Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Luk 1,46—55 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre — mod Abraham og hans slægt til evig tid.«

I dag bliver fastetiden afbrudt fordi der sker noget særligt. Det er Mariæ bebudelses dag — altså den dag hvor Maria af englen får bud om at hun skal blive mor til Jesus, Guds søn. Det er altså en festdag, og derfor må vi også erstatte fastetidens violette farve med festens farve, hvid eller gylden.
Dagen i dag er noget særligt, og en og anden konfirmand vil måske undre sig over at denne søndag pludselig er puttet ind i fastetidens forløb frem mod påske. Men det har jo sin naturlige forklaring: Mariæ bebudelses dag er selvfølgelig henlagt til ni måneder før jul, en graviditetsperiode.
Først kan man undre sig over at det lige blev Maria der blev udvalgt til at være mor for Jesus, Guds søn og verdens frelser. Hende var der vist ingen der havde hørt om tidligere. Hun var en jomfru, en ung pige, som boede i udkanten af alting, i Nazaret, en lille flække i Galilæa, og hun hed noget så almindeligt som Maria. Var hun egentlig kvalificeret til denne store opgave? Hvis man kunne tænke sig den tanke at der var blevet annonceret efter en kvalificeret ansøger, så ville der nok have stået noget med: selvstændig, intelligent, velformuleret ung kvinde søges. På nogle af de gamle malerier af bebudelsen som man kan se i mange kirker sydpå i Europa, er Maria afbildet netop på denne måde: hun sidder i et smukt og rigt udstyret rum under en baldakin på et sæde af gyldne stoffer og læser i en bog, hun ser meget kvalificeret ud, hun sidder ophøjet og modtager budskabet næsten nedefra. (Jeg tror at vores alterbillede her i Bavnehøj har ramt mere præcist hvordan situationen var). Dette med Guds udvælgelse siges egentlig meget godt i Marias lovsang, når hun siger at Gud har set til sin ringe tjenerinde. Set til — det er noget andet end ’fået øje på’, eller, som man ville sige i dag, ’head—hunted’. I dag headhunter man kvalificerede personer til alle mulige stillinger. ’Headhunter’ betyder egentlig ´hovedjæger´, altså: man går på jagt efter et godt hoved til den eller den stilling. Hvis man kigger efter i Biblen, så er det nogle meget mærkelige personer som Gud har ’head—hunted’, altså: udvalgt, til de forskellige vigtige opgaver i Guds frelsesplan. Man kan næsten opstille en regel der siger at det mest fremtrædende træk er deres uegnethed.
Den første tekst vi hørte fra alteret, var beretningen om Abraham og Sara der fik besøg af de tre engle eller af Gud selv eller hvem det nu var, som udvalgte Sara til at blive stammoder til Isak og alle de efterfølgende store skikkelser i Guds og menneskers fælles historie. Sara!, af alle, en gammel kvinde som var langt ud over den alder hvor man kan få børn; hun troede ikke engang selv på det, hun anså det for en vittighed. Eller tænk på Paulus som blev en central skikkelse for hele den kristne mission. Kunne Gud dog ikke have ’headhunted’ en anden? Paulus var en benhård kristenforfølger som endda var på vej for at arrestere nogen i Damaskus. Jeg ville ikke bare kalde ham uegnet, men jeg ville overhovedet aldrig finde på at tænke på ham til dén opgave. Men Gud så til Paulus, Gud kaldte ham, udvalgte ham, og dét gjorde ham kvalificeret.
Det ser ud til at det er udvælgelsen der gør mennesker egnede, ikke omvendt! Det er ikke kvalifikationerne der gør at mennesker bliver udvalgt af Gud. (På vores alterbillede er bevægelsen tydelig: udvælgelsen, kaldet, udgår fra Gud til et menneske, et højst almindeligt menneske som slet ikke behøver at være kvalificeret).
Det er jo den omvendte verden dette hér: normalt, på tv, er vi vante til at først kvalificerer man sig, og så bliver man valgt. Først laver man en film, så to film, så mange film, og når man er dygtig nok, bliver man indstillet til en præmie, som hedder en Oscar eller en Bodil. Og dén aften man i fjernsynet får overrakt præmien, bliver man kaldt op på scenen, og så har vinderen en passende fin tale parat. Da Maria får at vide at hun er den udvalgte, bliver hun højst forbavset. På mange billeder af bebudelsen ser det næsten ud til at hun siger: ’Hvem?, mig?!’ Vi har gennem nu snart 2000 år gået og vænnet os til denne beretning og dette billede så det er blevet selvfølgeligt for os. Vi kan ikke mere høre det fuldstændig absurd overvældende i at Guds Søn træder ind i vores helt almindelige, menneskelige eksistens på denne måde, denne simple måde: gennem en ukvalificeret ung pige fra en afkrog af verden. Hvis vi skulle danne os et billede af det, som bare tilnærmelsesvist kunne give os noget at sammenligne med, så må vi lukke øjnene og drømme os til at en af os almindelige, små mennesker fik et eksprestelegram fra FN´s hovedkvarter i New York hvor vi fik at vide, at du — lille du — var udpeget til generalsekretær eller højkommissær i FN. Hvad ville du gøre, hvad ville jeg gøre? En del af os, de meget realistiske og jordnære, ville nok gøre lige som Sara, begynde at grine. Andre, mere avancerede, de der har en computer, ville nok tænke at det var en it—fejl, lige som når en bank somme tider kommer til at overføre flere millioner kroner til en forkert konto. Men, hvad ville vi, du og jeg gøre hvis vi fik budskabet så tydeligt at det ikke var til misforstå?
Det kan vi jo tænke over, men Maria gør det eneste hun kan i dén situation: hun giver sig til at sige de ’salmevers’ hun kan udenad. Hendes egne ord slår ikke til, og hendes egne små formuleringer kan slet ikke stå mål med det store der sker, og derfor bryder hun ud i denne række ord som siden er blevet kaldt hendes Lovsang, Magnificat, og som har lydt i kirken lige siden dagligt i tidebønnen. ´Magnificat´ hedder den med et latinsk ord, fordi det første hun siger er: “Min sjæl ophøjer Herren” — ´ophøjer´ hedder på latin ´magnificat´. Min sjæl, det betyder bare jeg, altså: jeg ophøjer Herren. Bare disse første ord viser at Gud valgte rigtigt! Og hele resten af hendes lovsang er citater fra hendes Bibel, de steder hun kan huske, og som kan hjælpe hende med at give udtryk for hendes liv midt i denne store begivenhed. Hvis I slår efter når I kommer hjem, så vil I se at hvert eneste ord Maria siger i denne lovsang, er citater fra hendes Bibel, fra Det gamle Testamente.
Vi kunne måske godt lige få tid til at indskyde dén bemærkning at der er altså nogle fordele ved at kunne nogle salmevers, at kunne noget udenad. I lang tid har vores pædagogiske holdning jo været at udenadslæren var noget gammeldags tidsspild. Og alligevel ser det ud til at de der har lært noget udenad, nogle af de store ord fra Biblen eller Salmebogen, har været glade for det, ikke mindst når de var i en udsat eller overraskende situation. Der er mange beretninger om at mennesker i koncentrationslejr eller fængsel har overlevet på en ballast af guddommelige ord, måske blot et Fadervor eller Trosbekendelsen eller en salme, Altid frejdig f.eks.. Og mange mennesker kan berette at de f.eks. under indlæggelse på et hospital eller i en anden usikker eller truende situation har været glade for dog at have noget at sige; noget der kunne sætte mit lille liv og min lille uoverskuelige eller truede situation ind i en større sammenhæng. Hvis man i et fængsel, i en hospitalsseng, i en depression eller en anden udsat situation ikke har overskud til selv at tænke og formulere noget, så er det en tryghed dog at kunne et Fadervor eller et skriftsted.
Dét der var ved at ske med Maria, bliver i hendes lovsang forbundet med den Gud og den historie som vi kan læse os til i Gamle Testamente. I Marias lovsang forbindes det gamle og det nye testamente, den gamle og den nye pagt.
Og på en mærkværdig klar måde passer disse gammeltestamentlige citater godt ind i fastetiden. Marias lovsang er én lang beskrivelse af Guds storhed og kraft, ikke i himmelske eller åndelige billeder, men i meget jordnære og socialrealistiske billeder:
Med sin styrke har Gud gjort store ting; han har gjort dét, som han vil have gjort hér i verden:
— splitte dem, der er hovmodige og store i egne tanker, alle dem der tror, de er noget, dem der har gjort sig selv til gud
— tage magten fra alle dem der troner på pengenes eller indflydelsens høje taburetter, dem der underkuer andre
— ophøje de små og underkuede så de igen kan blive frie
— give de sultne mad, alle dem der sulter og tørster efter retfærdighed: at give dem hvad der kan stille deres sult, nemlig retfærdighed
— at fratage de rige dén overflod som de har stjålet fra andre.
Gud vil tage sig af sit folk, og være med Abrahams slægt, Guds egen familie, altid, altså også i dag sådan som Gud har lovet.
I Marias lovsang har vi et godt budskab, et evangelium, som følger ’Maria—princippet’: ikke kvalifikationer, men modtagelighed! Modtagerne af alle disse herlige gudsgerninger er dem som ikke har kvalificeret sig, dem som Gud ser til. De der har kvalificeret sig, de der ser til sig selv, er jo i stand til selv at tage vare på deres egen retfærdighed, deres egen magt, deres egne penge og afkast, de kan købe deres egen mad.
Maria—princippet er et modsathedens princip: der vendes op og ned på verden, der vendes op og ned på stort og småt. I Marias lovsang har vi et godt udtryk for dette modsathedens princip, en lovprisning af hvordan det kunne være, eller rettere hvordan det skal blive. Men denne virkelighed bliver altså ikke til uden at der er nogle mennesker som Gud ser til, som Gud kalder på, og som stiller sig til rådighed. Og der er ingen der behøver undskylde sig med at de mangler kvalifikationer — det er Maria et godt eksempel på.

SALMER:
Nu kom der bud fra englekor
Alle mine kilder skal være hos dig!
Det hellige kors, vor Herre han bar
Gør dig nu rede, kristenhed
Som korn fra mange marker
Hil dig, Frelser og Forsoner! (v.7—9)