Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Joh 21,15—19 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«

Fra gammel tid har denne søndag, 1. søndag efter påske, været konfirmationsdag. Det hænger sammen med at skolebørnene i gamle dage efter syv års skolegang blev udskrevet af skolen den 1. maj, og så skulle de fleste nykonfirmerede ud at tjene, så var de ’trådt ind i de voksnes rækker’. Konfirmationen var en slags eksamen, et bevis på at man var et ordentligt, ansvarligt, kristent menneske som man rolig kunne lukke ud i samfundet. I skolen havde man lært at læse og skrive og regne, og i konfirmationsforberedelsen havde man lært sin katekismus som var et fundament for et ansvarligt menneskeligt liv med ansvar for sig selv, sine medmennesker og sit forhold til Gud og evigheden. Min mor og far har haft dette livsforløb, længere er det ikke siden, og jeg kan endnu huske at jeg som barn gik og snakkede med min mor i køkkenet, det var før vuggestue og børnehave var opfundet, og hun kunne citere lange passager for mig fra sin katekismus, svære tekster og tanker, som endnu hænger godt fast i mit baghoved, og hun citerede og sang salmer for mig. Jeg er hende dybt taknemlig.
I dag bliver børnene ikke lukket ud i samfundet som selvstændige mennesker i 14—års alderen, i dag er man ikke færdig med uddannelse eller læreplads før man er oppe i tyverne. Og alligevel går børnene i 13—14 års alderen til præst og bliver konfirmerede. Men i dag kan man jo godt være en ordentlig samfundsborger selv om man ikke er blevet konfirmeret. Så man kan spørge hvorfor vi så bliver ved med at have dette tilbud, og hvorfor kirken overhovedet er der. Kan man ikke leve uden? — Joe, det ser det da ud til, der er en masse mennesker som lever ganske udmærket uden nogen sinde at have kontakt til kirken, også selv om de er medlemmer og betaler deres medlemskontingent.
Når kirken stadig er der med en kolossal stor opslutning i vort samfund, der er ikke tilnærmelsesvis nogen anden forening eller foretagende der har så stor en procentdel af befolkningen som medlemmer, så tror jeg det skyldes at der i kirken høres noget og gøres noget og siges noget som ikke findes andre steder. Hvis man vil have underholdning, så luk op for tv eller gå i biografen, i cirkus, i teatret, til melodigrandprix, det er ikke hér. Hvis man vil spille, så gå til banko eller køb lotto— og tipskuponer eller skrabelodder, det er ikke hér. Hvis man vil have nogle lette, populære meninger som flertallet går ind for, så køb formiddagsbladene eller ugebladene og billedbladene, det er ikke hér.
I kirken får vi derimod en mulighed for at gå lidt dybere, at blive anfægtet, puffet til, endda modsagt, det er i hvert fald ikke flertallet der afgør hvad det er vi hører. Det er givet på forhånd, det er evangeliet, altså det gode budskab om Guds Rige. Og det rige ser helt anderledes og håbefuldt ud end det rige og det samfund vi kender.
I dag har vi et evangelium som vi alle kan lære noget af, og som måske endda puffer til nogle af vore vante forestillinger, for samtalen mellem Jesus og Peter viser os noget vigtigt når det gælder livet. Jesus spørger Peter om han elsker ham, Jesus spørger tre gange, og hver gang svarer Peter ‘ja’, med stigende undren og (tror jeg) irritation. Og hver gang får Peter pålagt en opgave. Det er som om Jesus vil sige til Peter: du kan ikke nøjes med bare at glæde dig over opstandelsen, over livet, at hvile i dine dybe følelser, du kan ikke nøjes med at du har fundet sandheden, at du har fundet meningen med livet. Livet vender udad, glæden er ikke bare til egen brug. Peter får pålagt en opgave, nemlig at vogte lammene, være hyrde for fårene, altså at have omsorg for fællesskabet, for helheden. Vi mennesker er nu engang ikke skabt til at leve for os selv, og jeg tror ikke det er noget tilfælde at Jesus så meget taler om får når han vil sige noget om mennesker. For vi mennesker ligner får deri at vi trives bedst i fælleskab, i en flok, en familie, en menighed.
Denne hyrdetjeneste som Peter fik som opgave, er ikke blot givet til ham eller til alle senere pastorer, altså ’hyrder’, men det er en opgave der er pålagt enhver der elsker Jesus. Der er nemlig brug for os alle i den hyrdetjeneste. Og ... der er lige en ting at tilføje: livet er ikke statisk, livet er ikke en fastlåst størrelse én gang for alle hvor det hele står stille i samme position. Vi kan ikke opdele mennesker i hyrder og får én gang for alle sådan, at nogle altid skal være hyrder og nogle altid får. Peter var undertiden selv et får, en svag person, som trængte til vejledning, tilgivelse, støtte. Dén der er hyrde og har omsorg for de andre, er selv undertiden et svagt menneske der har brug for støtte og omsorg. Vi er alle gensidigt afhængige af hinanden og har medansvar for hinanden i Gudsrigets fællesskab.
Hovedbudskabet i dagens evangelium er altså at kærlighed ikke bare som vi normalt mener er noget, der drejer sig om vore følelser, men kærlighed bliver altid omsat i en udadvendt opgave for fællesskabet, for helheden. Vores noget snævre forståelse af kærlighed som en følelsessag der kan skifte fra den ene dag til den anden, bliver her sat ind i en større sammenhæng hvor kærlighed altid viser sig i de handlinger vi gør over for andre, for fællesskabet, for helheden.
Peter havde tidligere lige før Påske fornægtet Jesus tre gange, nu gentager han tre gange at han har Jesus kær, jeg tror Peter selv godt kunne høre hvor billige ord er. Tre gange det ene, tre gange det andet, men i stedet for at bekræfte Peter i hans svage eller stærke følelser vender Jesus Peter om og giver ham en opgave. Peter får at vide at kærligheden til Jesus aldrig kan skilles fra kærligheden til mennesker. Det er to sider af samme sag, det kan vi godt lære noget af.

SALMER:
Den signede dag med fryd vi ser
Lover den Herre, den mægtige konge med ære!
Som forårssolen morgenrød
Vort løsen er vor tro og dåb
Som korn fra mange marker
Krist stod op af døde