentalister som går hen i supermarkedet og køber en liter lampeolie, det sker der ikke noget galt ved.) Men hvad er det vi helt almindelige kristne mennesker skal gøre? Vi skal udvise rettidig omhu og bruge vores kostbare livstid på det som ikke kan deles op og uddelegeres. For et par søndage siden, den sidste søndag i kirkeåret, malede Jesus et andet billede frem, den store domsscene, som vi jo alle har til gode. Også i dén scene stod der de to slags: de kloge og de tåbelige. De blev alle uden undtagelse målt på deres rettidige omhu i forhold til ’disse mine mindste’, altså igen noget der lå forud for afgørelsen, lige som i brudepigernes tilfælde. Og også her bestod det kloge i noget som enhver kan finde ud af uden videre: at give mad til den sultne, vand til den tørstende, tøj til den der mangler osv. Det er underligt at det altid er noget ganske enkelt det drejer sig om, når vi har med Gudsriget at gøre. Det er enkelt, men det er noget der skal gøres mens tid er. Jesus siger som slutning på historien: ”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen”. Dette er ikke en trussel, men en opfordring til at udvise rettidig omhu så vi kan leve sorgløst, trygge og glade i håb og forventning. Glædelig advent.

SALMER:
I jomfruer, I kloge
O kom, o kom, Immanuel
Luk øjne op, o kristenhed!
I lemmer, hvis hoved har Himlen i vælde
Op, Zion, at oplukke
Tak og ære være Gud