Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Joh 2,1—11 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« Jesus sagde til hende: »Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.« Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin — han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op — kaldte han på brudgommen og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.« Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.

Vi lever i en tid der er megaloman. ’Mega’ betyder ’stor’, vi kender det fra megaton og megahertz, det betyder en million tons eller en million hertz. Vi kender det også fra megafon, en højttaler som forstærker lyden op mange gange. Vores tid er megaloman. Alt skal værre større og større. Et lille eksempel: i dag er det helt normalt at de store hoteller til nytårsarrangementet bekoster et fyrværkeri kl.24 som sagtens kan måle sig med tidligere tiders fyrværkeri når en dansk konge holdt kroningsfest, og det er heller ikke ualmindeligt at en gæv brudgom til ære for sin brud har købt et fyrværkeri på størrelse med afslutningsaftenen i en Tivoli—sæson. Alt bliver større og større, nogle sportsstjerner tjener mere end én million kroner … om dagen! Det er til at blive helt forpustet af at følge med i denne megalomani, forbruget vokser, teknologien vokser, jeg tror mange mennesker, altså vi almindelige små mennesker som lever nede på jorden, ofte kunne ønske os en mere rolig og harmonisk udvikling hvor det hele ikke var så megastort og megahurtigt. Et lille fredeligt sted, et helle i denne megalomane verden.
Lad os gå i kirke – dér er der da et gammeldags sted med fred og ro hvor vi ikke overvældes af megalomanien. Der er ingen kæmpehøjttalere som blæser ørerne af os, og selv om organisten somme tider lader orglet bruse for fulde sejl og trækker alle registre ud, så er der en grund til det, så er det fordi der er fest i gaden, og det er stadig lifligt og bevægende og herligt at høre på. Og der er ingen der taler for hurtigt så man ikke kan forstå ordene, kordegnen kunne aldrig finde på at rappe ind— og udgangsbøn, og salmerne er heller ikke hele tiden nye tekster – det er egentlig så trygt og dejligt. Og præsten har den velkendte uniform på, ingen ny mode hér!, alterlysene blafrer stille og roligt, ikke noget blinkende lazershow hér! Ah.
Læn jer tilbage og nyd den fine lille nøjagtige beretning om brylluppet i Kana. En bibeltekst, et evangelium, det er da til at have med at gøre. Og hvad er det så vi hører? En fuldstændig overdimensioneret historie! Hér får den altså ikke for lidt, det er megalomani ud over alle grænser. Jesus lavede vand til vin – altså ikke noget med at Jesus havde gemt et par flasker vin som kunne redde situationen – og det var heller ikke noget med at han holdt en tale om at nu havde de såmænd også drukket nok ved dét gilde, så derfor kunne de bare drikke vand eller kaffe resten af aftnen og så gå stille og roligt hjem, og ”det var sikkert også sundere for dem alle sammen”. Næ … det er vildt overdrevet, det er ren megalomani dét Jesus gør. Hvis det stod i en roman, så ville man sige at det var fuldstændigt overdrevet og urealistisk. Jesus fik dem til at fylde seks store stenkar med vand, det har været noget med 4—500 liter!, og så blev det til vin, god vin! Formanden for Danmarks Afholdsforening udtalte i går til Kristeligt Dagblad at denne beretning om brylluppet i Kana — lige som andet underlødigt stof – burde have været fjernet da man i de første kristne århundreder fastlagde hvad der skulle med i vores Bibel.
Men sådan er det hele vejen igennem: når Jesus gør noget, får den ikke for lidt!! Engang drejede det sig om at flere tusinde mennesker ikke havde noget at spise, og så bespiste Jesus dem alle, 4000 foruden kvinder og børn! Et andet sted står der 5000, men det ser ikke ud til at nogle tusinde fra eller til gør så meget. Og ikke bare fik de nok at spise, men der var 12 kurve mad til overs! Hvis ikke det havde stået i Ny Testamente, ville man jo sige at det var løgn. I enhver anden bog ville der have stået at Jesus delte sin madpakke med de nærmeste 4—5 stykker, og så bredte det sig så alle begyndte at give, og det ville jo være helt fint. Men … 4000, 5000, foruden kvinder og børn!
Eller et andet sted hvor Jesus opvækker en enkes søn der er død, i byen Naïn. Det er ikke bare sådan at Jesus trøster denne enke, som nu har mistet sin søn, ham der skulle forsørge hende i hendes alderdom – nej, han opvækker sønnen! Det er vildt overdrevet at gå i lag med døden på dén måde.
Og der hvor de på sædvanlig orientalsk manér kommer med nogle små børn for at få Jesus, mesteren, rabbi’en, til at velsigne dem – der er det heller ikke sådan at Jesus som en anden orientalsk fyrste foran et fjernsynskamera lader sig fotografere, mens han storladent lægger hånden på hovedet af et skræmt barn som i virkeligheden ikke betyder noget som helst. Nej, Jesus sætter et barn ind i midten af alle de voksne mænd, dem der betyder noget og er noget, og siger: Se, hér er modellen for at være menneske, hvis I ikke tager imod livet på samme måde som dette barn, så kan I slet ikke have noget med Gud eller Guds Rige at gøre.
Og alle de andre steder hvor Jesus gør og siger noget: det er ikke bare den sædvanlige, fornuftige snak om at vi må have en social bundgrænse så der ikke er så store sociale skævheder – nej: salige er de fattige! salige er de magtesløse!, for Himmeriget tilhører dem!
Eller når Jesus taler om venner og fjender, det er ikke det sædvanlige med ”os” og ”dem”, og: ”vi skal jo være her alle sammen”, og: ”de må godt være her, bare vi kan leve hver for sig med hver vores kultur”, eller: ”det er jo ikke den enkelte iraker vi er imod, men det er systemet vi må bekæmpe, ondskabens akse, slyngelstaterne osv.” Nej, Jesus siger: ”I skal elske jeres fjender og bede for dem som forfølger jer” (Matth 5,44). Paulus har lært det, han gentager: ”Velsign dem, der forfølger jer, velsign, og forband ikke” (Rom 12,14).
Det er altid vildt overdrevet hos Jesus, det er ren megalomani. Når vi ellers oplever eller ser noget stort, et kæmpefyrværkeri, en enorm gage, en ny rekord, et nyt teknologisk vidunder, så bliver vi imponeret, fordi det er langt over vores daglige virkelighed. Når vi på tv ser dronningen eller statsministeren eller en præsident, så bliver vi imponeret af denne flothed, denne storhed, vi bliver overvældet, men … så er der heller ikke mere! Vi får hele herligheden at se: magten, pragten, dragten – der er det hele, det er virkeligt, men så er det slut. Der er ikke mere!
Men med Jesus og Guds Rige er der mere, vi er kun lige begyndt! Det bliver ’værre’ endnu: alle disse overdrivelser, denne megalomani, også overdrivelsen ved brylluppet i Kana, er kun tegn! De er tegn på noget mere, de er glimt af noget større og finere og stærkere. Dét der den dag ved et bryllup i en landsby, Kana, fik disciplene og de andre gæster til at spærre øjnene op, var et tegn på Guds herlighed. Et tegn! Og disse tegn holder sig altid til noget vi kender. Når Jesus laver vand til vin, så kender vi noget til dette. Vi kan selv lave vand til vin, men så tager det 3—4 måneder. Vi kender også til at man kan mætte 4—5000 mennesker, endda flere, under en nødhjælpsaktion i Eritræa f.eks., men det kræver fly, lastbiler, kornsække og fordelingscentraler for at det kan lykkes. Vi kender også til at mennesker bliver helbredt for deres sygdomme, det sker hver dag på vore hospitaler.
De tegn Jesus gør, har altid deres udgangspunkt i det vi kender. Vi forstår tegnene, Jesus bruger vand, i nogle krukker, det bliver til vin – alt sammen kendte ting. Jesus bruger brød og vin, han siger vi skal spise og drikke det – det er kendte ting. Vi bruger lidt vand ved dåben af et lille barn – alt sammen noget kendt.
Med disse almindelige ting og almindelige begreber får vi nogle tegn at se som vi kan forstå, tegn på Guds herlighed. Og … hvis disse vilde overdrivelser blot er tegn eller glimt af noget meget mere – hvordan er så ikke hele herligheden?!
Det er til at blive svimmel af at tænke på. Gudsriget er fantastisk!

SALMER:
Himlene, Herre, fortælle din ære
Hvor Gud mig fører, går jeg glad
Det er så yndigt at føles ad, hvor banet vejen
Øjne, I var lykkelige
Som korn fra mange marker
Som aldrig så lang er nogen dag