Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Luk 24,46—53 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.

Kristi himmelfarts dag er en dejlig dag – for alle. For alle danskere, fordi vi her får en ekstra fridag som kan laves til en ’bro’ til week—end’en så man derved får fire fridage ud i ét. Og for os kristne er det mindedagen for den fyrretyvende dag efter påske hvor der sker det fantastiske at Jesus forsvinder for øjnene af dem og bliver båret op til himlen.
Og der må altså være sket noget dén dag. Den kolossale virkning som Jesus havde haft og senere fik, kunne ikke glemmes eller skjules. Og hvis Jesus var begravet et eller andet sted i Palæstina, så ville hans disciple og senere tilhængere have værnet om dette sted, denne grav, sat en sten på graven, bygget en kirke oven over og bevaret stedet gennem alle generationer, sådan som man har bevaret fødselsstedet i fødselskirken i Betlehem, og som man har bevaret alle andre store skikkelsers fødested og levested og gravsted.
Men Jesu blivende grav findes ikke, der står ingen steder noget om den, og ingen har mig bekendt nogen sinde intereseret sig for det spørgsmål. Den gamle biskop Balle, som var Sjællands biskop for godt 200 år siden, sagde at beretningen om himmelfarten måtte være sand af den ene grund, at den var så usandsynlig! Dén slags finder ingen mennesker på af sig selv, at påstå den slags ville ikke være let at få andre til at tro på og vinde tilhængere med. Apostlene har simpelthen stået og set det hele som det er berettet.
Så der er i Kristi himmelfart noget at hente for alle os danskere og for os kristne, men jeg tror der er noget at hente for endnu flere: for alle mennesker.
I årets løb er der så mange dage vi fejrer, og der bliver flere og flere: ud over de sædvanlige, jul, påske og pinse, er der FN—dag, der er Børnehjælpsdag, Valdemarsdag, der er Mors dag, der er Valentins—dag, der er Kvindernes internationale dag, Dyrenes dag, Den store latterdag som for nylig blev festligholdt også her i Danmark på Rådhuspladsen, og mange flere. Kristi himmelfarts dag er en sådan særlig dag som vi kunne kalde Grænseoverskridelsens dag.
Og det er et emne og en sag som alle mennesker har del i, også selv om de måske ikke endnu har fået øjnene op for vigtigheden af dette emne.
Når jeg påstår at det er et emne som er af betydning ikke blot for kristne, men for alle mennesker, er årsagen at denne sag drejer sig om Gud og om skabelsen og om livet. Såfremt der ikke i skabelsen var sket en grænseoverskridelse mellem intet og det skabte, så havde vi jo ikke siddet her i dag. Så havde der slet ikke været noget at snakke om. Om man kalder det skabelse i den bibelske betydning eller i videnskabelig målestok, er ikke så vigtigt, der er på et tidspunkt sket en grænseoverskridelse mellem intet og det der er, det skabte. Bare kom an hvis nogen vil modsige dette.
Astrofysikere siger at det skete for 14 milliarder år siden, the Big Bang, Biblen siger det skete i begyndelsen. Jeg kan ikke tænke længere tilbage end 14 milliarder år, men jeg foretrækker i begyndelsen. Så har man ikke lukket af for nogle småkorrektioner på nogle millioner eller milliarder år.
Det vi fejrer i dag ved Kristi himmelfart, grænseoverskridelsen, er et emne som er vigtigt for alle mennesker til alle tider. Man kan næsten ikke tænke sig et emne der er mere generelt eller mere vigtigt. Vi oplever alle, vi erfarer alle vort liv som en grænseoverskridelse på alle planer:
Personligt overskrider vi grænser: fra baby, til barn, til teenager, til voksen, til midaldrende, til ældre, til gammel, til olding. Vi overskrider grænser når vi bliver gift eller stifter familie og fællesskab, får børn, får job, skifter job, bliver skilt, bliver afskediget, bliver pensioneret. Og hele vort politiske liv er én lang beretning om emnet grænseoverskridelse.
Hele vores gamle verdenshistorie drejer sig om grænseoverskridelse: Perserne overskred grænserne og skabte sig et storrige, Romerriget overskred grænser og underlagde sig middelhavsområdet og store dele af Europa, Djengis Khan overskred for 800 år siden grænser og underlagde sig hele det asiatiske kontinent, osv. osv. I nyere tid, for blot 65 år siden, overskred Hitler grænser og kastede verden ud i kaos. Og i allernyeste tid har de nuværende stormagter — Danmark inklusive, må vi lige være her! – overskredet grænser og erobret Irak. Og denne grænseoverskridelse er ikke blot geografisk, grænseoverskridelsen finder sted på alle planer og på alle områder af menneskelivet. Med den nyeste grænseoverskridelse har man forceret adskillige grænser, geografiske, kulturelle, økonomiske, religiøse, og … viser det sig: humanitære grænser, grænser for menneskelig værdighed og respekt, men man har også overskredet grænser for menneskelig nedrighed og afstumpethed og ondskab.
Det sker på det store plan, men også på vort mindre, nationale plan drejer det sig om dette emne: grænseoverskridelse. Vore politiske grupperinger og kulturelle og kirkelige holdninger har jo dette som omdrejningspunkt. Hele EU—debatten drejer sig om grænseoverskridelse, spørgsmålet om EU—udvidelsen, spørgsmålet om den fælles mønt Euro, der er u—lands—spørgsmålet: hvor mange penge skal overskride grænserne, indvandrer—debatten: hvor er grænsen mellem danskere og indvandrere? Der er forskellige grupperinger, men det er dette spørgsmål om grænser og grænseoverskridelse der står i centrum. Der er partier som går ind for at overskride grænser, og der er et parti som bestemt ikke vil overskride nogen grænse, men cementere de bestående grænser geografisk, kulturelt, religiøst, påklædningsmæssigt osv.
Jeg tror at man roligt kan skildre hele vores menneskelige historie som en historie om grænseoverskridelse. Og det er ikke noget under at Biblen er én lang beretning om grænseoverskridelse. Uden at gå i detailler kan vi nævne nogle kernesteder i vores Bibel hvor Guds grænseoverskridelse er tydelig: Skabelsen var en grænseoverskridelse: Gud skabte liv af intet. Og hver gang der skabes noget nyt, overskrides en grænse. Da Gud førte sit folk ud af Egypten, overskred han en grænse, helt bogstaveligt. Ved Jesu fødsel overskred Gud grænsen mellem Gud og menneske, en grænse som aldrig tidligere havde været overskredet, den afgørende grænse! Ved opstandelsen overskred Gud grænsen mellem død og liv, også en afgørende grænse! Og … sådan er det med alle Guds gerninger, Guds handlen, også dem han gjorde ved sin Søn, Jesus Kristus. Jesus overskred hele tiden grænser: når han helbredte, overskred han grænser mellem sygdom og helbredelse. Han overskred grænsen mellem vand og vin, mellem få brød og nok til en menneskemængde. Han overskred de fastlåste grænser til andre folk, han talte med Samaritanere, med en romersk officer. Han overskred de grænser der er mellem kønnene: Jesus omgikkes kvinder, talte med dem, lyttede til dem og tog dem alvorligt — for os ikke noget særligt, men på Jesu tid en provokerende grænseoverskridelse. Han overskred grænsen mellem sig selv og andre således at de andre blev ét med ham.
Guds historie, den bibelske historie som vi er en del af, er én lang beretning om grænseoverskridelse. Det er også temaet for denne dag som også er blevet kaldt kirkens missionsdag. Jesus siger til apostlene at de skal være hans vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende, hér er der virkelig tale om grænseoverskridelse!
Vi kender grænseoverskridelsen personligt: i kærligheden overskrides grænsen mellem mennesker, fysiske og personlige grænser overskrides, i ethvert fællesskab overskrides grænser mellem dit og mit, og her i menigheden overskrider vi alle de grænser som vor synd omgiver os med og bliver ét i Jesus Kristus.
Såfremt en udenforstående ville spørge hvad hovedindholdet i vor tro er, så kan vi roligt svare: at overskride grænser. Og vi bliver nok lige nødt til at føje til: ikke for at erobre, ikke for at undertrykke, ikke for at få fat i andre folks oliefelter, ikke for at torturere, ikke for at dominere, men for at skabe enhed, fred, retfærdighed, glæde, kort sagt frelse.

SALMER:
Vaj nu, Dannebrog, på voven
Til Himmels fór den ærens drot
Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre
Du satte dig selv i de nederstes sted
Som korn fra mange marker
Jesus, himmelfaren