Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Joh 6,24—35; Joh 6,37 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: »Rabbi, hvornår er du kommet hertil?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.« Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spist manna i ørkenen, som der står skrevet: 'Brød fra himlen gav han dem at spise.' « Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden." De sagde til ham: "Herre, giv os altid det brød!" Jesus sagde til dem: "Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. [ Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.«]

Det er Midfaste søndag, vi er midt i fasten, og så handler hele dagen om brød! Jesus siger: “Jeg er livets brød”. Det er et dejligt udtryk — livets brød.
Hver gang vi hører noget, nogle ord, så går de ind gennem øret og ender i vores hjerne, vi forstår hvad der bliver sagt. Og vi bliver påvirket af de ord vi hører. Hvis én siger ’hænderne op!’, så bliver vi bange. Hvis én siger ’fred være med dig’, så bliver vi glade og trygge. Alle ord vi hører påvirker os, vi får nogle tankeforbindelser, nogle associationer, nogle sammenhænge. Udtrykket ’livets brød’ giver nogle gode og dybe associationer, tankeforbindelser. Brød er ud over at være brød også udtryk for den daglige mad, det nødvendige til livets opretholdelse. Vi spiser brød hver dag, men i dag spiser vi også så meget andet. Tidligere har betegnelsen brød nok stået stærkere i menneskers bevidsthed. I Palæstina hvor ordene af Jesus blev sagt, var og er brød det daglige livsgrundlag. Brød fik man hver dag. Og sådan har det også været i Europa op gennem hele middelalderen, man levede af brød, og grød og noget kød. Først ret sent i vores europæiske historie får vi kartoflen fra Syd—Amerika, det er faktisk først omkring år 1700 at vi får kartoflen til Danmark, hvor den herefter har været en lige så daglig fornødenhed som brød. Men brød er vist stadig det første vi forbinder med den daglige føde. Det er også det vi siger i Fadervor: giv os i dag vort daglige brød. I sin lille katekismus forklarer Luther hvad det betyder: “Hvad forstås da ved dagligt brød? — Alt, hvad der behøves til livets ophold og trivsel, for eksempel mad, drikke, klæder, sko, hus, hjem, marker, kvæg, penge, ejendom, from ægtefælle, fromme børn, fromme medhjælpere, from og retsindig øvrighed, god regering, godt vejrlig, fred, sundhed, tugt og ære, gode venner, trofaste naboer og alt, hvad her nævnes kan”.
Der er så mange gode tankeforbindelser forbundet med brød. Prøv at tænke på at man aldrig bliver træt af brød, brød smager godt hver gang. Der er noget udramatisk og jordnært ved brød. Man kan ofte lære noget om hvad de forskellige ting i verden er værd ved at se på alternativerne. Alle kan sikkert lide af og til at få en napoleonskage eller et stykke lagkage, men det ville dog være en frygtelig tanke at skulle have det hver dag. Det er godt Jesus ikke sagde: Jeg er livets småkager.
En anden god tankeforbindelse er at brød ikke er en éngangsforeteelse. Det er jo ikke sådan at vi én gang for alle spiser brød, og så snakker vi ikke mere om det. Brødet er der hver dag. Og hvis det ikke er — f.eks. som vi ser på fjernsynets billeder fra nogle af verdens sultområder, hvor mennesker står kø for at få et brød, så er der problemer med det daglige liv, så mangler der noget den dag.
Jeg synes egentlig at denne tankeforbindelse med brødet som det daglige, almindelige, udramatiske, det identitetsgivende!, er dét som har mest at sige til os i dag som kirke og som kristne. Vort liv i dag påvirkes jo og formes af medierne, af fjernsynet og bladene, altså af alt det der omgiver os, og vi er også selv med til at skabe denne kultur. Et kendetegn ved denne moderne kultur er at livet skal være dramatisk, der skal ske noget nyt, der skal sættes nye rekorder, større og større fusioner, livet bliver hele tiden målt efter højdepunkterne og ikke efter det daglige udramatiske. Det gælder på alle områder: tidligere holdt man stor fødselsdag ved 50 og 60 og 75, altså med gæster og spisning. I dag er der kæmpefest med fyrværkeri ved 25 eller 30 og i hvert fald for hver 10 år. Tidligere holdt man sølvbryllup og guldbryllup. I dag er man ved at gå bagover af forbløffelse og jubel, hvis nogen når til kobberbryllup, 12½ år, så rejser man en halv æresport over indgangen. Når en fodboldspiller på landsholdet i gamle dage scorede et mål, kunne han glæde sig over at se kammeraterne holde tommelfingeren opad som en ros, men nu om dage udløser et mål det helt store sejrshyl, og spilleren løber det halve af banen rundt og laver en opvisning som om han havde reddet et helt folk fra en tredie verdenskrig. Livet er blevet opdramatiseret og tivoliseret sådan at alt skal gøres til højdepunkter.
Nu bedes man ikke høre dette som et surt opstød over at nogle mennesker er glade eller at der kan være noget at fejre, men opdramatiseringen medfører at det daglige og udramatiske bliver nedvurderet eller overset.
Når Jesus siger: “Jeg er livets brød”, hører jeg det som en understregning af noget enkelt, noget dagligt nærende, noget udramatisk og vedvarende. Sådan er gudsforholdet nemlig. Også på dét område er der hos mange en spørgen efter opdramatisering. Vores kirke her i Danmark er i krise fordi så få vil være med til det daglige, udramatiske gudsliv. Man vil godt være med til højdepunkterne, den store dåbsfest, den overdådige konfirmations—fest med gaver som om konfirmanden har fået doktorgraden i teologi, den overgearede bryllupsiscenesættelse med afhentning i limousine eller karet. Men hvor bliver det daglige brød af? Lige som man ikke kan spise brød én gang for alle og så ikke snakke mere om det. Jesu ord om sig selv som ’livets brød’ kan kun forstås rigtigt som en understregning af troen og gudslivet som noget dagligt og udramatisk og nødvendigt for livet. Dåben er en første bid af det brød, som består til evigt liv.
I dag er der måske meget mere end tidligere grund til at fremhæve troen og gudslivet som en daglig gentagen handling, lige som det at spise brød. Nogle tror at gudsforholdet, troen, er det særlige, med dåben som en ‘éngangsvaccination’, men netop som kristne i et multikulturelt og multireligiøst samfund er der behov for at fastholde og aflægge regnskab for sin tro, både over for sig selv og over for omverdenen, i en daglig praksis.
Og hvad har vi så som kristne af daglig praksis? Altså en praksis lige så selvfølgelig som det daglige brød. Jeg kan ikke få øje på ret meget, men man kunne da foreslå at det daglige brød blev forbundet med livets brød, altså: hver gang vi spiser et stykke brød er det en påmindelse om Jesus, som er livets brød.
Religiøs praksis har ofte været forbundet med det at spise, og ofte har kristne kun haft overbærende smil til overs for f.eks. jøder og deres strenge spiseforskrifter eller muslimer som viser deres tro ved ikke at spise svinekød. Men der er jo den mening i det at troen bliver en daglig praksis. Noget så selvfølgeligt som at spise bliver udtryk for troen. Hvis en muslim spiser en bøf, så er det et trosudtryk, for det er ikke svinekød. Eller en banan, det er heller ikke svinekød. Men vi har som kristne haft en tradition for at gudsforholdet var det særlige, en søndagsbegivenhed, hvor vi i nadveren spiser livets brød og drikker frelsens kalk. Søndagen er for vores tro og gudsliv den første dag i ugen, og man kan se nadveren som den første bid af livets brød i dén uge, men mandag og tirsdag og de andre dage spiser vi videre, enkelt og udramatisk. Og denne daglige spisen brød, som en videreførelse i dagligdagene af nadveren, kunne måske medvirke til at hele vort liv, som Luther forklarer: alt hvad der behøves til livets ophold, bliver inddraget lige så udramatisk som et udtryk for det daglige og stadige og evige liv i vor Herre Jesus Kristus.

SALMER:
Alle mine kilder skal være hos dig!
Brød, brød, markernes brød
Din kærlighed, o frelser, os forene
Guds kærlighed ej grænse ved
Som korn fra mange marker
Jesus! Frelser og befrier