Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Joh 14,1—11 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.«

Ved enhver højmesse hører vi tre læsninger fra Biblen: en læsning fra Det gamle Testamente, en læsning fra Apostlenes Gerninger eller fra et af brevene, og evangeliet til dagen.
Den centrale læsning er evangeliet, her har kirken fra meget gammel tid valgt nogle afsnit ud som på forskellig måde belyser Jesus’ liv og hans forkyndelse af det gode budskab om Guds Rige i ord og gerninger. Det er jo dét ‘evangelium’ betyder: det gode budskab. Der er mange gode budskaber i verden, men dette gode budskab drejer sig om noget helt særligt: Guds Rige.
For at få hele historien med, har man så fundet nogle tekststykker fra tiden før Jesus, fra Det gamle Testamente, og tiden efter Jesus, fra aposteltiden. Disse tre læsninger tilsammen angiver søndagens særlige karakter eller tema.
De tre læsninger til i dag giver os et svar på spørgsmålet: Hvem er Gud? Det spørgsmål har jo optaget mennesker i tusinder af år — ja, jeg tror ikke vi siger for meget hvis vi gætter på at det spørgsmål er lige så gammelt som mennesket selv. Spørgsmålet om hvem Gud er, er nemlig tæt forbundet med de andre store ting der er at undre sig over i dette forunderlige liv: hvem er jeg, hvorfor er jeg her, hvad er meningen med livet, hvad var der før, hvad kommer der efter, og ... hvad er der lige nu?
I menneskers liv er der også andre basale spørgsmål som altid er blevet stillet: hvordan får jeg noget at spise, hvordan finder jeg et sted at bo, hvordan skaffer jeg varme, hvordan finder jeg en kæreste? Disse basale spørgsmål har mennesker jo fundet svar på, ikke på én gang, men i en lang udvikling. Til at begynde med skulle stenaldermennesker selv ud at finde bær og lave en stenøkse for at kunne dræbe et dyr at spise og for at kunne bygge en jordhytte at bo i. Men nu har vi fundet svaret på disse basale problemer. Måske kan svaret forbedres, vi kan stadig nyde godt af opfindelser som forbedrer vores livssituation, men i det store og hele tager vi disse spørgsmål roligt: mad køber man i supermarkedet, en bolig lejer eller køber man, varme kommer fra fjernvarmeværket, og en kæreste finder man på internettet. Vi behøver ikke begynde forfra, vi kan som mennesker bygge videre på de svar som er fundet.
Anderledes forholder det sig med grundspørgsmålet om hvem Gud er — og hvem jeg er, og hvad meningen med livet er. Man skulle ellers tro at når nu mennesker altid har overvejet dette, så måtte der da også være fundet et svar som kunne bruges overalt og af alle. Prøv at tænke over hvor mange kloge hoveder, videnskabsmænd og filosoffer, der har brugt deres hjerner på at finde svar på dette. Og der er stadig ikke fundet et svar som er gyldigt overalt og for alle. Det er egentlig underligt at man ikke i vor højt oplyste tidsalder med computere til rådighed der kan sammenfatte store mængder indsigt på et øjeblik, har fundet et svar som kan bruges over hele jorden og af alle mennesker. Og selv om vi mener, ja véd, ja tror, at vi har fundet svaret, så er det jo ikke så ligetil at formulere.
Prøv selv: hvis et lille barn spørger dig: hvem er Gud?, hvad vil du så svare? Jeg husker tydeligt det svar min lærerinde i første klasse gav os da én i klassen spurgte “hvem er Gud?”. Så svarede hun: “Gud er ånd”. Det gik jeg og spekulerede over og levede med lige til jeg blev voksen. Det var et flot svar, og det er helt rigtigt!, og frem for alt var det et svar som ikke lukkede af for en dybere indsigt senere. Men ... det var jo et svar hvor vi 1. klasse—børn, efter at have hørt det, var lige vidt. Hvad ville du svare? Hvis jeg blev spurgt, så kunne jeg godt finde på at sige: Gud er kærlighed. Men, hvis så barnet siger: jeg har lige mistet min far ved en trafikulykke, så ville mit svar jo kræve en uddybende forklaring. Hvad skulle vi egentlig svare et barn på dette helt basale, grundmenneskelige spørgsmål?
Måske er det godt at konsultere Biblen, de tre læsninger vi har hørt i dag. I den første læsning hører vi at Gud åbenbarer sig i naturen. Moses vogter får, og så ser han noget underligt, uforklar—ligt, en brændende tornebusk hvor busken ikke brænder op. Her taler Gud til ham. Og Moses skjuler sit ansigt, for han turde ikke se Gud. Jeg tror ikke det var fordi Moses var en skræmt natur, det er der ikke noget der tyder på i hans senere liv som den der dristigt førte Guds folk gennem ørkenen, men fordi Moses vidste at det højeste, videste, dybeste, inderste i livet ikke kan beskues som en anden genstand her i verden. Verdens skaber, livets opretholder, vor tilværelses dybeste mysterium kan ikke reduceres til en størrelse som vi blot lige kan overskue ved et øjekast. Det næste vi lærer er at Gud der taler er én der hører klageskrig og har medfølelse, med—lidenhed, som lider med sit folk. Og så hører vi Gud selv sige sit navn: “Jeg er den, jeg er” — jeg er. Gud siger altså: Jeg er eksistensen, jeg er livet, jeg lever. Livgiveren, livsindehaveren, livs—oprindelsen — dét er Guds navn.
Uden denne forhistorie kan det være svært at forstå evangeliet, men når vi nu har hørt den, er det let at forstå Jesus når han siger til Thomas: “Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min Fader”. Her har vi det igen, dette jeg er. Johannes—evangeliet har mange af disse udtryk med jeg er, altså det gammeltestamentlige gudsnavn. Jesus siger: jeg er livets brød, verdens lys, den gode hyrde, opstandelsen og livet, det sande vintræ, og altså i dag: jeg er vejen og sandheden og livet. Jesus står og taler med Thomas og siger direkte til ham: jeg er lige her, foran dig, har du set mig, har du set Gud.
Og i Apostlenes Gerninger hører vi at disciplene Peter og Johannes har helbredt en lam mand, og da de bliver udspurgt om med hvilken magt og i hvis navn de har gjort det, så siger de: det er i Jesu Kristi navn at vi har kunnet foretage denne helbredelse, denne skabergerning, denne livsgerning. Og så tilføjer Peter: “Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved”.
Sådan er det, der er ikke frelse i nogen anden, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen (altså i dette liv!), som vi kan blive frelst ved. Det er dette budskab, det evangelium, vi er sendt med, lige som Moses blev sendt af sted, og lige som apostlene blev sendt af sted. Der er ikke noget andet navn end dette ’jeg er’, livet selv som vi kan blive frelst ved. Det er i historiens løb ofte blevet misbrugt, må vi indrømme, så brændende missionærer har forstået dette udsagn på en triumfalistisk måde: her kommer vi med sandheden, vores sandhed. Og så er evangeliet blevet opfattet som en imperialistisk indtrængen. Jeg synes det er vigtigt at høre hvad Peter siger: “der er ikke frelse i nogen anden” — “der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved”.
Jeg synes vi kristne skal sige det lige ud, klart og umisforståeligt, at der er ikke frelse i noget andet navn, men samtidig i en ydmyg erkendelse af at mange mennesker i denne verden slet ikke søger frelse. Vi skal aldrig blive hoverende eller imperialistiske i den kristne mission så vi begynder at ’konkurrere’ eller ’sammenligne’ og bedømme hvem der er bedst eller finest. Det er slet ikke dét det drejer sig om. Dét det drejer sig om, er frelse — og derfor kan vi også roligt bruge disse ord over for f.eks. vore muslimske brødre og søstre under himlen. Mig bekendt har de aldrig påstået at profeten Muhammad (hans navn være priset — fred være med ham) er deres frelser, og at der skulle være frelse i ham. Muhammad er profet. Og mig bekendt har de forskellige nyreligiøse bevægelser heller ikke slået sig op på at der skulle være frelse i deres budskab. Der er mange religiøse bevægelser som tilbyder støtte, vejledning, indsigt, magt, mental styrke, healing, et sundere liv, åndelig overlegenhed og beherskelse af andre, men jeg har vist til gode at høre at der skulle være netop frelse i Sun Myung Moon eller Ron Hubbard eller Sai Baba eller hvad de nu hedder, alle disse navne som tilbydes mennesker under himlen.
Man skal altså høre hvad der siges, men man skal også være opmærksom på hvad der ikke siges. Vi kristne siger ikke at man ikke kan hente indsigt og visdom og styrke og opbygning og sundhed og sammenhæng og mening andre steder, men vi repeterer nøgternt og umisforståeligt at der ikke er frelse i nogen anden end Jesus Kristus, denne synlige, hørbare, mærkbare jeg er. Vi kan og skal også sige det til alle dem der tilbyder helbredende og magiske sten, underfulde kobberplader, tarot—læsninger, auralæsning og irisanalyser, horoskoper, grafologiske analyser, gestaltterapi, yoga, zoneterapi, ginseng—rødder og faste—kure. Der er så mange tilbud under himlen, der er så mange kendte og ukendte kræfter, der er varer og udbud og tilbud på det verdensomspændende internet, alt sammen udtryk for den menneskelige nysgerrighed, videbegærlighed, søgen efter sammenhæng og mening. Det er herligt, flot, spændende, undertiden skræmmende, mangfoldigt som livet selv.
Hvis kirken med tiden skulle blive reduceret til en niche, en lille specialafdeling på det store verdensmarked, så gør det heller ikke noget, vi vil stadig sige det samme klart og nøgternt: der er ikke frelse i noget andet navn end Jesus Kristus, jeg er. Der er mange veje der fører til Rom, men der er kun én vej der fører til sandheden og livet: Jesus Kristus, verdens frelser.

SALMER:
Du, som går ud fra den levende Gud
Jesus! Frelser og Befrier
Nu bede vi den Helligånd
Herre, du vandrer forsoningens vej
Som korn fra mange marker
Alt, hvad som fuglevinger fik (v.4—5)