Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Joh 12,23—33 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus svarede disciplene: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.

Livet er herligt! Vi må fejre livet. Hver eneste af os må hver morgen når vi står op som det første sige Gud tak for at vi får lov til at opleve endnu en dag i vort liv. Og hvis man ikke siger Gud tak, så kan man da sende sine forældre en kærlig tanke for at netop jeg nu er i live og får lov at deltage i dette spændende liv. Måske besværligt, måske tungt, måske byrdefuldt, men det er dog mit liv, og det er det eneste jeg har.
Livet er et mysterium, en forunderlig virkelighed, og selv om vi ikke til daglig kan gå og undre os over livet hele tiden, så har vi her i kirken både tid og anledning til at gøre det. I timerne med konfirmanderne snakker vi om mange ting, og hvert år spørger jeg konfirmanderne hvad de mener er meningen med livet. Det bedste svar jeg har fået var én der sagde: ”Meningen med livet finder man ved at leve det”.
Der er et andet mysterium i vort liv som vi har det sværere med, nemlig døden. Og det ville jo ikke give mening hvis man tilsvarende sagde: ’Meningen med døden finder man ved at dø’, for så er man jo død. Sproget kan ikke rigtig holde til at sige det på dén måde. Når vi nærmer os det mysterium der hedder døden, så bruger vi som regel nogle ord med negativ ladning: det hedder ’at lide døden’, og vi siger også ofte når vi står over for døden at døden er meningsløs. Når vi taler om børns død, så er der ingen tvivl hos os: det er meningsløst. Og hvis det gælder unge mennesker, så siger vi det samme. Men vi har i vores lange, menneskelige historie lært at affinde os med at gamle mennesker dør, vi har lært en resignation over for den grumme virkelighed som døden er. Vi har også opfundet nogle gode talemåder som vi kan bruge, vi siger ”det var nok det bedste der kunne ske” eller ”han havde ikke mere at leve for” og lignende. Men når det gælder min egen død, så er døden et mysterium som man ikke så let kan tale sig ud af. Nu har livet heldigvis så mange spændende ting man kan beskæftige sig med at dette spørgsmål om død som regel trænges i baggrunden, hvis det da ikke trænges helt ind i baghovedet som noget man går langt uden om.
I dag er der i vort danske samfund en ret stor del af befolkningen som tror på reinkarnation, altså den hinduistiske forståelse der går ud på at man fødes igen og igen i en ny skikkelse. Jeg tror at grunden er at man ikke rigtig kan finde et endegyldigt svar på dødens mysterium. Og det er da også irriterende at vi i vores moderne tid hvor vi efterhånden mestrer alt, ikke kan få døden anbragt et sted så man kan overskue og styre den. Ellers kan vi jo alt: man kan trænge ind i den allerførste celle hos et menneske og ændre ved livsbetingelserne, og man kan styre og overskue alt på moderne computere. Og så melder tanken om reinkarnation sig som en let og overskuelig løsning: man kan se at nye mennesker fødes, der kommer nye til hver dag, og man kan se at mennesker dør, hver dag falder nogle fra. Og så ser man en mulighed for at kombinere: man gør døden til noget lige så selvfølgeligt og naturligt som livet. Man får døden anbragt, placeret, under kontrol, puttet ind i et system som er til at overskue. Man kunne måske lidt enfoldigt spørge hvori fidusen ved det system er, når man i stedet for den ene død man har problemer med, nu skal i gang med døden den ene gang efter den anden. De vesterlændinge der har ’købt’ dette reinkarnationssystem, har også skummet fløden ved kun at tage den positive side af det. Man tror kun det kan gå fremad og opad, til en finere og finere genfødsel, men hinduismen véd godt at næste trin kan gå nedad så man måske fødes som en orm, en maddike, og det er der jo ikke meget perspektiv i.
Over for dette individualistiske og snævre perspektiv finder vi hos Jesus dét vi kunne kalde ’hvedekorns—princippet’. ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver der kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv, i denne verden, skal bevare det til evigt liv”.
Dette ’hvedekorns—princip’ er helt anderledes stort og omfattende end de små, bekymrede tankesystemer som ikke svinger sig højere op end til at rumme min egen lille private død. Hvedekorns—princippet omfatter det hele: det rummer mørket og undergangen for frøet, kornet, men også lyset, det spirende, væksten og de mange fold, det store udbytte ud af det ene korn.
Der er en anden afgørende forskel: den bekymrede kredsen om min lille private død beskæftiger sig altid med døden som en tilstand, en situation, den statiske tilstand når døden er indtrådt, når jeg er død. Derfor er det altid en lille forfængelig og forgæves bekymring om den enkeltes udødelighed — en tanke der er helt fremmed for Biblen og ret uinteressant for andre end én selv.
Men … ’hvedekorns—princippet’ drejer sig om døden før den indtræffer. Hvedekornet dør, i en proces, et forløb. Det fører til noget, det er en dynamisk, frugtbar død som fører til liv, ikke blot det samme liv én gang til: nok en gang ét korn — men til mange fold! Det er medens hvedekornet lever at det dør, det er en del af livsprocessen at det dør!
Nede i Slesvig står der over en kirkedør:
Du må dø
mens du lever
for ikke at dø
når du dør.
Når Jesus siger de skarpe ord som skurrer i ørerne, ”Den, der elsker sit liv, mister det, og den, som hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv”, så er det præcis samme mening der ligger bag. ”Den, der elsker sit liv”, altså: den der blot lever for sig selv og dør for sig selv, har mistet sit liv, ”der bliver kun det ene korn”. Men ”den, der hader sit liv i denne verden”, dvs: dén der dør mens han lever, skal bevare sit liv til evigt liv.
Vi dør hver dag en lille smule rent fysisk, hjerneceller forsvinder, musklerne bliver svagere, og det fortsætter til vi giver det sidste vi har: vort sidste åndedræt, når vi opgiver ånden og giver den tilbage til Gud, som vi har lånt den af i det korte åremål som vort liv er. Livet består i at aflevere, at give. Således er menneskelivet indrettet, sådan er det bestemt. Hvis man tænker sig et menneske der sad musestille hjemme hele sit liv i en stol for at spare på livet, for ikke at risikere noget og spare sine muskler, så ville det menneske jo have mistet sit liv. Hans muskler ville sygne hen, han ville aldrig have levet. Sådan er det med hele livet: livet må risikeres, det må leves bekymringsfrit i en glad given af dét vi har fået til låns af Gud. Det er nu mens vi lever at vi må aflevere, ’dø’ hver dag, for at vi ikke skal miste livet.
Jesus slutter med at sige: ”Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære”. Det er slet ikke så lidt der stilles i udsigt ved at være Jesu tjener og følgesvend, at Faderen selv skal ære ham! At Gud skal ære en tjener!
Der findes overhovedet ikke noget mere håbsfyldt end at bruge sit liv, at give sit liv helt og fuldt, det peger fremad mod vækst og endnu mere liv.

SALMER:
Guds kirkes grund alene
Det er så yndigt at følges ad, hvor banet
Nu bede vi den Helligånd
Guds rige kommer ikke så
Som korn fra mange marker
Den signede dag med fryd vi ser, v.5—7