Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Joh 8,28—36 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde da til dem: »NÃ¥r I fÃ¥r ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstÃ¥, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sÃ¥dan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sÃ¥dan, kom mange til tro pÃ¥ ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro pÃ¥ ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du sÃ¥ sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altsÃ¥ Sønnen fÃ¥r gjort jer frie, skal I være virkelig frie.«

Evangeliet til i dag handler om frihed. Det er et grundbegreb for alle mennesker, vi snakker om det, vi beskæftiger os med det næsten hver dag pÃ¥ den ene eller den anden mÃ¥de. Forældre har dette spørgsmÃ¥l inde pÃ¥ livet hver dag i forholdet til deres børn. Vi beskæftiger os med det politisk bÃ¥de pÃ¥ det store plan, om Iraks frihed, Palæstinas frihed osv., og vi beskæftiger os med det lokalt: har en yderligtgÃ¥ende politisk organisation frihed til at sige og gøre hvad de vil?, hvor langt gÃ¥r vores personlige frihed, ytringsfrihed, handlefrihed? Frihed er et nøgle—problem i vort liv.
Det er dette spørgsmål om frihed som Jesus diskuterer med nogle jøder som var kommet til tro på ham, som der står. Det er altså ikke modstandere han står overfor, men tilhængere. De er blevet overbevist af Jesu ord og de handlinger han har gjort, de er blevet tilhængere, så der er ingen tvivl om at de har en positiv indstilling til hvad han siger og gør. Og så siger han altså til dem at hvis de bliver i hans ord, skal de lære sandheden at kende, og dén kan gøre dem frie. Dét provokerer dem, og de henviser til at de aldrig har været trælle for nogen, de kan gøre hvad de vil, de er ikke bundet af noget eller nogen.
Jeg tror det er en meget almindelig tankegang de her giver udtryk for. Hvis man ikke er i fængsel eller bundet til en sygeseng, så er man fri. Så er man neutral, og så kan man frit vælge hver gang man står over for et problem eller et spørgsmål i sit liv: hvad skal jeg nu gøre?, og så kan man gøre det.
Men denne tale om frihed som dette at kunne vælge den ene eller den anden magt er en illusion: vi er som mennesker bundet til enten den ene eller den anden magt. Vi er på forhånd bundet til en hel masse, vi er viklet ind i et fællesskab fra første åndedræt i vort liv, ellers sad vi jo ikke her.
Da jeg var lille, var der en populær børnebog som alle børn kendte, Palle alene i verden, den eksisterer stadig. MÃ¥ske kan I huske den – Palle, en lille dreng, oplever alle børns ønskedrøm: at være helt alene i verden og kunne gøre lige hvad man vil. Palle gÃ¥r op i en sporvogn og styrer selv, han flyver en flyvemaskine, han gÃ¥r ind i en slikbutik og tager alt det slik han har lyst til osv. Til sidst vÃ¥gner Palle op med et skrig og siger: â€�Ã...h, Mor, jeg drømte at jeg var alene i verden og kunne gøre lige hvad jeg ville, men jeg blev ked af at være aleneâ€�. Det var altsÃ¥ heldigvis kun en drøm. Men jeg kan huske at alle vi børn var fascinerede af tanken om den totale frihed.
Tænk på i dag: alle de unge mænd der kører rundt i en smart bil med nedrullede vinduer og meget høj musik ud fra bilen – hvis man var alene i verden, hvad skulle det så gøre godt for? Der var jo ingen til at høre og se det. Hvis man var alene i verden, kunne man blive tatoveret og få lavet piercinger over hele kroppen, men hvad skulle det gøre godt for? Der ville jo ikke være nogen til at blive imponerede eller forargede. Der ville ikke en gang være noget ved at gå ind i en bank og tømme kassen og være millionær, der ville jo ikke være nogen at betale til og købe noget af.
Først er det hele sjovt for Palle, men det sjove varer ikke ret længe, for det viser sig hurtigt at den absolutte frihed også er den absolutte ensomhed, og dén kan mennesker ikke leve godt med. Den absolutte frihed er altså ikke virkelig frihed.
Vi bliver nok nødt til at indse at vi er bundet allerede i vort udgangspunkt som mennesker, og at vi ikke kan slippe for at være bundet til den ene eller den anden magt. Den ene magt, Guds, viser os et rige som består i fred, glæde og retfærdighed, et kærlighedens fællesskab, mens den anden magt viser os det modsatte.
Det er det der er alvorligt for os og for vort liv. Vi er bundet, eller måske bedre: vi er forbundet med enten den ene magt eller den anden. Selv om én her i Danmark vil sige: jeg er fri, jeg bestemmer selv, så er han eller hun dog viklet ind i og medlem af en struktur som binder os til at deltage i en krig og en besættelsesmagt i Irak. Selv om én vil sige: jeg vil kun handle på en retfærdighed måde, jeg vil kun købe varer som ikke er produceret på baggrund af uretfærdighed, så er vi dog henvist til at købe de varer der er i butikkerne og som vi ikke kan gennemskue. Og selv om én vil sige: jeg vil selv bestemme hvilke giftige stoffer jeg vil have ind i min krop, så køber og spiser vi det der er på markedet uden at kunne overskue hvad der er puttet i maden eller i sminken eller i legetøjet til børnene. Vi kalder det frihed og demokrati, men vi er viklet ind i og forbundet med denne verdens uretfærdighed og pengebegær blot ved at være borgere i dette land.
I fredags, Bededag, hørte jeg i radioen en transmission fra en muslimsk gudstjeneste hvor imam’en (=’præsten’) holdt en prædiken. GennemgÃ¥ende lidt højstemte, men ret fornuftige og gode ord. Men sÃ¥ sagde han noget som jeg studsede over: at et hovedbegreb i Islam er tanken om balance, altsÃ¥ at der er balance i Guds skabte verden. Her opdagede jeg pludselig den afgørende forskel til den kristne tro: i den kristne tro er der ikke plads til balance, men til konfrontation af modsætninger. Der er en kamp i gang i Guds og menneskers verden mellem godt og ondt, mellem skabelse og nedbrydelse, mellem lys og mørke, mellem liv og død. Og her kan der aldrig skabes balance, det er et spørgsmÃ¥l om enten—eller! Vi er nok alle inficeret af denne balance—tænkning, at det onde, det mørke, døden blot er en lille irriterende fejl som vi skal se at slippe af med, sÃ¥ det hele igen kan komme i balance. Men Jesus taler anderledes realistisk om livet og om verden: der er en kamp i gang mellem to forskellige magter: livets magt og dødens magt, kærlighedens magt og ondskabens magt. Og denne kamp finder sted pÃ¥ alle planer, helt ned i det enkelte menneske. Det er ikke sÃ¥dan at man kan opdele verden – som en tilfældig, ikke særlig klog præsident har gjort – mellem de gode og de onde, mellem godhedens akse og ondskabens akse, mellem helte—stater og slyngel—stater, for kampen gÃ¥r pÃ¥ tværs af alle disse alt for lette opdelinger af mennesker og verden.
Sidste søndag hørte vi Jesus sige om sig selv: “Jeg er vejen, sandheden og livet�. Vejen, sandheden, livet, det er ikke så lidt!, er altså ikke noget teoretisk, noget upersonligt, men en person, Jesus selv. Og kun i forbundethed med ham eksisterer den sande frihed.
Man kunne også sige det på den måde at der er to slags frihed: en negativ frihed og en positiv frihed. Den negative frihed lægger vægten på det man er fri fra, altså at man lægger vægten på ’minusserne’, det er derfor den kaldes den negative frihed: fri fra fængsel, fri fra sygdom, fri fra arbejde, fri fra pligter, fri fra de andre, fri fra noget. Der er intet indhold i denne frihedsforståelse, og de andre tæller ikke med. Den negative frihed er individualistisk, og derfor også meget udbredt i vor tid. Den positive frihed lægger vægten på det man er fri til. Her er der indhold i friheden: man er fri til at tjene Gud og næsten, at leve livet i fællesskab på denne gudsskabte jord. Den positive frihed er social, mit eget liv sættes ind i en kontekst, en ramme, hvor det overordnede er hele Guds skabelse, Kristi menighed, Helligåndens fællesskab.
Paulus har forstået dette dybe skel mellem de to slags frihed, den negative og den positive frihed. I epistlen til i dag siger han: “Kristi kærlighed tvinger os, fordi vi har sluttet, at når én er død for alle, er de alle døde. Og han døde for alle, for at de, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, der døde og opstod for dem�.
SÃ¥dan er det.

SALMER:
Det dufter lysegrønt af græs
I Jesus søger jeg min fred
Herre, du vandrer forsoningens vej
Guds igenfødte, ny—levende sjæle
Som korn fra mange marker
Syng lovsang, hele jorden