M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække

Der er mere at sige
Prædiken til Pinsedag
4. juni 2006

Joh 14,15—21
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«

Glædelig pinse! Vi plejer jo at sige at pinsen er festen for Helligåndens komme. Jeg tror nu mest det er af pædagogiske grunde at vi siger sådan, så har man styr på de store fester: jul, påske og pinse. Julen er Jesu fødsel, påsken er opstandelsesfesten, og pinsen er så Helligåndens fest.
Hvis vi ser efter i beretningen fra Apostlenes Gerninger, så står der egentlig bare at de var samlede for at fejre pinse, men at der dén dag skete noget som overvældede dem. De blev alle fyldt af Helligånden, men der står jo ikke noget om at det skulle være første eller eneste gang at de mærkede Gud Helligånd. Og det ville bestemt også være forkert at se sådan på det. Helligånden er noget af det mest levende og stærke og gennemgående i hele den bibelske historie. Netop fordi Helligånden er Gud Helligånd, så er Helligånden jo en integreret del af Gud, hvis man kan sige det på den måde.
Helligånden er der både først og sidst og midt imellem. Helligånden nævnes allerførst i Biblen, i de to første vers: I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var den gang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud Helligånd var der altså allerede før noget blev skabt.
I Biblen, det gamle og det nye testamente, står der meget om Gud og om mennesker og om livet. Og når vi læser selv eller hører noget fortalt fra Biblen, så prøver vi jo at forstå det, at tilegne os det. Når vi i Biblen hører at Gud skabte himlen og jorden, så tilegner vi os det, det bliver en del af vores forståelse og vores tro: Gud er skaber. Vi hører mange gange Jesus sige ‘far’ til Gud, også i bønnen som vi bruger som vores grundbøn, Fadervor, beder vi: Vor Far, du som er i himlene. Det tilegner vi os også, det hører også med til vores tro: Gud er far. Og sidste søndag hørte vi Jesus tale om at han og faderen er ét. Faderen og Sønnen er ét, det er også en del af vores forståelse og tro.
Og så hører vi i dag Jesus sige: “... jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd”. Sandhedens ånd, det er Helligånden som alle de forsamlede apostle blev fyldt af pinsedag, som vi hørte for lidt siden. Det tilegner vi os også, det hører også med til vores tro: ...nden, Helligånden, er Gud — Gud er ...nd.
Hvis vi nu blev spurgt af et barn eller af en voksen som aldrig havde mødt kirken: hvem er Gud?, så kunne vi altså ikke nøjes med ét ord. Vi bliver nødt til at sige: vi tror på Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Og omvendt: hvis et menneske kommer og siger til os: jeg tror på Gud; når jeg går ude i naturen en tidlig forårsmorgen eller jeg ser på stjernehimlen en aften, så er det helt tydeligt for mig at Gud er den der har skabt dette vidunder af et univers. Så må vi sige: ja, du har ret, Gud er skaber, men der er mere at sige: Jesus, Guds Søn, hører også med, og Helligånden hører også med. Og hvis én siger til os: jeg tror på Jesus, han er min frelser, så må vi sige: ja, du har ret, Jesus er frelser, men der er mere at sige. Og hvis én siger: jeg tror på Helligånden, jeg har store åndelige oplevelser, så må vi sige: ja, du har ret, men der er mere at sige.
Det var disse spørgsmål den første kirke stod overfor og som gjorde at man blev nødsaget til at indkalde til nogle kirkemøder for at tale sammen om hvad vi tror på. Der var dengang — som i dag! — et stort religiøst behov, en søgen efter meningen med livet, og mennesker fandt mange svar. Disse kirkemøder forsøgte så at skrive ned hvad alle kunne være enige om, og hvad der kunne rummes inden for de bibelske skrifter. De lavede en trosbekendelse, også for at have et værn mod alle mulige fikse idéer som kommer op fra tid til anden.
Den trosbekendelse bruger vi hver søndag i kirken sådan som vi også lige selv har gjort i denne menighed. Og her har vi hele fylden i vores tro med: troen på Gud som skaber, som frelser og som talsmand, som Helligånd. Hver gang vi bliver afkrævet svar på, hvad vi tror på, så må vi sige trosbekendelsen, kortere kan det ikke siges. Men netop når vi har troen på Gud Helligånd med, betyder det også at der er mere at sige. Trosbekendelsen er et minimum når vi skal fastholde vores tro, men der er mere at sige. Dette mere skal siges af Gud, og det skal siges af os. Vores tro er ikke blot en pegen tilbage på en virkelighed bag os: skabelsen og Jesu liv og Helligåndens komme pinsedagen. Vi har ikke en ’konserves—tro’ hvor vi blot skal tage noget gammelt frem og sige en gammel sandhed en gang til, men med Helligåndens virkelighed bliver troen nutidig, og vi bliver selv involveret med vort liv nu som moderne mennesker i en moderne verden som aldrig er set før. Den verden og de problemer som vi står midt i, kan man ikke bare se tilbage for at finde svar på. Vi kan ikke bare slå op i Biblen og finde svar på vore moderne spørgsmål. I vort pinse—evangelium siger Jesus at Helligånden er sandhedens ånd. Den ånd ser verden ikke og kender den ikke og kan derfor ikke tage imod den. Men, siger Jesus, I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Det der er kendetegnende for Helligånden er at den gamle verden skal blive ny. Denne gamle verden skal forgå, vi kunne næsten sige: heldigvis at det ikke skal fortsætte i al evighed. Hvis ikke vi havde forjættelsen om Helligåndens fornyende kraft, var der ikke meget håb. Somme tider kan man gå og blive mismodig over den gamle verdens stil, f.eks. at der bliver ved med at være krig. Man skulle ellers tro at vi havde lært det — efter Første verdenskrig, denne frygtelige krig, hvor titusindvis af stakkels soldater døde i skyttegrave, og Anden verdenskrig med sønderbombede lande, millioner dræbte og myrdede og flygtende mennesker, og Korea—krigen og Viet—Nam—krigen og flere endnu. Men det fortsætter, på Balkan, i Afrika, i Irak. Får det dog aldrig ende? Uden Helligåndens fornyende kraft var der ikke meget at håbe på.
Vi har del i ...nden, Gud som virkende, levende ...nd er en del af vor tro. Og det der er så særligt og håbefuldt i denne tro er at der altid er mere at sige. ...nden er som vinden, der blæser hvorhen den vil. Vi kan altså ikke styre ...nden, vi kan heller ikke begrænse ...nden.
Tænk på at ...nden tidligere har vist sin virksomhed på ganske uventede steder og tider og sammenhænge og ændret virkeligheden. Tænk blot — pludselig at dukke op midt i mørket over ur—dybet, hvor jorden var tomhed og øde, eller i en afsidesliggende landby i Palæstina hos en ukendt ung pige. Det er dét den gamle verden ikke kan tage imod, det uventede, det totalt overraskende og omvæltende. Vores verden bygger på det sikre og forudsigelige, aktiekurserne følges med opmærksomhed dag for dag og time for time, vi udvikler programmer og planer, men ...nden, Gud—i—dag!, er uforudsigelig. Tænk på at hvis ikke ...nden var brudt ind over ur—dybet, havde vi ikke siddet her i dag. Og hvis ikke ...nden var brudt ind hos en ung pige i Palæstina for 2000 år siden, havde vi heller ikke siddet her i dag. Det er ...nden vi skylder vores virkelighed og vort liv nu.
Helligånden er der før os, og Helligånden bevirker at der er mere at sige end det vi lige nu kan se og høre og forestille os. Dette at Gud Helligånd er blevet lovet os og givet os, betyder altså ikke at vi skal leve i en særlig ’åndelige’ atmosfære, et finere luftlag uden berøring med denne gamle verden og dens krig og sult og forstokkethed. Men Helligåndens virkelighed hjælper os at holde fast ved dette mere, at vi ikke behøver slå os til tåls med tingenes tilstand og give op og blot nøjes med at hutle os igennem livet, men vi kan holde modet oppe, holde håbet ved lige om en ny verden, en ny himmel og en ny jord, Guds Rige. Jesus siger at Gud Helligånd, talsmanden skal være hos os til evig tid. Der er altså mere tid foran os end bag os, der er evighed forude.

SALMER:
I al sin glans nu stråler solen
Min mund og mit hjerte
Du, som går ud fra den levende Gud
Fra Himlen kom den Helligånd
Drag ind ad disse porte
Helligånden trindt på jord