Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Joh 13,1—15 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid — Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud — så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.«

I den sidste tid har der i radio, tv og aviser været en del palaver om at danskerne ikke rigtig kan gøre rede for hvad påsken egentlig drejer sig om. Julen kan man lige holde styr på, med påsken kniber det, og med pinsen er det helt galt. Så vi må hellere lige for en sikkerheds skyld forvisse hinanden om at vi er med.
Denne uge kaldes ’den stille uge’, ugen før påske, er vi er så i dag nået frem til Skærtorsdag. I morgen er det Langfredag, korsfæstelsesdagen, og søndag er det opstandelsesdagen, Påskedag. I den jødiske tradition er torsdag aften den aften hvor man spiser påskelam og mindes udfrielsen fra fangenskabet i Egypten.
Jesus og hans venner fejrede lige som alle jøder også denne begivenhed med et måltid, og de gjorde som man plejede: spiste det flade usyrede påskebrød, mazzot, og drak nogle bægre vin i den foreskrevne rækkefølge.
Men ... ved dette måltid som jo skulle blive Jesu sidste måltid sammen med disciplene inden han dagen efter blev korsfæstet, ved dette sidste måltid var der mere end der plejede at være ved et jødisk påskemåltid. Der var det særlige at Jesus om brødet og vinen sagde: ‘mit legeme’ og ‘mit blod’. Denne nydannelse ved påskemåltidet er det jo som den kristne kirke har fortsat lige siden som nadveren, fællesmåltidet ved den kristne gudstjeneste.
Men der skete en ting mere som var ud over det sædvanlige, noget højst mærkværdigt som ikke hørte med til påskeritualet. Mens de lå til bords og spiste, rejste Jesus sig op og lagde sin kjortel, tog et håndklæde og bandt om sig og gik derpå rundt og vaskede de spisendes fødder efter tur. Vi må huske at den sal de holdt deres påskemåltid i, havde de lånt. Havde de været i et ordentlig, fint hjem, så ville de ved ankomsten have fået vasket deres fødder af en slave. Palæstina er et støvet og stenet land, det er derfor vi i hver eneste tv—avis i denne tid ser palæstinensiske drenge kaste med sten, og når man går rundt i sandaler bliver man støvet og snavset om fødderne. Derfor hørte det med til velkomsten i ethvert ordentligt hus at man fik vasket fødder. Og det var kun slaver man satte til den slags lavt arbejde.
Når Jesus gav sig til at vaske deres fødder, har de undret sig, og det har virket stærkt på dem. Der står ikke noget om hvordan de reagerede, men da Jesus kommer til Peter, så kommer der en reaktion. Peter må have prøvet at være gæst i et fint hjem og oplevet dette at blive budt velkommen og få vasket fødderne af en slave. Så Peter genkender situationen og protesterer. Han kunne lige så godt have sagt: Skal du være slave for mig? Men Jesus svarer: Du forstår det måske ikke lige nu, men senere skal du forstå den dybere mening med det jeg gør. Peter vil ikke gå ind på denne tanke, så han siger: Aldrig i livet skal du vaske fødder på mig. Jesus må så presse ham eller snarere true ham: Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke mere med mig at gøre. Peter forstår så at Jesus har en dybere mening, Peter har nok tænkt: det er noget med at han i overført betydning vil vaske mine synder af mig, altså vaske mig helt ren. Og så siger Peter: Så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet. På den måde kan Peter få det hele til at hænge sammen: så har det ikke noget at gøre med at Jesus skulle være slave for ham, være hans tjener, men så er det en symbolsk handling som Jesus vil sige noget dybere med. Det er herligt at vi har alle Peters bemærkninger i evangelierne, han er en slags ’Dumme—Peter’, som stedfortrædende kan sige alt det vi selv kunne have lyst til at sige. Men Jesus afviser denne tolkning: Den der har taget bad, behøver kun at få vasket fødderne. Jesus kunne med andre ord have sagt: Det er lige præcis som du først tænkte, det er sådan dette her skal forstås, lige ud ad landevejen: jeg er tjeneren, den der er kommet for at tjene, deri består hele mit liv.
To gange samme aften viser Jesus dem i praksis hvad det hele går ud på. Og det kunne enhver forstå. Han kunne også have givet sig til at forklare det teoretisk med en prædiken, noget om hvordan man skal leve, men han valgte den klareste og bedste måde: nemlig ved at gøre det i praksis. Og dagen efter, Langfredag, altså i morgen!, blev det også i praksis víst så eftertrykkeligt at ingen siden har kunnet komme uden om det: Jesus gav sit liv.
De to enkle handlinger som Jesus gjorde Skærtorsdag aften, viser i en nøddeskal hvad hele evangeliet siger med mange ord. Hvis man ikke skulle vide andet om hele Jesu liv og gerning end disse to handlinger, så ville man dog have fat i det væsentlige.
Der er nemlig dét at man kan bruge en mængde ord og forklaringer for at vise mennesker, hvad evangeliet er og hvem de er og hvordan de skal leve. Men ord er billige, teorier er lette at skifte ud, og man bliver så let snydt af ord. Tænk bare på hvad vi i tidens løb har hørt af ord og forklaringer og løfter og garantier.
Men skulle man forklare for en ikke—kristen hvad den kristne tro og det kristne håb går ud på, eller måske for et barn, så tror jeg det mest troværdige ville være at begynde med praksis, for praksis, handlinger, taler deres eget tydelige sprog.
I kirken har vi også nogle handlinger som mere end mange ord fortæller om det væsentlige: dåben og nadveren, de to handlinger vi benævner som sakramenter. I dåben siges det i praksis at selv helt små mennesker der endnu ikke kan ret meget eller kan forstå ret meget, hører til i Guds fællesskab. Og så kan vi jo selv tænke videre at hvis små børn står i første række i Guds Rige, så er der også plads til andre der vil ligne dem, de voksne. Og i nadveren siges det i praksis, ved et måltid med brød og vin, at vi hører til i det samme fællesskab, det samme legeme og blod som Jesus selv.
Jesus har selv sagt at vi skal døbe, og han har selv Skærtorsdag aften lært sine disciple hvori livsfællesskabet med ham består. Vi kunne egentlig godt have et tredie sakramente: fodvaskningen. Jesus siger selv: “Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer”. I den romersk—katolske kirke har de bevaret denne skik: Skærtorsdag aften hvor biskoppen vasker fødderne på 12 mænd der sidder oppe i koret. Det er en meget gribende ceremoni, og dog kan man ikke lade være at tænke på at de 12 udvalgte sikkert har gjort noget ekstra ud af at tage fodbad inden de skulle til messe. Måske er det godt at vi ikke har taget denne klare og stærke handling ind i vores kirke. For jeg tror vi lige så let som Peter ville prøve at forstå den i overført betydning, at lægge noget symbolsk ind i handlingen, og især for os som ikke kender denne fodvaskning fra dagligdagen. Når vi kommer på besøg, så er der ingen slave der vasker vore fødder, vi bliver højst bedt om at tørre fødderne af på måtten, eller nogle steder, f.eks. i muslimske hjem, at tage skoene af så man ikke griser gulvet til.
Denne handling som Jesus anviser, hører mest til uden for kirkerummet, ude i dagligdagen. Det er her der er brug for mennesker der vil påtage sig det nederste job, helt nede på gulvplan, på græsrods—niveau. Og jeg synes lige vi skal lægge mærke til at det eksempel Jesus gav viser, at jo mere man er herre eller mester, altså: jo højere man er placeret i forhold til de andre, des større er opfordringen, kaldet, til at være tjener.
Man kommer til at se på verden og på livet med helt nye øjne når man er i nærheden af Jesus. Som Peter. I dåben bliver selv små børn der ellers ikke tæller meget, sat frem i første række; i nadveren holder vi et festmåltid med nogle ganske små midler, lidt brød og lidt vin; og i spørgsmålet om hvem der tjener hvem i dette liv, bliver der også vendt op og ned på den normale rangforordning og det normale socialklassesystem i samfundet.
Og det fortsætter, i morgen, Langfredag, hører vi om Jesu korsfæstelse og død. Men også dette bliver der vendt op og ned på: Påskemorgen kan vi glæde os til at se med nye øjne endog på dét vi synes er sikrest og mest uafvendeligt i denne verden og dette liv: døden. Påskemorgen skal vi fejre Jesu opstandelse. Hvad skal det dog ikke ende med hvis det fortsætter på denne måde? Der er håb i Jesu handlinger, der er håb i den kristne praksis!

SALMER:
O kristelighed!
Dit minde skal, o Jesus, stå
Helligånden trindt på jord
Zion, pris din saliggører
Som korn fra mange marker
Vor frelser går til kors og grav