Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Luk 1,67—80 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Johannes' far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.

Her i advents—tiden hører vi i kirken nogle af de gamle profetier om Messias’ komme. Advent betyder jo ’komme’. Disse gamle profet—ord er måske lidt svære at forstå for moderne mennesker, fordi vi hører dem så sjældent, og fordi Gamle Testamente vist ikke længere bliver læst af ret mange.
I evangeliet til i dag hører vi den samme profet—tone. Den gamle præst Zakarias har fået en søn, Johannes, og så bryder han ud i en lovsang, en tak til Gud. Og der er virkelig perspektiv i hans lovsang. De fleste af os ville nok være blevet lige som glad som ham i den situation og måske sagt noget i retning af: hvor er det dejligt at jeg har fået en søn, så har jeg en til at hjælpe mig når jeg bliver gammel, og som kan føre min slægt videre. Men Zakarias siger meget mere. Der er et gammelt ordsprog der siger: Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Han giver sig til at citere fra sin Bibel, en mængde centrale steder han kan huske, hvor der siges noget stærkt og godt om Guds frelse. Der er nogle mennesker som kan deres Bibel på den måde; Grundtvig kunne også — alle hans salmer er fyldt med ord og billeder fra Biblen, han kunne slet ikke lade være med at citere Biblen når han skrev salmer.
Zakarias begynder sin lovsangssalme på samme måde som han har læst i sin Bibel: Lovet være Herren! Her op mod jul er det en god lovsang at høre for os danskere som har udviklet en helt speciel holdning til julen. Op mod jul bliver vi alle lidt blødere om hjertet, fordi julen er en dejlig fest som vi husker fra vi var helt små. Mange voksne tænker også tilbage på deres barndoms jul, og vi kender alle salmerne og fortællingerne om det lille barn i krybben, sådan som vi også kan se det på vores julekrybbe her i kirken. Vore tanker går altså i retning af noget barnligt og uskyldigt. Og det er der ikke noget galt i, det er da udmærket en gang om året at betone det barnlige og uskyldige, den slags er der ikke for meget af til daglig i den politiske og økonomiske virkelighed vi hver dag ser på tv og i avisernes overskrifter.
Men midt i denne erindring må vi ikke glemme at det vigtige er ikke at Jesus var et barn — selvfølgelig var han et barn og fødtes som et barn, men hovedsagen var og er at Jesus er Kristus!, det er det samme som Messias. Og selv om vi hvert år fejrer det lille Jesusbarns fødsel, så er det vigtige dog at Gud blev menneske, og dét er vigtigt også resten af året og resten af livet. Jesus var og er frelser, det er hovedsagen! Og det er om denne frelser, Zakarias taler i sin glæde over at have fået et barn. Zakarias ser længere end til sin egen søn, Johannes.
Zakarias taler om en frelser, én med Guds kraft og styrke. Og hvad er det så for en frelse denne stærke Guds—frelser bringer? Først er det den frelse som man ventede at den kommende Messias ville bringe: folkets frigørelse, altså en politisk frelse. Men det er også en frelse fra synd og død, en frelse på det personlige plan. Frelsen omfatter altså det hele, både det ydre og det indre, både det store og det små. Og det er en frelse der går langt ud over det jødiske folk som Zakarias tilhørte, og langt ud over den tid som Zakarias levede i.
Forleden talte jeg med en bekendt, en klog fyr, og vi talte om hvor deprimerende det er hver aften i tv—avisen at se billeder og beretninger fra krigshandlingerne i Afganistan og i Palæstina. Jeg fortalte ham at jeg og mange jeg kender går og bliver lettere modløse af at følge med i dette. Han foreslog så at jeg skulle lade være med at se tv—avisen og at læse aviser, for — som han sagde: ”Nu skal du jo koncentrere dig om at lave julehygge i kirken i de næste par uger”.
Men sådan kan man jo ikke inddele verden eller livet. Når vi i denne adventstid går og forbereder os på jul, og når vi om godt en uges tid tager hul på julen, så skal vi synge ”Os er i dag en frelser fød”. Det budskab kan ikke reduceres til blot at være julehygge, for frelsen er en ny situation som er meget omfattende, dels på det politiske plan, dels på det personlige plan. Jeg tror det er vigtigt at vi holder disse to dele af vores menneskelige virkelighed sammen, den ydre, politiske virkelighed og den indre, personlige virkelighed. Vi kan aldrig, især ikke her i kirken, kun rette øjnene mod den indre, personlige side af sagen, for denne side er meget afhængig af den ydre, politiske virkelighed. De to ting må holdes sammen.
Og det kommer igen af at dén frelser som Zakarias taler om, er udtryk for at Gud besøger sit folk, og dette besøg sker i et menneske. Det er ikke en eller anden mystisk guddomsmagt som svæver over jorden, og som man skal være særlig religiøs for at kunne fatte, nej, Gud besøger sit folk i et bestemt menneske, Jesus, født af en helt bestemt mor, Maria, i en bestemt historisk tid, nemlig ved begyndelsen af vores tidsregning.
Det er det vi forsøger at holde fast hver gang vi siger trosbekendelsen sammen: at Jesus Kristus er Gud og menneske. Det at Gud blev menneske betyder altså at vort gudsforhold og vort menneskeforhold er to sider af samme sag. Man kan ikke have et gudsforhold der kun har med himlen eller kun med det indre at gøre. Virkeligheden er én, og den virkelighed omfatter både det høje og det lave, det ydre og det indre.
Det betyder så også at gudstjeneste altid bliver til mennesketjeneste over for dem der er i nød og har brug for os, både personligt og politisk så langt vores magt rækker.
Det vi venter er altså en frelser til hele vort liv, hele vort folk, alle folk, hele verden. Og der er virkelig brug for dette Guds—besøg i vores verden der er fyldt med mørke og dødens skygge og krigens vej, der kun fører til had og hævn og ødelæggelse.
Zakarias ønsker det modsatte, nemlig at Guds frelser vil lyse for dem der sidder i mørke og i dødens skygge og lede vore fødder ind på fredens vej. Midt i denne mørke tid, både mørk på grund af de korte dage, og på grund af bomber og besættelser, midt i dette mørke giver det håb at kunne se lys forude: solopgangen fra det høje vil besøge os.

SALMER:
Tak og ære være Gud
Op, Zion, at oplukke
Herren han har besøgt sit folk
Sejervindersken på jorden
Gør døren høj, gør porten vid! (v.5—7)
Op, glædes alle, glædes nu