M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække

At få Kristus til at vokse
Prædiken til 4. søndag i advent
18. december 2005

Joh 3,25—36
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Nu kom Johannes' disciple i diskussion med en jøde om renselse, og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« Johannes svarede: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre.
Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.«

Evangeliet til i dag, den 4. søndag i advent, er et vidnesbyrd om Jesus. Der er ikke et eneste ord af Jesus selv i dette evangelium, og dog handler det om Jesus og troen på ham hele vejen igennem.
Johannes slutter med at sige: ”Den der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham”. Der er en modsætning hér: på den ene side den, der tror på Sønnen, og på den anden side den, der ulydig mod Sønnen. Det modsatte af tro er altså ulydighed. Her rammer Johannes meget præcist: han ser klart at det modsatte af at tro er at være ulydig mod Sønnen. Når Johannes siger tro, så betyder det ikke blot at acceptere Jesus eller have en teori om Gud eller at tro på noget hinsides, men at tro betyder for Johannes at være lydig mod Sønnen.
Johannes siger det også på en anden måde, han siger: ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre”. Kristus skal altså blive større, og jeg blive mindre. Vi kender jo forskellige muligheder: nogle får Kristus til at blive større, mens andre blot får sig selv til at blive større. Alt er ikke lige godt. Nogle ord får Kristus til at blive større, andre ord tjener et andet formål. Måske kan vi huske at Luther bruger dette princip, når man skal bedømme hvilke skrifter i Biblen der er vigtigst. Alle skrifter er ikke lige vigtige, for Biblen er jo en samling af bøger og breve med meget forskelligt indhold, og alt er ikke lige godt. Men hvilke skrifter er så de vigtige? Luther siger at det er dem der får Kristus til at vokse. På tysk sagde Luther det sådan at det er de skrifter der fremdriver Kristus — lige som i et drivhus; der driver man også planter frem. De skrifter der får Kristus til at vokse, er de vigtige.
Men hvad vil det så sige at Kristus skal vokse? Ja, her er der en fare som vi må vogte os for, nemlig at vi tror at Kristus vokser ved at vi ophøjer ham mere og mere. Ved at ophøje Jesus Kristus mere og mere og lægge hele vægten på at Jesus er Gud, kommer han så højt op, i himlen, i det hinsidige, at han er så højt oppe at han er fraværende. Denne opfattelse kan måske endda se meget from ud: Gud er alt, jeg er ingenting, men dermed har man sat både Gud og os selv ud af spillet. Gud er blevet så ophøjet og fjern at han ikke har noget med dette usle liv at gøre. Og en anden fare er også at misforstå dette med at ’jeg skal blive mindre’, at man altså i bare fromhed lever ydmygt og selvudslettende og slet ikke mener at kunne gøre noget som helst, og dermed står ganske lammede over for vores verden og dens problemer. Der er endda nogle som har ’forfinet’ denne mekanisme så de ikke alene ydmygt bekender at de er nogle store og usle syndere, men så altså også er det i virkeligheden, når det nu ikke kan være anderledes, og sætter en ære i at være det.
Her må vi ikke glemme at Jesus Kristus er både Gud og menneske. Julens budskab som vi skal høre ved næste gudstjeneste, er jo en tydeliggørelse af at Gud blev menneske, at Jesus blev og er et rigtigt menneske. Jesus kaldte ikke mennesker til tilbedelse, men til efterfølgelse. Jesus kaldte mennesker til at efterfølge ham! Jesus var selv imod enhver ophøjelse. Hele hans liv var imod enhver ophøjelse: ved begyndelsen af hans liv var der en krybbe i en stald, og ved slutningen af hans liv var der et kors uden for byen. Han var i hele sit liv langt fra den guddommeligt ophøjede himmelske konge som senere tiders billedkunst og senere tiders fromme bønner har gjort ham til.
At Jesus Kristus må vokse, blive større, må altså ikke forstås på den måde at vi skal ophøje ham mere og mere. Og at jeg skal blive mindre, må altså ikke forstås på den måde at vi skal uskadeliggøre og afvæbne os selv. Vi kommer ikke uden om efterfølgelsen når vi taler om at få Jesus til at vokse. Og Jesus var bestemt ikke uskadelig i sine handlinger og ord. De to ting — at Jesus Kristus skal vokse og jeg blive mindre — hænger nøje sammen. Vi er lige omkring vintersolhverv. Om et par dage vender solen, dagen bliver længere, og natten mindre. Når lyset bliver større, bliver mørket mindre. Det er inden for det samme døgn det sker. Sådan er det også med Jesus Kristus og os: det er inden for den samme virkelighed, det samme liv, det sker.
Dette princip, at han må vokse og jeg blive mindre, hænger sammen med perspektivet, altså synet på hvad livet er. Hvis Jesus Kristus bliver større, så fremmer det det evige liv, det liv der har evighedskarakter og som rækker ud over mit svage og forgængelige og kortsigtede liv. Hvis jeg lever for mig selv, satser på mig selv, bliver større, hvis jeg vokser så mit lille liv lykkes, ja … hvad så? En dag dør jeg, og så er den ikke længere. Hvis jeg derimod er lydig mod Sønnen, altså gør Guds vilje som Sønnen Jesus Kristus gjorde, så har jeg allerede nu del i det evige liv. Så er jeg nemlig dermed optaget i dét evige fælles—liv som Jesus levede, og som kalder mennesker til at leve på samme måde.
Det vil altså sige at vi allerede nu har del i det evige liv. Det evige liv begynder nu, men det kortvarige, forgængelige liv begynder også nu. Tidligere har man enten trøstet eller skræmt mennesker med at det evige liv var noget der lå efter døden, men den går ikke. Vort liv nu er begyndelsen på det evige liv! Det evige liv begynder nu, men det kortvarige, forgængelige liv begynder også nu! Så vigtigt er vort liv. Det evige liv begynder nu for dem der vil leve i efterfølgelse i lydighed mod Sønnen og hans bud om at elske, og det kortvarige, forgængelige liv begynder også nu for dem der blot vil fremme deres eget liv og få sig selv til at skinne så smukt som muligt i denne forgængelige verden.
Det er muligt at dette princip modsiger hele den virkelighed vi lever i med sin massive påvirkning af os til at leve kortsigtet. Der er en trend, på tv i div. programmer om at skubbe alle andre ud, i ugebladene, i reklamebranchen, i reklamerne for lottogevinster, i modeverdenen, på bill—boards på hvert andet gadehjørne, i politik, fra alle kanter bliver vi bombarderet med opfordringen til at leve for os selv. Tænk hvis du vandt, hvis du blev kendt, hvis du kom med i en tv—udsendelse, hvis du var 'in', hvis du var 'på'. Ja tænk, hvad ville dét fremme, det evige liv eller det kortsigtede, forgængelige liv?
Netop nu hvor vi står over for juletiden, er der god grund til at understrege at Gud blev menneske i Jesus. At Gud er Gud understreger vi så mange andre gange i kirkeårets forløb, men vi må holde fast ved at Gud blev menneske, at Jesus var et menneske som kaldte mennesker til efterfølgelse.
At han må vokse og jeg blive mindre, det er en god forberedelse til julen. Det er mennesket der skal vokse, så livet bliver evigt og godt.

SALMER:
Gør døren høj, gør porten vid!
Alle mine kilder skal være hos dig
Kom, sandheds ...nd! og vidne giv
Kender du den livsens kilde
Fryd dig! du Jesu brud
Op, glædes alle, glædes nu