Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Luk 17,5—10 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Apostlene sagde til Herren: »Giv os en større tro!« Herren svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer. Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.«

I dag hører vi at apostlene kommer hen til Jesus og siger: ”Giv os en større tro!” Og Jesus gør næsten lidt nar ad dem i det svar han giver: Hvis I havde tro ”som et sennepsfrø”, så kunne I gøre selv det umulige!, og så kommer der ellers en lille opsang til dem om at passe deres arbejde.
En anden gang kommer de også hen til Jesus og spørger ham hvorfor de ikke kunne uddrive en dæmon, og så siger Jesus til dem: ”Fordi I har så lille en tro” (Matth 17,20). Og så tilføjer han: ”Har I en tro som et sennepsfrø”, så kan I gøre selv det umulige.
I modsætning til deres lille tro peger Jesus altså på en tro der virkelig er noget værd. De havde måske forventet at han havde plantet et billede inde i hovedet på dem af noget meget stort, Sinai bjerg eller templet i Jerusalem, men det gør han ikke. Han skærper sit svar til dem til det yderste når han planter billedet af et sennepsfrø i deres hoveder. Dér har man det klareste billede på hvad tro er. Et sennepsfrø kan ikke en gang tænke, det kan ikke læse, det kan ikke en gang bevæge sig, det er en af Guds mindste frembringelser i hele skaberværket.
Og hvad er det så, sennepsfrøet kan eller gør så godt? Det første der falder mig ind er: ingenting! Men skulle vi sætte nogle ord på hvad det er der kendetegner sennepsfrøet, så er det at det bare er og gør det som er dets opgave. Og resultatet, virkningen, viser sig jo først langt senere når sennepsfrøet er væk: sennepstræet der vokser og sætter frugt. Sennepsfrøet bliver ikke en gang takket for indsatsen.
Dét apostlene spørger efter når de anmoder om at få forøget deres tro, er en ’parat—tro’, et effektivt redskab så de kan udrette noget, klare noget, forsikre sig i livet. Og i dag gælder det jo mere end nogensinde. I vores del af verden er vi forsikret næsten hele vejen rundt: vi har hver dag et sted at sove, vi har mad, vi har skoler og pensioner og sundhedsvæsen. Og alligevel styrter moderne mennesker rundt for at få fat i denne parat—tro, denne magiske nøgle til at kunne klare alt det uforudsete, det tilfældige, det uforklarlige. Her finder vi også grunden til at der er en hel industri som holder gang i sind— og ånd— og sjæl— og helsemesser, salgsudstillinger hvor der tilbydes mennesker alle mulige parat—værktøjer til at klare livets usikkerheder og tilfældigheder. Livet er ikke til at beregne, den ene uge er man glad, og så pludselig kommer man ud for noget der vender op og ned på det hele. Og selv om man skulle være så heldig at komme nogenlunde smertefrit igennem livet, så er der inde i baghovedet et mysterium, en uforståelighed som man ikke kan sikre sig mod, nemlig døden.
Jesu svar til apostlene kunne måske oversættes til: Bare mennesker dog kunne lære dette at hvile i troen (som frøet) og så gøre arbejdet støt og roligt ( = elske Gud og deres næste som sig selv).
Jesus var ikke nogen religions—stifter, en guru, som ville samle mennesker omkring sig i rundkreds for at de kunne få gode råd om at bekymre sig om sig selv og søge ind i sig selv. Jesus forkyndte et godt budskab om Guds Rige, der vender udad, og det vender fremad! Man kunne også sige at Jesustroen ikke er religiøs! Et sennepskorn er ikke religiøst.
Mennesker vil gerne have en mekanisme der kan hjælpe dem over alle de usikkerheder, tilfældigheder og uforståelige ting de kommer ud for i livet. Vi, og alle mennesker, kan jo se hvor uretfærdigt det hele er indrettet. Det er da ikke retfærdigt at vi her i den rige del af verden har rigeligt at spise hver dag, mens andre mennesker i verden dør af sult. Det er uforståelig tilfældigt at nogle er raske og andre er syge, nogle kommer let gennem tilværelsen, mens andre må bære tunge byrder af sorg og bekymring. Hvis man da bare kunne finde en mekanisme der kunne hjælpe os til at ordne den slags uretfærdighed. For det er næsten ikke til at holde ud at leve med en sådan usikkerhed.
Bare tanken om et frø får os til at tænke på en ny måde: et frø er en begyndelse, et frø vokser, udvikles, bliver til en blomst eller et træ. Et frø er en begyndelse, en mulighed, et udgangspunkt. Og én fordel mere: det har ikke noget med forstand eller evner eller præstationer at gøre. Vi kan næsten ikke undgå at forstå dette billede rigtigt, nemlig at troen er en delagtighed i Guds kraft og magt, i Gudsriget som vokser, langsomt, men sikkert.
Og én ting mere: den tro Jesus taler om, er ikke en tro på noget mystisk, overnaturligt, usynligt, noget der skulle trække os over i en anden verden eller nogle forskruede tankegange. Når Jesus siger ‘senneps—frø’, så er vi tæt på jorden — jord, det mest basale, realistiske, enkleste, man kan tænke sig.
Når vi her taler om tro, så er det troen som en gave. Vi har fået en gave, noget som vi ikke selv har udtænkt eller opfundet, noget som ikke kommer fra os selv, nemlig Jesu tro. Den er vores, men den er ikke en præstation som jeg selv har kæmpet mig frem til eller en lille kapital som jeg selv har forøget ved megen fromhed og mange studier. Jeg kan ikke engang gøre den større eller mindre, for troen er Jesu tro. Den er givet mig som en gave, men jeg kan ikke gøre den hverken mindre eller større. Jeg kan kaste vrag på gaven, men det bliver den ikke mindre af, det viser bare noget om mig selv. Eller jeg kan agte gaven, det bliver den heller ikke større af, men det viser også bare noget om mig selv.
Jesu tro, altså dén tro Jesus har, tilliden til Gud, håbet om Guds Rige og Guds sejr over død og djævel og ondskab og sygdom og uretfærdighed og tilfældighed, dén tro er hel og udelelig. Og den er stor nok! Den var stor nok til Jesus, så er den også stor nok til dig og mig. Mennesker med denne tro lever lige så udsat som mennesker uden denne tro. Mennesker med denne tro rammes også af sygdom og uheld og ulykker og tilfældigheder i livet. Ophavsmanden til vores tro, Jesus, er selv det klareste eksempel på at selv med troen slipper man ikke for lidelsen, for uretfærdigheden, for tilfældigheden, for døden.
Når vi er nået så vidt, så sidder vi ofte alligevel tilbage med et lille spørgsmål: hvad skal vi så gøre med den tro som altså ikke er vores tro, men Jesu tro? Hvad så med mig? Hvad når jeg kommer i tvivl, hvad når jeg bliver ramt af ulykke og lidelser? Der er vist ikke andet svar end at du skal passe dit arbejde, dit kald, dér hvor du nu har fået dit at gøre i denne tilfældige og jammerligt uretfærdige verden. Vi har i vores afdeling af kirken haft en tilbøjelighed til at mene at tro er en intellektuel sag, noget man skal tænke meget over og være bekymret for.
Troen er ikke noget man kan tænke sig til eller købe sig til, men troen er en gave som vi skal forvalte. Troen er altså noget vi skal agte, passe på, styrke, holde fast ved, efterleve. I stedet for som selvoptagne mennesker at tale om at vi har troen, så er det meget rigtigere at sige at troen har os. Vi er indesluttet i Jesu tro.
Og hvis der nu skulle sidde en og spørge: jamen, hvad fordel har jeg så af at tro, kan jeg så ikke lige så godt lade være? Så er svaret: der er trosfrihed i dette land, endog til at lade hånt om Jesu tro, så værs’go’. Men det siger mest om dig selv. Det rokker ikke ved den tro som vi er omsluttet af, og som på trods af død og sygdom og ondskab og ulykke og tilfældighed holder vort håb i live om Guds Rige. Dén tro bar Jesus igennem døden til opstandelsen, det er samme tro vi har.
Og indtil videre kan vi så ellers bare med frimodighed og godt humør passe vores tjenergerning her i livet dér hvor nogen har krav på os eller forventer noget af os eller måske bare bliver glade for noget fra os. Det er en ren fornøjelse af have del i den tro, i Jesu tro.

SALMER:
Jeg ser dit kunstværk, store Gud
Velsignelse, al jordens tarv
Guds rige lignes ved et frø
Kender du den livsens kilde
Som korn fra mange marker
Alt står i Guds faderhånd