Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Luk 22,24—32 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.«

Evangeliet til i dag er fra Lukasevangeliet, og det står lige efter at Jesus har indstiftet nadveren. Det er altså Skærtorsdag aften. Jesus har lige sagt ”Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide, for jeg siger jer: Jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldendes i Guds rige” – og så er det han tager et brød og deler det ud og siger: det er mit legeme, og han tager et vinbæger og siger: det er mit blod.
I vores danske udgave af Ny Testamente har udgiverne sat en lille overskift over hvert afsnit, og over evangeliet til i dag har de skrevet Striden om at være den største.
Der er en gammel og gennemprøvet tradition i vores evangelisk—lutherske afdeling af kirken for at prædike sådan at man fremhæver Jesus som den guddommelige mester der kan alt og ved alt og gør alt rigtigt, og at man dernæst stiller disciplene op som det modsatte: de der ikke forstår noget som helst, de uduelige, dumme, snæversynede og alt for jordiske skabninger. Og herfra er det let at gå videre i tankegangen og sige at vi mennesker i dag ligner disciplene, altså at vi også er så uforstandige, dumme og snæversynede. Det har tilmed den sidegevinst at det tydeligt afslører en stor fromhed, man fremhæver Guds storhed og menneskets lidenhed, og det lyder da meget fromt.
Men lad os lige se hvad det egentlig var de kom i strid om. Og der er jo ikke noget galt i at komme i strid om noget, det hedder vel egentlig bare en diskussion, og det er da tilladt selv i de mest fromme og fornuftige sammenhænge. Apostlene har hørt Jesu ord om Jeg skal aldrig mere spise det, (altså måltidet sammen med dem) før det fuldendes i Guds rige. Et måltid kan jo blive afbrudt. Man sidder og spiser, så sker der noget der afbryder måltidet, og så fuldender man måltidet sammen senere. Det er det de har hørt Jesus sige: nu er det sidste gang vi spiser sammen i denne gamle verden, næste gang er i Guds Rige. Og Jesus har jo ikke snakket om andet end dette Guds Rige, de har hørt den ene historie efter den anden om Guds Rige, lignelserne, men det har ikke været helt nemt for dem at forstå hvad Jesus egentlig mente med det. Hvis vi sætter os i deres sted, så tror jeg at jeg ville tænke: det lyder i hvert fald godt. Et nyt rige der ikke er af denne verden, for dette rige af denne verden kender vi så godt, det er et rige hvor vi er besatte af en fremmed besættelsesmagt, vi kan ikke leve frit, der er check—points over det hele, vi er de underste, og de er de øverste, det er næsten som om der er en mur mellem dem og os. Og så dette nye rige, Guds Rige kalder Jesus det, hvor der er fred og retfærdighed og glæde. Prøv at veje hvert eneste ord i munden: fred! og retfærdighed! og glæde! Så selv om vi ikke helt forstår hvordan det er indrettet, så er det lige det vi drømmer om og håber på. Vi er med.
Og man kan jo lige så godt begynde at forberede sig. Når Jesus siger at måltidet skal fuldendes i dette nye rige, så må det være inden for rækkevidde. Jeg tror deres horisont for alt dette har været én til to uger. Om kort tid vil vi stå midt i dette nye rige, Jesus skal selvfølgelig være leder, hvem ellers?, han har jo også hele tiden sagt mit rige om det. Jesus skal være leder, men man kan jo ikke styre et helt rige ene mand, der skal hjælpere til, tjenere som man siger, ministre hedder det med et fremmedord.
Det er selvfølgelig det de snakker om. Der står lidt gammeldags i bibel—stil: hvem af dem der skulle regnes for den største. På nutidsdansk hedder det: hvem skal være udenrigsminister, hvem finansminister, skatteminister, indenrigsminister, og til allersidst kirkeminister eller synagogeminister. Der må forhandlinger til, diskussioner, ærlig strid om posterne. Peter ville være oplagt som krigsminister, han havde i hvert fald våben som vi hører om i begivenhederne senere den nat i Getsemane Have. Men Jesus har vist en toppost til Peter, det er der flere udtalelser der tyder på. Og Judas, deres kasserer, ville være oplagt som finansminister, men han var allerede på vej ud på dette tidspunkt.
Sådan tror jeg situationen har været: de har været helt normale mennesker, de er med på idéen, på projektet, og de vil gerne være forberedte på den nye situation. Sådan handler alle undertrykte mennesker, de organiserer sig, de forbereder sig på den dag da undertrykkelsen er forbi og det nye bryder frem. Og de er jo ikke filosoffer, de benytter selvfølgelig de ord og de begreber som de kender. Og Jesus forstår dem, han skælder dem ikke ud og siger de er dumme. Han går endda ind på deres tankegang og følger den til dørs: ”Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere” – det kan I have ret i, og så tilføjer han: ”Sådan skal I ikke være”, hos jer og hos os i det nye rige ser det helt anderledes ud. Endnu har I ikke ord og forestillinger om hvordan det rige ser ud, men jeg kan da sige at den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den der tjener.
Og tilmed får de givet langt mere end de forestiller sig og end de kan drømme om. Jesus siger: “... ligesom min fader har overdraget mig Riget (altså Guds Rige!), overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer” Det er slet ikke så lidt, Guds Rige! bliver givet dem, og de bliver indsat som ministre og dommere over de tolv stammer, altså over det hele.
Der er altså to slags magt: den man tager, og den man får. Den første slags, den man tager, fører vist altid til magtmisbrug; det har vi set så mange eksempler på rundt i verden og her hos os selv. Når undertrykte mennesker gør oprør, så har de en plan om en ny måde at regere på, en ny måde at leve sammen på som samfund, de bedste hensigter, og så ser vi næsten hver gang at de nye magthavere bruger de samme mekanismer som forgængerne, ofte endda værre. Vi har som mennesker en bagage med, i vore gener og i vores sociale omgangsform som er begrænset. Vi har vanskeligt ved at sætte vores fantasi fri og tænke helt nyt.
Jesus siger noget nyt: “Mig er givet al magt i Himlen og på jorden ...”, det er noget andet! Den sande magt gives eller tildeles, og så kan det være en forfærdende stor magt som den vi hører om i vort evangelium.
Jesus siger til sidst til Peter noget om at styrke sine brødre. Det er vist en udmærket retningsangivelse for vores magtanvendelse som apostle og som kirke og menighed: at styrke vore brødre — og søstre!. For os i dag kan det ikke blot betyde de nærmeste, vore brødre i snæver forstand i familien eller i vores lille vennekreds og menighed, for vi har aviser og radio og tv og internet der fortæller os om vore brødre og søstre i Afrika, i Indien, i Israel og Palæstina, i flygtningelejre og fængsler overalt i verden. Der er tusindvis af kvinder overalt i verden som lever under usle kår som slaver, der er børn som sulter og udnyttes og dør. Og vi har også brødre og søstre som trænger til at blive styrket i vore nærmeste omgivelser. Det er altså det der i særlig grad gør andre mennesker til brødre og søstre: at de trænger til at blive styrket.
Det kræver omvendelse at komme til at se på sine medmennesker på dén måde, det kræver at man vender sig om fra en traditionel tankegang om magthavere og undermennesker, om velgørere og modtagere og får øje for Guds store familie i verden. Og vi må have tålmodighed, dét Guds Rige er på vej, det kommer!, men endnu kan måltidet ikke fuldendes. Vi genoptager måltidet hver gang vi mødes, som overlevelsesmad, som rejsekost på vejen mod Guds Rige. Men vi har stadig fuldendelsen til gode. Hold fast i troen og håbet om dét rige.

SALMER:
Herrens røst, som aldrig brister
Du følger, Herre, al min færd
Det er så yndigt at følges ad, hvor banet
O du store sejervinder
Som korn fra mange marker
Gud, vi er i gode hænder