Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Matt 10,32—42 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.«

Glædelig jul. I går, juledag, fejrede vi Jesu fødselsdag, da begyndte julen. Men allerede her på anden juledag, eller Sankt Stefans dag som den kaldes, bliver vi overrasket med et evangelium som viser os konsekvensen af fødslen i Betlehem. Og det er jo helt anderledes barske realiteter end julens stemning af fred og englesang omkring krybben i Betlehem.
Vi kan godt lige fundere et øjeblik over det værdifulde i kirkeårets forløb. Guds og menneskers fælles historie er en langstrakt og mangfoldig række af begivenheder. Det er en historie der går langt tilbage, og det er en historie der endnu ikke er fuldendt, for Gud og vi lever stadig, der er stadig en historie i gang. Alt dette kan ikke fortælles og opleves og erfares på en kortfattet måde. Hvis et moderne resultatorienteret menneske kom løbende hen til mig og spurgte: kan du ikke lige give mig en oversigt over den kristne tro, så ville jeg blive nødt til at sige: sæt dig ned, nu skal du høre: ’I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden’ osv. osv. lige fra Biblens begyndelse til dens slutning. Og ikke engang her ville vi være færdige, kirkens historie hører også med, og vores historie hører med.
Det er bl.a. det der er grunden til at kirkeåret har det forløb, det har. Vi kan ikke komme hele vejen rundt hver søndag eller helligdag. Guds og menneskers fælles historie rummer så meget at den ikke kan sammentrænges til mindre end et kirkeår. Man kan selvfølgelig glæde sig over frelseshistoriens flash points, de store dage, højdepunkterne omkring jul, påske og pinse. Men det svarer lidt til kun at se målene i en fodboldkamp. Der er somme tider i tv’s sportsudsendelser en filmstrimmel med årets pragtmål, det ene højdepunkt efter det andet. Men det bliver hurtigt kedeligt, for ganske vist handler fodbold om at score mål, men der ligger et spil forud for og efter hvert mål. Og det er jo hele spillet og alle spillerne der afgør hvor mange mål der scores.
På samme måde med troen og kirkeårets forløb: julens evangelium er et flash point, et højdepunkt, som man kan nyde i fulde drag, men hvis man mener at dermed er alt sagt, så svarer det til at gå til fodboldkamp én gang om året, se det første mål blive scoret, og så gå hjem igen. Enhver der kender noget til fodbold eller anden sport vil vide at dermed ville man snyde sig selv. Juledag er en score, men kampen er stadig i gang, den bølger frem og tilbage. 11. september i dette år var også en score, her blot til modparten, den djævelske terror og ødelæggelse.
Guds og menneskers fælles historie er stadig i gang, og evangeliet til i dag fortæller os om konsekvenserne af det nye der skete da Gud blev menneske i Jesus Kristus. Jesus indledte ikke et korstog, men et kors—liv, og han sendte sine disciple af sted ud i verden ikke på erobringstogt eller hævntogt med flammende ord om besejring og udryddelse af fjender, men på en lidelsens vej, en offer—vej. Vores evangelium til i dag er fra en tale som er blevet kaldt udsendelsestalen, hvor Jesus giver sine disciple et ord med på vejen. Lidt tidligere i talen formaner Jesus disciplene til at frygte Gud og ikke mennesker, og her udfoldes det så hvad dét vil sige i vort liv, og hvilke konsekvenser det kan få.
Jesus taler om at kendes ved ham over for mennesker eller at fornægte ham over for mennesker. Her bliver vi igen nødt til at henvise til en sammenhæng, noget der går forud, for ellers får man disse ord galt i halsen. De disciple der sidder og hører disse ord, har levet sammen med Jesus, og de véd hvad der er gået forud. De har tidligere forstået Johannes Døberens ord, det evangelium vi hørte 4. søndag i advent: ”Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet”. De har forstået at det modsatte af tro er ulydighed, at tro er at gøre det som Gud vil have gjort i verden. Når Jesus derfor siger noget om at ’kendes ved ham over for mennesker’, så er det ikke så meget en bekendelse i ord, men i handling. Ord er billige, ord kan snyde, men handlinger er afslørende. Og de bekendelseshandlinger har Jesus også tidligere beskrevet for disciplene, f.eks. i Bjergprædikenen, hvor handlingerne er rettet mod medmenneskers tarv, deres nød og behov, og ikke mod ordlyden af nogle bud og love. Det stenhjerte der er i fundamentalismen, er under Jesu nye pagt erstattet af et kødhjerte, et menneskehjerte.
Disse bekendelseshandlinger vil fremkalde modstand og fjendskab. Disciplene kan godt huske da Jesus sagde: ”Der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han dermed tjener Gud”. De barske ord i denne afskedstale skal altså ikke forstås som om det er Jesus der kommer med ufreden og sværdet. Meningen er at det han bringer vil fremkalde ufreden og sværdet. Jesus var ikke bevæbnet, det værste våben han er set med er det stykke reb han jog kræmmerne ud af templet med. Vi kan måske også huske, da de i Getsemane have til sidst kom for at fange Jesus, at Peter trak et sværd han havde taget med, og Jesus befalede Peter at holde op med at bruge det. Det er vist det nærmeste Jesus har været på våben.
Jesus pålagde sine disciple at bruge kødhjertet i stedet for stenhjertet når de stod over for mennesker. Vi ser det demonstreret mange gange i Jesu liv når han overtrådte regler og bestemmelser, når mennesker var i nød. Her kunne han ikke give efter, kødhjertet stod over for stenhjertet. Det er dét han pålægger sine disciple. Og det vil med nødvendighed skabe ufred, mellem generationer, i familier osv., men … giver man efter hér, endog når familie— og vennebånd står i vejen, så vedkender man sig ikke Jesus over for mennesker. Så svigter man bekendelsen der hvor det betyder noget, i handling!
De afsluttende ord i denne udsendelsestale understreger bekendelsen som handling. I sine handlinger afsløres det hvad man tror på og bekender sig til. Vi forestiller os ofte at denne tro på og altså lydighed mod Jesu ord, disse bekendelseshandlinger, er nogle store, flotte helgenagtige handlinger. Men som kulminationen, som det sidste og afgørende, nævner Jesus en ganske lille og dagligdags handling hvor vi alle kan være med: at række en af de mindste et bæger koldt vand. Så kan det ikke blive mere enkelt og tydeligt. Dette at aflægge troens bekendelse afgøres og afsløres altså helt ned i noget så dagligdags at man har øje for medmenneskets nød.
Måske kan vi huske at det også er pointen i den tale hvor Jesus tegner et billede af verdensdommen, hvor mennesker også bliver bedømt efter om de har gjort eller ikke gjort disse ganske små menneskelige handlinger. Sankt Stefans dag er en jordnær, realistisk dag, hvor vi oven på julens højdepunkt af en score bringes i spil igen. Julen er en begyndelse, nu følger så vort medspil. Essensen af Sankt Stefans dag ligger vist i det Jesus siger, og som man kan tænke længe over: ”Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det”.
Vi skal ikke blive skræmt af de ord, der er ikke noget galt i at redde sit liv, det gør vi alle sammen hver dag, vi har en pligt til at sørge for livet og passe på det. Men hvis dette at redde sit liv medfører at man svigter bekendelsen over for medmennesket i nød, så har man kappet forbindelsen til Jesus og dermed til bekendelsen til livet, det sande liv, det evige liv. Man overlever, men prisen er stor.
Heldigvis er det i vores sammenhæng de færreste der bliver bragt helt derud hvor det som for Stefanus er et spørgsmål om liv og død. Men historien har vist os at de mennesker der stod helt derude, ville have fornægtet sig selv, deres eget liv, hvis de var gået imod det deres menneskehjerte sagde dem. Det liv der her er tale om er altså ikke bare et spørgsmål om at holde sig i live for enhver pris, for den pris kan blive for høj.
Ære være Gud, lovet være Jesus Kristus, æret være alle martyrer, og Gud ske tak og lov for de mange mange mennesker der har opbrugt deres liv ved at holde fast i bekendelsen.

SALMER:
Nu vil vi sjunge og være glad
Den yndigste rose er funden
Hil dig, barn, i krybben lagt
Min sol, min lyst, min glæde
Venner! sagde Guds engel blidt (v.4—5)
En rose så jeg skyde