Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Luk 2,1—14 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«

Nu kulminerer julen, nu er det endelig jul. Vi har forberedt os længe, mere end en måned, vi har købt alle de julegaver man kan ønske sig, vi har købt alle de ænder og gæs og flæskestege og rødkål der skal til, vi har sendt julehilsner, og nogle har endda holdt julefrokoster i lange baner, og skolebørn og børnehavebørn har været til juleafslutning i kirken. Nu topper det, nu er det juleaften. Jeg tror egentlig at de fleste af os har en fornemmelse af at have overstået noget, vi tager selvfølgelig juleaften med, det er jo trods alt den vi har set frem til, men så er den heller ikke meget længere, julen.
Vi kan så nok en gang minde hinanden om at det egentlig er en fødsel vi fejrer, og en fødsel er jo en begyndelse. I juleevangeliet hører vi om Jesu fødsel. Godt godt, det er såmænd rigtig nok, men jeg synes der er mere på spil. Hvis vi kigger godt efter, og hører godt efter!, så vil vi opdage at der er et overordnet tema, et emne, en sammenhæng, som går igennem det hele og som måske er vigtigere end blot at se på en enkelt begivenhed, en fødsel. Hvis vi skal finde det begreb der holder sammen på det hele i evangeliet, så er det ankomst — ankomst!
Der ankommer en befaling fra kejseren i Rom, Augustus. Det sætter så gang i noget andet, nemlig at Josef og Maria ankommer til Betlehem. Og der sker der også en ankomst, ja mere endnu: en nedkomst, en ankomst af et nyt barn, et meget nyt og skelsættende barn i verdens historie. Udenfor på marken hos hyrderne ankommer der en engel, altså en sendebud fra Gud, og fortæller dem om at der lige netop i Davids by, Betlehem, har fundet en ankomst sted. Og så ankommer der ellers en himmelsk hærskare, nu ved jeg ikke lige hvor stor sådan én er, men jeg tror altså det er en hel del.
Og ni måneder før, da sker der også en ankomst: I kan bare kigge på vores altertavle her i Bavnehøj Kirke hvor Guds sendebud, Gabriel ankommer og fortæller Maria om det barn der er undervejs og som ankommer i dag.
Ankomst — det er det det drejer sig om. Vores kristne tro, vort fundament i livet bygger på ankomst, dette at noget kommer til os, i vort liv, vores verden, vores dagligdag. Det modsatte af ankomst er afsked, dette at noget eller nogen forsvinder, at vort liv bliver formindsket, at vi mister noget. Det kan man egentlig ikke bygge meget på. Vort liv i troen og i håbet har ikke sit fundament i fortid, men i en fremtid, i noget kommende, noget der ankommer. I vores kristne kirke lever vi ikke af at ihukomme en død profet, så ville livet jo vende bagud, vi ville gå med ryggen ind i fremtiden. Derfor er en julefest heller ikke en fejring bagud af en fortidig begivenhed for 2005 år siden, det er ikke bagude vores interesse og opmærksomhed ligger, men vi fejrer en ankomst som fører og har ført videre. Sådan er det jo også på det jordnære plan hvor vi selv kender til det: når vi fejrer et barns fødselsdag, fejrer vi også barnet der hvor det nu er kommet til i sit liv. Vi nøjes jo ikke med ved hver fødselsdag at svælge i erindringen om fødslen, de måske besværlige omstændigheder og komplikationer, selvom det nok ikke lige er noget med en stald og en krybbe som vugge, og hø og strå og æsler og får. Tværtimod ser vi hver fødselsdag som en ankomst, som udgangspunkt for endnu mere liv.
Vi har selvfølgelig lov til og behov for at have nogle traditioner, også juletraditioner, som vi kan holde os til år efter år, det hører til vores kultur og vores identitet at der er noget der er det samme i vort omskiftelige liv. Ellers bliver livet alt for besværligt hvis vi hver morgen skal til at opfinde et mønster for vores dag, eller hvert år skal til at opfinde rækkefølgen for alt det vi vil have med ved denne store traditionelle familiefest. Vi gør som vi plejer, det sparer tid og kræfter og gør os trygge så det bliver en fest ’som julen derhjemme, derhjemme hos moder engang’. En dejlig lidt sentimental tanke som de fleste nok véd ikke kan holde til vores virkelighed. For virkeligheden er jo at der sker noget nyt, både med vores verden, med vort liv og med os selv efterhånden som årene går. En jul kan aldrig blive den samme som sidste jul. Der er sket noget på et år, og uanset hvor mange julekrybber vi stiller op med den oprindelige scene for 2005 år siden, så er der sket noget som gør at vi ikke kan blive stående ved Jesu fødsel — hvis vi altså også vil forholde os til virkeligheden.
Som vi nævnte tidligere, så drejer vores kristne tro sig om ankomst, og den ankomst gælder også julens evangelium. Englen sagde: ’I dag er der ankommet en frelser i Davids by’. Frelse er et gammelt dansk ord som man fandt frem til var en god oversættelse af den kristne tros indhold. Vi har jo fået den kristne tro udefra, fra andre folk, en anden kultur, et andet sprog. Og da de første missionærer i vikingetiden kom til Danmark, skulle man finde et godt dansk ord som kunne rumme indholdet af den nye tro. Man tog så ordet ’frelse’, i vikingetiden var det betegnelsen for en frigiven slave. Når en slave fik sin halsring savet af og blev sat fri, var han ’fri—hals’ — prøv at sige det hurtigt, så er det ’frels’. Dét er betydningen, frelse er frisættelse fra alt det der binder og tynger mennesker og indskrænker deres liv. Det er altså denne frelse der ankommer til verden. Og det er den frelse der stadig er i ankomst.
I kirken er vi så dejligt befriede for at have noget med partipolitik at gøre. Kirken kan jo ikke stille op ved valg som et parti, det er vi alt for forskellige til, men vi er fælles om to ting: vi er borgere i samme land, og: vi er kristne af samme tro. Og vi kan ikke splitte vort liv ad så vi siger at om julen så er vi kristne, og resten af året er vi borgere. Vi har ét liv, og det hænger sammen.
Jeg ved ikke hvordan I alle hører juleevangeliet, men når jeg kommer til det sted hvor der står ’for der var ikke plads til dem i herberget’, giver det altid et lille sting i hjertet på mig. Der var ikke plads til en familie med et lille nyfødt barn da de ankom til Bethlehem. Og det er ankomst der er vigtig. Hvor de kom fra, hvilken stamme eller landsdel de kom fra, det var fortid, nu var de her. Og det var her og nu de havde brug for plads i herberget. I sammenhæng med dén gamle historie står vi i dag med en ny historie hvor der stadig ikke er plads i herberget. Som borgere i dette slaraffenland med en julehandel der atter en gang har sat rekord, tænk, det gør den hvert år, så er der stadig mennesker der ankommer til vores virkelighed, og som har brug for frelse, altså for frisættelse fra alt det der binder og tynger og indskrænker deres liv.
Det er muligt at der ikke var mere herbergsplads i Betlehem i de trængselsdage omkring folketællingen, men vi er dog ankommet til et samfund og en udvikling og en økonomi hvor vi uden større besvær kan bringe frelse til mennesker som skal beskyttes mod usikkerhed, utryghed og hjemløshed.
For os som borgere og som kristne ankommer der hele tiden en ny virkelighed, en ny situation, som vi må holde sammen med den skelsættende ankomst der skete julenat i Betlehem.
Jesus er altid i ankomst, og vi har slet ikke set den sidste ankomst endnu! Den har vi til gode. I slutningen af Matthæus—evangeliet er der en malende beskrivelse af den store verdensdom, hvor Jesus med klare ord udmaler at den der tager imod en fremmed, en der mangler klæder, en fængslet osv., tager imod Jesus selv. Jesus ankommer selv som svag, som fremmed, som nøgen, som udsat, det har vi lige hørt i juleevangeliet, og det er så vores situation 2005 år efter at opdatere denne ankomst til dér hvor vi i dag møder hans ankomst i ’en af disse mine mindste’ brødre og søstre.
Vi taler ofte om julefred, dette at freden sænker sig over landet når Fields og Fisketorvet og Magasin og Illum har lukket ned for julehandlen. Vi kan føle fred i vore hjerter hver især, vi kan nyde julefreden i fællesskab med familie eller venner. Men Guds fred, den fred som den himmelske hærskare af engle sang om julenat i Betlehem, shalôm, den er omfattende. Og den er først virkelig til stede i hele sin fylde, når den omfatter alle mennesker med Guds velbehag.
Glædelig jul, lad os i fællesskab få julefreden til at ankomme i vores nuværende virkelighed.

SALMER:
Det kimer nu til julefest
Hør, hvor englesangen toner
Glade jul, dejlige jul
Julebudet til dem, der bygge
Et barn er født i Betlehem