Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Joh 1,1—14 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.

Glædelig jul! — nu er det jul. I sidste uge har skoler og børnehaver været med i begge vore kirker til skolejul og børnehavejul og krybbespil. Det er den rene fryd og gammen. Nogle af børnene og en enkelt lærer blev helt forskrækkede da de på vejen ud opdagede at vi har levende lys i juletræet, for de var ved at brænde sig. Som en lærer sagde: Guud, jeg troede det var plasticlys. Jeg er glad for at julen er den ægte vare her i kirken.
Da en af skolerne var her, sang vi nogle af de kendte julesalmer, vi hørte juleevangeliet, bad Fadervor og modtog velsignelsen, alle fulgte fint med, og der var gode vibrationer. På vejen ud kommer børnene forbi mig og siger ’hej præst’, nogle siger ’glædelig jul’, andre skal mærke på min præstekjole eller på pibekraven, og der var nogle stykker som sagde: ’vi holder ikke jul hjemme hos os’. Nu er der i vort område en del nydanskere — de fleste er pæredanskere, og de ville jo aldrig sige sådan. Men disse små nydanskere ville lige markere over for mig at de ikke holdt jul, det var bare en nøgtern konstatering. Nu er der ikke tid i al mylderet til at sige ret meget så jeg sagde til de to første: ’så holder I vel Ramadan?’, og det nikkede de til. Bagefter tænkte jeg med gru på hvad jeg kunne være kommet til at sige hvis jeg nu tænkte anderledes end jeg gør. Så kunne jeg måske have sagt: ’Jamen, det gør altså vi danskere’. Det ville ikke have været en ordentlig reaktion, for de 3—4 stykker der sagde til mig at de ikke holder jul, er jo også danskere. For deres vedkommende endda ’første—generations’, for de har aldrig boet andetsteds.
Julekalenderen i TV2 i år har været usædvanlig. Endelig dog en julekalender, Jesus & Josefine, der drejer sig om det det drejer sig om, nemlig Jesus. Der kan siges meget om dén julekalender, der er nogle tolkninger af historien om Jesus som man kan sætte spørgsmålstegn ved, det er der såmænd også i evangelisternes tolkninger!. så gør endelig dét. Hvis man er i tvivl om rigtigheden af det der fortælles, så kan man blot gøre som Josefine: slå efter i Biblen, det kan man altid blive klogere af. I julekalenderen er Jesus et barn, og vi er jo så vant til, især her om julen, at det handler om Jesusbarnet, i julekrybber, og i vore salmer! De er fyldt med barn—Jesus. Og selvfølgelig har Jesus været barn, hvad ellers? Men alting har sin tid. Jesus var barn mens han var barn, men så kom det vigtige: hans aktive virke. Han levede ikke længe, sandsynligvis blev han kun 34 år, men i sit korte aktive liv sagde og gjorde han noget som ændrede verdenshistorien, og dermed menneskers historie. Jeg behøver bare nævne noget så banalt som årstallene vi bruger, hele verden, alle lande og folk, har en kalender som bruger Jesu fødsel som udgangspunkt. Alverdens computere har dette tidsprogram som noget selvfølgeligt.
Man kan nævne mange områder af Jesu virkningshistorie, og alle er ikke lige vigtige, men en ting er vigtig, nemlig at der i kølvandet på Jesu fødsel og barndom og aktive liv og død og opstandelse opstod et fællesskab. Vi kan godt kalde det Jesus—fællesskabet, men normalt siger vi bare kirken. Og det Jesus—fællesskab består stadig, vi sidder midt i det, havde det ikke bestået til i dag, havde vi slet ikke været her sammen.
Og det er et af de mest underlige fællesskaber der findes. Alle mennesker er vist født med et behov for tryghed, at vide hvor man hører til, jeg tror der er et ’trygheds—gén’ i mennesker. På den lille ø hvor min familie har et lille sommerhus, bor der kun ca. 170 mennesker. En dag spurgte jeg en bondekone som jeg kender om hvor mange af disse 170 mennesker der så var rigtig indfødte. Så sagde hun 33. Jeg spurgte hende om hun så også havde regnet sin mand med, de har haft guldbryllup for flere år siden, og de har boet på den gård siden de blev gift. Så sagde hun: ’Næ, han er ikke regnet med, for han er født ovre på naboøen’. Sådan er det, vi mennesker kan godt lide at vide hvor vi hører til, og også at vide hvem der er inden for kredsen, og hvem der er uden for kredsen. Det giver tryghed. Det er også derfor de fleste mennesker i verden elsker deres land, deres folk, deres by eller bydel, deres kultur og deres mad. Og hvis man ikke gør det, så er det fordi man ikke har det godt, det kender vi jo fra mange steder i verden hvor mennesker lider under sult eller fattigdom eller forfølgelse. Så prøver man at finde et sted hvor man kan være tryg.
Det er normalt menneskeligt at afgrænse sig og have nogle grænser for sit liv, og derfor vælger vi også efter samme princip hvad vi vil beskæftige os med, altså når vi har fri og ikke er bundet af at tjene til føden og boligen. Vi er jo så heldige i denne del af verden at vi har mange valgmuligheder, jeg tror endda at de nye børnegenerationer der vokser op nu anser det for en menneskeret at kunne vælge. Vi vælger mellem tv—kanaler, vi zapper, vi vælger stil og mode og mad og venner og hobbies og sport og musik, hos os næsten helt frit valg. Hvis vennerne er lidt besværlige, så vælger man bare nogle nye, hvis ægtefællen er lidt besværlig, så vælger man bare en ny, hvis naboerne er besværlige, så flytter man, hvis klassekammeraterne ikke passer én, så vælger man en anden skole.
Og … så er der altså kirken, Jesus—fællesskabet. Jeg sagde det var et underligt fællesskab. Det er også et valg at være med i det fællesskab, som regel har forældrene valgt for én da man var lille, men det er stadig et frit valg: man kan komme, og man kan gå. Men det er et underligt fællesskab på den måde at man ikke selv vælger mennesker at være sammen med i fællesskabet.
Det er et fællesskab der rækker ud over grænser, ikke bare geografiske grænser, men sproglige og kulturelle og økonomiske og etniske og folkelige grænser. Det kan man ikke ellers sige om mange af de forhold vi vælger. Men også i tid, i perspektiv, rækker dette fællesskab ud over grænser.
Det fællesskab der fik sin begyndelse med Jesus — Guds inkarnation!, Gud blev menneske! — hører ikke op, det hører aldrig op, det er kommet for at blive. Tidligere, i Kina, lavede man en ny tidsregning hver gang et nyt kejserdynasti kom til magten. Men det havde sin tid. Lige som alle tyranner og diktatorer har deres tid, det er hårdt, det er uudholdeligt mens de er der, men det får en ende. Det er tidsbegrænset, døden sætter at nådigt punktum for alt uudholdeligt. Og døden sætter også et punktum for overmod og pral og korruption og magtbegær. Vi har lige set et grusomt styre i Irak komme til slutpunktet, alting har en tid, men så er det slut.
Men Jesus—fællesskabet rækker ud over vore normale tidsbegreber. Det er der før os, vi træder ind ved dåben i et fællesskab som har været der før os, som har levet og kæmpet og lídt og stridt, men det er der også efter os. I alle andre klubber eller foreninger ophører medlemsskabet ved døden, så kan man skrive smukt i klubbladet: ’vort mangeårige medlem er død, han gjorde det og det’, eller ’hun udmærkede sig ved det og det’. Men medlemsskabet er ophørt. I Jesus—fællesskabet har vi del i et liv som rækker endog ud over døden.
De normale valgmuligheder begynder ved fødslen og slutter ved døden, fra og til den og den dato. Men Jesus—fællesskabet opererer med en anden tid, en anden målestok, nemlig evighed. Jesus—fællesskabet rækker fra evighed til evighed. Døden er en grænse for vort liv inden for de normale valgfællesskaber og valgmuligheder, men livet i Jesus—fællesskabet rækker fra evighed til evighed.
Og derimellem, i dét forløb fra evighed til evighed, ligger vort liv, vort korte liv. Og i det fællesskab har vi så også en mulighed for at virkeliggøre lidt mere end der er normalt eller muligt inden for andre begrænsede fællesskaber. Vi er i Jesus—fællesskabet medlemmer af et fællesskab som udvider vort liv, som giver os en større horisont og et større perspektiv. Der er så meget i vort lille liv som vi er bestemt til ifølge vort ’trygheds—gén’: at afgrænse os, at værne os mod alt fremmed og ukendt, at definere os selv i modsætning til andre.
I Jesus—fællesskabet er vi medlem af et fællesskab hvor vi ikke bruger negationer, dem kommer man ikke langt med, højst til døden. Men her bruger vi positioner, trosbekendelsen er også en position: vi siger hvad vi tror på. Og det er godt, det er vigtigt at sige hvad man tror på og er glad for og vil bruge sit liv på. Men i det fællesskab er der ikke megen plads til negationerne. Vi har én, stor negation som vi er fælles om: forsagelsen af djævelen, altså af alt ondt, dét er en vigtig negation. Denne negation, denne forsagelse, bruger vi ved dåben forud for positionen, bekendelsen.
Så … jeg var glad for at jeg ikke kom til at sige til de små skolebørn,da de sagde at de ikke holdt jul, at det er u—dansk, det er jo næsten blevet et stuerent udtryk. Jeg synes lige vi skylder os selv at konstatere at det meste i denne verden er u—dansk. Vi er et lille fint folk i et hjørne af verden, vi er normale mennesker der er glade for vort land og vores sammenhæng og vore gode forhold, vores kultur osv. osv., men verden er større, og livet er større.
Hvis vi nu skulle glemme det af og til, man slipper ikke let af med sine géner!, så er der en påmindelse i det mindste én gang om året, ved begyndelsen på den nyskabelse som Jesus er repræsentant for og udgangspunkt for, her ved fejringen af hans fødsel, dette at Gud blev menneske!, nemlig at vi bliver holdt fast i troen på og håbet om et liv uden snævre grænser. Der er grænser i livet, geografiske, kulturelle, økonomiske, etniske, religiøse, kønsbestemte, og disse grænser er naturlige og nyttige, men de er bestemt til at overskrides. Grænser der er uoverskridelige, bliver dæmoniske, det kender vi fra alle områder af livet.
Med Jesu fødsel skete der en omvæltende grænseoverskridelse, det utænkelige og umulige skete: Gud blev menneske. Det er heldigt og dejligt at være medlem af et fællesskab der ikke defineres af dæmoniske grænser, og hvor selv ikke døden er en dæmonisk defineret grænse, men hvor hovedprincippet er grænse—overskridelse, på latin hedder det transcendens. De der kan huske deres grammatik vil huske at der er noget der hedder nutids tillægsmåde: transcendens betyder egentlig grænseoverskridende, altså noget aktivt, dynamisk, noget der finder sted nu. Gud er transcendens, for Gud er grænseoverskridende. Vi er i Jesus—fællesskabet kaldet til og sendt med samme opgave: at være grænseoverskridende, altså vove at overskride selv vore egne små genetiske begrænsninger.
Julen er grænseoverskridende, vi er grænseoverskridende, og når det er sagt, så kan vi roligt være glade og taknemlige for vores gode, gamle danske jul med flæskesteg og and og rødkål og risalamande og juletræ og julegaver.
Glædelig jul til alle jer medlemmer af Jesus—fællesskabet, og vi kan også ønske glædelig jul til alle andre og til hele jorden.

SALMER:
Fra himlen højt kom budskab her
Glæden hun er født i dag
Lovet være du, Jesus Krist!
Julen har englelyd
En sød og liflig klang (v.3—4)
Hjerte, løft din glædes vinger!