Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Mark 9,14—29 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.«

Jesus og tre af hans disciple — Peter, Jakob og Johannes — har været oppe på bjerget. De har været højt oppe, de har set et glimt af Jesu guddommelige herlighed, ’forklarelsen på bjerget’, og nu er de så nede igen hos de andre disciple og en skare mennesker. Og de er virkeligt nede igen. Da de var højt oppe, foreslog Peter at de skulle blive oppe i herligheden, men den slags store religiøse oplevelser kan man ikke blive stående i, der er ingen der slipper uden om det almindelige liv i jordhøjde.
Og at de er nede igen viser sig tydeligt derved, at det første Jesus siger er: ’Hvad er det, I diskuterer med dem?’ Der er en diskussion i gang. De er tilbage i virkeligheden, altså den jordiske virkelighed. Den himmelske virkelighed da de var højt oppe var entydig: ren herlighed, lys, klarhed, og nu er de så midt i tvetydigheden, diskussionen, striden, kampen, det jordiske besvær. Når man er højt oppe og direkte erfarer den guddommelige virkelighed, er alt så enkelt og indlysende og uproblematisk, men når man er nede på jorden, er alt så kompliceret og uigennemskueligt og problematisk. Vi kender det, mon ikke?
Disciplene neden for bjerget har et problem: de er blevet opsøgt af en mand med en besat søn, han har bedt dem om hjælp, de har forsøgt det bedste de kunne, men ... de kunne ikke. Så kommer Jesus ind i billedet og hjælper drengen. Da Jesus og disciplene bagefter snakker om denne hændelse, spørger de ham: “Hvorfor kunne vi ikke drive den (urene ånd) ud?”, og Jesus siger: “Den slags kan kun drives ud ved bøn”. Så enkelt er det.
I den tidligere oversættelse står der: “Den slags kan ikke gøres uden ved bøn og faste”, men det gør ikke den store forskel. Lad os blot holde fast ved at den slags store ting kun kan ske ved bøn. ‘Faste’ betyder at holde fast ved den guddommelige virkelighed, det gør vi så: bøn er vigtig, bøn er afgørende!
Jeg tror egentlig at de fleste mennesker også i dag kunne sige det samme som disciplene: Vi har prøvet, men hvorfor kunne vi ikke gøre det du kunne? Kaj Munk skrev for mange år siden et stykke der hed Ordet, det blev filmatiseret, og jeg kan huske scenen hvor den halvskøre Johannes stiller sig hen ved kisten med den døde Inger og med klare Jesus—ord siger: ’Rejs dig op!’ Jeg troede ikke mine egne øjne — hun vågnede op i kisten. Og jeg har altid tænkt om denne scene at det jo var film: dér kan man lægge en skuespillerinde ned i en kiste så hun ser ud som død, og så kan man spille scenen til ende. Det var utroligt stærkt, det var flot, men jeg ville aldrig have turdet skrive eller filme denne scene. Vi ved jo at når en er død, er hun død, sådan er vores erfaring.
Jeg tror egentlig at de fleste mennesker har dårlige erfaringer med bøn, man kan ikke rigtig regne med det når det kommer til stykket. Der er ganske vist af og til en artikel i en avis eller et ugeblad hvor et menneske beretter om en bønhørelse, en helbredelse af en livstruende sygdom, en udfrielse af fangenskab eller en flykatastrofe eller et skibsforlis. Så kan man glæde sig, man kan tænke: så fungerer det altså alligevel. Men ... jeg synes vi som fornuftige, realistiske mennesker skal holde disse særtilfælde op mod de mange mange mange bønner der er afsendt, og som ikke gav ’resultat’. Tænk på de millioner af mennesker i tidligere generationer der var slaver og var tvunget til umenneskelige vilkår hele deres liv, de millioner af mennesker der har været ofre for krig og deportation, f.eks. i Tyskland under nazi—styret og endte i kz—lejr eller i det gamle Sovjetunionen og endte i slavelejrene i Gulag ø—havet, eller de millioner af mennesker der er blevet ramt af sygdom eller anden ulykke. De har alle bédt, vær sikker på det! Når man ikke har andet at holde sig til, så beder man. Hvis vi skal tælle op hvordan forholdet er mellem bønhørelser og ikke—bønhørelser, så er det som regel kun de positive vi hører om. Alle de andre hører vi normalt ikke om.
Jeg har læst et brev fra en ung tysk soldat som endte sine dage foran Stalingrad i vinteren 1942—43, hvor over 300.000 tyske soldater blev dræbt eller taget til fange. En præstesøn som skriver et sidste brev til sin far, præsten: “Jeg har søgt Gud i hvert granathul, i hvert ødelagt hus, hos hver eneste kammerat, når vi lå i vore huller, jeg har søgt ham på himlen. Gud viste sig ikke, selv om mit hjerte skreg efter ham. Nej, far, der er ingen Gud. Jeg skriver det igen og ved at det er forfærdeligt, og at jeg aldrig kan tage det i mig igen. Og hvis der alligevel skulle findes en Gud, så findes han kun hos jer, i salmebøgerne og bønnerne, i præsternes fromme talemåder, i klokkeklangen og røgelsesduften. Men ikke i Stalingrad”. Jeg synes det er en anfægtende og realistisk beskrivelse af hvordan det ser ud i verden, også i dag hvor vi heldige danskere i dette lille smørhul i verden alligevel på vort plan også oplever at bønnen ikke ’virker’. Hvor mange har ikke prøvet at bede om helbredelse fra en sygdom, om ikke at blive afskediget, om løsning på et vigtigt spørgsmål, og så opleve at der ikke var noget svar?
Når Jesus siger til sine disciple, altså hans nære venner, at den slags kun kan ske ved bøn, så ligger der jo en mellemregning skjult i det. De kommer og siger at de har prøvet, men at det ikke lykkedes, og så er det Jesus siger: den slags kan kun gøres ved bøn. Så ligger der jo dén mellemregning i det at Jesus ikke tror på at de har brugt bøn. Hvis de havde brugt bøn, så ville det jo være lykkedes!
Nu står der ikke noget om hvad de sagde, men vi har da lov til at tænke videre selv og sige: Jamen ... vi brugte præcis de samme ord som du plejer, vi sagde: Fàr ud, du onde ånd!, eller: bliv rask! Men ... der var åbenbart ikke kraft nok i vore ord. Giv os mere kraft, vi er ikke stærke nok!
Det er noget svært noget det her! Jeg tror vi må grave et spadestik dybere for at forstå hvad meningen er, og for at forstå hvad bøn er. Når Jesus brugte bøn, og når den virkede!, så var det vist altid en forbøn. Altså en bøn for andre eller for noget større. En bøn for dét der endnu manglede i forhold til Guds Rige.
At bede for sig selv, at bede om at man må få dit eller dat, i Stalingrad, under krig, forfølgelse eller under sygdom, det er dog så enkelt og næsten ’primitivt’ at det kan enhver finde ud af. Det gør selv dyr: en hund beder om at få mad, en ko brøler om at få vand, et lille barn skriger for at få mad. At overleve, at klare sig, at tænke på sit eget liv, det er så almindeligt og selvfølgeligt at der ikke er noget særligt derved. Sådan gør alle, sådan gør vi alle, dyr og mennesker, kristne og ikke—kristne. Det hører med til at være menneske at vi beder om noget for os selv.
Når Jesus siger til sine venner der har prøvet at gøre mirakler, at de må bruge bøn, så siger han vel bare at de ikke helt har forstået, hvori den ægte og dybe og meningsfulde og virksomme bøn består: bønnen for andre, for de nederste, for alt det der endnu mangler i Guds Rige. Det er et spørgsmål om perspektiv: det er da skønt hvis mit lille liv lykkes, hvis min familie overlever et passende antal år og har det godt, hvis mine venner er glade, hvis mit land og folk har gode forhold, ingen sygdom, ingen krig her på vort landområde, ingen jordskælv, ingen sult, ingen fremmede der kan forstyrre hyggen, ingen hindringer for vores eksport og velstand, altså: intet, ingen: rene negationer! Man kan definere sit liv ud fra dét som forstyrrer det, men det er et snævert synspunkt: således har magthavere til alle tider defineret deres liv, koloniherrer, slaveejere, kapitalister, alfonser, selvoptagne bladsmørere og karrierebevidste politikere. Og jeg håber vi kan sige ’fred være med dem’, men det er dog ikke dem der bliver husket med glæde. De levede, de døde, de blev begravet, og så er der ikke mere at sige om dem. Perspektivet var kort: de levede for sig selv, og de døde for sig selv.
Jesu eget lille liv ’lykkedes’ ikke, han kunne sikkert have drevet det vidt som kunstsnedker i Nazaret eller som healer i Kapernaum med velhavende kunder og mange beundrere. Og Frans af Assisi kunne sikkert have drevet det vidt som en velrenommeret klædehandler i Umbrien og den nære Orient, og Mother Teresa kunne sikkert også med sin energi og begavelse have drevet det vidt og måske være blevet formand for FN’s generalforsamling. Det kommer helt an på hvordan man definerer sit liv: om det er for at få sit eget lille liv til at lykkes de få år vi har fået på denne klode, eller om det er for at fremme Gudsrigets sejr.
Hvis man nogensinde kommer i tvivl om hvad bøn er, om bøn nytter noget og hvad den fører til, så tror jeg at man skal begynde med forbønnen. Forbønnen er den mest ægte bøn der findes! At bede for andre, for dem der er i nød, for de nederste, de forfordelte i denne verden — som Jesus: for den besatte syge søn — det er en ægte menneskelig og guddommelig bøn der fører til noget, en virkningsfuld bøn.
Den ægte, rigtige bøn er altså en bøn med det lange perspektiv, en bøn der drejer sig om Guds Rige, om helhed, om fylde, om fred, glæde og retfærdighed nu og altid.

SALMER:
Himlene, Herre, fortælle din ære
Herrens røst var over vandet
Helligånden trindt på jord
At tro er at komme
Zion, pris din saliggører (v.4—5)
Som aldrig så lang er nogen dag