Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Joh 20,1—18 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen. Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« — det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende.

Glædelig påske! Kristus er opstanden! Det er påskebudskabet som vi nu igen kan glæde os over. Siden i går midnat har denne hilsen lydt over hele verden: “Kristus er opstanden!” — og den anden har så svaret: “Ja, han er sandelig opstanden!”.
Påsken er kirkeårets højdepunkt, og Jesu Kristi opstandelse er den begivenhed som alt det andet hænges op på. Hvis Jesus ikke var opstået, så havde vi ikke siddet her i dag, for så havde man husket Jesus et par generationer lige som alle andre særprægede, markante skikkelser i vores menneskelige historie, men det var aldrig blevet til mere end et lokalhistorisk levnedsløb, beretningen om Jesus ville aldrig være nået ud over Palæstinas grænser.
Hvis et menneske lever et godt og fint liv fyldt af kærlighed og godhed til medmennesker, så gør det indtryk og så huskes det, og nogle bliver husket i flere slægtled, men så blegner mindet, historien kommer længere og længere på afstand, og der sker hele tiden noget nyt som man må forholde sig til. Men denne begivenhed, opstandelsen, har bevirket at mennesker samles søndag efter søndag, år ud og år ind, mennesker beder dagligt og lever dagligt med denne person, Jesus Kristus, som en livsopfyldende og meningsgivende person, nu, stadigvæk, i dag 2000 år efter.
Og så er det dog sådan at netop denne helt centrale og afgørende begivenhed ikke rigtig er til at få hold på. De andre begivenheder angående Jesus, hans fødsel og død, er også forbundet med vanskeligheder når vi skal fatte dem, men det er dog begivenheder som vi kender. Vi kan ikke fuldtud forstå hvad en fødsel er, og heller ikke hvad død er, men vi er selv født, og vi skal selv dø en dag, og derfor har vi i vores almindelige, menneskelige erfaring noget vi kan knytte til ved. Hvis man ikke selv har overværet en fødsel, så kan man dog spørge sin mor om hvad det er. Og selv om man ikke selv har været ude for at se et andet menneske dø, så kommer man jo ud for det den dag éns forældre eller venner dør. Ingen af os er uden erfaringer hvad angår fødsel og død. Sådan er det også med Jesus: han blev født, og han døde, det er alle i hele verden enige om. Det kan man læse dels i Det ny Testamente, dels hos diverse gamle historieskrivere.
Men opstandelsen, den falder uden for hvad vi ellers er bekendt med. Vi kan jo ikke engang spørge vores bedstemor eller en gammel vis ven om opstandelsen, for i dét spørgsmål er de på samme stade som os selv. Og selv Ny Testamente er komplet i vildrede med hvad det dog er for noget. De forskellige evangelister forsøger at få hold på opstandelsens begivenhed, men det er meget forvirrende læsning synes jeg. Det der sker påskemorgen fortælles på så forskellige måder at det ikke er muligt at have et samlet overblik. Jesus ’viser sig for’ snart den ene, snart den anden, snart flere, de løber frem og tilbage, og det er tydeligt at både vidnerne og de der har skrevet det ned, ikke har kunnet beskrive det på en måde der er helt forståelig. Og vi selv må jo også indrømme at opstandelsen ligger uden for alt hvad vi ellers har med at gøre i vort liv.
Grunden er at opstandelsen viser os et glimt af en dimension som langt overgår hvad vi ellers kender til og hvad vi kan beskrive og forklare. Opstandelsen giver os et glimt af det Gudsrige som vi heller ikke kan rumme i vort hovede med vor forstand og vort begrænsede sprog.
Opstandelsen sætter altså vort liv som mennesker ind i en dimension og en sammenhæng som er større end vi er vant til, og som vi ikke uden videre kan rumme med vor forstand, men altså noget som er håbefuldt og livsbekræftende. Og hvor finder vi ellers det? Prøv selv at tænke efter. Som helt ung går man og håber på en uddannelse, et arbejde til en fin løn, at finde en sød én at leve livet sammen med; som forældre håber man at det må gå éns børn godt; og hvis man har lidt udsyn kan man håbe på at forskellige politiske konflikter må blive løst på en retfærdig måde, i Irak, i Palæstina—Israel, og tæt på kan man håbe på en ny regering. Men det er jo ret begrænsede håb, verden går videre.
Og nogen vil måske spørge: hvad er problemet?, er det ikke godt nok at leve på dén måde fra hånden og i munden og tage hver dag som den kommer?, er det ikke godt nok? Joe, for min skyld gerne, hvis det altså er godt. Det ville dog være herligt om alle de mennesker, og vi mennesker, kunne sige: se her, vi har fred i sjælen, vi lever trygt og godt med os selv og vore medmennesker, dette er meningen med livet.
Men jeg tror der er mere at sige: én gang om året, nemlig i påskedagene, bliver vi mindet om en begivenhed som skubber vore grænser ud over kanten. Og mennesker kan have vide grænser, måske helt derude hvor en fabrikant håber på at erobre et nyt marked og tjene en milliard, eller en bankdealer håber på en dag at gøre et heldigt aktiekøb på elektronik—børsen i 100 millioner—klassen. Disse håb og drømme ligger dog alle inden for noget så begrænset som vore arbejdsår, vores forstand, vores ansættelsestid, vore nuværende familie— og venskabsforhold og helbredstilstand. Mere er der så heller ikke. Jeg har endnu aldrig set noget menneske med alle sine aktier eller indtjente millioner hobet op på kistelåget.
Den frie markedsøkonomi og den vidt—udbredte reklameindustri bestemmer vort liv og vore drømme langt ud over hvad vi hver især kan rumme, men ... der er en grænse. Denne grænse hedder døden, men der er mange forvarsler om denne grænse længe inden: sygdom, ulykke, uheld, svig, fup og fiduser og kortsigtet plat. Om man aktivt eller passivt lever sit liv på disse præmisser, så er grænsen dog klar: det rækker til døden, men så heller ikke længere. Nogle vil sige desværre, andre heldigvis — det ændrer intet ved at den yderste horisont i dét liv er døden.
Opstandelsens fest holder os fast på en virkelighed der overskrider vore grænser. Her er en virkelighed som vi ikke kan underlægge os, en virkelighed som ingen kan kapitalisere eller sælge. Jeg tror vi skal være lykkelige for at vi ikke engang kan ’bevise’ opstandelsen. For hvis det skulle lykkes os, så ville vi jo have nedskrevet opstandelsen og Gudsriget til noget der ligner, noget som vi kan holde styr på og afgrænse. Tænk blot den uhyggelige tanke at Jesu Kristi opstandelseslegeme kunne indfanges og fastholdes, på film, i et laboratorium, i en retssal, så ville der forlængst have været en smart multinational koncern som havde taget patent på markedsføring og logo og indtjening.
Jeg tror vi skal være jublende glade for at vi ikke har vor tro og vort håb forankret i en virkelighed som vi fuldt ud kan forklare og bevise. Dét ville være en begrænset virkelighed. Lad os i stedet glædes over at have del i en virkelighed som er spredt så vidt ud at mennesker i alle dele af verden er ikke bare med—ejere, men med—levere i denne virkelighed. Ingen kan snydes, ingen kan forføres, ingen kan berøves denne virkelighed som ligger gemt som en håbets gnist, en troens hemmelighed dybt i menneskers hjerte.
Opstandelsestroen er nemlig en gave fra Gud selv, givet videre fra menneske til menneske med den troværdighed der ligger i at ingen har skullet tjene på det. Det er ganske gratis, det er ren nåde.
Opstandelsen holder håbet ved lige.

SALMER:
Krist stod op af døde
Opstanden er den Herre Krist
Herren han har besøgt sit folk
Tag det sorte kors fra graven!
Som den gyldne sol frembryder (v.9)
Som forårssolen morgenrød