Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Luk 14,25—35 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? — for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det!

De fleste mennesker, enten de nu er kristne eller ej eller kirkegængere eller ej, kan lide Jesus for det han siger eller gør. Somme tider er vi helt enige og synes at sådan som Jesus siger og gør, sådan er det rigtigt. Andre gange dukker vi os lidt og må beskæmmet indrømme at det kan jeg altså ikke leve op til. Jesus bliver ofte citeret, i folketinget, i aviserne og blandt mennesker i almindelighed. De fleste kan nemlig godt høre hvad der er af sandhed og har værdi.
Men når Jesus i evangeliet til i dag siger ordene om at hade sin far og mor og hustru og børn og brødre og søstre for at kunne være hans discipel, så tror jeg de fleste står af. Selv meget fromme mennesker kan ikke få disse ord til at passe ind i deres liv uanset hvordan man vender og drejer ordene. Nogle har forsøgt at finde en måde at oversætte på sådan at det hele blev lidt mere afdæmpet, for disse ord lugter langt væk af religiøs fanatisme. Vi hører jo også i vor tid undertiden om religiøse fanatikere som kræver et totalt brud med familien for at kunne være med i en eller anden sekt eller bevægelse.
Men jeg tror der er noget dybere på spil her end religiøs fanatisme. Jesus var ikke fanatiker, han hadede bestemt ikke sin mor, Maria — dét kan vi da se i evangelieberetningerne. Der er nemlig det at fanatikere vender bagud — de henviser altid til nogle regler eller love eller ordninger, altså nogle idéer eller teorier som står fast. Vi kan blot se os om i verden: dér hvor fanatismen trives, henholder man sig til nogle gamle love og regler, nedfældet i en gammel bog eller en århundredlang tradition.
Sådan var Jesus jo ikke. Det ser tværtimod ud til at han brød de fleste love og regler han kom i nærheden af. I kirkens lange historie har der ofte været lagt vægt på lydighed hvor mennesker skulle leve på en bestemt måde uden at stille spørgsmål, uden at forstå hvorfor. Megen fantasi og kreativitet er blevet kvalt i bare lydighed. Denne lydighed som en underkastelse er ofte blevet anset for at være en kristen dyd. Når der somme tider er et rundspørge om trosspørgsmål, så svarer mange at dette med tro og kirke er noget med at overholde de 10 bud.
Her er vi ved noget vigtigt hvis vi vil forstå Jesu evangelium, Jesu budskab. Det er et godt budskab om Guds Rige, om en helt ny verden, en ny himmel og en ny jord. Og netop derfor er der for Jesus ikke noget som skal opretholdes, en ordning eller en verden som står fast og skal forblive som den er. Verden og livet er for Jesus ikke en fast model som vi mennesker skal bevare. Jesus viste dette på mange måder: han kom til en verden som ikke var færdig, en verden der kunne forandres — og han viste hele vejen igennem at han ventede på denne forandring. Jesus var jøde, og han har bestemt godt kendt de 10 bud, også det 4. bud som lyder: “Du skal ære din far og din mor”. I Luthers lille katekismus forklarer Luther dette bud således: “Det vil sige: Vi skal skal frygte og elske Gud, så vi ikke ringeagter vore forældre og foresatte eller vækker deres vrede, men holder dem i ære, tjener, lyder, elsker og agter dem”. Det er da vist 180 grader i modsat retning af det Jesus siger: “Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor og hustru osv.”.
End ikke de 10 bud var noget der stod fast for Jesus. Den lydighed Jesus pålægger sine disciple, er ikke en lydighed der tjener til at opretholde en gammel verden med faste ordninger hvor alt skal være som det altid har været — men det er en lydighed mod én eneste ting: Guds fremtid. Det er en troens lydighed hvor der spørges efter nyt indhold og skabende fantasi i stedet for blind underkastelse.
I evangeliet til i dag er sagen sat på spidsen. Jesus rører her ved noget af det der står mest fast for mennesker, nemlig familieforhold, blodets bånd, éns eget kød og blod. Vi mennesker kan jo holde til det mest utrolige, men når det virkelig gælder, når vi er længst ude eller dybest nede så véd vi dog, at der er nogen der hedder vores far og mor, vore børn og søskende som vi kan henvise til når alle andre forsikringer har svigtet. Vore familieforhold er meget afgørende for vores identitet som mennesker.
Men Jesus piller også ved dette helt basale i vort liv når han forkynder et helt nyt rige, en ny himmel og en ny jord. Den nye familie, Jesus ser, er ikke blot den hellige familie med far, mor og barn, vort samfunds grundpille, kernefamilien — men dén familie Jesus ser, er Guds familie hvor hele Guds folk er én stor familie, og hvor brødre og søstre må tælles i tusindtal eller millioner. Og Jesus rører endog ved dét der for os er det kostbareste vi ejer: vort eget liv. Der ligger et eftertryk på dette sidste: “... ja, sit eget liv”. Så langt går han i sin vision om dette nye herredømme: endog dét der er mig, mit eget liv, min identitet, skal lades tilbage. Her stopper vores tanke, og her stopper også vores normale velvilje over for Jesus: jeg vil da godt give noget af mig selv, af mit eget, jeg vil også godt miste lidt af mig selv og mit, men ... at miste sit eget liv? Det er for meget.
Når mennesker forestiller sig hvad det evige liv er, altså Guds nye himmel og nye jord, så ender det ofte med spørgsmålet: lever jeg videre? Tanken om udødelighed under en eller anden form er en tiltrækkende tanke. Og i dag har mange i vort land og i andre gamle kristne folk fundet en ny mulighed i den orientalske tanke om reinkarnation. Eller også tænker man lidt længere: om jeg — efter døden — kommer til at gense mine kære, mine børn, mine forældre, min ægtefælle osv. Dét Jesus vil indstille mennesker på er at Guds nye fremtid er meget større og bredere og dybere end vi kan forestille os. Fællesskabet vil blive endnu større og nærere end det er i en kernefamilie, kærligheden vil blive endnu dybere end den er mellem forældre og børn eller mellem ægtefæller og kærester. Identiteten vil blive endnu klarere end den jeg har nu.
At det virkelig er dette der er sagen, kan vi se af de to lignelser som Jesus belyser sine ord med — lignelsen om tårnbygningen og om kongens krigsførelse. Her er det jo tydeligt at det endelige resultat har noget at gøre med de forberedelser og de overvejelser, vi gør nu. Tårnbyggeren må først lave et overslag over omkostningerne for hvis han kun har penge til at lave soklen, så er det hele jo til grin. Eller kongen der vil drage i krig må overveje om han kan klare sig mod fjenden der har dobbelt så mange soldater, for ellers er der jo ingen vej udenom, så må han prøve at indgå en fredsaftale inden det er for sent og hans hær bliver overmandet.
Man må lave en budgettering, et overslag. Og Jesus laver her et overslag over det evige liv: hvis det er det evige liv vi vil leve og have del i — dét evige liv hvor døden én gang for alle er besejret, endda sådan at døden er lagt bag os allerede i levende live — hvis det er det liv vi vil være med i, så er prisen at have skilt sig af med sit eget.
Hvis vi kort skal sammenfatte hvad det er, Jesus hér ruller op som et perspektiv for vort liv, så er det at det evige liv er begyndt. Det evige liv begynder nu!
Hér står vi så i dag og kan lave et overslag for os selv: vil vi være med til et meget kortvarigt liv hvor det hovedsagelig er mig og mine og mit det drejer sig om — eller vil vi være med til et liv der har evighedsperspektiv og som rækker langt ind i Guds fremtid?
Det ene liv, det gamle, kendte, slidte, småtskårne liv hvor det drejer sig om mig og mine, mit Dannebrogsland, min kultur, min hudfarve — det kender vi, og her er reglen: man dør som man har levet, man ligger som man har redt. Det andet liv, det evige, det nye, det endnu ikke færdige, kender vi ikke rækkevidden af. Her er reglen: man lever som man dør – altså: man lever som man udleverer, giver.

SALMER:
Det dufter lysegrønt af græs
Du, som ud af intet skabte
Nu bede vi den Helligånd
I lemmer, hvis hoved har Himlen i vælde
Som korn fra mange marker
Nu blomstertiden kommer (v.4—6)