Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Matt 5,43—48 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »I har hørt, at der er sagt: 'Du skal elske din næste og hade din fjende.' Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!«

Hver søndag i kirkeåret har sit særlige præg, afhængig af årstiden, de kirkelige højdepunkter og fester, de bibelske tekster, bønner og salmer. Den enkelte søndags særlige præg udspringer af den enkelte dags evangelium, og jeg tror de fleste af os har en ganske klar fornemmelse af hvad hovedsagen er lige så snart vi har hørt dagens evangelium.
I dag er der vist ikke megen tvivl om hvad hovedordet er, altså det centrale budskab, nemlig Jesu ord: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer …”. Det er jo også et fantastisk udsagn som ingen andre end Jesus nogen sinde kunne finde på at sige. Mennesker har i tidens løb udtænkt mange måder at reagere på i livet, nogle har påtaget sig rollen som offer og lídt i stilhed, andre har trukket sig tilbage fra verdens grumhed og ondskab ved at gå i ’indre eksil’, at trække gardinet ned og tænke på noget andet og smukt, andre har vist styrke ved at ryste på hovedet ad menneskelig dumhed og uforstand, ’Fader, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør’. Og vores gamle kirkefader, Luther, prøvede at løse problemet med disse ord ved at sige at Jesu ord her i bjergprædikenen er ’et syndespejl’ hvor Jesus skærper kravene så meget at alle, vi alle uden undtagelse, må sige ’nej, det her kan ingen opfylde, det er umuligt’, og dermed alene må holde sig til Gud som de fortabte syndere og ufuldkomne vi er. Det er da i hvert fald udtryk for en stor fromhed.
Men hvad nu hvis Jesus faktisk mente hvad han sagde?, og hvorfor skulle han egentlig ikke det? Jeg synes Jesus som regel er meget direkte i det han siger og gør! Hvad nu hvis disse ord skal tages for pålydende?!
Der er en intellektuel sport som hedder ’what if …’, altså ’hvad nu hvis …’. Mange filosoffer og digtere og filmmagere har leget med tanken, og man kan også selv gøre det hvis man en aften ikke har andet at lave: Hvad nu hvis Hitler var død som barn af tuberkulose eller ved et trafikuheld? Eller senere: hvad nu hvis von Stauffenberg i disse dage for 60 år siden havde haft held til at slå Hitler ihjel med den bombe han placerede under bordet i førerhovedkvarteret? Hvordan havde Europa så set ud i dag? Eller hvad nu hvis Paulus havde brækket benet dagen før han red til Damaskus for at forfølge menigheden, dér hvor han blev slået omkuld af mødet med Jesu ord og fik sit liv ændret til at blive missionær? Så er det ikke sikkert vi havde siddet her i dag, og mon der overhovedet havde været noget der hed kirken og den kristne menighed? Hvad nu hvis …
Vi kan jo ikke lave fortiden om, så dette er blot en morsom tankeleg. Det eneste man kan lave om er nutiden, og dermed fremtiden. Og her har vi lov til helt alvorligt at sige: hvad nu hvis … Hvad nu hvis vi som mennesker på denne smukke klode tog Jesu ord alvorligt, måske bare i en forsøgsperiode på 50 år, det kan aldrig gå mere galt end det er gået hidtil! Vi ville som jordboere egentlig ikke risikere ret meget.
Jesus siger: ”I har hørt der er sagt …, men jeg siger jer”. Hvis nu vi turde forsøge at bryde med det der er sagt til de gamle, det der hidtil har været det normale og selvfølgelige, og så gøre noget nyt og uset. Og lad os bare bruge Jesu eget eksempel som udgangspunkt. Siden stenalderen, sikkert længere tilbage endnu, har mennesker sagt til de nye generationer: ’Du skal elske din næste og hade din fjende’, det er så primitivt og enkelt at det kan enhver finde ud af. Denne primitive mekanisme fungerer stadig i dag i vores oplyste, videnskabelige og teknificerede verden her i begyndelsen af det tredje årtusind. Det nyeste eksempel har vi i den nutidige storpolitik: her er verden også opdelt i de nærmeste som man skal elske og fjenderne som man skal hade. Og det bliver stillet skarpt op: de der er med, er de gode, og de der er imod, er de onde. Og det er endnu skarpere end nogensinde når det gælder fjenden. Fjenden er ikke længere et menneske, sådan var det dog tidligere hvor en tilfangetagen fjende var et skridt mod sejren fordi der var en mindre til at kæmpe på fjendens side, men i dag er fjenden mindre end et menneske, behandles som et dyr, er i bur, sat uden for almindelige menneskerettigheder, og bliver behandlet værre end man ville tolerere over for dyr. Det er ikke overdrevet hvad jeg her nævner, se blot selv i tv og aviser. Vi beboere på denne klode gør altså stadig som de gamle har sagt, endda godt og vel.
Og så er det man har lyst til at spørge: hvad har den tænkemåde og handlemåde egentlig ført med sig?, for man skulle da mene at det ville give gode resultater når man tænker på hvor meget det koster i menneskeliv og i penge. Det ser ud til at den gamle tænkemåde, det vi har hørt sagt siden stenalderen, ligger så dybt i mennesker at man ikke kan tænke nyt. For nylig måtte vi med stor undren, ja vantro, høre at en af de første og vigtigste opgaver i Irak nu er at hjælpe dem med at opbygge en hær. En hær! Jamen … er det ikke den man lige har nedkæmpet og ødelagt? Og hvad skal en hær bruges til?, det behøver vi ikke en gang at tænke os om to gange for at svare på. Tankegangen os eller fjenden lever i bedste velgående.
En krig, fuldbyrdelsen af had, har kostet og koster stadig milliarder af dollars, og endnu flere milliarder i kroner. Jeg orker ikke at slå op hvor mange milliarder, det overgår alligevel vores forestillingsevne. Tænk sig nu hvis … hvis man havde brugt de samme penge og postet disse milliarder af dollars i undervisning, i oplysning, i skoler og uddannelse, i sundhedsvæsen, i opbyggelse af infrastruktur med veje og jernbaner og sundt miljø, så ville det dog have skabt en mere retfærdig og rimelig verden for os alle. Det er muligt at der er nogle enkelte galninge der er født som terrorister, jeg har svært ved at tro det når jeg kigger på et nyfødt barn, men hvor kommer så terrorister fra? Hvor kommer fjendskabet i verden fra? Der er sikkert mange faktorer der spiller ind, men grundlæggende kommer fjendskaber af uretfærdighed, af ulighed i fordelingen af de goder som Gud har givet os alle, onde som gode. Gud lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Og denne uretfærdighed i verden er årsagen til fjendskabet fra begge sider: de heldige, de rige, de magtfulde vil ikke risikere at skulle afgive noget af deres held og rigdom og vil forsvare den for enhver pris, og de uheldige, de fattige, de syge, de sultne … de længes, de håber, de protesterer mod den uretfærdige fordeling. I egne øjne er de frihedskæmpere, i deres fjenders øjne er de terrorister.
Når Jesus siger ”elsk jeres fjender og bed for dem der forfølger jer”, så er det altså en helt ny måde at tænke på, at handle på, at være menneske på. Men hvor skal vi dog begynde på dette projekt, det er ikke blot en stor og tilsyneladende uoverkommelig vision, men det er samtidig en vision der hæmmes af vores årtusindgamle og tillærte handlemåde. Jae … vi kunne jo begynde med noget så enkelt og ret overkommeligt, nemlig at skabe retfærdighed. En lang vej består dog af enkelte skridt. Vi kan ikke i et snuptag ændre verden og det vi har hørt af de gamle, men vi kunne dog i vor tid tage de første skridt til at skabe retfærdighed i verden. Der er måske nogle der tænker: jamen, sagde Jesus ikke elsk jeres fjender, er det ikke meget mere end retfærdighed? Jovist, men alting tager tid, og en lang vej består af mange skridt. Der er én der har sagt: retfærdighed er kærlighedens minimum, dvs. at retfærdighed er første skridt på vejen mod det Gudsrige som Jesus taler om. Jesus siger: ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske far er fuldkommen”, og i denne her tale, bjergprædikenen, forklarer Jesus direkte hvori Guds fuldkommenhed består, nemlig i Guds retfærdighed. Gud er retfærdig, Gud lader sin sol stå op over alle, og Gud lader det regne over alle, dét er retfærdigt, dét er ligeligt.
Tænk en gang hvis – altså bare i en forsøgsperiode på 50 år hvorefter FN kunne vurdere resultatet og beslutte om retfærdighed fører mere i retning af Gudsriget end det gammelkendte fjendskab og had – oh, jeg ville gerne leve så længe for at opleve resultatet!
Lad os prise os lykkelige over stadig at have dette evangelium, dette nye og glædelige budskab om et helt nyt rige, en helt ny verdensorden og menneskeorden, for ellers havde vi jo kun de gamle og forslidte budskaber at leve på, de tænkemåder og handlemåder som igen og igen skaber fjendskab og had i verden, og som indskrænker og forsimpler livet for både venner og fjender, for både de nærmeste og de fjerneste.
Retfærdighed er kærlighedens minimum! Her er dog et udgangspunkt.

SALMER:
O, havde jeg dog tusind tunger
Det er så yndigt at følges ad, hvor banet
Guds kærlighed ej grænse ved
At tro er at komme
Som korn fra mange marker
Nåden hun er af kongeblod (v.6—7)