Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Matt 7,7—14 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for.

Det er i dag Bededag, Almindelig Bededag eller Store Bededag, som den hed i gamle dage. Det er en speciel dansk helligdag som man ikke kender andre steder. Dagen blev forordnet af Christian V i 1686 som en erstatning for alle de mange bods— og bededage, som efterhÃ¥nden var kommet til. Og til denne Bededag har vi sÃ¥ dette stærke evangelium fra Bjergprædikenen hvor Jesus taler om at bede, at søge, at banke pÃ¥.
“Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer�. Mange mennesker har stødt sig på disse ord. Mange har prøvet at bede, f.eks. hvis de blev syge eller på anden måde stødte ind i et problem, men de fik ikke. Mange har søgt, men de fandt ikke; mange har banket på, men der blev ikke lukket op. Og det er da rigtigt at disse ord af Jesus lægger op til en frygtelig misforståelse, nemlig at man bare skal bede en bøn, og så er der udbetaling ved kasse 1, hvor Gud leverer varen.
I vort moderne velfærdssamfund er bønnen næsten forsvundet ud af vores bevidsthed. Der er jo stadig noget der hedder bøn i kirken, men i det daglige liv er bønnen forsvundet fordi den er blevet overflødig. I dag forlanger man, eller kræver, fordi vi har sÃ¥ mange rettigheder. Og lad os da allerførst sige Gud ske lov for det! For bare 100 Ã¥r siden var der ogsÃ¥ i vort samfund noget der hed fattigdom. Hvis en kone mistede sin mand og blev enke med 3—4 eller flere børn, sÃ¥ var hun ilde stedt. SÃ¥ mÃ¥tte hun henvende sig til sognerÃ¥dsformanden og bede om fattighjælp, eller hun mÃ¥tte tigge noget mad pÃ¥ de store gÃ¥rde.
Jeg ved godt at der stadig er store skævheder i samfundet, men i dag er der jo ingen der er fattige på dén måde. I dag har vi ordnede sociale systemer som sørger for, at alle dog kan leve hvis der sker noget uventet. Man kan møde op på socialcentret og sige: jeg har krav på det og det. Men det går videre endnu: vi har helt vænnet os af med den tanke at vi skulle få brug for at bede om noget. Vi fik et lille, men tydeligt eksempel under den nys overståede storkonflikt: der gik rygter om at der ville blive mangel på visse varer, og der gik næsten panik i hele samfundet, for man ville ikke risikere at man ikke kunne leve videre præcis som sædvanligt, altså uden at skulle mangle noget, uden at skulle bede om noget.
Jeg tror at for de fleste mennesker i vort samfund betyder bøn blot en lille irriterende formalitet, som går forud for opfyldelsen. Vi fokuserer på resultatet, udbetalingen, et beløb eller en genstand, og hvis vi får resultatet, så har vi glemt alt om bønnen forud, altså til næste gang vi får brug for den. Og hvis vi ikke får resultatet, udbetalingen, så tænker vi straks at så du’r bønnen altså ikke, eller også giver man sig til at skælde ud på Gud. Hvis man forstår disse ord af Jesus på denne nutidige velfærdsmåde, så må man blive skuffet.
Jesus giver os en hjælp til at forstå bøn og søgen og banken på en rigtigere måde ved at sammenligne med hvordan forældre reagerer over for deres børn. Og her ved jo enhver far og mor at opfyldelsen af børnenes ønsker og bønner er en proces, et langt forløb, hvor man kan være sikker på én ting: forældre vil aldrig snyde deres børn. Man giver ikke sit barn en sten hvis han beder om et brød. Mange mennesker tror at bøn er noget med at sige nogle fine ord, men fra vort eget menneskeliv med forældre og børn ved vi, at forældre ved hvad deres børn trænger til og har udbytte af længe før, børnene har bedt om noget som helst.
Paulus siger et sted i Romerbrevet (Rom 8,26): ’Hvad vi i virkeligheden skal bede om, forstÃ¥r vi ikke. Men Ã...nden selv gÃ¥r i forbøn for os med nogle lyde, som slet ikke kan udtrykkes med fattige menneskeord’. Ã...nden, altsÃ¥ Guds egen Ã...nd, Guds selv!, beder allerede, der er en bøn i gang i verden allerede før vi begynder at bede, allerede før vi blev født, og som fortsætter ogsÃ¥ efter os. Bønnen er sÃ¥ at sige ’åndedrættet’ i Guds Rige. Bønnen er ikke noget vi skal opfinde, nogle fine ord vi skal lære for at lokke ’en udbetaling’ ud af Gud. Bønnen bestÃ¥r ikke blot i vore ord, og bønnen fungerer heller ikke kun nÃ¥r vi sætter ord sammen. Nej, bønnen er i gang allerede før vi er der, og den fortsætter efter os, nÃ¥r vi sover, nÃ¥r vi er fraværende, nÃ¥r vi er døde.
Denne bøn kan vi ’hægte os på’, vi kan slutte os til denne bøn som er Helligåndens egen bøn. Bønnen er Guds egen bøn, en proces, et forløb i verden og i livet. Gud er selv i den bedendes rolle, Gud beder selv sammen med os om det største af alt, om livet.
Det er meget tankevækkende at lige efter disse ord om bøn og bønhørelse siger Jesus de ord som er blevet kaldt den gyldne regel: “Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem�. Nu sad vi lige og hørte om bøn, og så siger Jesus noget om at gøre godt mod andre. Nu sad vi lige og tænkte på hvad vi selv kan opnå, sådan tænker de fleste vist om bøn?, og så siger Jesus at det er os, der skal gøre godt. Jeg tror dette skal fortælle os at formålet med livet ikke er at sidde og vente på at min lille bøn bliver opfyldt.
Jesus taler om to veje, den brede vej og den snævre vej, der er mange der vælger den brede vej, og der er få der finder den snævre vej der fører til livet. I vort moderne samfund hvor reklamer og markedsføring hele tiden bombarderer os med tilbud om hvad vi kan opnå, hvad vi kan få til os selv, der er det svært at vælge andet end den brede vej. Man skal virkelig være standhaftig for ikke bare at glide med på den brede vej. Hele samfundet er nemlig indrettet på den brede vej. Fjernsynsprogrammer går efter hvad de fleste vil have. Ligeså med tøj og legetøj, og fødevarer, og på en snigende måde vænner vi os til at når så mange gør det samme, så er det nok også det bedste. Og jeg tror ikke det er et spørgsmål om at stå ved en vejgaffel, hvor man kan vælge den brede vej eller den smalle vej, for så var det så let. Hvis man stod over for to vejskilte, hvor der på det ene stod ’fortabelsen’ og på det andet ’livet’, så skulle man da være mere end normalt dum for ikke at vælge rigtigt.
Vores store udfordring, og i dag er den større end nogensinde før, er at vi igen må lære at vejen til livet findes kun ved at blive ved stædigt at bede, at søge, at banke på, i en stadig proces, sammen med Gud selv. Der er ikke en éngangsautomatik hvor man blot én gang for alle beder, og så får man, men det er en proces der varer hele livet, og som omfatter hele Guds skabelse. Det er en holdning, en livsmåde, som stiller sig på Guds side i en bøn og en søgen og en banken på for at finde den vej der fører til livet.

SALMER:
Jeg råber fast, o Herre
Du følger, Herre, al min færd
Min mund og mit hjerte
Beder, og I skulle få!
Som korn fra mange marker
O dejlige land (v.8—10)