Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Mark 14,3—9 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.«

I dag er det Palmesøndag — derfor har vi også udsmykket kirken med palmegrene. Her i sognet har vi en 25—år—gammel aftale med hende den søde, rødhårede overgartner inde i Botanisk Have om at hun hvert år leverer palmegrene til os, vi er faste kunder. Desuden har vi sat vores påskealtertavle op som er lavet af skolebørnene på den gamle Alsgades skole. Det første billede hører netop til dagen i dag, Palmesøndag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel. Hermed har vi taget hul på ugen som hedder den stille uge hvor kirken fra gammel tid har fulgt Jesus på hans lidelses vej, Via dolorosa, som kulminerer med korsfæstelsen på fredag, Langfredag. Der er nogle skolebørn og journalister som kalder ugen for påskeugen, fordi de tænker på påskeferien, men påskeugen må vi vente med: det er ugen lige efter Påske når vi synger opstandelsessalmer.
Den uge vi nu går ind i er en alvorlig uge med nogle afgørende og rystende begivenheder, og den begynder altså med denne Palmesøndag hvor Jesus drager ind i Jerusalem, og hvor hans tilhængere svinger med palmegrene som for en konge der drager ind i sin by.
Men dagen før sker der en særdeles usædvanlig ting: Jesus er inviteret på fin middag hos sine gode venner, Lazarus, Martha og Maria — Martha har lavet maden, så det har sikkert været godt. Midt under festmåltidet laver Maria et mærkeligt optrin: hun tager en krukke meget kostbar nardusolie og hælder det ud over Jesus, og så bliver der selvfølgelig stor opstandelse i forsamlingen. Nogle bliver nemlig rigtig grundigt forargede, de skælder ud på Maria, og da de jo kendte Jesu syn på rigdom og fattigdom, så kunne de rigtig få luft for forargelsen ved at bebrejde hende at hun sådan ødslede med så dyr en salve. Den kunne jo være solgt, og så kunne pengene være givet til de fattige. Men ... Jesus giver dem ikke ret. Han ser ud til at være den eneste som forstår hvad det er hun gør: hun salver ham.
Jeg ved ikke hvor mange der egentlig véd hvad det betyder, men dengang vidste alle at der er to situationer hvor man bruger salvelse, nemlig når en konge skulle indsættes, og når et menneske skulle gravlægges. For Jesus er der god sammenhæng i hendes handling: dels salver hun ham som konge, ganske vist ikke konge i et rige af denne verden, og dels som den der skal lægges ind i graven Langfredag. Der er god sammenhæng i det her: Jesus er den salvede, på hebraisk hedder den salvede Messias, på græsk Kristus. Jesus er den salvede.
Salvelse blev brugt til det usædvanlige: til kongekroning og til begravelse. Og over for dette usædvanlige som er hele indholdet i Marias handling, nævner de tilstedeværende så alt det sædvanlige: respekten for værdierne. Vi ville vist sige det samme om denne overskruede handling, for vi er også fornuftige mennesker der véd hvad tingene koster, og at man skal bruge værdierne fornuftigt. De fleste af os er vist opdraget til at reagere hvis vi støder på noget ødselt og ufornuftigt. Det vi foretager os, skal helst ’føre til noget’, det skal have en nytteværdi.
Og dog véd vi alligevel godt at over for dette står en anden virkelighed som ikke kan måles i penge eller nytteværdi. En klog gammel åndelig vejleder lærte engang sine elever hvordan de kan vide hvad de skal beslutte sig for. Det kan jo ellers være svært, men hvis man nu tænkte sig grundigt om og tænkte langsigtet, så kunne man nok finde den rette løsning. Denne lærer sagde: Hvis I står over for et valg og ikke rigtig ved hvad I skal vælge, så forestil jer at I ligger på jeres dødsleje, den sidste dag i jeres liv, og tænker på jeres liv. Hvordan ville I så ønske at I havde handlet i denne situation? Tænk over det, og gør så sådan som I helst ville have at det var sket.
Vi kan jo prøve at tænke efter: hvis vi stod i dén situation, hvad ville vi så synes var værdiløst, og hvad ville vi synes var af værdi? Hvad ville vi tænke på med glæde, og hvad ville vi tænke på med græmmelse? Jeg er næsten sikker på at de fleste af os ville tænke med glæde og taknemlighed på alt det mærkelige ’unyttige’ og ’ødsle’ vi havde haft del i. Det at holde en fest f.eks. — hvad nytte er det egentlig til? Man kommer sammen og spiser og drikker og så går man igen hver til sit, og det har kostet en masse penge. Det ville være meget lettere og billigere hvis man ikke holdt festen. Eller de gaver vi har givet og modtaget, de blomsterbuketter og vinflasker vi i tidens løb har givet og modtaget, hvad nytte har det egentlig været til? Blomsterne er visnet, vinen er drukket.
Og så er det vel netop alle disse ’unyttige’ og ’ødsle’ ting vi husker med glæde: den kærlighed vi har modtaget og givet, til ægtefælle, børn, forældre, venner, eller hvis man har givet noget af sig selv til glæde for andre mennesker. Den oplevelse vi havde af et teaterstykke, en koncert, en gudstjeneste, en solnedgang, et billede eller en skulptur, måske på en rejse, dette at tænde et lys, en snak med et lille barn måske blot i fem minutter, jeg er sikker på at det ville være alle disse ’unyttige’ ting som vi ville erindre med glæde, og som vi ikke ville have undværet. Når vi går vort liv efter, så opdager vi at hele vort fornuftige liv hvor vi tjener vores løn og kan styre vores dagligdag, i virkeligheden henter kraft og mening fra alt dette ’unyttige’ og ’ødsle’.
Man kunne egentlig godt påstå at Jesus spildte sit liv. Han døde i en ung alder, fattig og fornedret, korsfæstet som en forbryder. Skulle han ikke hellere have holdt sin mund, med tiden overtaget Josefs tømrerforretning og arbejdet firmaet op, købt en større hestevogn, købt sin lottokupon hver sabbat eller hvad det nu var man fik tiden til at gå med dengang? Én ting er sikker: hvis han havde gjort sådan, så havde vi ikke siddet her i dag, så var han død og glemt.
Evangeliet om Guds Rige, dette glædelige budskab om at lidelse og død ikke skal blive det sidste, men at der venter en opstandelse påskemorgen, dette budskab, så ’nytteløst’ og uanseeligt det kan synes, er dog dét der dybest set giver kraft og mening til vort liv. Det giver kraft og mening i denne kolde nytteverden hvor der er så meget meningsløst: lidelse, sygdom, tilfældighed, sult. Der er en detalje som er vigtig i vores evangelium: der spørges om hvorfor denne kostbare nardusolie ikke var blevet solgt i stedet for. Den kunne være solgt, men den blev det ikke, for den kunne ikke købes for penge, den var for dyr! Den kostede 300 denarer, altså en årsløn for en almindelig arbejder. Sådan er det vist med de vigtige ting i vort liv der kunne være solgt for penge, men som ikke kan købes for penge. Sådan er det med kærligheden, den kan sælges for penge, men den kan ikke købes for penge, for den er for dyr, for dyrebar, den kan kun gives frit, glad og ødselt. Sådan er det med forholdet til vores omverden, til vore medmennesker: det kan også sælges for penge, og nogen gør det!, men venskab og trofasthed og omsorg kan ikke købes for penge, men er noget der lever af glad og fri og ødsel hengivenhed. Og livet, livet selv, kan også sælges for penge, der er nogle der sælger deres liv for højeste bud og omregner alt hvad de foretager sig i penge, og dog ved vi godt at livet kan ikke købes for penge. Vi opdager det hver gang vi mister en af vore kære, hver gang vi mister nogle af vore livsmuligheder, eller hver gang vi oplever at vi selv eller nogle der står os nær, bliver ramt af en sygdom eller en ulykke, så indser vi ganske tydeligt hvad der er af ægte værdi her i livet. Det liv der måske nok kan sælges for penge, kan ikke købes for penge. Det er dyrt, det er kostbart, men det er gratis, ’gratis’ er et låneord vi har fra latin, på dansk hedder det ’af nåde’.
I ugen der ligger foran os, den stille uge, vil vi se eksempler på denne gratis given som ikke kan købes for penge: Skærtorsdags begivenhed, hvor Jesus bogstavelig talt gav sit liv, sig selv, til sine disciple, da han ved aftensmåltidet sagde: Værsgo’, her er mit legeme og mit blod, jeg giver jer hele mig. Og Langfredag, hvor Jesus lige så bogstavelig talt gav sit liv. Og så kan vi se frem til påskemorgen hvor opstandelsens nåde, denne gratis begivenhed, strømmede ned over en fuldstændig uforberedt og undrende verden på en så overbevisende måde at mennesker har kunnet leve af denne nåde lige siden.
Maria med den kostbare nardusolie og hendes ødsle handling er en god begyndelse på den stille uge, den slår tonen an: en ødselhed af kærlighed her midt i fastetiden!, en demonstration af at smålighed og forsigtigpeteri og småborgerlig beregnethed og ’noget—for—noget’ ikke har noget at gøre dér hvor Gud og mennesker sammen har sans for det evige, det værdifulde, det dejlige, det gratis, Guds nåde, opstandelsen. Det er perspektivet!

SALMER:
Se, hvor nu Jesus træder
Det hellige kors, vor Herre selv bar
Op, alle folk på denne jord
Hil dig, Frelser og Forsoner!
Skriv dig, Jesus, på mit hjerte
Jesus er navnet mageløst